Flere principper der røg i svinget

SU-lån
SU-lån er for uansvarlige, forkælede møgunger, der vil bruge en masse penge på fest, druk og shopping. Det troede jeg i hvert fald. Pludseligt stod jeg så selv i den situation, hvor jeg var nødt til at optage SU-lån for at få råd til husleje og mad. Der var selvfølgelig en grund til, at jeg var landet i den situation, og det kunne sikkert være undgået, men det er altid nemt at se i bakspejlet. Nu sidder jeg her, fire år efter, og skal til at betale lånet tilbage fra januar. Det er da lidt surt, men helt ærligt, så fortryder jeg det ikke. Efter jeg optog lånet, begyndte jeg at kunne sove igen om natten. Jeg havde ikke ondt i maven over, hvordan jeg nu skulle få næste måned til at hænge sammen økonomisk. Jeg så det som en investering, og nu skal jeg så betale den investering tilbage. Og det er okay. Desuden fik jeg jo så udvidet min horisont og afkræftet mine skrækkelige, snæversynede fordomme.

Kandidat
Jeg var sikker på, at jeg skulle have en kandidat efter min bachelor. Det skal man jo. Ellers bliver man aldrig til noget. Det havde jeg i hvert fald fået bildt mig selv ind – med god hjælp fra min omverden. Derfor var det svært at tage den endegyldige beslutning om, at det var slut med at studere. Jeg beroligede mig selv med, at jeg jo altid kunne vende tilbage til studierne og bøgerne. Men jeg kan da godt se nu, hvor jeg fint klarer mig uden, at jeg nok ikke kommer tilbage på skolebænken. Mange af mine venner og veninder fortryder ikke decideret deres kandidat, men de siger også, at de sagtens havde klaret sig uden. Mange med en kandidat går rundt i arbejdsløshed eller arbejder som SOSU-hjælpere, tankpassere og kundeservicemedarbejdere. Der er intet galt med den slags jobs, men tit og ofte kan man få den slags jobs uden en kandidat. Så kan man jo diskutere om de to ekstra år på skolebænken var sveden, blodet og tårerne værd. Jeg fortryder i hvert fald ikke, at jeg sagde stop.

Roomies
Jeg har altid svoret, at jeg ikke skulle bo med nogen – altså, medmindre det er min familie eller en kæreste eller sådan noget. Jeg mente ikke, at det kunne være en holdbar og behagelig situation for sådan en som mig. Og slet ikke, hvis det var sammen med en ven eller veninde. Da jeg så flyttede til Amsterdam forsvandt mit valg. Jeg var nødt til at bo med nogen, hvis jeg ville have tag over hovedet. Så det gjorde jeg. Og det var skide hyggeligt – noget af tiden. Først boede jeg med en franskmand i en måned, og det gik ikke så godt. Så flyttede der en schweizerpige ind, og det gik rigtig godt. Så flyttede der en danskerfyr ind, og det gik også rigtig godt. Så flyttede min veninde ind, det gik også fint, men så flyttede min udlejers søn ind, og… Det.Gik.Ikke.Godt! Han drev mig totalt til vanvid og gjorde, at jeg var i mega dårligt humør hele tiden, hvilket gik ud over det forhold jeg havde til de andre, jeg boede med. Nu bor jeg alene igen, og jeg elsker det! Det var fedt at prøve at have roomies og bo med nogen, og jeg tror, det var rigtig sundt for mig, men jeg tror, jeg er tilbage ved det gode, gamle princip om et pænt nej tak til roomies.

Bliv veganer med 5 lette trin

I lyset af mit meget lange indlæg om, hvad der sker i hjernen, når man bliver veganer, har jeg udtænkt mine fem bedste tips og råd til, hvis man godt kunne tænke sig at blive veganer, men synes det er for uoverskueligt og ikke ved, hvor man skal starte.

Som jeg også skriver i indlægget, så er det en lang rejse, så derfor kan man ikke klare det hele på én gang. Start derfor med trin 1 og bevæg dig videre ned ad listen. Der er ingen tidsbegrænsning, og alle gør det i deres eget tempo. Bare husk dig selv på, at hvert et skridt tæller, og du gør en koloenorm forskel allerede i det øjeblik, du har taget beslutningen om at ville leve vegansk.

