Glad mor, glad baby?

Jeg møder fra tid til anden påstanden “hvis mor er glad, er baby glad”. Det er ofte i forbindelse med en mor, der søger råd i et dilemma om et eller andet, som potentielt kan være på bekostning af at imødekomme babys behov på den ene eller den anden måde. F.eks. hvis en mor gerne vil på weekendtur med en veninde og derfor spørger andre mødre, om hun kan “tillade sig” at tage på tur, selvom baby måske vil mangle sin mor. Der er mange versioner af den slags dilemmaer, og hurtigt dukker “glad mor, glad baby”-påstanden op som et slags get out of jail-freecard.

Jeg tror bare ikke helt, jeg køber den.

Det er sjældent dilemmaer, hvor barnet vil lide decideret langvarig skadende overlast, og jeg er helt med på, at en depressiv eller trist mor på sigt potentielt kan have skadelige konsekvenser for barnet, men alligevel er jeg ikke helt sikker på, jeg kan følge logikken.

For ærligt: Mor er ikke altid glad. Mor er nemlig nødt til at gå på kompromis med enormt mange ting. Mor er nødt til at behovsudsætte alt fra socialt samvær til hygiejne fra tid til anden. Mor overtænker, overføler og overreagerer. Mor kan føle sig overvældet og ensom. Men gør baby så også det? For hvis en glad mor er lig med en glad baby, er en overvældet mor så også lig med en overvældet baby?

Min pointe er, at sådan er moderskabet. Forælderskabet. Du er ikke altid glad – i hvert fald ikke så glad som du potentielt kunne være – fordi du udsætter nogle ting, du gerne vil, af hensyn til dit barn. Det er en del af pakken og en del af opgaven. Du sætter dit barns behov foran dine egne i x-antal måneder, måske år, fordi du er ved at bygge et menneske op fra bunden, og det kræver tid, hårdt arbejde og mangeartede ofre.

______________________________

Vi fik for nylig datoen for vores venners bryllup næste år. Der er et år til. Det er på Fyn, det varer hele dagen, aftenen og noget af natten, og der er mulighed for overnatning. Selv, hvis vi nøjedes med vielsen og middagen, så ville det betyde, at M.J. skal passes. Det er hun aldrig blevet, fordi det endnu ikke har været nødvendigt. Hvis vi (læs: jeg) gerne vil med til det bryllup næste år – og det vil jeg gerne – så skal hun passes. Højst sandsynligt for første gang. Hun skal passes af en anden, som skal opfylde hendes behov, læse hendes signaler og give hende tryghed. Jeg er ved at gå i panik ved tanken, men jeg ved også, at der er lang tid til, så både hun og jeg er nok nogle helt andre mennesker til den tid.

Hvis jeg har det så svært ved tanken, hvorfor bliver jeg så ikke bare hjemme hos hende?

Allerede i år er vi også inviteret til fødselsdage hos venner, der bor i Aarhus. Det er om aftenen, og mens den ene nok mest er en middag, hvor der vil være alkohol, spil og hygge, så er den anden en Halloween-fest. Begge dele er ikke noget, der er passende at hive et barn med til. Jeg vil gerne med til de to fødselsdage, men jeg synes ikke, M.J. er klar til at blive passet med overnatning allerede inden for det næste halve år. Den ene fødselsdag er allerede om tre uger, og der er hun i hvert fald slet ikke klar. Så er der jo også den detalje, at jeg stadig ammer. En del. Og det vil jeg ikke risikere at sætte på højkant, bare fordi jeg gerne vil ud blandt venner og have en hyggelig aften med min mand.

Jeg gentager lige: Jeg vil gerne med. Jeg kan på en træt aften blive helt irriteret, frustreret og bitter over, at Islændingen kan tage afsted og hygge sig uden forpligtelser og uden bekymringer om os herhjemme, mens jeg skal sidde selv med hund, kat og barn og højst sandsynligt gå i seng kl. 22, fordi der ikke er noget mere spændende at tage sig til. Det er ikke fordi, jeg ikke under ham det, det gør jeg, jeg under bare også mig selv det. Det ville gøre mig glad at være ude blandt venner og have en aften, hvor jeg gjorde noget ud af mig selv og kunne være social.

“Jamen, så tag dog afsted: Glad mor, glad baby, ved du nok”.

Nej. Min baby ville ikke være glad, hvis mor tog afsted til fødselsdag. Baby ville være ked af det, forvirret, utryg. Også selvom hun ville være hos en bedsteforælder, som hun kender. For hun kender ingen så godt, som hun kender sine forældre, og ingen kender hende så godt, som vi gør. Ingen læser hende bedre, ingen kan opfylde hendes behov bedre.

Jeg ved, at der findes mange, der får passet deres børn med og uden overnatning, fra de er meget yngre, end M.J. er nu, men jeg går stærkt ud fra, at de forældre netop har vurderet, at det var deres barn klar til.

Ellers også er de blevet overbevist om, at glad mor giver glad baby, og så har de gjort det alligevel.

Der er en tid til det hele. Lige nu er tiden til at skabe et godt, trygt og sikkert fundament for mit barn, og i det store billede drejer det sig om så ufatteligt kort tid, hvor jeg er nødt til at give afkald på fødselsdage, fester og sociale arrangementer til fordel for at gøre det bedste for mit barn. Det er jeg villig til. Det er en del af opgaven.

Glad baby, glad mor.

Er alle børn i virkeligheden ikke non-binære?

