At have eller ikke at have en kandidat

Det er noget, jeg ofte nævner her på domænet, det der med, at jeg valgte en kandidat fra. Det gør jeg, fordi det faktisk stadig fylder mere, end jeg vil være ved. Jeg bliver konfronteret med mit valg hver eneste dag. Langt de fleste af mine jævnaldrende venner og bekendte er stadig under uddannelse, og de fleste af dem er i gang med deres kandidat. De poster opslag og sender snaps med små vinduer ind i en hverdag med forelæsninger, lektietid, studiejob, unifester, praktiksteder og alt det andet, der følger med. Så er det svært at lade være med at reflektere over situationen.

For den situation, og det liv, er så milevidt fra det liv, jeg lever nu. Jeg har det, jeg i min barndom og mine teenageår ville betegne som en voksentilværelse. Mandag til fredag står jeg op, tager på arbejde, kommer hjem, går med hunden, laver mad, slapper af til noget TV, læser lidt inden sengetid, sover – og repeat. Mine weekender går med at lave madplan og indkøbslister, handle ind, gøre rent, vaske tøj, stryge skjorter, barbere ben, og engang imellem sniger der sig noget socialt ind hist og her. Det er måske besøg fra venner og familie, en fest, et loppemarked, en tur i IKEA eller noget andet trivielt.

Begge dele har sin charme. Jeg kan da godt savne den frihed, jeg havde, da jeg studerede. De studiefri dage, hvor jeg kunne sove længe midt i ugen, de lange ferier, og fleksibiliteten. Og selvfølgelig kan jeg ikke sige mig fri for at tænke “hvad nu hvis”. Hvad nu hvis jeg havde læst videre. Hvad nu hvis jeg havde søgt ind på en kandidat et sted. Hvad nu hvis jeg efter min kandidat blev tilbudt et top job et sted i Danmark. Ville jeg vælte mig i dollars og danse i guldregn? Ville jeg bo i en fed lejlighed med bil, økonomisk frihed og uden at kunne mærke det i budgettet, når jeg betaler af på mit SU-lån? Ville jeg komme i de helt rigtige kredse, hvor vi alle sidder og reflekterer over meningen med livet, diskuterer Kirkegaards værker og drikker grønne smoothies til morgenmad og kaffe latte til vores dyre avocadobelagte frokost?

Det kan da sagtens være. Men hvad nu hvis jeg havde læst videre. Men hvad nu hvis jeg tog den kandidat et sted i Danmark. Hvad nu hvis mit SU-lån var blevet endnu højere, og jeg så blev færdig uden at have det der fede top job stående og vente på mig? Hvad nu hvis jeg blev færdig med kandidaten, ikke kunne få job, kom på dagpenge, fik for tidligt grå hår i frustration over jobcentre og jobansøgningskurser, og aldrig lavede noget socialt, fordi jeg ikke havde råd, selvtillid eller lyst til det? Hvad nu hvis…

Det er selvfølgelig to ydre poler, og ingen siger, at det ville have betydet hverken det ene eller det andet, hvis jeg havde læst videre. Sandheden er nok bare, at når jeg dagligt bliver konfronteret med et alternativt scenario til mit liv, og når jeg en sjælden gang imellem giver “hvad nu hvis”-tankerne mere end et splitsekund i min bevidsthed, så ender det på samme måde hver gang: Jeg konstaterer, at det vist er meget godt, at det gik, som det gik. For jeg kunne ikke læse videre. Det ville have ødelagt den allerallerallersidste gnist af studieglæde, jeg havde tilbage. Hell, livsglæde for den sags skyld. Jeg var stresset over den konstante dårlige samvittighed, der har ligget og ulmet i min underbevidsthed siden 1. klasse. Den dårlige samvittighed og klumpen i maven over alle de ting jeg burde. Jeg burde lave lektier. Jeg burde bruge mere tid på mine lektier. Jeg burde læse noget mere. Jeg burde lave nogle flere ekstraopgaver, for at blive bedre i de fag, jeg ikke er god til. Jeg burde bruge mere tid på mine afleveringer. Jeg burde have mindre fravær. Jeg burde tage til flere forelæsninger. Jeg burde… men jeg gør det ikke, for jeg orker det bare ikke.

I de sidste to år af min studietid gik jeg og længtes efter en hverdag, hvor der kun var to elementer: arbejde og fritid. Tanken om, at jeg kunne give alt, hvad jeg har i mig på min arbejdsplads i løbet af dagen, og så tage hjem med god samvittighed og bare holde fri var det, der holdt mig kørende til sidst. Jeg havde brug for en fast struktur, og jeg havde brug for reelt at holde fri. Det er altid med en vis frygt for at blive ramt af “græsset er altid grønnere på den anden side”-karma, når man så endelig går efter at få det, man har ønsket så længe. Heldigvis kunne jeg ret hurtigt konstatere, at det var det helt rigtige for mig.

Den første tid i Amsterdam havde jeg mareridt om, at jeg skulle til eksamen i et fag (jeg tror det var historie, hvilket er sært, for jeg har ikke haft historie siden gymnasiet), som jeg havde glemt, at jeg havde, så derfor havde jeg hverken været til forelæsninger eller læst op til eksamenen. Så jeg sidder der, med censor og min underviser over for mig, og de venter på, at jeg går i gang med at snakke, men jeg aner ikke, hvor jeg skal starte, for jeg ved ikke engang, hvad pensum er. Det mareridt havde jeg jævnligt de første mange uger. Derudover havde jeg svært ved at slippe følelsen af at have glemt noget. Når jeg fik fri fra arbejde og gik lange ture med Emmy i Rembrandtpark, kunne jeg sidde og se ud på kanalen fra en bænk, med en solstråle lige i fjæset, og alligevel havde en nagende fornemmelse af, at der var noget, jeg havde glemt. Noget jeg burde. Simpelthen fordi jeg ikke var vant til at have fri, når jeg havde fri.