  1. Tillykke med dit valg! Vejen mod at blive veganer starter oftest med lige netop dét. Valget, altså. Det første, du kan gøre, er at bruge et par timer på at tjekke følgende blogs ud:
    madmedmedfoelelse.dk
    www.miasommer.wordpress.com
    www.thomaserex.com
    www.maanebarnet.org
    www.veganer.nu
    Klik rundt, læs, sug til dig af de lækre madmuligheder og farverige opskrifter og vid, at det bliver anderledes, men det bliver spændende og du er ikke alene. Du kan evt. søge tilflugt i grupperne ”The Friendly Vegan”, ”(((VEGANSK))) Mad” og ”Veganere og vegetarer” på Facebook.
  2. Nu skal du i gang med at finde ud af, hvad du skal spise fremadrettet. Det nemmeste er at starte med at skære kødet fra. Kødet kan nemt og hurtigt erstattes med alt fra køderstatninger fra supermarkeder til linser, kikærter, kartofler m.m. Hvis du føler dig blank i forhold til, hvad du skal spise i starten, så tænk på de retter du spiste før. Plejer du at spise pasta med kødsovs? Så Google evt. en opskrift på vegansk kødsovs. Plejer du at spise lasagne? Så Google en opskrift på en vegansk lasagne. Alle dine svar finder du på nettet.
  3. Når du føler dig godt tilpas i retterne uden kød, så kan du begynde at skære de produkter fra, hvor der er æg i. Det er f.eks. frisk pasta, koldskål, mange købekager m.m. Når du skal erstatte æg med noget i dine opskrifter, så finder du rigtig gode svar på Lunas blog, hvor hun har skrevet indlægget ”Det er ægge så svært”.
  4. Næste skridt er at skære mælkeprodukter fra. Du vil sikkert synes, det er nemt nok at skære mælken fra. Der findes massevis af forskellige former for plantemælk, planteyoghurt og plantefløde, men når du skal sige farvel til osten, så vil din krop højst sandsynligt råbe ”NEEEEJ, du må da være sindssyg!!!!”. I hvert fald, hvis du har kunne lide ost før. Der er nemlig nogle ting i mælk, som bliver særligt fremhævet i ost, der gør, at vi føler os afhængige af ost og vi craver det. Osten er derfor en af de sværeste ting at blive fri for, men hemmeligheden er et lille trick, der hedder ”tid”. Giv det tid, hold fast, hold ved, og pludseligt en dag, vil du end ikke have lyst til at bruge erstatningsprodukter.
  5. Hvor er du sej! Nu er du ved at være godt inde i tingene! Nu er det på tide, at du begynder at fokusere på alt det, der ikke har med mad at gøre. Er dine makeup-produkter veganske? Er din shampoo og din håndsæbe vegansk? Er dine rengøringsprodukter veganske? Dette skridt er det skridt, der kan føles både uoverskueligt og ærlig talt også lidt unødvendigt. Du skader jo ikke direkte nogen dyr, og der er ingen, der dør! Nej, men der er dyr, der bliver avlet udelukkende til det formål, at de skal leve deres liv i små bure på laboratorier, hvor de bliver udsat for forfærdelige, smertefulde ting. Du vil måske få svært ved at finde veganske alternativer, men frygt ej, internettet er din ven, for du kan bestille det meste på nettet.

Resten kommer mere eller mindre af sig selv i takt med, at den røde tråd bevæger sig igennem emne efter emne. Det er vigtigt, at du undervejs udsætter dig selv for viden og oplysning. Herunder kommer nogle af mine anbefalinger og tips, som jeg håber, vil gøre tingene nemmere for dig.

Film der kan oplyse dig:
Cowspiracy
Forks over Knives
Earthlings
Blackfish
More than Honey

Veganske makeup-mærker:
Elf
GOSH (enkelte produkter)
Urban Decay (enkelte produkter)
Beneco

Vegansk shampoo og sæbe:
Urtekram
Alverde (enkelte produkter)

Almene madvarer der (oftest) er veganske:
Det meste pasta undtagen frisk pasta
Ris
Frugt
Nødder
Grøntsager
Korn/mel/havregryn
Oreos (enkelte produkter)
Popcorn
Chips (enkelte produkter)
Slik fra Katjes (enkelte produkter)
Sodavandsis
Rugbrød
Falafel
Hummus

*husk altid at se indholdsfortegnelsen. Er du i tvivl i forhold til E-numre, så download app’en ”E numbers”.

 

Hvad sker der i hjernen, når man bliver veganer?

Det her bliver langt, men here we go… Hvis det bliver for langt, så hop bare til slutningen og læs de sidste par afsnit. De er måske de vigtigste.

Der er langt mellem de mennesker, jeg kender og møder på min vej, der ikke kan lide dyr. Der er knap så langt mellem dem, der decideret kalder sig dyreelskere og dyrevenner. Det anser jeg mig også selv for at være, og det har jeg gjort hele livet. En dyreven er ofte en, der er stærk modstander af dyremishandling såsom tyrefægtning, hundekødsfestivallen i Kina osv. Nogle går skridtet videre og er også imod buræg og pels, og så er der dem, der også er imod cirkus, zoologiske haver og lignende. Fælles for denne slags dyrevenner, og for den slags dyreven jeg var i 24 år er, at de alle spiser kød.

Deres grund til at spise kød kan være, at de mener, det er okay at spise dyr, så længe de har det godt, mens de er her. Det var også mit argument. Andre gør det, fordi de mener, kroppen har brug for det. Så er der også dem, der gør det, fordi ”det har vi jo altid gjort”. Og endeligt er der dem, der gør det, fordi de ikke tror, de kan lade være, fordi de bare elsker smagen af kød.

Jeg har aldrig ment, at kroppen havde brug for kød. Til gengæld har jeg været blandt dem, der mente, at det godt kunne forsvares at spise kød, hvis bare dyrene havde haft det godt, mens de var her. Den logik kommer sig af, at dyr ikke har en bevidsthed om, at deres liv kunne være meget længere, og at de ikke gør sig nogle store tanker om, hvad de gerne vil med deres liv, og hvilke ambitioner for fremtiden de har. Derfor tænkte jeg, at hvis bare de havde det godt, trygt og naturligt, mens de var på jorden, så var det ikke noget problem, at vi spiste dem. Og så gjorde jeg det også, fordi jeg syntes, det smagte godt. Det var mine to hovedårsager i lang tid. Derfor kunne jeg også sagtens ae min hund og kat med den ene hånd, bande af tyrefægtning, pels og hundekødsfestivallen med den anden hånd, mens jeg var i gang med at tygge på et stykke ko, gris eller kylling.