Er der noget, jeg har det stramt med, så er det, når man kønner ting, hvor det ikke er nødvendigt. Farver, tøj, legetøj og den slags. Jeg har det også ret stramt med at proppe piger ned i en kasse fyldt med ting som prinsesser, blomster, glimmer og sløjfer i håret, mens jeg har det lige så svært, når det er omvendt fortegn og drenge proppes i kasser med biler, maskiner, værktøj og sport. Det er ikke fordi, jeg vil have en kønsneutral verden, hvor vi kalder hinanden “den”, men jeg synes bare, vi har så utroligt travlt med at proppe helt nye mennesker i prædeterminerede kasser, selvom vi ikke aner, om de har det komfortabelt i dem.

Jeg tænker rigtig meget over det i hverdagen, men jeg har mange blinde punkter, fordi jeg selv er en binær cis-kvinde i et heteronormativt forhold. Fik jeg skrevet det rigtigt? Se, det er dét, der er problemet: Jeg mangler uddannelse på området. Imens jeg opsøger viden og udvider mine horisonter og oplyser mine blinde punkter, prøver jeg i stedet at følge min mavefornemmelse, og at tage den viden til mig, jeg allerede har opsøgt.

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg ikke har lyst til, at mit barns garderobe skal bestå af tøj i 50 nuancer af lyserød, bare fordi hun er født med kvindelige kønsdele. Det betyder ikke, at kommer hun en dag og ønsker sig noget lyserødt, at jeg så mener, jeg har fejlet, eller at jeg vil nægte hende noget lyserødt, det betyder bare, at jeg vil give hende plads til selv at finde ud af, hvad hun foretrækker. Det er selvfølgelig svært i praksis, for selvfølgelig er der mange valg, jeg tager på hendes vegne, som hun stadig kan gøre om senere i livet, men ikke desto mindre føles det rigtigt at gøre det sådan her.

Hun har lyserødt i sin garderobe. Ligesom hun har lilla, lyseblå, mørkeblå, brun, turkis, grå og alle mulige andre farver. Hun har også blomstret tøj i sin garderobe, ligesom hun har tøj med både og katte. Hun har ingen kjoler eller nederdele, men det er simpelthen fordi 1) Hun er i en alder, hvor det ganske upraktisk, og 2) Jeg synes, det ser forkert ud, når hun har den slags på. Det passer slet ikke til hendes personlighed, synes jeg.

Det bringer mig til næste kæphest: Når man kalder små pigebørn for “prinsesser”. Det er måske mit billede i hovedet af en prinsesse, der skaber den aversion, men ikke desto mindre har jeg det virkelig svært med det. Prinsesser er historisk set blevet beskrevet som en petit pigeskikkelse, der hjælpeløst skal reddes af en prins, og som har fine fornemmelser. Hvis man kalder små piger for prinsesser fra de er helt små, hvad er det så for et billede af sig selv, de potentielt skaber sig? Hvad nu, hvis de ikke føler sig som små prinsesser, men nærmere som seje ninjaer eller stærke superhelte? F.eks. er M.J. så langt fra en lille fintfølende prinsesse, man overhovedet kan komme. Hun er sej, stærk, tapper, modig, sjov og eventyrlysten. Jeg har kaldt hende alt fra “vores lille frø” til “vores vilde tornado”, men aldrig “prinsesse”, for det stemmer slet ikke overens med den person, hun er, og jeg føler, at det udvasker hendes potentiale at spise hende af med at blive kaldt en prinsesse.

Don’t even get me started on legetøj. Hvorfor er det, vi har pigelegetøj og drengelegetøj? Skal deres kønsdele i spil, når de skal bruge det? I såfald tror jeg, jeg gerne bare vil have et tilgodebevis. I vores arsenal af legetøj finder man både togbane, Duplo, biler, dyr, dukker/bamser og bolde. Det kan hun fint lege med, uden at hendes kønsdele kommer i spil. *wink wink*

Hvor vil jeg gerne hen med det her?

Jeg vil så gerne have, at vi begynder at gentænke, hvordan vi omtaler vores og andres børn. Hvilke kasser vi sætter dem i. Hvilket selvbillede vi skaber for dem. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi ikke begrænser vores børn, når de skal danne sig et billede af, hvem de er, og hvilke muligheder i livet de har. Det er måske for abstrakt for mange (inklusive til et vis punkt mig selv), hvis man fra graviditet og frem til teenageårene skal holde sig fra at kønne sit barn og på den måde skabe rum for at lade barnet selv skabe sin kønsidentitet, men vi kan stadig godt skabe mere rum, end der traditionelt hidtil er gjort. F.eks. ved at gentænke, hvor ensformig vores børns garderobe eller legetøjssamling er. Lad alle regnbuens farver være med til at male dit barns selvbillede, og lad alle verdens muligheder blive repræsenteret i legetøjssamlingen.

Jeg kalder M.J. for “min datter”. Jeg omtaler hende som en pige, og jeg bruger pronominerne hun/hende/hendes, når jeg taler om hende. Til gengæld prøver jeg så vidt muligt at gøre plads til hendes personlighed, og jeg prøver i disse tidlige år at gøre hendes fysiske fremtoning så neutral som muligt. Derfor tager jeg det nærmere som et kompliment end en fornærmelse, når folk igen og igen enten kalder hende for en dreng eller ganske enkelt spørger til hendes køn, da de ikke kan se det på hendes tøj eller legetøj. M.J. har ikke behov for at blive genkendt som en dreng eller en pige, hun har behov for at blive set som et menneske og et individ.

Og er alle børn i virkeligheden ikke non-binære?

Mors dag? Ellers tak

Jeg gik mere op i mors dag, da jeg ikke var menneskemor, end jeg gør nu. Jeg husker, at jeg elskede, når nogle i min familie (og senere Islændingen) ønskede mig glædelig mors dag som Emmys mor. Nu, når jeg har et menneskebarn? Not so much. Eller, jeg har intet imod “glædelig mors dag”, men gaver, blomster og den slags, det gider jeg ikke. Der er ikke noget dybere filosofisk eller antikapitalistisk mindset bag, det er bare en mavefornemmelse.