Det kom heldigvis efter nogle måneder, og jeg skrev flere gange hjem til min mor og proklamerede, at det her var den bedste beslutning nogensinde. Og det var det. Det er det. For selvom jeg jævnligt bliver mødt af folk, der taler over sig ved at spørge, om jeg “kun” har en bachelor, eller ved at tale nedladende om andre, der “kun” har en bachelor, så tager jeg gerne det korte stik i maven, det giver, når nu jeg langt størstedelen af tiden er decideret glad, lykkelig og tilfreds med den vej, jeg har valgt at gå. For ja, jeg har kun en bachelor, men jeg har nu også to fuldtidsjobs, udenlandserfaring og reel erhverserfaring på mit CV. “Men Cæcilie, kunne du ikke have opnået det samme og måske endda meget mere, hvis du havde holdt ved og brugt to år på en kandidat?” – tjo, muligvis, men nogen gange er der bare en mening med tingene. Og i så fald var jeg gået glip af det bedste halvandet år i mit liv, hvor jeg har været gladere, end jeg kan huske, jeg har været i mange, mange år.

Tit tror jeg heller ikke, at det er så skide afgørende, om det er en bachelor eller en kandidat, man har. Timing, held, personlighed, studiejobs og meget mere, tror jeg har en stor indflydelse på, hvordan det kommer til at gå en, når man er færdig på skolebænken. Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg havde halvandet års erfaring med kommunikation og marketing fra mit seneste studiejob, og det var det, der var afgørende for, at jeg fik mit første job efter studiet. Den (uvurderlige) erfaring jeg fik fra dét job, var det, der sørgede for, at jeg fik mit nuværende job.

Jeg kan da godt mærke, at jeg har lyst til at opsøge kurser og seminarer for at blive bedre til det, jeg laver, og der er jo ingen, der siger, at jeg aldrig kan efteruddanne mig eller noget. Men for nu må jeg indrømme, at jeg er ret så frickin’ begejstret for, at tingene er som de er.

Og så ikke mere om dét.

15 år

I år rammer vi 15 årsdagen for terrorangrebet mod de to tårne i New York – World Trade Center. Nogle mener stadig, at der er tale om et inside job, hvor det altså er den amerikanske regering selv, der stod bag, mens andre nærmere mener, det var terrororganisationen Al Queda. Hvem der stod bag er ikke spørgsmålet, der fylder mest her 15 år efter. Det er mindet om en dag, hvor verden stod i brand. En dag, som de fleste husker. Personligt glemmer jeg i hvert fald aldrig, hvad jeg lavede den dag.

Men hvorfor er det, at 11. september 2001 er en dato, vi aldrig glemmer? Hvorfor er det, at vi ikke husker hverken ugedag, dato eller årstal på de tusindvis af forfærdelige bombe- og terrorangreb, der siden har fundet sted rundt omkring i verden? Langt flere mennesker er blevet dræbt i angreb siden, for slet ikke at tale om de krige, der siden er blevet udkæmpet med civile tab til følge.

Den 11. september 2001 var dagen, hvor Vesten opdagede, at vi ikke er urørlige. Det var dagen, hvor ”de andres” fjender også blev vores fjender. Det hele kom for første gang sådan rigtig tæt på, og siden er det rykket tættere og tættere på. Det var vores wake up call og vores rystetur, der fik os til at vågne fra vores arrogante søvn, hvor vi drømte om en verden, hvor ingen kunne såre os. Skidt med de andre, vi skal nok klare os… BANG!

Siden den dag blev verden en anden. Vi har været kronisk bange siden da, indført ekstra tjek i lufthavnen sammen med flere forholdsregler om væske, paskontrol osv. Den verden vi lever i nu, er en helt anden end den, jeg voksede op i inden 2001. Vi har vænnet os så meget til det, at den kroniske frygt og mistillid er blevet en integreret del af den vestlige kultur. Det kan måske også være forklaringen på, at vi ser spøgelser hele tiden. Vi ser folk, der vil bombe os, dræbe os, stjæle vores jobs, voldtage vores kvinder, og nasse på systemet.

9/11, som dagen jo også ofte kaldes i daglig tale, var ikke særlig, fordi det var hvide, vestlige mennesker, der døde den dag, den var særlig, fordi det var starten på en ny kultur og et nyt syn på verden og verdensfreden. Siden har vi oplevet skyderierne i Frankrig, bomber i Bruxelles og utallige andre angreb, som også har kostet menneskeliv. Det er i hvert fald den slags angreb, vi lægger mærke til og giver plads i medierne. For der sker faktisk den slags angreb mere eller mindre hver dag et sted i verden.

Den 11. september er for mig ikke en dag, hvor jeg mindes personer, der døde, som jeg ikke kendte. I så fald ville hver eneste dag være en tragisk mindedag for nogen ude i den store verden, der har været ofre for usigelig ondskab. Den 11. september er i stedet en dag, hvor jeg husker på en skelsættende dag i mit og min generations liv. En dag, der er snak om, der skal undervises i, fordi den har haft så stor betydning for årene efter. Jeg mindes synet af flyene, der fløj ind i tårnene. Jeg mindes følelsen af, at noget var helt galt. En følelse, jeg kunne mærke gennem TV-skærmen og helt ud på den anden side, hvor en 10-årig mig sad og ventede forgæves på, at Beverly Hills 90210 skulle starte kl. 16.15.