14089320_10208365657993971_2682628513329047841_n

Den handling kaldes ”kognitiv dissonans”. Jeg kalder mig dyreven, ønsker et godt liv for alle dyr, og er dybt imod dyremishandling, men samtidig sidder jeg og spiser noget, som er et produkt af lige netop dyremishandling. Dyremishandling er et vidt begreb; det kan være fysisk mishandling, når nogen f.eks. slår eller sparker et dyr, det kan være psykisk mishandling, når man skræmmer dyret og tillærer dem frygt og lignende (det er det, der bl.a. sker, når man træner kamphunde), det kan være forfængelighedsmishandling, som kan være når man hale- eller ørekupere sin hund, giver sin hund tøj på, når den ikke har brug for det og ikke føler sig tilpas i det, og så kan der være behovsmishandling, som er, når man frarøver dyret muligheden for at opfylde sine naturlige behov.

Det der sker i store dele af dyreproduktionen, og dermed også landbruget, er en hel del af alle disse forskellige former for mishandling. Grise bliver halekuperet og kastreret uden bedøvelse. Køer og grise får skudt mærker i ørerne uden bedøvelse. Dyrene bliver slået, sparket, hevet i, sat strøm til, holdt fast og meget mere, som falder under den fysiske mishandling. Derudover er det de færreste dyr, der kan udfylde deres naturlige behov og instinkter. Noget så basalt som, at kalven bliver taget fra koen 12-24 timer efter fødslen f.eks. Koen og kalven kalder på hinanden i dagevis, og der er et decideret afsavn fra både kalv og ko. Jeg vil ikke sidestille det med, når et menneske mister deres barn, for der er muligvis ikke følelser involveret (og muligvis er der, det er der ingen, der ved), men der er et instinkt involveret. Et instinkt kan faktisk være værre, for et instinkt kan man ikke tale til fornuft ved hjælp af rationale f.eks. Du kan ikke sige ”det gør ondt, men det er bedre at dit barn døde nu, end at det skulle igennem et langt og smertefuldt forløb”. Den slags rationalisering ville måske kunne hjælpe en sørgende mor, men du kan ikke forklare koen, hvad der foregår. Det eneste den oplever er stress, fordi dens instinkt fortæller den, at det, der er sket, er helt forkert og farligt.

Nogle steder har dyrene det selvfølgelig bedre end andre, og der findes også grise, der faktisk lever ude det meste af deres liv, hvor de kan bruge deres næser, rode i jorden, rulle i mudder og alt det andet, som er naturligt for en gris. Det er jeg også stor tilhænger af, for sådan synes jeg, det burde være for alle grise. Der, hvor jeg så står af, er når jeg møder de selvsamme grise et halvt år senere, hvor jeg kan se deres skræmte øjne gennem sprækkerne på en lastbil, der skal køre dem til slagteriet. Grise har ikke den samme bevidsthed, som mennesker. De kan ikke sige til sig selv: ”I det mindste havde jeg et kort men godt liv hjemme på marken med mine artsfæller, solskin, mudder og mad serveret lige ved døren”. Den kan ikke tænke tilbage på et godt liv og retfærdiggøre den smerte, frygt og stress, den gennemgår, når den står der i lastbilen, der skal køre den til et slagteri, hvor den vil blive jaget ud, slået, sparket, hevet i ørerne og hvad ved jeg, for til sidst at få en boltpistol for panden og derefter få lagt et snit, så den forbløder – noget, der kaldes afblødning.

For høns i industrien er det decideret umuligt at få et godt liv, når de er her. Æglæggende høns bor rigtig mange på ét sted, ser aldrig sollyset, kan ikke rode i jorden og bevæge sig frit. Derudover er de genetisk manipuleret i sådan en grad, at de lægger flere gange så mange æg, som de ellers naturligt ville gøre. Det giver naturligt nok gener og smerter. Er du i stedet høne i kødproduktionen, så er du genetisk manipuleret til at vokse rigtig meget på rigtig kort tid. Du har måske undret dig over, hvorfor der er så meget kød på en kylling? Efter kort tid vil kyllingen have vokset så meget, og veje så meget, at dens knogler ikke kan følge med – den kan simpelthen ikke bære sig selv. Derfor er den henlagt til et liv, hvor den bare kan ligge, spise og vente på at dø. Hvis den prøver at bevæge sig, kan dens ben i værste tilfælde brække under den. Da det er for dyrt at bruge dyrlægeressourcer på en lørdagskylling, vil den i de fleste tilfælde ligge ubehandlet indtil det bliver dens tur til at blive fragtet til slagteriet, hvor den vil ende sit korte liv med mange lidelser.

Det, der sker, når man bevæger sig mod at blive veganer er, at man begynder at rette op på den kognitive dissonans. Man begynder at se de røde tråde mellem de pelsede venner i hjemmet, de eksotiske dyr i cirkus, og det dyr, der ligger på tallerkenen. Det tager tid, det er ikke nemt, og i starten er det helt klart lysten, der driver værket, for alle instinkter og vaner går i modsatte retning. For mig var det grisekød, jeg skar fra først. Det var nemt, fordi grise er mere intelligente og bevidste dyr end hunde, og derfor fandt den røde tråd hurtigt vej mellem hund og gris – jeg vil ikke spise hund, så hvorfor skulle jeg spise gris?

I lang tid spiste jeg stadig ko, fjerkræ og fisk, men det stoppede jeg med i november 2013. Det var fra den ene dag til den anden. Det var, da den røde tråd fandt vej hen til den åbenbaring, at selv hvis dyrene var blevet kysset, krammet og masseret på daglig basis hele deres liv, så endte det på én måde: På en stresset tur i en proppet lastbil til et slagteri, hvor de bliver slagtet. Og det var dét, der gjorde udslaget for ”landdyr” for mig. Derefter spiste jeg stadig fisk, for min logik sagde mig, at fisk jo levede et frit og naturligt liv, hvor de kunne udfolde deres naturlige adfærd og instinkter indtil de blev fanget, hurtigt dræbt og senere spist.