Jeg giver min mor gave på mors dag, og vil M.J. give mig en gave på mors dag engang i fremtiden, når hun forstår konceptet, så kunne jeg ikke drømme om at afvise den. For mig er mors dag dog en dag, hvor børn fejrer deres forældre – hvis de har lyst. Det er (for mig) ikke en dag, hvor fædre skal købe gaver og diske op med morgenbord og den slags.

Det er skide dobbeltmoralsk, for jeg har jo helt vildt meget lyst til at give Islændingen en gave på fars dag. Ikke nødvendigvis en gave fra M.J. til ham, men en gave fra mig til ham, som tak for at han er en så dejlig far for vores datter. Når jeg tænker rationelt over det, så ved jeg også bare, at det behøver jeg ikke denne ene dag for at markere. Jeg siger det jævnligt. Og jeg giver gaver, når han mangler noget eller ønsker sig noget, som jeg har mulighed for eller lyst til at give ham. Så pointen med fars dag bliver lidt svær at få øje på.

Jeg er ikke imod mors og fars dag. Jeg er heller ikke imod valentinsdag. Jeg har intet antikapitalistisk eller antikommercielt horn i siden på den slags mærkedage. Jeg kan bare mærke i maven, at det ikke er noget, der betyder noget for mig, og så agerer jeg på det. Men lur mig, om jeg ikke er den første til at smide et sentimentalt post op på den digitale opslagstavle, hvis M.J. en dag begaver mig med en krusedulletegning eller et ugenkendeligt lerdyr på mors dag. Den tid, de krummede tæer.

SAHL – Stay At Home Life

Islændingen havde to ugers barsel umiddelbart efter fødslen sidste sommer, så var han tilbage på arbejdet i en måneds tid, inden han så kom hjem og holdt ferie med os i næsten fire uger. Da han var tilbage på kontoret, gik der ikke lang tid, før landet lukkede ned pga. anden bølge af Corona. Han blev sendt hjem på hjemmekontoret, og her har han været lige siden. Indtil i foregårs. For nu er det slut. Islændingen er tilbage på kontoret fra tidlig morgen til sen eftermiddag fem dage om ugen, og M.J., dyrene og jeg holder skansen herhjemme imens.

Jeg har vidst, at han skulle tilbage på et tidspunkt, jeg vidste bare ikke hvornår. Det gjorde han heller ikke selv. Det er selvfølgelig et symptom på noget godt; at landet er ved at åbne op igen og Coronapandemien så småt begynder at komme under kontrol. Ikke desto mindre synes jeg, det er trist. Det har været et kæmpe privilegium, at han og M.J. har fået så meget tid sammen, og det er tydeligt, at det har haft kæmpe betydning for deres tilknytning. Jeg er ikke sikker på, jeg så hurtigt havde fået så relativt meget frihed tilbage, hvis det ikke var fordi, Islændingen havde gået hjemme og fulgt med i rutinerne, lært hendes signaler at kende osv.

Timingen med hans tilbagevenden til kontoret er egentlig fin, for på mandag slutter min barsel officielt, og på tirsdag starter min nye tilværelse som hjemmegående. Selvom jeg i praksis har gået hjemme i over et år, så synes jeg alligevel, det er en big deal, at jeg nu på papiret også er decideret hjemmegående. Det kommer til at kunne mærkes på økonomien, men ellers kommer der ikke til at være de store forandringer. Derfor passer det mig også fint, at det falder sammen med, at Islændingen skulle tilbage, for så manifesterer det på en måde det skifte, der også sker for mig. Vi skal nu til at have en hverdag op at køre, hvor det bare er os. Vi skal til at tage de legegrupper i brug, som vi har været medlem af, siden jeg var gravid nærmest, og vi skal til at finde vores egen rutine og have vores egne agendaer for ugen.

Det er en omvæltning, at vi ikke skal være sammen nærmest 24/7 mere, og vores lille familie har virkelig trivedes i det. Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver bedre, at vi skal til at være adskilt otte-ni timer om dagen, men jeg er sikker på, det også bringer noget godt med sig. Ikke desto mindre kommer vi nok til at se en kæmpe udvikling i M.J., når hun så småt bliver sluset mere og mere ud i samfundet og ud blandt andre børn og voksne end dem fra familien og venner.

Stay At Home Mom. Hjemmegående (husmor). Hjemmepasser. Fri fra hamsterhjulet. Stressfree living. Exit adskillelseskultur.

Jeg er spændt på, hvordan vores nye hverdag bliver, men jeg er sikker på, det nok skal blive godt.

Den dårlige nyhed er: Intet varer evigt

Vi kan godt blive enige om, at remsen “det er en fase, det er en fase, det er en fase” kan være en livredder, når baby for 13. dag i streg klynker alle sine vågne timer, klistrer sig fast på dig som velcro eller øver sig i sin nyfundne falcet. Jeg har i hvert fald hørt mig selv både tænke og sige det op til flere gange. Alligevel prøver jeg virkelig at lade være med at tælle ned. Tælle ned til udviklingsspringet ifølge app’en skulle være slut. Tælle ned til næste motoriske milepæl, der givet vil gøre nogle ting nemmere. Tælle ned til hun er stor nok, til at vi kan ting – f.eks. tage på ture, gå til gymnastik osv. Det lykkes mig ikke altid, men jeg arbejder bevidst med at være i dagen. Ikke nødvendigvis i nu’et, for nu’et skal til tider bare overstås, men være i dagen og omfavne den med alt, hvad den har at byde på.

