Jeg tæller ned

I efteråret havde jeg sgu lidt stress. Ikke på den der ”jeg får stress, hvis jeg ikke kommer ud af det her menneskefyldte storcenter”-stress, men sådan rigtig stress med trykken for brystet, hjertebanken, søvnbesvær osv. Jeg kørte med 180 km/t på jobbet og kunne ikke følge med. Det blev der heldigvis gjort noget ved, fordi jeg før har stået i en situation, hvor jeg ikke fik sagt fra i tide, så den fejl laver jeg ikke igen. Der blev rettet op på situationen via nogle tiltag på jobbet, men det vigtigste tiltag var faktisk, at jeg aftalte med min mor, at jeg her til forår kunne komme en uge på ferie i vores sommerhus.

Jeg elsker det sommerhus, og i mine øjne er det verdens dejligste sted. I kan få Mexico og Maldiverne, jeg vil bare have vores sommerhus på Rømø. Og det får jeg. Den sidste uge i marts tager jeg Emmy under armen og en kuffert fuld af løse bukser og bøger i hånden, og så tager vi toget til Danmark. Herfra går turen videre mod sommerhuset, hvor jeg i en uge ikke skal lave andet end læse bøger, se serier, sove middagslur foran brændeovnen og gå lange ture med Emmy ved stranden og på digerne. Jeg behøver vist ikke forklare, hvor meget jeg glæder mig.

Det bliver en uge, hvor jeg forhåbentligt er helt zen. Jeg logger ud af min arbejdsmail, Slack og Pages, lader job være job i en uge og fokuserer udelukkende på at suge til mig af vesterhavsluften.
Om mandagen har Emmy fødselsdag og fylder tre år, hvilket selvfølgelig skal fejres. For ja, den slags fejrer vi altså! Eller, jeg gør i hvert fald, jeg ved ikke, hvor meget Emmy opdager. I dagens anledning har jeg inviteret min far på besøg i sommerhuset, hvor vi skal gå en tur ved stranden og efterfølgende spise chokoladecupcakes. Veganske selvfølgelig. Emmy skal have masser af kys, godbidder og nok også en lille gave.

Selvom det er over seks måneder siden, at jeg planlagde turen, når jeg rent faktisk tager afsted, så har det haft en virkelig god effekt, at jeg har haft noget at se frem til. Når det har været surt på jobbet, når jeg har været træt af sure kunder, IT-problemer og bulkopgaver, så har jeg set den uges ferie for mig. Jeg har nærmest kunne mærke varmen fra brændeovnen, kunne dufte duften af sommerhuset, kunne mærke suset fra Vesterhavet… – og nu er der kun lidt over en måned til, at det endelig sker.

Man risikerer altid, at det er en smule antiklimatisk, når man har glædet sig så meget til noget i så lang tid, men med vores sommerhus på Rømø, kan jeg aldrig blive skuffet. Når den ferie er slut, er der så mange andre ting, jeg kan se frem til; veninder, der kommer på besøg her i Berlin, turen til Rom, forlængede weekender med familien i Danmark – der er nok at glæde sig til og over.

 

Når det ikke er så sjovt

Jeg PMS’er ikke lige nu. Alligevel er jeg absurd følsom for tiden. Jeg har hele tiden tudefjæset gemt inde bag det almindelige fjæs, som udadtil ikke ser anderledes ud end sædvanligt. Der skal dog ingenting til, før jeg mærker tudefjæset prikke insisterende inde bagved. ”Lad lige mig komme til” lyder det som om, der bliver råbt derinde fra. Det kan være en besked fra min søster, der fortæller, at min ældste niece har været ked af det da hun skulle sove søndag aften, fordi jeg ikke kunne komme til hendes fødselsdag søndag eftermiddag. Det kan også være et klip på Facebook, der viser, hvordan folk kæmper med næb og klør mod Trump og hans vanvidsregime. Don’t even get me started on dyrevideoer; bade de søde, de onde og de sjove. Det samme med talerne fra de nylige SAG Awards, hvor den ene skuespiller efter den anden bekendte kulør og viste en menneskelig frustration og følsomhed omkring situation i USA lige nu.  Senest var det min yngste niece, som har fødselsdag i dag. Jeg ringede i morges for at ønske hende tillykke, vi talte sammen i nogle minutter, jeg fik sagt ”jeg elsker dig”, hun fik sagt ”jeg elsker også dig”, og lige inden jeg trykker på ”læg på”-knappen på min telefon, hører jeg hendes (nu) otteårige stemme sige ”…og hils Emmy!”