Sidste gang jeg spiste fisk, var dagen efter min fødselsdag i 2014. Jeg havde på mit daværende arbejde lavet noget undervisningsmateriale til audit og certificering af fiskeri, der skulle have MSC- og ASC-certificeringsmærket, som normalt betyder ”helt i orden fiskeri”. Det gik op for mig, at selvom det måske på papiret er et godt fiskeri, så lever det ikke op til de forventninger, jeg selv har til et levende væsens liv og død. Så jeg spiste resterne af den butterdejsstang med tun og flødeost, jeg havde serveret for mine gæster aftenen før, og så har jeg ikke spist fisk siden.

Få måneder efter begyndte jeg at spise vegansk. Det faldt mig helt naturligt at skære mælk og æg fra, når jeg lyttede til mine egne argumenter imod at spise kød. Vil jeg bidrage til udnyttelse af dyr? Nej. Vil jeg bidrage til dyrs lidelser? Nej. Vil jeg bidrage til mishandling af dyr? Nej. Så kan jeg heller ikke med god samvittighed spise hverken mælkeprodukter eller æg.

At være veganer er ikke kun, hvad du spiser. Det er en filosofi, der netop laver den førnævnte røde tråd ned gennem alt, hvad du har med at gøre. Det er maden, der fylder mest, men det er også tøj, skønhedsprodukter og alt det løse. Det er de skjulte animalske produkter i madvarer, det er hvorvidt noget er testet på dyr eller ej, og mange andre ting. Jeg omtaler tit veganismen som værende en uddannelse – og om ikke andet, så i hvert fald en dannelse. Du skal genlære alt, hvad du ved om mad, om tøj, om makeup, om indretningsartikler – alt mellem himmel og jord nærmest. Og den slags tager tid.

I starten savnede jeg kød. Jeg savnede smagen, jeg blev sulten ved duften af det, og jeg manglede bekvemmeligheden i hverdagen. Nu, hvor jeg er så langt i min ”uddannelse”, savner jeg bestemt ikke kød – tværtimod. Der er nemlig sket det, at der er blevet rettet op på min kognitive dissonans. Jeg aer Emmy med den ene hånd, mens jeg redder en bananflue fra druknedøden i toilettet. Jeg hilser på naboens kat, mens jeg redder insekter fra at blive trampet ihjel i toge. Jeg siger ”åh, hvor er den sød” til et billede af min nieces kanin, mens jeg spiser min spinatlasagne.

Der er lang vej endnu, for der er stadig mange ting, som jeg ved, men som jeg ganske enkelt ikke har fundet en holdbar løsning på, eller som er et etisk og moralsk dilemma at få hul på. Sådan noget med, at min hund spiser døde dyr, er en af de helt store problematikker for mig. For hvordan kan jeg forsvare og forklare, at min hund fortjener at spise dyr for at overleve, når de dyr ikke er blevet dømt værdige til lige netop det samme? Det kan jeg ikke forsvare, og derfor er det noget, jeg går og grubler med, hvordan jeg rent praktisk kan løse det dilemma, uden at jeg skader min hund i processen, nu hvor jeg jo har valgt at have ansvaret for hende.

Den røde tråd er endeløs, så derfor vil der igen og igen være ting og problemstillinger, jeg skal tage stilling til. Der, hvor jeg befinder mig lige nu, er der, hvor jeg mener, at al liv er lige. Jeg mener, at et dyreliv er lige så meget værd som et menneskeliv. Jeg mener, at tabet af et dyreliv er lige så tragisk som tabet af et menneskeliv. Jeg mener, at lige så vel som vi skal passe på børnene, der ikke har nogen stemme eller tilstrækkelig bevidsthed til at passe på sig selv, lige så vel skal vi passe på dyrene, der står i selvsamme situation. Jeg mener ikke, at der er nogen fødekæde, hvor mennesker og dyr indgår som en naturlig del. Jeg mener ikke, at vi som mennesker har noget til fælles med løver, og at det i så fald skulle forsvare, at vi skulle spise kød ligesom løverne gør. Jeg mener ikke, at vi har behov for kød for at overleve – det er millioner af veganere verden over beviset på. Jeg mener desuden heller ikke, at det handler om såkaldt dyrevelfærd, et naturligt liv og gode vilkår, som i sidste ende skal ende ud med en slagtning. Jeg mener ikke, at vi skal finde en human måde at masseproducere levende væsner på, for så at have det bedre, når vi skærer halsen over på dem. Jeg mener, at problemstillingen er, hvordan vi får stoppet det én gang for alle.

Og det, mine damer og herrer, er grunden til, at veganere og carnister* bør undgå at diskutere med hinanden. Ovenstående afsnit er den grundlæggende forskel mellem en veganer og en carnist. Når man har to så vidt forskellige verdensbilleder og livsfilosofier, så kan man ikke blive enige – det kan man bare ikke. Det er derfor komplet hul i hovedet, at nogle prøver. Det er lige så hul i hovedet at nogle veganere stiller sig op og råber ”Meat is murder”, som det er, at carnister siger ”Du hiver din mening ned over hovedet på mig” eller ”du siger, jeg er et dårligt menneske, fordi jeg spiser kød”. Det er sjældent tilfældet. Jeg hiver ikke min mening ned over hovedet på dig – det er jeg slet ikke i stand til – jeg fortæller om mine synspunkter, jeg gør opmærksom på, hvordan ting i dyreindustrien oftest hænger sammen, og jeg oplyser om mine egne erfaringer og præferencer. Føler du dig ramt til den ene eller den anden side, så er det for egen regning. Jeg siger ikke, at du er et dårligt menneske, fordi du spiser kød, men jeg siger, at jeg synes, det er forkert at spise kød.