Hver dag spørger Islændingen og jeg hinanden, om vi har haft en god dag. Der er langt imellem, at jeg svarer nej. Ganske enkelt fordi jeg nægter at lade de hårde, de trælse og de frustrerende stunder stjæle fokus fra de sjove, de stolte og de kærlige stunder, som trods alt de fleste dage er i overtal. Jeg øver mig i at være i dagen, fordi jeg er smertefuldt bevidst om, at intet varer evigt. Tiden, hvor hun sov i timevis i frøstilling på vores maver er forbi. Tiden, hvor hun sov sin navngivningsfest væk i selen synes uendeligt længe siden. Tiden, hvor man fandt hende, hvor man lagde hende, husker jeg nærmest ikke længere. Og ikke mindst tiden, hvor man altid havde madpakke med til hende, fordi hun bare skulle have fri adgang til babserne, og så var hun både, mæt, glad og ernæringsmæssigt helt perfekt stillet. Hvorfor har så mange forældre så travlt med at starte på mad? Det er jo så meget nemmere at fuldamme så lang tid, man kan.

Det er ikke fordi, at de ting nødvendigvis er noget, jeg savner, for hver fase og hver alder har sin charme og sine fordele og ulemper, men det er en tid, der ikke kommer igen. Der er dog de der lidt mere mor-specifikke ting, som jeg virkelig kan gå i panik over ikke varer for evigt. Hvordan hun kan finde tryghed og ro i søvnen, bare hun mærker min hånd på sit bryst eller sin mave. Hvordan jeg kan beskytte hende mod den store, stygge verden, fordi hun endnu altid er inden for mit syns- og/eller hørefelt. Hvordan hun helst vil være hos mig hele tiden; holdes, krammes, ammes. Åh! Amningen! Don’t even get me started. Jeg kan slet ikke bære tanken om, at amningen skal stoppe en dag. Jovist når jeg nok til et punkt, hvor jeg er mere end klar til at det skal stoppe, men lige nu kan jeg slet ikke forestille mig det, og det samme gælder samsovningen. Gid det alt sammen måtte vare evigt.

Men intet af det varer evigt, og derfor suger jeg det til mig. Hvert et kram, hvert et kys, hver en (akrobatisk) amning, hver en samsovning. Okay, måske ikke hver og en, I’m only human after all, men i hvert fald det meste af tiden.

Den gode nyhed er: Intet varer evigt

Jeg kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt at skrive det her indlæg på. Tornadoen aka. Mackenzie Jóna giver os for anden aften i træk kamp til stregen, når det kommer til det der med at sove. Det gider hun sgu ikke. Vi er trætte; jeg er især, fordi jeg har været syg de sidste par dage, mens Islændingen er det, fordi han var oppe med hende til klokken sent i nat, mens han lod mig få et par timers uforstyrrede Z’er. De timer var guld værd, og uden dem havde jeg nok ikke følt mig så relativt frisk, som jeg har gjort det i dag.

_______________

Babylort – den slags, der lugter af flødeost. Timelange natamninger, mens din bedre halvdel bobler tungt ved siden af. Klyngeamning, den bitch. At gå i seng sammen med baby kl. 19 og ikke se ydersiden af soveværelsedøren før næste morgen. Turbospisning, turbotisning, turbobad, turbo-alt. At være fanget i hjemmet, fordi baby nægter at være i vikle, i sele, i klapvogn eller i barnevogn. Nul alenetid, nul putte med Emmy-tid og nul uforstyrret kærestetid. Amme i søvn til hver eneste lur og om natten og dermed være den eneste, der kan putte. Dårlig samvittighed over for Emmy. Hårtab, åh, det skrækkelige hårtab. Følelsen af at være landet i en fremmed krop, som egentlig godt kan passe tøjet men alligevel ikke helt på samme måde som før.

Det er bare nogle få af alle de enormt mange ting, som jeg på et eller andet tidspunkt har følt var mit liv for evigt, men som enten er helt væk eller som minimum er helt anderledes nu. Jeg trivedes slet ikke i at være spædbarnsmor. Det kunne jeg først se, da jeg kom på den anden side af det, for mens jeg var i det, troede jeg bare, at det var sådan, det føltes for mig at være blevet mor. Det der antiklimaks, hvor jeg slet ikke var på en lyserød sky af forelskelse men nærmere bare fortsatte mit liv præcis som før, nu bare med en baby på armen 24/7. Fordi jeg fortsatte som præ-baby, var mine forventninger til mig selv også som præ-baby. Der skulle hele tiden være styr på vasketøj, der skulle stadig være madplan, laves ordentlig mad hver dag, støvsuges, være et minimum af hygiejne, og så skulle jeg stadig have overskud til at skrive og ringe til venner, veninder og familie, samtidig med at jeg selvfølgelig var en kærlig, nærværende mor, der stimulerede og aktiverede min baby med sansning og hjemmemotorik. I coronatid, none the less.

Det kommer måske ikke bag på nogen, at jeg halvvejs knækkede nakken på det. Jeg blev udadreagerende, græd på ugentlig – hvis ikke på daglig – basis, havde forfærdelige tanker om mig selv og mit moderskab, og så var min basisfølelse enten tristhed eller tomrum. Nå ja, eller dårlig samvittighed. Over alt. Vitterligt alt. Over ting jeg sagde, over ting jeg gjorde, over tanker jeg havde, over følelser jeg følte. Alt. Og jeg havde ingen at spejle mig i, ingen at snakke med det om. Det er løgn, for jeg havde Islændingen og min mor, og begge har jeg brugt så meget. De har begge rummet mig, lyttet til mig og vist forståelse så meget de kunne. Jeg fandt dog aldrig nogle nybagte eller semi-nybagte mødre, jeg kunne sparre med.