Lige dér, i det enkle og fine øjeblik, savnede jeg hende og hendes storesøster helt grotesk meget. Mentalt gennemgik jeg i løbet af millisekunder mulighederne for at se dem så hurtigt som muligt. Jeg skal nemlig til Danmark på torsdag, men ankommer først sent om aftenen. Fredag er de jo i skole og så skal de på weekend hos deres far. Så selvom jeg endelig befinder mig på den rigtige side af grænsen, hvor det burde være muligt at se dem, så tillader omstændighederne det ikke, og det kan mit hjerte næsten ikke bære.

Jeg elsker min tilværelse som udenlandsdansker. Jeg mærker på daglig basis, hvor givende den er for mig og hvor rigtigt det var af mig at tage springet, både til Amsterdam i sin tid og senere her til Berlin. Jeg fortryder det ikke et sekund! Men nogle dage er det bare ikke lige så sjovt. Nogle dage, som f.eks. i dag, er det faktisk lidt noget lort. Jeg kan mærke, at det fylder så meget, at det påvirker mit almene humør. Før i tiden ville jeg slå mig selv i bøtten over, at jeg tillader mig selv at gå rundt og surmule og være på grådens rand en hel dag, når nu det er pga. et valg, jeg selv har taget, men sådan er det heldigvis ikke mere. Nu siger jeg til mig selv, at det er okay. Det er okay, at jeg er ked af det i dag. Det er okay, at jeg ikke har lyst til ret meget andet end sidde i min egen verden og høre podcasts, mens jeg arbejder, for så senere at tage hjem og kramme Emmy, spise en masse toast, måske endda også den sidste vaffelis i fryseren, og hvis det går helt galt, så har jeg endda popcorn. Alt imens jeg ser serier og venter på, at i morgen er en ny dag, hvor jeg forhåbentligt savner lidt mindre.

Når veninder får børn

Let’s face it. Jeg er i en alder, hvor det ville være helt naturligt, hvis jeg fik børn. Altså, i hvert fald hvis jeg havde en kæreste. Eftersom jeg ikke har mærket noget til opmærksomhedskrævende æggestokke eller hørt noget til en insisterende tikken fra mit biologiske ur, er det altså ikke noget, der er aktuelt for mig. Men bare fordi, jeg har valgt, at børn ikke er for mig, betyder det jo ikke, at det ikke er noget for mine veninder, som er jævnaldrende med mig. Derfor er mine veninder og min omgangskreds da også begyndt at formere sig. Faktisk har to af mine nærmeste veninder krydset broen fra ”kvinde” til ”mor”. Den ene bliver faktisk mor for anden gang, hvornår det skal være, hun er nemlig gravid og gået over termin.

Alle gange mine veninder har fortalt, at de er gravide, er jeg begyndt at tude. Det er jeg, fordi jeg bliver inderligt lykkelig på deres vegne, da jeg ved, det er noget, de rigtig gerne vil. Så selvom jeg ikke selv har det ønske eller behov, så betyder det ikke, at jeg ikke kan glæde mig på deres vegne. For deres glæde er min glæde, og hvert ønske og hver en drøm, der går i opfyldelse for dem, er i mine øjne en kæmpe succes for os alle sammen. I løbet af graviditeten har jeg jævnligt skrevet og spurgt ind til, hvordan det hele går, hvad de gør sig af tanker og evt. bekymringer, hvordan kroppen klarer det, og i det hele tagen bare vist interesse. Det er ikke en påtaget interesse, som jeg viser i håb om, at de så også vil spørge ind til mig. Det er en oprigtig interesse, fordi jeg ved, at det er en kæmpe omvæltning for både fysikken og psyken, at skulle være forælder. Det kan jo ikke være andet. Du skaber et lille menneske, som du resten af dit liv vil være forbundet til og ansvarlig for på den ene eller den anden måde – det er sgu da stort!