I år er det 15 år siden, det skete, og meget er sket siden. Det er en helt anden verden, vi lever i nu. Og den ondskab og frygt, som vi opdagede for første gang den skæbnesvangre dag for 15 år siden, er nu blevet ”the new normal”. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at vi sørger for, at den ondskab og frygt ikke eskalerer og accelererer, så vi til sidst er blændet af det. Hold fast i de gode ting, i de lyse timer, i de høje grin, i de store smil og i de kærlige handlinger.

Challenge accepted!

 

pocig99y0w1fm00

Fra 180 km/t til 80 km/t

Jeg elsker at have travlt. Faktisk er der ikke noget mere motiverende for mig end at komme på arbejde og vide, at jeg ikke løber tør for arbejde inden dag er slut. Det er det, der får mig afsted om morgenen, og det er det, der holder mig på dupperne i løbet af min arbejdsdag.

Der er dog en hårfin grænse mellem at have travlt på ”get pumped”-måden og ”nu falder jeg snart om af stress”-måden. De seneste mange, mange uger har jeg været stresset på sidstnævnte måde. Jeg har haft svært ved at falde i søvn og sove om natten, haft trykken for brystet, hjertebanken, hedeture, hovedpine og meget mere. Jeg har kørt med 180 km/t i lidt for lang tid, og pludselig løb min krop tør for benzin.

Det skete efter forrige weekend, da jeg havde været i Danmark. Det var en skøn forlænget weekend, hvor jeg fik set en hel masse mennesker, som jeg holder af. Men min weekend var proppet med aktiviteter, og det samme er mine fremtidige mange weekend – næsten helt frem til jul – så da jeg kom hjem fra Danmark, uden at have fået slappet ordentligt af, kunne jeg ikke mere. Mandag morgen følte jeg mig influenzasyg og komplet udkørt. Jeg var på randen til at tude af udmattelse, da jeg gik morgentur med Emmy. Jeg tog på arbejde, tog et par panodiler, og så ellers bare i gang med dagens og ugens arbejde. Ved middagstid gik den dog ikke længere. Jeg gik fra at svede til at ryste af kulde, mit hoved var ved at eksplodere, og jeg havde det virkelig dårligt. Jeg kapitulerede og tog hjem.

Da jeg kom hjem, gik jeg ind i min seng, puttede mig ind til Emmy og sov til kl. 19 samme aften. Så stod jeg op, spiste så meget min manglende appetit nu tillod mig, og gik så tidligt i seng og sov videre. Næste morgen havde jeg det bedre, men var stadig ikke helt på toppen. Jeg arbejdede hjemmefra og fik ro til at tænke over, hvad der foregik. Jeg havde godt luret, at det nok var lidt stressrelateret. Jeg vidste også godt, at det ikke gik væk af at blive hjemme og være halvsyg resten af ugen, så dagen efter tog jeg på arbejde igen og besluttede mig for, at jeg bare skulle gennem ugen.

Fredag havde jeg så mit tre måneders-møde, som er sådan et evalueringsmøde, hvor man kan snakke om, hvordan man synes det går. Jeg siger, hvad jeg synes, og min chef og HR siger, hvad de synes. Med en god portion ros, en snak om stress, og en generelt god snak i lommen, fik jeg fredag aften besked på at tage hjem og slappe af i weekenden. Så det gjorde jeg. Jeg lavede absolut ingenting sidste weekend. Jeg spiste, så serier, sov lure, gik små ture med Emmy og det var dét. Jeg gjorde ikke rent, jeg vaskede ikke tøj, jeg gjorde ingenting! Intet. Nada.

Det var tydeligvis, hvad jeg havde brug for, for søndag aften var jeg fuld overskud og glædede mig til at komme på arbejde mandag. Jeg glædede mig så meget, at jeg faktisk mødte ind tidligere, end jeg plejer. Ugen har været hektisk som altid, men jeg er kommet ned i tempo. Fra at have kørt på 180 km/t i ugevis, er jeg kommet ned i et solidt tempo på omkring 80 km/t, og det kan jeg mærke i hele kroppen, at jeg havde brug for. Faktisk tror jeg, at det var decideret vigtigt for mit helbred, at jeg kom ned i gear. Det hjalp også, at jeg i går fik en reminder fra HR om, at jeg skal holde noget ferie, og at jeg fik besked på fra min chef, at jeg altså skulle holde ferie mellem jul og nytår. Så det gør jeg. Det bliver svært for mig, men yderst tiltrængt. Det bliver ni dage i træk, hvor jeg ikke skal på arbejde. Det bliver lidt vildt.

Skæbnen vil, at de næste to weekender også er frie for ”omfattende” aftaler, så jeg også her får mulighed for at slappe af og komme endnu længere ned i gear. Den eneste ophidsende aktivitet, jeg skal ud for, er en tur i IKEA med en veninde/kollega fra arbejdet på lørdag.

Det er så vigtigt, at man mærker efter. Og når man så har mærket efter, så er det enormt vigtigt, at man har mennesker omkring sig, som kan beordre en til at slappe af, når man selv ikke er så god til at give sig selv lov til den slags. I bund og grund er det jo fordi, at jeg elsker mit arbejde, og fordi, jeg gerne vil gøre det godt. Men jeg har hørt, at man klarer sit job bedre, når man ikke er syg med stress, så det vil jeg prøve at undgå.

Kulhydraterne og mig – en kærlighedshistorie

Jeg har været på alverdens slankekure i mit relativt korte liv, indtil jeg får et par år siden sluttede fred med min krop og min vægt, og sagde “to hell with it”. Nu spiser jeg, hvad jeg vil, hvilket heldigt nok for mig er både varieret og sundt.