Klassikeren med ”jeg accepterer din ret til at være veganer, så skal du også acceptere min ret til ikke at være det”, duer heller ikke. Kald en spade for en spade, og sig det som det er: ”Jeg accepterer, at du ikke ønsker at bidrage til udnyttelse, lidelse og mord blandt dyr, men så skal du også acceptere, at det gør jeg”. Selvfølgelig kan en veganer ikke acceptere, at der er nogen, der har lyst til at bidrage til lidelse og død – det må da være indlysende. Når det så er sagt, så er det heller ikke verdens veganeres job at gå rundt og slå folk i hovedet med deres valg. Min ”uddannelse” tog mig 24 år, andres kommer hurtigere, nogle kommer langsommere. Jeg mener, at det vigtigste man som veganer kan gøre, er at stå til rådighed, hvis man er nysgerrig eller har brug for vejledning og hjælp.

Når jeg poster noget om veganisme, så lad være med at føle, at jeg trækker min holdning ned over hovedet på dig, så lader jeg være med at føle det samme, når du poster billeder af din baconburger, din kødfyldte grill eller dine jordbær med mælk. Når jeg fortæller om mine synspunkter, så lad være med at kalde mig ekstremistisk, hellig, nyreligiøs eller lignende. Fortæl mig, at du synes, det er dejligt, at jeg brænder for noget, for det er så vigtigt, at man brænder for noget. Fortæl mig, at du synes, det er sejt, at jeg prøver at ændre det i verden, som jeg ikke synes er i orden – også selvom du ikke er enig med mig.

Jeg vil til slut stille nogle eksempler op på det, jeg i daglig tale kalder carnismeparadokser. Det er scenarier og situationer, som carnister oftest kan komme med en forklaring på, men som jeg som veganer ikke er enig i. Det er bl.a. sådan, jeg har følt mig frem i forhold til den føromtalte røde tråd:

Vi går på jagt og skyder rådyr og andet vildt med begrundelsen, at det er for at holde bestanden nede og undgå sygdomme. Vi har tusindvis af herreløse katte, der lever vildt, spreder sygdomme og avler løs, men de skydes ikke – og hvis de gør, så ender det i avisen, hvor nogen efterlyser ”den bestialske kattemorder”.

Vi råber ”vagt i gevær” og skriver under på protester, når der en gang om året slagtes tusindvis af hunde på hundekødsfestivallen i Kina, eller tusindvis af hvaler på Færøerne. Men når nogen råber ”vagt i gevær” og skriver under på protester, når der på daglig basis slagtes tusindvis af høns, grise og køer, så kaldes de ekstreme, hysteriske og hellige.

Det er velanset at tage afstand fra dyremishandling, medmindre det drejer sig om at tage afstand fra den godkendte dyremishandling, som finder sted i landbruget hver dag – og med mindre det betyder, at der ikke kan spises døde dyr.

Vi synes, det er synd, når en lastbil vælter og bryder i brand, og grisene ombord brænder ihjel. Men vi synes ikke, den skæbne de var på vej til er frygtelig.

Det kommer i avisen, når nogen har slået en kat ihjel for morskabens skyld, og vi samles i vores forargelse og tilsvining af gerningsmanden. Når det drejer sig om en hane, der bliver aflivet for underholdningens skyld, så kommer det også i avisen, men med fokus på og tilsvining af dem, der prøvede at redde den.

Hvorfor er det mere legitimt at kæmpe for kvinders ret til ligeløn, end det er at kæmpe for dyrenes ret til at leve?

 

Jeg håber, du har fået et bedre indblik i en veganers hjerne. Tak fordi du læste med.

 

 *Her ville jeg indsætte en skjult kamera-film fra landbruget, men fordi det er hårde sager, så vil jeg opfordre til, at du selv opsøger viden og udsætter dig selv for at se, hvad der foregår, sådan så du tager din beslutning om at spise kød på et oplyst grundlag*

 

 

*carnist er et ord, der bruges om en tilhænger af carnismen, som grundlæggende betyder, at man har taget et valg om at spise kød og indtage animalske produkter.

Glæderne ved internationale startups

Mine to første voksenjobs har været i startups. Jeg er pt. stadig ansat i job nummer to. Inden jeg blev færdig med studiet og hoppede ud på det store, vide, internationale arbejdsmarked, havde jeg kun været i etablerede virksomheder, der havde eksisteret i mange år.

Jeg er ikke decideret gået målrettet efter at komme ind i startups, men ”desværre” er det ofte kun dem, der tager en chance og ansætter nyuddannede og ”grønne”, unge mennesker, fordi de sætter pris på frisk viden og gåpåmod. Det samme kan langt fra siges for etablerede virksomheder og det kommunale. De sigter efter dem, der ser gode og stabile ud på papiret, og så er det ikke helt så vigtigt, hvilken personlighed, der ligger bag. Det er i hvert fald mit klare indtryk.

Da jeg i starten af 2015 tog beslutningen om, at jeg ikke ville læse videre, begyndte jeg at søge jobs. Jeg søgte 5-10 jobs om ugen. Det var både jobs jeg var overkvalificeret til, underkvalificeret til, og jobs, jeg på papiret var decideret perfekt til. Et firma søgte en medarbejder, der havde en bachelor i International Virksomhedskommunikation med speciale i engelsk og marketing – enter Cæcilie! Men nej, jeg fik alligevel afslag.