Pludselig vendte det hele. Jeg mener, det var da M.J. var omkring fire måneder. Pludselig begyndte jeg gradvist at føle de følelser, som jeg havde regnet med ville være der fra starten. Det er jo egentlig tåbeligt, at man forventer, at man bliver hovedkulds forelsket i et helt nyt menneske i sekundet, man møder det, men det synes jeg lidt er fortællingen. “Kærlighed ved første blik” og “du har aldrig følt kærlighed på den her måde”. To følelser jeg slet ikke kan genkende. Elskede jeg så ikke mit barn? Jo! Stort, fedt, rungende jo! Men jeg elskede hende mere på et teoretisk plan, hvis man kan sige det sådan. Nu elsker jeg hende på alle planer, der overhovedet findes. De følelser, jeg har for hende nu, som vokser og bliver dybere, større og vildere for hver dag, er nogle helt andre end dem, jeg havde i starten. Det gjorde, at jeg følte mig som et dårligt menneske og en dårlig mor. Jeg følte, hun fortjente bedre. Hun fortjente en mor, der var forelsket fra første sekund. Det gjorde det ikke nemmere, at hendes pabbi var dybt forelsket. Han reagerede, præcis som jeg havde regnet med, jeg ville gøre, da hun blev født; han græd og sagde “hun er jo helt perfekt”, mens jeg bare var høj over den oplevelse, jeg lige var gået igennem, og egentlig syntes, hun var lidt fladmast og misformet.

Da jeg “kom ud på den anden side”, svor jeg, at jeg ikke ville glemme de følelser, jeg havde haft og kæmpet med accepten af de første fire måneder. Jeg havde sådan manglet nogen, der kunne fortælle mig, at de kunne genkende mine følelser og tanker, men enten havde de vitterligt ikke følt på samme måde, ellers også havde de glemt det, for når jeg fiskede efter at mærke, om de kunne genkende lidt af det, jeg forsigtigt delte, så kom der intet retur. Så nu vil jeg altså være den person, som jeg selv manglede dengang. Jeg vil ikke udviske den del af min fortælling om at blive mor, for selvom det lyder mere idyllisk og romantisk, at det var kærlighed ved første blik, så håber og tror jeg ikke, at jeg tager noget fra min datters følelse af at være elsket, hvis jeg er ærlig omkring, at jeg lige skulle lære hende at kende først – og vigtigere endnu: Jeg skulle lige lære mig selv som mor at kende først. Desværre glemmer vi ofte det svære, men det er jo tit dér den vigtige læring ligger, så jeg synes, det er så vigtigt at huske på og tage med. Min vigtigste lektie i alt det her har i hvert fald været:

Intet varer evigt. Husk det.

Er jeg så voksen nu?

Jeg har hus, hund (og kat), bil, barn, og jeg er nogens kone. Jeg har realkreditlån og børneopsparing, og lige om hjørnet venter et læderbryllup og en afsluttet barsel. Det er sgu da ret voksent, er det ikke? Til gengæld skal jeg igen-igen betale restgæld til SKAT, fordi jeg i en alder af 30 år stadig ikke fatter at lave min SKAT. Og så er der det der med forsikringer – er der ægte nogen, der har styr på dem? Jeg har i hvert fald ikke. Det er måske en af de ting, jeg virkelig burde sætte mig ind i. Snart.

Det er cirka 10 måneder siden, jeg sidst skrev et blogindlæg. Det var min fødselsberetning. Jeg har siden været i gang med to indlæg, som aldrig blev færdige, fordi: baby. Det føles som om, jeg har levet et helt liv på de 10 måneder. Jeg har i hvert fald følt, tænkt og oplevet nok til et helt liv, føler jeg. Det er jo sådan set også et helt liv, i hvert fald hele min datters liv på denne side af mit maveskind.

Jeg har tid til at skrive nu. Tid til at reflektere og få det ned på skrift. Tid til at dele alle de tanker, jeg så inderligt håber og tror, jeg ikke har stået alene med. For det der moderskab, det er altså et rummeligt et af slagsen med mange skjulte hjørner og afkroge, hvor der er plads til alverdens store følelser og små tanker, og dem skal jeg have skriblet ned, inden jeg glemmer dem. 

Så jeg er tilbage. Igen. Og jeg er klar til at fortælle. Om moderskabet, de svære følelser, den store kærlighed, livet som hjemmepasser plus det løse.

Hold on, it’s going to be a bumpy ride!

Fødselsberetning: Min drømmefødsel

Så er hun her. Den 23. juni, på terminsdagen, kom vores lille pige til verden. Jeg er stadig helt høj på oplevelsen, fordi fødslen vitterligt ikke kunne være gået bedre. Der er enormt mange følelser involveret i sådan en fødsel; man kan ikke lade være med at have forventninger og måske endda drømme om, hvordan ens fødsel skal forløbe, så derfor er det også et sensitivt emne for nogle. Især når de ikke får den fødsel, de havde drømt om. Sådan ville det nok også have været for mig. Det er jeg ret overbevist om. For selvom man kan sige til sig selv, at det vigtigste er, at barnet kom sikkert til verden og har det godt, så kan der godt være en stikkende fornemmelse af at være blevet snydt, hvis man ikke får den fødsel, man havde ønsket sig, og det synes jeg, der skal være plads til.

Derfor… er du en af dem, der har en traumatisk, uforløst, kompliceret eller “skuffende” fødsel i bagagen, så overvej om det giver dig noget positivt at læse min fødselsberetning.