Sagen er dog, at jeg har taget nogle kilo på det seneste halve år, og det generer mig egentlig ikke det helt store. Det, der er ved det er bare, at de alle har sat sig på min mave. Jeg har fået sådan en rigtig blød og rund kulhydratsmave. Den er egentlig meget hyggelig, og jeg kan stadig lukke mine bukser. Alligevel har jeg tænkt lidt over det der med at skære ned på mine kulhydrater.

Jeg er ikke en af dem, der er uvenner med kulhydrater, som så mange andre er. Faktisk er det lige modsat. Jeg elsker kulhydrater, og de elsker mig. Brød, kartofler, pasta og ris er mere eller mindre det bedste, jeg ved! Det er også derfor, at selvom jeg egentlig lavede en madplan, hvor jeg syntes, jeg havde skåret ned på kulhydraterne, så endte det alligevel med, at jeg i denne uge har spist kulhydrater – og masser af dem – til hvert eneste aftenmåltid. Jeg har desuden bagt pølsehorn, og i morges, i et anfald af lyst til friskbagte boller med smør, smed jeg fem kridhvide boller i ovnen og glædede mig til at spise dem, som et barn, der glæder sig til at pakke gaver op juleaften.

Spist blev de da også, alle fem boller endda. Med smør. Og selvom jeg burde sige “gosh darn it, nu spiste jeg de dumme kulhydrater igen”, så var jeg høj på, hvor gode mine boller var blevet, så i stedet aede jeg min store, runde kulhydratsmave og glædede mig over løse bluser.

 

Flere principper der røg i svinget

SU-lån
SU-lån er for uansvarlige, forkælede møgunger, der vil bruge en masse penge på fest, druk og shopping. Det troede jeg i hvert fald. Pludseligt stod jeg så selv i den situation, hvor jeg var nødt til at optage SU-lån for at få råd til husleje og mad. Der var selvfølgelig en grund til, at jeg var landet i den situation, og det kunne sikkert være undgået, men det er altid nemt at se i bakspejlet. Nu sidder jeg her, fire år efter, og skal til at betale lånet tilbage fra januar. Det er da lidt surt, men helt ærligt, så fortryder jeg det ikke. Efter jeg optog lånet, begyndte jeg at kunne sove igen om natten. Jeg havde ikke ondt i maven over, hvordan jeg nu skulle få næste måned til at hænge sammen økonomisk. Jeg så det som en investering, og nu skal jeg så betale den investering tilbage. Og det er okay. Desuden fik jeg jo så udvidet min horisont og afkræftet mine skrækkelige, snæversynede fordomme.

Kandidat
Jeg var sikker på, at jeg skulle have en kandidat efter min bachelor. Det skal man jo. Ellers bliver man aldrig til noget. Det havde jeg i hvert fald fået bildt mig selv ind – med god hjælp fra min omverden. Derfor var det svært at tage den endegyldige beslutning om, at det var slut med at studere. Jeg beroligede mig selv med, at jeg jo altid kunne vende tilbage til studierne og bøgerne. Men jeg kan da godt se nu, hvor jeg fint klarer mig uden, at jeg nok ikke kommer tilbage på skolebænken. Mange af mine venner og veninder fortryder ikke decideret deres kandidat, men de siger også, at de sagtens havde klaret sig uden. Mange med en kandidat går rundt i arbejdsløshed eller arbejder som SOSU-hjælpere, tankpassere og kundeservicemedarbejdere. Der er intet galt med den slags jobs, men tit og ofte kan man få den slags jobs uden en kandidat. Så kan man jo diskutere om de to ekstra år på skolebænken var sveden, blodet og tårerne værd. Jeg fortryder i hvert fald ikke, at jeg sagde stop.

Roomies
Jeg har altid svoret, at jeg ikke skulle bo med nogen – altså, medmindre det er min familie eller en kæreste eller sådan noget. Jeg mente ikke, at det kunne være en holdbar og behagelig situation for sådan en som mig. Og slet ikke, hvis det var sammen med en ven eller veninde. Da jeg så flyttede til Amsterdam forsvandt mit valg. Jeg var nødt til at bo med nogen, hvis jeg ville have tag over hovedet. Så det gjorde jeg. Og det var skide hyggeligt – noget af tiden. Først boede jeg med en franskmand i en måned, og det gik ikke så godt. Så flyttede der en schweizerpige ind, og det gik rigtig godt. Så flyttede der en danskerfyr ind, og det gik også rigtig godt. Så flyttede min veninde ind, det gik også fint, men så flyttede min udlejers søn ind, og… Det.Gik.Ikke.Godt! Han drev mig totalt til vanvid og gjorde, at jeg var i mega dårligt humør hele tiden, hvilket gik ud over det forhold jeg havde til de andre, jeg boede med. Nu bor jeg alene igen, og jeg elsker det! Det var fedt at prøve at have roomies og bo med nogen, og jeg tror, det var rigtig sundt for mig, men jeg tror, jeg er tilbage ved det gode, gamle princip om et pænt nej tak til roomies.

Bliv veganer med 5 lette trin

I lyset af mit meget lange indlæg om, hvad der sker i hjernen, når man bliver veganer, har jeg udtænkt mine fem bedste tips og råd til, hvis man godt kunne tænke sig at blive veganer, men synes det er for uoverskueligt og ikke ved, hvor man skal starte.

Som jeg også skriver i indlægget, så er det en lang rejse, så derfor kan man ikke klare det hele på én gang. Start derfor med trin 1 og bevæg dig videre ned ad listen. Der er ingen tidsbegrænsning, og alle gør det i deres eget tempo. Bare husk dig selv på, at hvert et skridt tæller, og du gør en koloenorm forskel allerede i det øjeblik, du har taget beslutningen om at ville leve vegansk.