Selvom jeg er glad på deres vegne, og selvom jeg har spurgt interesseret ind til deres graviditet undervejs, så betyder det selvfølgelig ikke, at jeg ikke også har haft nogle bekymringer. For det har jeg. Tanker omkring, om vi bliver for forskellige, når de bliver mødre og jeg bare er hende med hunden, tanker omkring, hvorvidt vi kan blive ved med at have noget tilfælles, når deres hverdag kommer til at handle mere om bleer, sundhedsplejerskebesøg og søvnløse nætter og mindre om … ja, alt andet. For det der med børn, det er jo bare noget, der fylder, og det skal det også, men der kan hurtigt komme en barriere og en manglende forståelse for hinandens livsstil. F.eks. ser jeg ofte de der opslag på de sociale medier, hvor mødre mener, at de har patent på at fortælle, hvor trætte de er, fordi kvinder, der ikke er mødre, umuligt kan have prøvet at være så trætte som de er. Det er heller ikke helt ukendt, at mødre får sværere ved at se relevansen i helt hverdagsagtige problemer, når de selv står med et øre-kolik-barn, der skriger 14 timer i døgnet. Hvad nu, hvis vi bliver trætte af at høre på hinanden? De bliver trætte af at høre om min store kærlighed til min hund, hvor glad jeg er for mit job, hvor længe jeg sov i weekenden, hvor travlt jeg har – selvom jeg ikke har børn – og hvor min næste rejse går hen. Jeg bliver træt af at høre om, hvor trætte de er, hvor hårdt de har det, hvor meget deres baby har taget på, hvor meningsfyldt det er, og hvor meget jeg går glip af, fordi jeg selv har valgt det fra. Der bliver længere og længere mellem beskeder, opkald og besøg, og vupti, der røg så det venskab.

Mine to veninder har gjort mine tanker komplet og absolut til skamme. De er blevet mødre, ja, men de er stadig sig selv. Som min ene veninde sagde: ”Jeg føler egentlig, at jeg stadig er mig selv, nu har jeg bare også et barn”. Og det er præcis sådan, det også virker udadtil. Hun er stadig sig selv, har stadig sine holdninger, sine meningers mod, sit gode hjerte, sin betænksomhed, sine drømme, sin omsorg og sin humor. Hun er stadig interesseret i, hvad jeg går og laver og i, hvad der sker i mit liv. Hun vil stadig gerne ses, også uden barn, og hun er stadig frisk på eventyr. Hun har, i mine øjne, fundet den perfekte balance. Og det er præcis det samme tilfælde med min anden veninde, som kan føde hvert øjeblik. Hun er stadig det mest rationelle menneske, jeg kender, som altid formår at forholde sig rolig, sige tingene som de er, spørge ind til mig og mit liv af oprigtig interesse, og hun tager sig altid tid til, at vi kan ses, når jeg er i Danmark.

Jeg er så glad og lettet over, at jeg stadig har mine veninder, og at det, at de er blevet mødre, kun føles som en bonus og ikke som noget, der har skadet vores venskab. At de har fået to (snart tre) skønne børn gør kun, at jeg glæder mig endnu mere til den dag, jeg er tilbage i Danmark, hvor jeg kan se dem meget mere end nu og hvor deres børn for alvor skal lære deres ”moster Cille” at kende.

Mange mødre har så travlt med at proklamere, at man finder ud af, hvem ens rigtige venner er, når man bliver forælder, fordi mange falder fra. Gad vide, hvor mange af de mødre egentlig kigger indad. Gad vide, hvor mange af de mødre egentlig tager initiativ til at skrives ved, ringes ved eller ses. Gad vide, hvor tit de siger ting som ”jamen, jeg har jo også et barn at tænke på, hun har jo ikke nogen forpligtelser” eller ”jeg er bare så træt, så jeg har ikke overskud til det at tage initiativ”. For at vedligeholde et venskab kræver en indsats fra alle parter, og man får ikke automatisk fripas fra at gøre sit bedste, bare fordi man har fået et eller flere børn.

De næste par år skal jeg nok blive bombarderet af børn fra alle sider, men jeg er efterhånden ikke så afskrækket af det, for de to første i rækken af veninder, der har fået børn, har sat et pragteksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre at bevare et godt venskab, selvom man på nogle punkter går den modsatte vej.

