Livet efter diagnosen

Månederne, efter jeg fik konstateret PCOS, husker jeg som mørke. Meget mørke. Resultatet fra scanningen blev også sendt til egen læge, så jeg fik igen e-post om, at de havde aflyst min tid til scanning, da de nu var helt sikre på, at der altså ikke var nogen tumor i min hjerne, der lavede ballade. Jeg var et så mørkt sted, at jeg helt seriøst tænkte et kort øjeblik, at det måske havde været bedre, hvis det var dét.

Når jeg står over for en krise, så går jeg typisk igennem tre stadier:

  1. Sorg
  2. Vrede
  3. Proaktivitet

Det gjorde jeg også, da jeg fik diagnosen. Jeg var ked af det, så var jeg vred og så blev jeg proaktiv. Jeg tænkte positivt; at nu vidste vi, hvad problemet var, så nu skulle vi “bare” løse det. Så jeg lagde en plan, og den involverede lister – mange lister – for det er sådan, jeg fungerer. Jeg læste side op og side ned om PCO(S), om kost, motion, om do’s og don’ts. Det resulterede i en periode uden sukker, uden Pepsi Max, uden olie i maden, uden veganske køderstatninger, uden alt for meget forarbejdet mad og så med hyppig gang i Fitness World. Det betød også nul alkohol, så jeg har faktisk været alkoholfri siden juli 2018 med undtagelse af tre Bacardi Breezer med ananassmag til nytår, som en slags “sidste nadver”, inden vi startede i behandling i januar.

Det betød også kosttilskud til både Islændingen og mig – nu skulle vi dælme optimere vores fertilitet. Han har været med på vognen hele vejen og også lavet store ændringer i sin tilværelse pga. det her. Egentlig behøver han ikke gøre det store, da en sædprøve (endnu et ord, du ikke skal være sart for: sæd) i efteråret 2018 slog fast, at hans side af mekanikken absolut intet fejler. Tværtimod. Faktisk ligger den over gennemsnittet og er lige til en guldmedalje, hvis man uddeler medaljer for den slags.

Jeg startede på metformin i efteråret 2018. Det er faktisk det samme medicin, min far tager for sin diabetes 2. Det går ind og hjælper med insulinfølsomheden, som er en af de helt store problemer ved PCOS. Det gør det bl.a. ved at hæmme produktionen af glukose i leveren. Jeg startede med 500 mg per dag i en uge, som så blev fordoblet til 2 x 500 mg per dag. Og det gav de grummeste bivirkninger. Kvalme, overdrevet træthed, madlede. Men den grummeste af alle var nok, at alle de her bivirkninger sammen med udsigten til den kamp, vi stod overfor, gjorde mig stresset, trist og ked af det.


 

Sideløbende med alt det her, var vi i gang med at købe hus og jeg blev opsagt fra mit arbejde (fordi jeg havde fortalt, vi skulle flytte). Så stress over sygdommen, stress over tanken om, at vi ikke kunne få børn, stress over flytning, stress over udsigten til at skulle til at være arbejdsløs, når man lige havde købt hus, og stress over at have stress gjorde, at jeg gik helt ned med flaget. Jeg stod grædende foran mine tidligere arbejdsgivere og bad om at blive fritstillet, så jeg kunne bruge mine tre måneders opsigelse på at komme ovenpå igen. Vi fandt en løsning, som gjorde, at jeg fra 1. oktober til 31. december 2018 stadig fik løn men ikke behøvede at arbejde i samme grad, og derfor kunne jeg flytte ind i vores nye hus, da vi fik nøglerne den 5. oktober 2018.

Islændingen var nødt til at blive i Tilst, fordi han stadig havde en måneds arbejde tilbage på sin gamle arbejdsplads, inden han skulle starte i en ny stilling for den samme virksomhed, så jeg var meget alene i det nye hus. På det tidspunkt var jeg så slidt ned i følelserne, at jeg havde svært ved at overskue en hverdag. Også selvom jeg ikke skulle noget. Jeg var nødt til at lave to do-lister for hver eneste dag, hvor der stod ting som “børste tænder”, “tage medicin”, “gå i bad”, “tømme opvaskemaskine”, “gå med Emmy”. Helt basic ting, som jeg ikke kunne overskue at gøre, medmindre det stod på en liste, som jeg så kunne sætte flueben på, når hver ting var gjort.

Da vi nærmede os slutningen af 2018, da Islændingen og Sunny var flyttet med os ind i det nye hus, og da jeg havde haft nogle måneder med fred, ro og tid til at bearbejde det seneste halve år, begyndte jeg så småt at få det bedre. Jeg havde fået overskud til at begynde at søge nyt arbejde, og jeg var generelt mere positiv og håbefuld.

Det passede godt med, at min psyke var ved at være ladet op til det næste skridt på vores rejse, som skulle starte den 3. januar: fertilitetsbehandling.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s