Skæbnen ville, at jeg skulle en tur til Amsterdam, hvor jeg skulle få det hidtil mest lærerige år i mit liv. Her lærte jeg alt det, de ikke fortæller dig på universitetet, alt det, der ikke skrives lærebøger om, og alt det, som ingen helt kan forklare, men som man er nødt til at opleve. Jeg brugte ikke meget fra min studietid, men utrolig meget af min personlighed og mine personlige interesser, som jo tilfældigvis også er ord, formidling, kommunikation og lignende. Jeg var landet det helt rigtige sted, med den helt rigtige jobbeskrivelse.

Det, jeg lærte meget af, var samarbejdet på kryds og tværs af afdelinger, kulturer og nationaliteter. Det er ikke en dans på roser, skulle jeg hilse at sige. Glem alt om sprogbarrierer, det er kulturbarriererne, der er de svære. Det er arbejdsmoralen, tilgangen til tingene, og måden at løse problemstillinger på, som er så vidt forskellig – ikke bare fra land til land men også fra person til person. Mit viltre temperament blev virkelig udfordret. Læg dertil den omskiftelighed og det hurtige tempo, der typisk følger med en startup. Det, der er planen i dag, er ikke nødvendigvis planen i morgen. Det, der er vores mål i dag, kan sagtens være noget helt andet i morgen. Det samme gælder dine arbejdsopgaver og din jobbeskrivelse.

For nogle år siden blev det virkelig populært at bruge ordet ”omstillingsparat” i sine jobansøgninger, fordi alle virksomheder ledte efter nogen, der var ”omstillingsparate”. Efter dit første job i en startup, forstår du for alvor mening af det ord. For en overstruktureret, tvangsorganiseret og semi-tryghedsnarkoman som mig kan det være ekstra svært, når alt skifter hele tiden i et hurtigt tempo. Jeg er ikke god til det. Netop derfor har det været så vigtigt for en som mig, at blive smidt ud af min comfortzone og blive stopfodret med forandringer. Og det må man sige, jeg er blevet.

I mit første job, var det dog ikke kun de mange og store skift, der var en udfordring for mig, det var den manglende følelse af at blive hørt. Der var langt til toppen, følte jeg, så der skulle råbes højt, hvis man skulle høres, og tit skulle det gå gennem adskillige mellemmænd. Det fungerer for nogen, det fungerer ikke for mig. Jeg blev frustreret og negativ, og selvom jeg prøvede at ændre attitude – blandt andet med en pæn hentydning fra min team leader – så var det svært.

Mit nuværende job er også i en international startup. Der er ikke ligeså mange nationaliteter og mennesker, men princippet er det samme. Den store forskel for mig er dog, at jeg føler mig hørt nu. Jeg føler ikke, at jeg råber under vand, og at der kun kommer luftbobler ud. Jeg føler, at når jeg siger noget, så bliver det hørt og taget med i beslutningsprocessen. Det er noget helt nyt, og jeg kan mærke, at det har gjort en kæmpe forskel for min arbejdsglæde. Jeg er aldrig sur eller negativ på arbejde. Jeg kan være stresset og frustreret, men det er et resultat af, at jeg jo trods alt stadig ikke er helt så god til de mange skift og forskellige retninger, jeg hele tiden skal følge med i. Jeg prøver, og jeg bliver bedre og bedre hele tiden, men det handler i høj grad om at nedsætte sine forventninger til sig selv. Jeg vil gerne være på forkant hele tiden, hele tiden være med på, hvad det næste skridt er, men det kan man ikke i en startup. Her er man nødt til at ”go with the flow” og så tilpasse sin retning undervejs. Det er det, der er det fede, og det, der kan være det frustrerende.

Heldigvis er det fedt langt størstedelen af tiden. Jeg kan mærke, at fordi der er den helt rette balance mellem omskiftelighed og kommunikation, så bliver det ved med at være sjovt, og jeg bliver på intet tidspunkt modløs eller træt af mit arbejde. Jeg bliver udfordret og jeg lærer hver eneste dag, og det var præcis derfor, jeg blev tiltrukket af ideen om at komme ind i en startup, hvor jeg kunne være med fra starten og ikke komme ind, når mange processer allerede var etableret. Det kan jeg mærke har gjort en betydelig forskel for min arbejdsglæde.

Det er enormt givende at være en del af en startup – det var det i Amsterdam og det er det her i Berlin. Jobbet i Amsterdam har givet mig så uendelig meget, og så er det selvfølgelig grunden til, at jeg sidder, hvor jeg gør, for hvis jeg ikke havde haft det job, så havde jeg ikke fået mit nuværende. Jeg er så taknemmelig for, at jeg kom ind i en virksomhed, der rustede mig til at komme videre, og som sørgede for, at jeg forlod virksomheden med 10 gange så meget erfaring, indsigt og viden end da jeg kom.

Jeg kan kun anbefale, at man prøver kræfter med en (international) startup, især lige efter studietiden. Startups giver dig en chance, giver dig uvurderlig viden og erfaring, og så ser det drøngodt ud på langt de fleste CV’er, da mange arbejdsgivere godt ved, at det kræver lidt ekstra at være del af en startup.

Kan vi lige tale om SKAM?

Alle taler om den, men jeg har ikke fået den set før denne weekend. Jeg sad oppe til kl. 4 søndag morgen, fordi jeg ikke kunne slukke for sæson 1. Da jeg vågnede senere søndag formiddag, så jeg direkte videre, fordi sæson 2 lå og ventede på NRK.no.

