Første møde med Kvindesygdomme

På min fødseldag i december 2018 blev jeg ringet op og inviteret til jobsamtale i starten af januar. Det gjorde, at jeg gik glad og håbefuld ind i det nye år. Jeg ville få min sidste løn i slutningen af december, men jeg havde efter en god snak og lidt budgettering med Islændingen besluttet, at jeg ikke ville melde mig ledig. Det havde jeg prøvet året forinden, og det var ikke noget, jeg havde travlt med at prøve igen. I stedet havde jeg fået en tjans som fast vagt på afdelingen for Ældresygdomme på Aabenraa Sygehus, så jeg kunne få lidt penge i kassen på den måde, indtil jeg fandt mig et nyt, fast job. At have styr på økonomien giver mig rigtig meget overskud, selvtillid og ro, så det var dejligt at have dén del på plads, inden vi for alvor gik i gang med at prøve at udvide familien med en menneskebaby.

Og det gjorde vi den 3. januar, hvor vi havde en tid på afdelingen for Kvindesygdomme på Aabenraa Sygehus. Vi var af vores læge i Tilst blevet henvist til fertilitetsbehandling, men fordi vi var flyttet i mellemtiden, havde jeg fået en ny henvisning af vores nye læge, og vi blev indkaldt kort tid efter.

Vi blev kaldt ind, snakkede kort om vores situation, svarede på nogle spørgsmål, og så blev jeg sendt op på briksen med benene i bøjlerne. Jeg sendte Islændingen ud for døren, for med min historik med problemer med at slappe af i dén position, tænkte jeg, at det ikke hjalp at have ham siddende ved siden af. Meningen med undersøgelsen var, at de skulle se, om at alt så ud, som det skulle, og så skulle de tjekke, om der var fri passage gennem mine æggeledere.

De brugte en indvendig scanner, og jeg kunne følge med på skærmen. De sprøjtede noget kontrastvæske op, som lyste op på skærmen og viste, hvor det bevægede sig rundt i mit underliv. Og det bevægede sig altså ikke, som det skulle. Min venstre æggeleder var blokeret, og den blokade skulle fjernes. “Fik du så bare lidt medicin eller kunne de skylle den med lidt vand eller noget?”. Nej. Det foregik med en fertilitetslæge, der med fuld hammer fyrede en urinsonde op gennem min æggeleder. Og ja, det gjorde præcis lige så nas, som det lyder. Faktisk gjorde det så ondt, at jeg råbte/skreg/udbrød “AV!” med sådan en kraft, at Islændingen kunne høre det uden for døren.

Heldigvis virkede det, og der kom fin passage gennem venstre æggeleder. Højre æggeleder var lidt mystisk, for på skærmen kunne vi ikke følge kontrastvæsken, men vi kunne se, at den altså nåede igennem og frem til der, hvor det skulle. Så konklusionen var, at der var passage men ikke lige så klar passage, som der (nu) var i den venstre.

Da undersøgelsen var overstået, blev Islændingen hentet ind igen. Han var ligbleg i hovedet og så meget bekymret ud. Han anede ikke, hvad der var foregået, han havde bare hørt mig ude fra gangen, og kunne nu se på mig, at jeg havde så ondt, at jeg knap kunne sidde på stolen. Vi snakkede videre med lægen og fik lagt en plan. Fordi jeg “bare” har PCOS, skulle vi starte med hormonstimulering. Faktisk tæller hormonstimulering ikke engang rigtigt som fertilitetsbehandling ment på den måde, at man har x-antal forsøg, når man er i fertilitetsbehandling (jeg tror, det har noget at gøre med økonomi og den slags i det offentlige), men fordi at lægerne ved hormonstimulering ikke som sådan skal gøre noget, der koster penge, andet end udskrive recepter og scanne mig 1-2 gange per forløb, så har man i princippet så mange forsøg, man vil have med denne form for hjælp.

Vi gik derfra med en plan, og jeg gik derfra med virkelig ondt i underlivet og virkelig meget blod i mine trusser.

En tanke omkring “Første møde med Kvindesygdomme

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s