  1. Tillykke med dit valg! Vejen mod at blive veganer starter oftest med lige netop dét. Valget, altså. Det første, du kan gøre, er at bruge et par timer på at tjekke følgende blogs ud:
    madmedmedfoelelse.dk
    www.miasommer.wordpress.com
    www.thomaserex.com
    www.maanebarnet.org
    www.veganer.nu
    Klik rundt, læs, sug til dig af de lækre madmuligheder og farverige opskrifter og vid, at det bliver anderledes, men det bliver spændende og du er ikke alene. Du kan evt. søge tilflugt i grupperne ”The Friendly Vegan”, ”(((VEGANSK))) Mad” og ”Veganere og vegetarer” på Facebook.
  2. Nu skal du i gang med at finde ud af, hvad du skal spise fremadrettet. Det nemmeste er at starte med at skære kødet fra. Kødet kan nemt og hurtigt erstattes med alt fra køderstatninger fra supermarkeder til linser, kikærter, kartofler m.m. Hvis du føler dig blank i forhold til, hvad du skal spise i starten, så tænk på de retter du spiste før. Plejer du at spise pasta med kødsovs? Så Google evt. en opskrift på vegansk kødsovs. Plejer du at spise lasagne? Så Google en opskrift på en vegansk lasagne. Alle dine svar finder du på nettet.
  3. Når du føler dig godt tilpas i retterne uden kød, så kan du begynde at skære de produkter fra, hvor der er æg i. Det er f.eks. frisk pasta, koldskål, mange købekager m.m. Når du skal erstatte æg med noget i dine opskrifter, så finder du rigtig gode svar på Lunas blog, hvor hun har skrevet indlægget ”Det er ægge så svært”.
  4. Næste skridt er at skære mælkeprodukter fra. Du vil sikkert synes, det er nemt nok at skære mælken fra. Der findes massevis af forskellige former for plantemælk, planteyoghurt og plantefløde, men når du skal sige farvel til osten, så vil din krop højst sandsynligt råbe ”NEEEEJ, du må da være sindssyg!!!!”. I hvert fald, hvis du har kunne lide ost før. Der er nemlig nogle ting i mælk, som bliver særligt fremhævet i ost, der gør, at vi føler os afhængige af ost og vi craver det. Osten er derfor en af de sværeste ting at blive fri for, men hemmeligheden er et lille trick, der hedder ”tid”. Giv det tid, hold fast, hold ved, og pludseligt en dag, vil du end ikke have lyst til at bruge erstatningsprodukter.
  5. Hvor er du sej! Nu er du ved at være godt inde i tingene! Nu er det på tide, at du begynder at fokusere på alt det, der ikke har med mad at gøre. Er dine makeup-produkter veganske? Er din shampoo og din håndsæbe vegansk? Er dine rengøringsprodukter veganske? Dette skridt er det skridt, der kan føles både uoverskueligt og ærlig talt også lidt unødvendigt. Du skader jo ikke direkte nogen dyr, og der er ingen, der dør! Nej, men der er dyr, der bliver avlet udelukkende til det formål, at de skal leve deres liv i små bure på laboratorier, hvor de bliver udsat for forfærdelige, smertefulde ting. Du vil måske få svært ved at finde veganske alternativer, men frygt ej, internettet er din ven, for du kan bestille det meste på nettet.

Resten kommer mere eller mindre af sig selv i takt med, at den røde tråd bevæger sig igennem emne efter emne. Det er vigtigt, at du undervejs udsætter dig selv for viden og oplysning. Herunder kommer nogle af mine anbefalinger og tips, som jeg håber, vil gøre tingene nemmere for dig.

Film der kan oplyse dig:
Cowspiracy
Forks over Knives
Earthlings
Blackfish
More than Honey

Veganske makeup-mærker:
Elf
GOSH (enkelte produkter)
Urban Decay (enkelte produkter)
Beneco

Vegansk shampoo og sæbe:
Urtekram
Alverde (enkelte produkter)

Almene madvarer der (oftest) er veganske:
Det meste pasta undtagen frisk pasta
Ris
Frugt
Nødder
Grøntsager
Korn/mel/havregryn
Oreos (enkelte produkter)
Popcorn
Chips (enkelte produkter)
Slik fra Katjes (enkelte produkter)
Sodavandsis
Rugbrød
Falafel
Hummus

*husk altid at se indholdsfortegnelsen. Er du i tvivl i forhold til E-numre, så download app’en ”E numbers”.

 

Hvad sker der i hjernen, når man bliver veganer?

Det her bliver langt, men here we go… Hvis det bliver for langt, så hop bare til slutningen og læs de sidste par afsnit. De er måske de vigtigste.

Der er langt mellem de mennesker, jeg kender og møder på min vej, der ikke kan lide dyr. Der er knap så langt mellem dem, der decideret kalder sig dyreelskere og dyrevenner. Det anser jeg mig også selv for at være, og det har jeg gjort hele livet. En dyreven er ofte en, der er stærk modstander af dyremishandling såsom tyrefægtning, hundekødsfestivallen i Kina osv. Nogle går skridtet videre og er også imod buræg og pels, og så er der dem, der også er imod cirkus, zoologiske haver og lignende. Fælles for denne slags dyrevenner, og for den slags dyreven jeg var i 24 år er, at de alle spiser kød.

Deres grund til at spise kød kan være, at de mener, det er okay at spise dyr, så længe de har det godt, mens de er her. Det var også mit argument. Andre gør det, fordi de mener, kroppen har brug for det. Så er der også dem, der gør det, fordi ”det har vi jo altid gjort”. Og endeligt er der dem, der gør det, fordi de ikke tror, de kan lade være, fordi de bare elsker smagen af kød.