For dem, der lever under en sten og derfor ikke har hørt om SKAM, kan jeg fortælle, at SKAM er en norsk ungdomsserie, der handler om en gruppe norske unge i gymnasiet. Den tager udgangspunkt i en venindegruppe og deres forhold og relationer på kryds og tværs med de andre elever. Hver sæson ser man det hele fra én persons synspunkt. I første sæson var det 1.g’eren Eva, som er kæreste med 1.g’eren Jonas. Hun har ikke mange veninder, da hun er blevet uvenner med sine to bedste veninder, Ingrid og Sara. Først senere i sæsonen finder man ud af, hvorfor de er uvenner. Forholdet til Jonas er især præget af mistillid og usikkerhed, hvilket selvfølgelig får konsekvenser.

Imens man ser det hele fra Evas synspunkt, får man selvfølgelig de ting med, der sker for hendes nye veninder, som hun møder på gymnasiet. Det er Vilde, Chris, Sana og Noora. Af andre nøglepersoner kan nævnes Jonas’ bedste ven, Isak, og de seje 3.g’ere William og Christoffer (Penetrator-Chris). Sæson 2 ses gennem Nooras øjne. Noora bor i kollektiv med den homoseksuelle Eskild og hulemennesket Linn. Hun brænder for feminisme og flygtninge, og vil gerne være journalist. Hun har tydeligvis en tung last med i bagagen, som sætter sit præg på hendes relationer og venskaber. Der bliver gjort kur til hende fra seriens bad boy, og hun lader sig modvilligt falde for ham, men ikke uden udfordringer selvfølgelig.

Det er en ret realistisk serie, tænker jeg umiddelbart, som dog fokuserer ret koncentreret på de følelsesmæssigt udfordrende ting ved at være ung og gå i gymnasiet – der er ikke meget fløde og idyl at spore. Derudover er der ikke mange af dem, der kommer fra kernefamiliebaggrunde, da de familiære relationer, man får kendskab til, alle bærer bræg af en form for svigt i større eller mindre grad. Serien bæres af skuespillerne, der gør det helt fænomenalt, og så er den klippet på en måde, som er meget atypisk for ungdomsserier. Den berører nogle helt centrale emner, som er yderst relevante og aktuelle.

Sæson 3 er lige om hjørnet, og denne gang følger vi med Isak og ser tingene fra hans synspunkt. Den kan som sagt ses på NRK.no, hvor alle afsnittene ligger til frit skue, som verdens bedste slags buffet (bortset fra en all you can eat-buffet selvfølgelig). Det norske sprog blomstret i fuld flor, men hvis dit norske sprogøre ikke er helt så veludviklet, så kan du få undertekster på. Det er norske undertekster, men det er jo basically dansk. Du vil bl.a. få kenskab til udtrykkene ”drittsekk”, ”hooka” og ”dust”, og så vil du højst sandsynligt blive helt forelsket i mange af karaktererne. Det er jeg i hvert fald.

Se den før din nabo! God fornøjelse.

Det var lige, hvad jeg trængte til

Okay, kortene på bordet. Det har ikke været helt nemt, det der med at flytte til Berlin. Byen, savnet, det manglende netværk… Det eneste, der faktisk har fungeret fra starten, er mit arbejde. Og selvom det også er den største årsag til, at jeg flyttede hertil, så skal der mere til, før at man føler sig godt tilpas og ikke mindst før, man føler sig hjemme.

Jeg følte mig ikke hjemme. Jeg var ikke ked af at være her, men jeg savnede rigtig meget, som jeg også skrev om her. Jeg blev ved med at sammenligne Berlin med Amsterdam, og det faldt sjældent ud til Berlins fordel. ”Amsterdam er meget renere, meget mere stille, meget hyggeligere og en rarere by at være i” har jeg udtalt ved flere lejligheder. Jeg har da også elsket at bo i Amsterdam. Jeg elskede de smalle brostensgader, de utallige kanaler, de fine broer, de flotte bygninger og de skæve huse.

I weekenden var jeg tilbage i Amsterdam for første gang, siden jeg flyttede til Berlin. Det føltes fedt at være tilbage. Intet havde forandret sig, og jeg elsker følelsen af, at jeg kender byen. Jeg vidste, da jeg landede, at jeg skulle med toget mod Amsterdam Centraal, som stopper på Lelylaan Station. Her skulle jeg stå af og skifte til tram 1 eller 17. Den skulle jeg så med til Surinameplein, hvor jeg skulle hoppe af og gå forbi den græsplæne, hvor jeg har luftet Emmy flere gange end jeg kan tælle. Derfra skulle jeg videre forbi kiosken med ham, der snyder turisterne, baren der altid har rygende gæster siddende ude foran, og dreje ind ad den næste vej på højre hånd.

Det føltes dejligt bekendt at være tilbage, og som jeg gik der med vante skridt, forsvandt de sidste to måneder som dug for solen. Det føltes som om, jeg aldrig var flyttet. Lige indtil jeg stod foran hoveddøren uden nøgle, blev lukket ind i opgangen til den stejle trappe, og lugten var en hel anden. I ved godt, hvad jeg mener. Alle huse og lejligheder har lidt deres egen lugt, og det havde min opgang og lejlighed i Amsterdam også, men nu var den anderledes. Møblerne i stuen var blevet omrokeret, og min chaiselongsofa, som jeg fik i indflyttergave af min mor, da jeg flyttede tilbage til Kolding, var blevet skilt i to, og stod nu overfor hinanden. Det er sofaen, hvor jeg har lagt i ske med min kat, Precious, og hvor Emmy nærmest er vokset op. Og nu står den der, splittet i to, ved siden af mit gamle TV-bord og mit gamle spisebord med tilhørende spisebordsstole.