_______________________________________________

Det hele startede vel egentlig allerede søndag den 21. juni, på Islændingens fødselsdag, hvor jeg havde rigtig mange plukkeveer. Da jeg stod op næste morgen var der ikke de store plukkeveer at mærke, men min livmoder var noget øm efter en hård dag, og jeg havde desuden haft tegnblødning. Men både plukkeveer og tegnblødning havde jeg haft før, hvor der ikke var sket mere end dét. I løbet af mandagen kom der gang i plukkeveerne igen, men det var som sagt ved at være old news, så jeg lagde ikke for meget i det. Alligevel fik jeg en fornemmelse, der gjorde, at jeg skrev til min mor og bad hende sove med lyd på sin telefon, i fald vi skulle ringe og aftale noget med pasning af Emmy, hvis fødslen gik i gang. Jeg lagde mig til at sove mandag aften med plukkeveer.

Klokken ca. 2.15 om natten vågner jeg og mærker, at plukkeveerne er stoppet. Jeg ærgrer mig over, at det endnu engang var falsk alarm, og beslutter mig for at stå op for at gå på toilettet, selvom jeg ikke skulle tisse, for at se om der stadig var tegnblødning i det mindste. Da jeg sætter mig på toilettet, kommer der et ordentligt skyl. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det var tis eller fostervand; jeg skulle jo som sagt ikke tisse, så det føltes lidt voldsomt, at der så skulle komme sådan en skylle. Jeg kigger ned i kummen og ser, at der er blod. En del blod. Og det er der også, når jeg tørrer mig. Jeg beslutter mig derfor for at ringe til jordemoderen, for lige at høre, om det betyder, hvad jeg tror, det gør.

Jordemoderen tror, fødslen er undervejs og opfordrer mig til at lægge mig til at sove, så jeg kan få energi. Islændingen er vågnet af lyden af mig, der snakker i telefon, så han er stået op og vi snakker om, hvad der sker. Det sidste jeg siger til ham, inden vi lægger os til at sove igen, er, at han nok ikke skal regne med at komme på arbejde senere. Så jeg lægger mig til at sove, men når kun at sove 45 minutters tid, inden jeg begynder at få helt milde veer. Jeg står op, finder foldemadrasser frem og lægger dem frem på gulvet. Islændingen står også op og hjælper mig med at finde frem og gøre klar. Jeg får milde veer af ca. 30 sekunders varighed hver 3.-5. minut. Jeg har det bedst med at være i bevægelse og gå rundt, så det gør jeg. Jeg går rundt i hele huset, men vender tilbage til spisebordet, når der kommer en ve, hvor jeg læner mig op af bordet og vrikker med hofterne fra side til side, mens det står på.

Islændingen kører Emmy hjem til min mor, mens jeg vandrer videre i huset. Omkring kl. 8 om morgenen kigger jordemoderen forbi, for at tjekke hvordan det står til med mig. Der er nu præcis to minutter mellem mine veer, som varer 45-90 sekunder. Jeg bliver tjekket, og på det tidspunkt er min livmoderhals væk og jeg er ca. 2,5 cm åben. Vi aftaler, at hun bare kan køre på arbejde i konsultationen, og at vi ringer, hvis vi får brug for hjælp og ellers giver en status løbende.

Jeg får lagt mig i en stilling på siden, som er rigtig behagelig for mig at tage veerne i. Fra første ve har jeg tre ting i hovedet, når der kommer en ve:

  1. Afspænding: Åben hænderne og læg dem med håndfladerne nedad, åben munden en smule, så jeg ikke kan spænde i kæben, slap af i skuldrene.
  2. Vejrtrækning: Hav styr på vejrtrækningen og lad den ikke løbe ud af kontrol.
  3. Mantra og visualisering: “Det går over, det går over, det går over” kørte i mit hoved, mens jeg så veen for mig fra start til slut.

De tre ting holdt mig ret godt kørende, mens jeg lå der på siden med lukkede øjne. Men pludselig, fra den ene ve til den anden, tog det til. Jeg skulle op på benene og ud på badeværelset, og det kom jeg så. På badeværelset lænede jeg mig hen over bordet, hvor jeg kæmpede med at holde mig på mine rystende ben og håndtere veerne.  Jeg siger til Islændingen, at han skal ringe til jordemoderen, for jeg har brug for hjælp. Så det gør han. Hun ankommer ca. kl. 10.10, omkring to timer efter hun var her sidst, og som det første smider hun mig i bruser. Jeg holder bruserhovedet med fuld tryk og varmt vand mod min livmoder under veerne, og det lindrer. Jeg står der i noget tid og tager nogle veer, inden jeg kommer ud igen. Jeg får tøj på og får lagt mig på madrasserne med masser af puder i ryggen og puder under benene. Jeg bliver undersøgt igen og er nu 6 cm åben. Jeg har altså åbnet mig ca. 4 cm på to timer.

Jeg har ingen tidsfornemmelse, jeg har lukkede øjne det meste af dagen, og jeg er komplet inde i mig selv. Visualisering, mantra, vejrtrækning, afspænding. Det hele foregår inde i mig, og jeg er i stand til at sove mellem veerne. Det er ret fascinerende. Jeg falder i så dyb søvn, at jeg faktisk når at drømme, selvom der maks. er nogle minutter mellem veerne til tider. Nogle gange kommer der flere i træk uden pause, mens der andre gange er mellem 1-2,5 minut mellem. Jeg får chiliplaster på lænden og foran ved livmoderen, og selvom jeg ikke umiddelbart kan mærke den store forskel, så observerer jordemoderen, at der er en forskel i min måde at håndtere veerne på, så vi kan konstatere, at de må lindre i en vis grad.