Jeg har aldrig ment, at kroppen havde brug for kød. Til gengæld har jeg været blandt dem, der mente, at det godt kunne forsvares at spise kød, hvis bare dyrene havde haft det godt, mens de var her. Den logik kommer sig af, at dyr ikke har en bevidsthed om, at deres liv kunne være meget længere, og at de ikke gør sig nogle store tanker om, hvad de gerne vil med deres liv, og hvilke ambitioner for fremtiden de har. Derfor tænkte jeg, at hvis bare de havde det godt, trygt og naturligt, mens de var på jorden, så var det ikke noget problem, at vi spiste dem. Og så gjorde jeg det også, fordi jeg syntes, det smagte godt. Det var mine to hovedårsager i lang tid. Derfor kunne jeg også sagtens ae min hund og kat med den ene hånd, bande af tyrefægtning, pels og hundekødsfestivallen med den anden hånd, mens jeg var i gang med at tygge på et stykke ko, gris eller kylling.

14089320_10208365657993971_2682628513329047841_n

Den handling kaldes ”kognitiv dissonans”. Jeg kalder mig dyreven, ønsker et godt liv for alle dyr, og er dybt imod dyremishandling, men samtidig sidder jeg og spiser noget, som er et produkt af lige netop dyremishandling. Dyremishandling er et vidt begreb; det kan være fysisk mishandling, når nogen f.eks. slår eller sparker et dyr, det kan være psykisk mishandling, når man skræmmer dyret og tillærer dem frygt og lignende (det er det, der bl.a. sker, når man træner kamphunde), det kan være forfængelighedsmishandling, som kan være når man hale- eller ørekupere sin hund, giver sin hund tøj på, når den ikke har brug for det og ikke føler sig tilpas i det, og så kan der være behovsmishandling, som er, når man frarøver dyret muligheden for at opfylde sine naturlige behov.

Det der sker i store dele af dyreproduktionen, og dermed også landbruget, er en hel del af alle disse forskellige former for mishandling. Grise bliver halekuperet og kastreret uden bedøvelse. Køer og grise får skudt mærker i ørerne uden bedøvelse. Dyrene bliver slået, sparket, hevet i, sat strøm til, holdt fast og meget mere, som falder under den fysiske mishandling. Derudover er det de færreste dyr, der kan udfylde deres naturlige behov og instinkter. Noget så basalt som, at kalven bliver taget fra koen 12-24 timer efter fødslen f.eks. Koen og kalven kalder på hinanden i dagevis, og der er et decideret afsavn fra både kalv og ko. Jeg vil ikke sidestille det med, når et menneske mister deres barn, for der er muligvis ikke følelser involveret (og muligvis er der, det er der ingen, der ved), men der er et instinkt involveret. Et instinkt kan faktisk være værre, for et instinkt kan man ikke tale til fornuft ved hjælp af rationale f.eks. Du kan ikke sige ”det gør ondt, men det er bedre at dit barn døde nu, end at det skulle igennem et langt og smertefuldt forløb”. Den slags rationalisering ville måske kunne hjælpe en sørgende mor, men du kan ikke forklare koen, hvad der foregår. Det eneste den oplever er stress, fordi dens instinkt fortæller den, at det, der er sket, er helt forkert og farligt.

Nogle steder har dyrene det selvfølgelig bedre end andre, og der findes også grise, der faktisk lever ude det meste af deres liv, hvor de kan bruge deres næser, rode i jorden, rulle i mudder og alt det andet, som er naturligt for en gris. Det er jeg også stor tilhænger af, for sådan synes jeg, det burde være for alle grise. Der, hvor jeg så står af, er når jeg møder de selvsamme grise et halvt år senere, hvor jeg kan se deres skræmte øjne gennem sprækkerne på en lastbil, der skal køre dem til slagteriet. Grise har ikke den samme bevidsthed, som mennesker. De kan ikke sige til sig selv: ”I det mindste havde jeg et kort men godt liv hjemme på marken med mine artsfæller, solskin, mudder og mad serveret lige ved døren”. Den kan ikke tænke tilbage på et godt liv og retfærdiggøre den smerte, frygt og stress, den gennemgår, når den står der i lastbilen, der skal køre den til et slagteri, hvor den vil blive jaget ud, slået, sparket, hevet i ørerne og hvad ved jeg, for til sidst at få en boltpistol for panden og derefter få lagt et snit, så den forbløder – noget, der kaldes afblødning.

For høns i industrien er det decideret umuligt at få et godt liv, når de er her. Æglæggende høns bor rigtig mange på ét sted, ser aldrig sollyset, kan ikke rode i jorden og bevæge sig frit. Derudover er de genetisk manipuleret i sådan en grad, at de lægger flere gange så mange æg, som de ellers naturligt ville gøre. Det giver naturligt nok gener og smerter. Er du i stedet høne i kødproduktionen, så er du genetisk manipuleret til at vokse rigtig meget på rigtig kort tid. Du har måske undret dig over, hvorfor der er så meget kød på en kylling? Efter kort tid vil kyllingen have vokset så meget, og veje så meget, at dens knogler ikke kan følge med – den kan simpelthen ikke bære sig selv. Derfor er den henlagt til et liv, hvor den bare kan ligge, spise og vente på at dø. Hvis den prøver at bevæge sig, kan dens ben i værste tilfælde brække under den. Da det er for dyrt at bruge dyrlægeressourcer på en lørdagskylling, vil den i de fleste tilfælde ligge ubehandlet indtil det bliver dens tur til at blive fragtet til slagteriet, hvor den vil ende sit korte liv med mange lidelser.