Turen går til…

Jeg har en lille bucketliste med fem byer, jeg bare må og skal besøge. Det drejer sig om Rom, Paris, Krakow, Barcelona og New York. Der er selvfølgelig mange flere jeg gerne vil besøge, men de her fem er nogle jeg skal besøge – og gerne inden jeg fylder 30.

Der har været flere byer på listen, bl.a. London, hvor jeg var med min veninde Heidi for to år siden. Efter den tur, som var yderst vellykket, lavede vi en ambitiøs plan, så vi kunne komme ud at opleve en masse steder. Så flyttede jeg til Amsterdam, hvor hun besøgte mig, og er nu flyttet til Berlin, hvor hun også snart kommer på besøg, men det har dog lagt en dæmper på rejseplanerne, fordi det bliver en smule mere kompliceret, når man skal rejse fra hvert sit land. Det næste land på vores liste var Rom, som vi ville have besøgt i 2015 efter London, men som sagt ændrede mine planer sig pludseligt.

Alligevel har jeg nu fået sat gang i rejseplanerne igen. Det betyder, at vi i slutningen af april rejser til Rom. Ingen af os har de helt store penge at gøre godt med for tiden, så derfor bliver det en ferie på budget. Vi har fundet forholdsvist billige flybilletter, et centralt hotel, og så har vi på forhånd besluttet at der er to seværdigheder vi vil  se og som vi derfor gerne betaler penge for. Det drejer sig om Colosseum og Vatikanet. Vi har fundet jump the line-billetter, hvor vi kommer ind og ser Colosseum, Vatikanmuseet og Det Sixtinske Kapel, og resten af de ting vi vil se er flotte bygninger og historiske monumenter, som koster gratis.

Vi har planlagt en tur, hvor vi ender med at bruge under 3000 kr. Der kommer selvfølgelig mad oveni, og måske lidt impulsshopping, men ikke desto mindre synes jeg, det er fin pris for fire hele dage i Rom. Og jeg glæder mig!

Jeg er INTJ

Jeg er medlem af (rigtig mange) veganergrupper på Facebook. Der er en om den veganske filosofi, en om vegansk mad, en til alle mulige spørgsmål, og så er der en, hvor det er helt uden filter og helt uden administrator. Så der er lidt af det hele. I en af dem var der i dag en, der satte linket ind til Myers-Briggs Type Indicator (MBTI), som er en slags personlighedstest, og spurgte, om vi ikke kunne tage testen og angive, hvilken personlighedstype vi er, for at se om der skulle være et mønster blandt os veganere.

Jeg fik dette resultat: INTJ. Som betyder noget med:

“INTJ (introversion, intuition, thinking, judgment) is an initialism used in the publications of the Myers-Briggs Type Indicator (MBTI) to refer to one of the sixteen psychological types. INTJs are one of the rarest of the sixteen psychological types and account for approximately 1-2% of the population.

INTJs form just two percent of the population, and women of this personality type are especially rare, forming just 0.8% of the population – it is often a challenge for them to find like-minded individuals who are able to keep up with their relentless intellectualism and chess-like manoeuvring.

INFJs are gentle, caring, complex and highly intuitive individuals. Artistic and creative, they live in a world of hidden meanings and possibilities. Only one percent of the population has an INFJ Personality Type, making it the rarest of all the types.

Famous INTJs include Hillary Clinton, Al Gore, Bill Gates, Dwight Eisenhower, Alan Greenspan, Ulysses S. Grant, Stephen Hawking, John Maynard Keynes, Ayn Rand, Isaac Asimov, Lewis Carroll, Cormac McCarthy, and Sir Isaac Newton.”

Så er det da ikke så mærkeligt, at jeg ofte føler, jeg er den eneste i verden af min slags.

Du kan også tage testen her.