Resten af weekenden gik med øl, timevis af snak, lækker mad (bl.a. en kickass Oreo-cupcake) og masser af kvalitetstid med de piger, som jeg har savnet så meget, at det har gjort ondt. Alt var ved det gamle, når jeg var sammen med dem. Vi fortsatte, hvor vi slap med interessante samtaleemner og høje grin. Det var helt perfekt. Jeg var tilbage på mit gamle arbejde, i Food Hallen, gik rundt i De 9 Gader, var i Vondelpark, i Rembrandtpark og på Museumplein. Jeg var alle de gode, gamle steder.

Og det var lige, hvad jeg havde brug for. For selvom jeg stadig elsker de smalle brostensgader, de utallige kanaler, de fine broer, de flotte bygninger og de skæve huse, så må jeg også bare indse, at jeg har ophøjet det til noget, som det måske slet ikke var. For ja, Berlin er anderledes, og Berlin har da nogle ulemper, men det har Amsterdam altså også. Amsterdam er også beskidt med skrald på gaderne, der lugter også af både nummer et og nummer to nogle steder, og der er proppet med mennesker, præcis som i enhver anden storby.

Da jeg sad i stuen i min gamle lejlighed lørdag aften, helt udkørt af tømmermænd og dagens friske luft, tænkte jeg i hvert fald, at nu ville jeg gerne hjem. Jeg savnede Berlin, min lejlighed, mit hood og ikke mindst min hund. Så søndag, da klokken nærmede sig afgangstid, passede det helt perfekt. Jeg var klar til at komme hjem. Jeg havde fået en vinduesplads i flyet, så da vi fløj ind over byen og jeg kunne se det høje Fernsehturm i det fjerne, og dermed også ane, hvor jeg bor, fik jeg den dejligste fornemmelse af ”her hører jeg til”. Den samme følelse synet af Amsterdam har givet mig sidste år.

Jeg har brugt de første par uger på at sammenligne de to byer i stedet for at tage dem hver især som de er. Amsterdam er charme, hygge og romantik, Berlin er rå, alsidig og majestætisk. ”Comparisson is the thief of joy” siger man, og det må jeg konkludere er korrekt. Jeg har i hvert fald haft så travlt med at sammenligne, at jeg har glemt at sætte ordentlig pris på det, der var lige for næsen af mig. Allerede ved den første gåtur med Emmy, efter jeg var ankommet hjemme i lejligheden, kunne jeg mærke, at jeg så Berlin med andre øjne. Med venligere øjne. Og selvom jeg stadig savner det, som Amsterdam repræsenterer; de fantastiske mennesker, jeg holder så meget af, de gode minder og den unikke atmosfære, og selvom jeg vil glæde mig til at besøge Amsterdam igen, så vil jeg i mellemtiden give Berlin den kærlighed, den så oprigtigt fortjener.

Præ-separationsangst

Jeg skal til Amsterdam på fredag. Jeg har glædet mig lige siden, det er blevet planlagt. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg om to dage ved denne tid er fuld i fredagsbarøl i Amsterdam. Det bliver intet mindre end perfekt!

Der er dog den hage ved sådan en situation, at jeg jo skal væk fra min hundebaby. Det er jeg overhovedet ikke god til. Det længste jeg har været væk fra hende er fire dage. Det var efter jeg havde haft hende i en måned, og jeg skulle på en ferie i Dublin, der var planlagt F.HB. – før hundebaby. Jeg skal kun være væk fra hende cirka to døgn denne gang, men det er også lang tid, når det er over et år siden, jeg sidst har sovet uden hende. Det var i april sidste år. Jeg var væk lige præcis 26 timer, og Emmy hyggede med min far, som heldigvis sendte billedopdateringer.

Det er måske lidt hyklerisk af mig, at jeg har så svært ved at være væk fra hende, når jeg har været komplet uforstående over for, at min søster ikke var tryg ved at lade mine niecer på seks og syv år komme på ferie hos mig i Amsterdam eller Berlin uden hende. Men for dælen, sådan noget kan man jo ikke selv styre! I denne omgang er det som sagt to døgn, og i oktober er det ca. et døgns tid. Der skal jeg til København og opføre mig tosset. Justin Bieber kommer i Parken, og jeg skal ind og holde ham ved selskab (igen) sammen med min veninde Søs (igen). Jeg skal flyve fra Berlin kl. 9.30 om søndagen og lander i Berlin igen kl. 9.30 ca. om mandagen.

Begge gange har jeg fået importeret hundesittere. Denne gang er det min mor og bonusfar, næste gang er det min far. Har jeg nævnt for nylig, at jeg har verdens bedste forældre? Og Emmy har verdens bedste hundebedsteforældre. Det er ikke plat og ynkeligt, at jeg kalder dem det, for de omtaler altså også sig selv som “bedstemor” og “bedstefar”, når de snakker med hende. Og ja, de snakker med hende. Også på Skype. Det er det, der er så fedt – at de elsker hende (næsten) lige så meget, som jeg gør.

Nå, nu er kufferten i hvert fald så godt som pakket, flybilletten er pakket i håndtasken og i morgen formiddag skal jeg se, om jeg kan finde ud af det der online check-ind. På fredag skal jeg så finde ud af, om jeg kan finde vej til Tegel Lufthavn. Sidst jeg fløj hertil var det til og fra Schönefeld, så den kender jeg, men ikke Tegel. Uh, adventure!

Men først skal jeg lige have lavet en hel masse arbejde i morgen, sige velkommen til mor, bonusfar og bonusfars forældre, som joiner i weekenden, og så går turen til Amsterdam fredag middag.

 

Kun Medina kan bruges her: “Jeg tror, jeg fucking elsker dig, jeg er helt forgabt”❤