Ca. to timer senere bliver jeg undersøgt igen, og jeg er nu helt åben. Det er også her, jeg kan begynde at mærke en mild pressetrang. Jordemoderen fortæller mig, at jeg gerne må prøve at presse med. Hun vil gerne have mig op på benene, for at lade tyngdekraften hjælpe baby længere ned i bækkenet, og så vil hun gerne have mig til at tisse, så blæren ikke er fyldt, når vi når til pressefasen. Jeg kan ikke tisse, for jeg har ikke drukket i flere timer. Men jeg sidder på toilettet, hvor anden hinde sprænger og resten af mit vand går. Kort tid efter får jeg første presseve, mens jeg sidder på toilettet. Jeg tager de første mange presseveer siddende på toilettet, mens Islændingen står foran mig. Jeg hiver fat i hans trøje og brøler et urkraftsbrøl under hver presseve. Det er en varm dag og vinduerne i huset står åbne, så pludselig har vi en nabo stående ved hoveddøren, som bekymret spørger, om alt er ok. Jordemoderen fortæller, der er gang i en fødsel, og vi får lukket vinduerne. Jeg ved stadig ikke, hvilken nabo det var, men det er da dejligt at vide, at vi bor et sted, hvor folk reagerer på den slags brøl.

Jordemoderen vil have mig ned at ligge på siden, hvor jeg tager nogle presseveer. Det fungerer ikke for mig. Jeg kommer i stedet op på alle fire, hvor knæene står på en yogamåtte med håndklæder og underlag på og armene hviler på en puf med puder på. Her har jeg resten af mine presseveer, inden vores lille pige kommer til verden kl. 14.41 en varm tirsdag eftermiddag.

En gennemsnitlig førstegangsfødsel tager typisk omkring 24 timer, men vi klarede det på ca. 12,5 time. Pressefasen tog en time og seks minutter. Selvom det var en relativt hurtig fødsel, så var jeg med i det hele vejen, og jeg følte, jeg havde fuld kontrol over min krop og min fødsel. Det eneste smertelindrende, jeg fik brugt, var varmepude i starten, så brusebad og til sidst chiliplaster. Den bedste smertelindrende var dog min mand. Hans blotte tilstedeværelse betød virkelig meget, og jeg kunne mærke en fysisk forskel, når han var i nærheden af mig.

Vores datter kom flyvende ud med armen i bedste Superwoman-stil. Derudover havde hun siddet skævt med hovedet i mit bækken. To faktorer, der “burde” have resulteret i bristning, men det gjorde det ikke. Jeg fik et par sting i nogle kosmetiske skrammer, men ellers var alt intakt. Jeg blev syet med min lille pige på maven og min mand ved min side, mens jeg lå på mit badeværelsegulv. Bagefter fik vi rejst mig op og set, at hun havde meldt sin ankomst ved at skide mig på maven. Vi lagde os alle tre ind på madrasserne, hvor hun blev lagt til brystet, og så lå vi ellers der, mens jordemoderen fik udfyldt papirer og registreret, hvad registreres skulle. Senere fik vi hende målt og vejet; 3100 g og 51 cm. Jordemoderen tog hjem, og vi satte os på sofaen, hvor vi fik ringet og skrevet rundt til de nærmeste. Senere samme aften så vi vores første Tottenham-kamp sammen alle tre, og all was right with the World.

__________________________________________________

Jeg tænker ikke, at sådan en fødsel er noget, jeg kaster mig over foreløbigt igen. Det var hårdt, det gjorde ondt, men hvad fødsler angår, så var det en absolut drømmefødsel. Jeg fik alt det, jeg havde ønsket mig; kun naturligt smertelindrende, fødsel i hjemmet fra start til slut, masser af tryghed og en følelse af power. Jeg vil for altid tænke tilbage på den dag i juni som en fantastisk én af slagsen, og den dag vil altid være en påmindelse om, at jeg er mere badass, end jeg tror.

Nu ses vi snart

Min graviditet er officielt fuldbåren, som det jo hedder, når man har ramt 37+0. Det betyder, at vores lille menneske “må” melde sin ankomst, når hun er klar. Vi er klar. Så klar, som vi kan være. Jeg har ikke så travlt, men jeg kan godt mærke, at der er mennesker omkring mig, som er meget spændte – på grænsen til utålmodige. Forslag til at sætte gang i tingene, tanker om fødselsdatoer og generelt lod i lotteriet, omkring hvornår hun mon kommer ud, kommer alle vegne fra, mens jeg selv ikke helt er der, hvor jeg er utålmodig. Endnu.

For jo, jeg glæder mig. Meget. Og jeg er spændt. Rigtig spændt. Men jeg ved også, at hun kommer, når hun kommer. Selvfølgelig ser jeg helst, at vi slipper for igangsættelse, og jeg ser helst, at hun ikke bliver derinde så længe, at vi bliver frarådet vores hjemmefødsel, men der er vi slet ikke endnu. Vi er stadig lidt tid fra terminsdatoen, og meget kan ske inden da.

Imens nyder jeg, at hun er rykket længere ned i mit bækken og dermed nu ligger på en måde, der gør, at jeg bedre kan gå ture uden smerter, og generelt føler mig lidt mindre besværet i min vejrtrækning. Til gengæld føler jeg, jeg skal tisse konstant, og så vokser maven stadig, og jeg føler snart ikke, der er mere hud at give af. Selvom man ikke er i tvivl om, at jeg er gravid, og selvom jeg vejer omkring 15 kg mere, end inden jeg blev gravid, så synes jeg faktisk, jeg trives ok i min gravide krop. Jeg har øjeblikke, hvor jeg bander det hele langt væk, fordi det er svært, hårdt og ubehageligt at komme op fra sengen, sætte mig i en lav bil, tage tøj ud af vaskemaskinen og den slags, men det meste af tiden suger jeg til mig af den følelse, det er at have et menneske under huden. Ingen anden i verden end hun ved, hvordan mit hjerte lyder derindefra, og ingen anden end jeg kender følelsen af hendes hikke og styrken fra hendes spark. Det er unikt, og noget jeg virkelig husker mig selv på at påskønne, mens det står på.