Det, der sker, når man bevæger sig mod at blive veganer er, at man begynder at rette op på den kognitive dissonans. Man begynder at se de røde tråde mellem de pelsede venner i hjemmet, de eksotiske dyr i cirkus, og det dyr, der ligger på tallerkenen. Det tager tid, det er ikke nemt, og i starten er det helt klart lysten, der driver værket, for alle instinkter og vaner går i modsatte retning. For mig var det grisekød, jeg skar fra først. Det var nemt, fordi grise er mere intelligente og bevidste dyr end hunde, og derfor fandt den røde tråd hurtigt vej mellem hund og gris – jeg vil ikke spise hund, så hvorfor skulle jeg spise gris?

I lang tid spiste jeg stadig ko, fjerkræ og fisk, men det stoppede jeg med i november 2013. Det var fra den ene dag til den anden. Det var, da den røde tråd fandt vej hen til den åbenbaring, at selv hvis dyrene var blevet kysset, krammet og masseret på daglig basis hele deres liv, så endte det på én måde: På en stresset tur i en proppet lastbil til et slagteri, hvor de bliver slagtet. Og det var dét, der gjorde udslaget for ”landdyr” for mig. Derefter spiste jeg stadig fisk, for min logik sagde mig, at fisk jo levede et frit og naturligt liv, hvor de kunne udfolde deres naturlige adfærd og instinkter indtil de blev fanget, hurtigt dræbt og senere spist.

Sidste gang jeg spiste fisk, var dagen efter min fødselsdag i 2014. Jeg havde på mit daværende arbejde lavet noget undervisningsmateriale til audit og certificering af fiskeri, der skulle have MSC- og ASC-certificeringsmærket, som normalt betyder ”helt i orden fiskeri”. Det gik op for mig, at selvom det måske på papiret er et godt fiskeri, så lever det ikke op til de forventninger, jeg selv har til et levende væsens liv og død. Så jeg spiste resterne af den butterdejsstang med tun og flødeost, jeg havde serveret for mine gæster aftenen før, og så har jeg ikke spist fisk siden.

Få måneder efter begyndte jeg at spise vegansk. Det faldt mig helt naturligt at skære mælk og æg fra, når jeg lyttede til mine egne argumenter imod at spise kød. Vil jeg bidrage til udnyttelse af dyr? Nej. Vil jeg bidrage til dyrs lidelser? Nej. Vil jeg bidrage til mishandling af dyr? Nej. Så kan jeg heller ikke med god samvittighed spise hverken mælkeprodukter eller æg.

At være veganer er ikke kun, hvad du spiser. Det er en filosofi, der netop laver den førnævnte røde tråd ned gennem alt, hvad du har med at gøre. Det er maden, der fylder mest, men det er også tøj, skønhedsprodukter og alt det løse. Det er de skjulte animalske produkter i madvarer, det er hvorvidt noget er testet på dyr eller ej, og mange andre ting. Jeg omtaler tit veganismen som værende en uddannelse – og om ikke andet, så i hvert fald en dannelse. Du skal genlære alt, hvad du ved om mad, om tøj, om makeup, om indretningsartikler – alt mellem himmel og jord nærmest. Og den slags tager tid.

I starten savnede jeg kød. Jeg savnede smagen, jeg blev sulten ved duften af det, og jeg manglede bekvemmeligheden i hverdagen. Nu, hvor jeg er så langt i min ”uddannelse”, savner jeg bestemt ikke kød – tværtimod. Der er nemlig sket det, at der er blevet rettet op på min kognitive dissonans. Jeg aer Emmy med den ene hånd, mens jeg redder en bananflue fra druknedøden i toilettet. Jeg hilser på naboens kat, mens jeg redder insekter fra at blive trampet ihjel i toge. Jeg siger ”åh, hvor er den sød” til et billede af min nieces kanin, mens jeg spiser min spinatlasagne.

Der er lang vej endnu, for der er stadig mange ting, som jeg ved, men som jeg ganske enkelt ikke har fundet en holdbar løsning på, eller som er et etisk og moralsk dilemma at få hul på. Sådan noget med, at min hund spiser døde dyr, er en af de helt store problematikker for mig. For hvordan kan jeg forsvare og forklare, at min hund fortjener at spise dyr for at overleve, når de dyr ikke er blevet dømt værdige til lige netop det samme? Det kan jeg ikke forsvare, og derfor er det noget, jeg går og grubler med, hvordan jeg rent praktisk kan løse det dilemma, uden at jeg skader min hund i processen, nu hvor jeg jo har valgt at have ansvaret for hende.

Den røde tråd er endeløs, så derfor vil der igen og igen være ting og problemstillinger, jeg skal tage stilling til. Der, hvor jeg befinder mig lige nu, er der, hvor jeg mener, at al liv er lige. Jeg mener, at et dyreliv er lige så meget værd som et menneskeliv. Jeg mener, at tabet af et dyreliv er lige så tragisk som tabet af et menneskeliv. Jeg mener, at lige så vel som vi skal passe på børnene, der ikke har nogen stemme eller tilstrækkelig bevidsthed til at passe på sig selv, lige så vel skal vi passe på dyrene, der står i selvsamme situation. Jeg mener ikke, at der er nogen fødekæde, hvor mennesker og dyr indgår som en naturlig del. Jeg mener ikke, at vi som mennesker har noget til fælles med løver, og at det i så fald skulle forsvare, at vi skulle spise kød ligesom løverne gør. Jeg mener ikke, at vi har behov for kød for at overleve – det er millioner af veganere verden over beviset på. Jeg mener desuden heller ikke, at det handler om såkaldt dyrevelfærd, et naturligt liv og gode vilkår, som i sidste ende skal ende ud med en slagtning. Jeg mener ikke, at vi skal finde en human måde at masseproducere levende væsner på, for så at have det bedre, når vi skærer halsen over på dem. Jeg mener, at problemstillingen er, hvordan vi får stoppet det én gang for alle.