10 ting Berlin har lært mig indtil videre

  1. Gotta catch that train!
    Jeg har altid syntes, at folk, der løber febrilsk for at nå en metro, var nogle halvhjerner. Seriøst, der kommer en mere om fem minutter, slap dog af. Men jeg er blevet en af dem. Jeg har fundet ud af, at det er dødens pølse, når man lige akkurat misser U-Bahn’en og må vente hele tre-fem minutter på det næste tog.
  2. Don’t you dare gå over for rødt!
    I Danmark går vi hvor og når, det passer os. Vi laver i bedste fald ”højre, venstre, højre” og så går vi ellers – også ved fodgængerfelter, hvor der er lysregulering. Vurderer vi, at vi kan nå at komme over, så går vi sgu. Sådan er det ikke i Berlin. Her står vi troligt og venter på at det går fra rød mand til grøn mand. Også selvom der ikke er nogen biler i miles omkreds. Dem, der går over for rødt, er typisk turister eller tilflyttere af en art, som ikke har tænkt sig at tilpasse sig Berlins kutymer, og man kan nærmest høre folks forargelse, når nogen går over for rødt.
  3. Flyt dig!
    Der er visse pladser i togene, der er til ældre. Det ved de ældre godt, så hvis du sidder på den plads, så beder de dig om at flytte dig – også selvom der er tusind andre pladser lige ved siden af. Til gengæld er folk supergode til at flytte sig af sig selv for det meste, og de fleste er også gode til at tilbyde deres pladser til gravide, gangbesværede og folk med børn.
  4. Bluetooth-højtaler på fuld skrald på gaden? Tjo, hvorfor egentlig ikke…
    Sådan virker det til, at rigtig mange tænker. Det var værst i sommer, da overraskende mange enten gik eller cyklede rundt med deres bluetooth-højtalere på maks. volume. Enten gik de rundt med den i hånden, havde den bag på cyklen, eller havde den hængende på rygsækken, og så delte de ellers deres musiksmag med resten af gadebilledet.
  5. Sprechen Sie Englisch?
    Og det blev et stort, fedt nej. Folk snakker ikke engelsk. Heller ikke når du har ladet dem forstå, at du altså ikke kan ytre en sammenhængende sætning på deres modersmål. Det er ikke deres problem, synes de at tænke – og de har jo ret. Det er fedt i nogle situationer, for så bliver man presset ud af sin comfort zone og bliver tvunget til at lære sproget og prøve sig frem, men i andre kan det godt være angstprovokerende og virke en smule arrogant.
  6. Ordnung muss sein
    Arhhh, og dog. Jeg frygtede det helt store, strikse bureaukrati, hvor alle omkring mig altid kom til tiden, aldrig missede en aftale, eller i det hele taget lavede sjuskefejl og den slags. Sådan er det ikke. Har du en tid på Bürgeramt kl. 8? Så kommer du nok ind kl. 8.40. Kommer VVS’eren mellem kl. 9-12? Så er han der nok tidligst kl. 12.15. Skal en faktura betales senest den 25.? Så er det nok gjort omkring den 1. – måneden efter!
  7. Synkroniser alt!
    Nyheder, TV-serier, film – alt bliver synkroniseret! Man skulle jo nødigt blive tvunget ud i noget med at forstå engelsk eller så meget som læse tyske undertekster. Næ nej, vi synkroniserer hele lortet, for der er da ikke noget federe end at se ’Gossip Girl’ på tysk eller høre nyhedsindslag med udenlandske personer på deres eget sprog overdøvet af en tysk fortællerstemmer.
  8. Ved lukkelov skal land bygges
    Har vi overhovedet noget som helst i den danske lukkelov tilbage? Er det ikke blevet mere eller mindre fri konkurrence på det punkt? Sådan er det ikke i Berlin. Her er der lukket om søndagen i langt de fleste tilfælde. Så står du og mangler noget livsnødvendigt, såsom double stuffed Oreos eller smør til dit rugbrød, så må du vente, for om søndagen har supermarkeder lukket.
  9. Alle leder efter lejlighed, kæreste eller job
    Jeg tror, det også er i ’Sex and the City’ det nævnes, at alle i New York enten leder efter lejlighed, kæreste eller job – sådan er det også i Berlin. Personligt leder jeg jo ikke rigtig efter nogen af delene, men rent teoretisk ville det nok være en kæreste, jeg i så fald skulle lede efter, da det er det eneste af de tre ting, jeg ikke har.
  10. Mennesker, mennesker everywhere!
    Der er nogle steder i Berlin, hvor der altid er mennesker. Altid. Det er bl.a. på Alexanderplatz, i Primark, omkring East Side Gallery, på Kurfürstendamm og på Friedrichstrasse. Så. Mange. Mennesker. Jeg bor ret tæt på alle de her steder, men heldigvis er der ikke altid mennesker, lige hvor jeg bor. Jeg bor et sted, hvor hverdagene er travle, menneskefulde og trafikerede, mens weekenderne er nærmest mennesketomme og øde. I hvert fald i sammenligning til hverdagene. For der er jo altid nogen, men slet ikke i samme grad som de andre steder.