_________________________________________________________

Jeg glæder mig til at se hende. Ikke møde hende, for det har jeg allerede gjort. Jeg føler, jeg kender hende. Men at fysisk se hende og røre hende, uden der er hud, moderkage og fostervand mellem os, det glæder jeg mig til. Og jeg håber sådan, at hun tager en masse gode ting med sig derindefra.

Jeg håber, hun har mærket alle de grin, der har været undervejs. Jeg håber, hun vil huske, hvordan vi har danset og sunget til alt fra Mac Miller og Anne Linnet til Lionel Richie og The Beatles. Jeg håber, hun bærer den sorg med sig, som vi sammen mærkede, da vi tog afsked med Sunny i starten af året, og jeg håber, den vil danne grundlaget for hendes kærlighed til dyr. Jeg håber, hun kan genkende lyden af Lunas insisterende miav og følelsen af Emmys små fodspor på min mave. Jeg håber, hun aldrig glemmer den følelse af tryghed, der er skyllet ind over os, hver gang hendes far har holdt om os, aet maven, mærket efter spark, taget min hånd, beroliget, trøstet, glædet sig. Jeg håber, kærligheden fra hendes bedsteforældre og vores øvrige familie og venner er skinnet så tydeligt igennem, at hun aldrig vil være i tvivl om, hvor ønsket, ventet og elsket, hun har været fra starten af sin eksistens.

Der er så mange ting, jeg har prøvet at give hende med sig, siden hun stadig bare var på størrelse med et blåbær, men vigtigst af alt må være, at jeg håber, hun aldrig kommer i tvivl om, at hun har en mor, der altid vil gøre sit bedste, og som altid vil elske hende betingelsesløst. Og ellers må jeg minde hende om det hver eneste dag. Det gør jeg gerne.

Fra min dagbog

Jeg skriver meget og mange steder. Her, i min dagbog, på både store og små blokke rundt omkring i huset. Det er sådan, jeg holder styr på larmen i mit hoved. Det er forskellige ting, jeg skriver de forskellige steder, men jeg tænkte, at jeg i dag ville dele lidt fra min (analoge) dagbog, som nok er det sted, der bliver gravet dybest i mine tanker.

Dette skriv er fra den 16. august, tre dage efter min operation, hvor jeg fik fjernet min ene æggeleder pga. en graviditet uden for livmoderen:

“Var det da “bare” endnu en blødning. Endnu et mislykket forsøg. En skuffelse til samlingen. I stedet har det været blodprøve efter blodprøve. Scanning efter scanning. Tre dages indlæggelse og en kikkertoperation. En æggeleder mindre og udsigten til en helt del mere kompliceret forløb. Det er ikke umuligt, men det er heller ikke så lige til. Og vi skal nok ikke håbe på, at det lige lykkes uden indgriben.

Min krop kan ikke mere. Heller ikke mit sind. Jeg føler, jeg er ved at gå op i syningen. At jeg trevler; som en løs tråd, der pludselig er blevet til en ødelagt trøje. Min mave har tre operationssår og et udslæt, mine arme ligner en junkies med stiksår og blå mærker. Jeg har blødt i over to uger. I dag er det dog mest psyken, der giver bøvl. Jeg tuder konstant.

Gunnar har været fuldstændigt fantastisk. Han har bare klaret alt og været sådan en stor hjælp. Marrit ringede i går og sagde alt det rigtige. I dag kom der så blomster. From Shanghai with love. Det er lige til at tude over. Og det gør jeg så. Tuder over alt og intet. Tuder over sange, serier, søde gestusser, nedslående statistikker på nettet, tanken om et tomt børneværelse, udsigten til at skulle ud i verden igen og forholde mig til den her oplevelse og vores nye vilkår. Jeg føler mig så forandret. Så arret. Men på mandag skal jeg tilbage til den virkelige verden igen, hvor jeg skal forholde mig til andet og andre end mig selv og alt det, der foregår inde i mig lige nu. Vores tur og virkelighedsflugt til New York kan ikke komme hurtigt nok.”

Det er barske løjer for mig at genlæse mine egne ord, for selvom det føles som om, de er skrevet for en evighed siden, så husker jeg følelserne så klart. De er en del af mig nu. Men så glæder det mig at læse det, jeg skrev i min dagbog bare ni dage senere den 25. august.

“Verden ser anderledes ud for tiden. Solen skinner. Vi går og sysler i haven, får styr på haven. Det føles godt at kunne få styr på noget. Faktisk føles det ret godt at have min krop i fred for tiden. Ingen hormoner, der fucker med mig eller sender mig i kunstig overgangsalder. Ingen graviditet; hverken biokemisk eller uden for livmoderen – ingenting. Det betyder ingen kvalme, ingen overdreven træthed og ingen restriktioner og ingen beherskelse af de ting, jeg gerne vil, af frygt for at skade kroppen og/eller et potentielt foster. Jeg nyder at tænke på noget andet, at bare være mig og os. Vi har det så godt sammen, og vi har sådan et godt liv med vores små pelsede roomies. Det er godt at blive mindet om, at vores lykke ikke er betinget af børn. At vi også har det godt bare os. Og jeg vil nyde denne tid, bruge den til at lade op, for lige om lidt starter kampen igen. Jeg er klar.”

And the rest is – as they say – history.

Den 13. september var vi til kontrol og fik lagt en plan for, hvordan vi skulle gribe det hele an fremadrettet. Den 16. september kom min menstruation. Vi fik vores tur til New York, og kom så hjem til to fine æg, hvoraf det ene blev befrugtet, og nu er det blevet til en baby, et menneske, på snart tre kilo, som forhåbentlig kommer sikkert til verden inden for de kommende uger.

Jeg kan ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er.