Og det, mine damer og herrer, er grunden til, at veganere og carnister* bør undgå at diskutere med hinanden. Ovenstående afsnit er den grundlæggende forskel mellem en veganer og en carnist. Når man har to så vidt forskellige verdensbilleder og livsfilosofier, så kan man ikke blive enige – det kan man bare ikke. Det er derfor komplet hul i hovedet, at nogle prøver. Det er lige så hul i hovedet at nogle veganere stiller sig op og råber ”Meat is murder”, som det er, at carnister siger ”Du hiver din mening ned over hovedet på mig” eller ”du siger, jeg er et dårligt menneske, fordi jeg spiser kød”. Det er sjældent tilfældet. Jeg hiver ikke min mening ned over hovedet på dig – det er jeg slet ikke i stand til – jeg fortæller om mine synspunkter, jeg gør opmærksom på, hvordan ting i dyreindustrien oftest hænger sammen, og jeg oplyser om mine egne erfaringer og præferencer. Føler du dig ramt til den ene eller den anden side, så er det for egen regning. Jeg siger ikke, at du er et dårligt menneske, fordi du spiser kød, men jeg siger, at jeg synes, det er forkert at spise kød.

Klassikeren med ”jeg accepterer din ret til at være veganer, så skal du også acceptere min ret til ikke at være det”, duer heller ikke. Kald en spade for en spade, og sig det som det er: ”Jeg accepterer, at du ikke ønsker at bidrage til udnyttelse, lidelse og mord blandt dyr, men så skal du også acceptere, at det gør jeg”. Selvfølgelig kan en veganer ikke acceptere, at der er nogen, der har lyst til at bidrage til lidelse og død – det må da være indlysende. Når det så er sagt, så er det heller ikke verdens veganeres job at gå rundt og slå folk i hovedet med deres valg. Min ”uddannelse” tog mig 24 år, andres kommer hurtigere, nogle kommer langsommere. Jeg mener, at det vigtigste man som veganer kan gøre, er at stå til rådighed, hvis man er nysgerrig eller har brug for vejledning og hjælp.

Når jeg poster noget om veganisme, så lad være med at føle, at jeg trækker min holdning ned over hovedet på dig, så lader jeg være med at føle det samme, når du poster billeder af din baconburger, din kødfyldte grill eller dine jordbær med mælk. Når jeg fortæller om mine synspunkter, så lad være med at kalde mig ekstremistisk, hellig, nyreligiøs eller lignende. Fortæl mig, at du synes, det er dejligt, at jeg brænder for noget, for det er så vigtigt, at man brænder for noget. Fortæl mig, at du synes, det er sejt, at jeg prøver at ændre det i verden, som jeg ikke synes er i orden – også selvom du ikke er enig med mig.

Jeg vil til slut stille nogle eksempler op på det, jeg i daglig tale kalder carnismeparadokser. Det er scenarier og situationer, som carnister oftest kan komme med en forklaring på, men som jeg som veganer ikke er enig i. Det er bl.a. sådan, jeg har følt mig frem i forhold til den føromtalte røde tråd:

Vi går på jagt og skyder rådyr og andet vildt med begrundelsen, at det er for at holde bestanden nede og undgå sygdomme. Vi har tusindvis af herreløse katte, der lever vildt, spreder sygdomme og avler løs, men de skydes ikke – og hvis de gør, så ender det i avisen, hvor nogen efterlyser ”den bestialske kattemorder”.

Vi råber ”vagt i gevær” og skriver under på protester, når der en gang om året slagtes tusindvis af hunde på hundekødsfestivallen i Kina, eller tusindvis af hvaler på Færøerne. Men når nogen råber ”vagt i gevær” og skriver under på protester, når der på daglig basis slagtes tusindvis af høns, grise og køer, så kaldes de ekstreme, hysteriske og hellige.

Det er velanset at tage afstand fra dyremishandling, medmindre det drejer sig om at tage afstand fra den godkendte dyremishandling, som finder sted i landbruget hver dag – og med mindre det betyder, at der ikke kan spises døde dyr.

Vi synes, det er synd, når en lastbil vælter og bryder i brand, og grisene ombord brænder ihjel. Men vi synes ikke, den skæbne de var på vej til er frygtelig.

Det kommer i avisen, når nogen har slået en kat ihjel for morskabens skyld, og vi samles i vores forargelse og tilsvining af gerningsmanden. Når det drejer sig om en hane, der bliver aflivet for underholdningens skyld, så kommer det også i avisen, men med fokus på og tilsvining af dem, der prøvede at redde den.

Hvorfor er det mere legitimt at kæmpe for kvinders ret til ligeløn, end det er at kæmpe for dyrenes ret til at leve?

 

Jeg håber, du har fået et bedre indblik i en veganers hjerne. Tak fordi du læste med.

 

 *Her ville jeg indsætte en skjult kamera-film fra landbruget, men fordi det er hårde sager, så vil jeg opfordre til, at du selv opsøger viden og udsætter dig selv for at se, hvad der foregår, sådan så du tager din beslutning om at spise kød på et oplyst grundlag*

 

 

*carnist er et ord, der bruges om en tilhænger af carnismen, som grundlæggende betyder, at man har taget et valg om at spise kød og indtage animalske produkter.