Tilståelser #3

Jeg har klippet mit hår af. Der var mange grunde til det; det trængte til at vokse ud på ny og blive sundt, jeg vil ikke farve det mere og havde en vild udgroning, som det ville tage alt for lang tid at slippe af med, og så var jeg bare træt af det lange hår. Jeg har sendt det til en parykmager, som laver parykker til kræftpatienter, hvilket har resulteret i, at når folk spørger, hvorfor jeg har klippet mit hår af, så svarer jeg bare, at det var for at give det til parykker til kræftpatienter. Det lyder bedre, det er teknisk set også rigtigt, og det starter ikke diskussioner om, hvorvidt jeg burde have klippet mit hår af.

Jeg har i samme ombæring forsøgt mig med en pink vask ud-farve fra Maria Nila, for at prøve at være ung, vild og moderne. Min mor var meget imod det og mente, jeg ville komme til at ligne en tysk havneluder (ja, sådan snakker min mor). Jeg giver hende ikke ret! Jeg ligner altså ikke en tysk havneluder! … men det blev heller ikke helt, som jeg havde regnet med. Det gider jeg bare ikke fortælle hende, for så får jeg bare et ”hvad sagde jeg” retur.

Jeg gav mine niecer deres fødselsdagsgaver i weekenden, da jeg var i Danmark. De har fødselsdag i januar, og selvom den officielle historie er, at jeg ikke ved, om jeg får råd til at komme hjem til deres fødselsdage, så er sandheden, at jeg bare ikke kunne vente tiden an og at jeg virkelig gerne ville hjælpe dem med at samle deres nye gaver (Barbie-ting til et Barbie-hus).

Jeg har endelig bidt i det sure principæble og indset, at Emmy bedre kan bevæge sig og holde varmen, når hun har hundetøj på, som lidt ligner mennesketøj, f.eks. en striktrøje. Jeg er ellers virkelig meget imod tøj til hunde, men hun har jo vitterligt brug for hjælp til at holde varmen. Og nu må jeg så indrømme, at hun er så mega nuttet i de der skide trøjer, at jeg overvejer at investere i en decideret garderobe af striktrøjer til hende, så hun har en til alle anledninger.

Da jeg hyggede med mine niecer i går, måtte jeg vælge den film, vi skulle se. Jeg valgte ’Anastasia’, som jeg desuden også har købt til mig selv på DVD som fødselsdagsgave fra min mormor.

I julegave fra min mormor købte jeg et sæt Harry Potter-nattøj. Best. Present. Ever!

I weekenden fandt jeg ud af, at min mor får 30.000 kr. mere udbetalt om måneden, end jeg gør. Jeg overvejede seriøst, om det her Berlineventyr er værd, at jeg tjener mindre end jeg gjorde med SU, SU-lån og studiejob, da jeg studerede.

… men så kørte jeg i bus gennem Berlin, da jeg skulle fra hovedbanegården og hjem og blev mindet om, at jeg elsker Berlin, og den er alle budgetter, madplaner og vendte mønter hver.

Jeg har kun spist frugt indtil videre i dag (klokken er i skrivende stund næsten 17.00), fordi jeg spiste et helt glas pesto på rugbrød i går.

… og to store håndfulde KiMs American Grill-chips. Det var min mave ikke så glad for.

Det har ikke noget med nytårsforsæt og slankekure at gøre, bare rolig. Den slags gør jeg mig ikke i. Desuden har jeg også siden november tabt mig næsten 5 kg, så jeg har slet ikke brug for en slankekur. I’m all good på dén front.

 giphy