PCOS del 1

Fra vi havde taget beslutningen om, at vi skulle have børn sammen en dag, til den dag, vi rent faktisk søsatte projektet, gik der ca. fem måneder. Da vi tog beslutningen var jeg arbejdsløs på femte måned, vi boede i vores lille bitte (men dejlige) rækkehus i Tilst ved Aarhus sammen med Emmy og Sunny, og havde ærlig talt nok at tænke på, uden også at skulle huse et barn – først i min krop og senere i vores lejlighed. Det var først i marts 2018, vi besluttede, at fra nu af måtte det gerne ske, hvis det skete. Jeg var kommet i arbejde, vi skulle snart giftes, og vi følte, at vi var et sted, hvor vi lidt bedre kunne håndtere det, hvis det skete.

Jeg havde dog smidt p-pillerne allerede i november – inden vi havde snakken. Jeg var så træt af, hvad hormonerne gjorde ved min krop og mit sind, så efter en god snak med Islændingen (som altid er min voice of reason) besluttede jeg at stoppe med at tage dem. Jeg var spændt på, hvordan min krop ville reagere, for jeg havde trods alt taget dem mere eller mindre konstant, siden jeg var 15 år gammel, og nu var jeg altså snart 27. Det er mange år med mange hormoner, og jeg havde hørt mange historier om uregelmæssige cyklusser, udebleven menstruation i flere måneder efter og andre reaktioner fra kroppen på den store ændring.

Til min store overraskelse faldt min menstruation prompte måneden efter, som om jeg stadig tog p-piller. (Det er måske her, jeg skal gøre opmærksom på, at hvis man er sart i forhold til ord som menstruation, æggeleder, livmoder, blod og lignende, så er man virkelig kommet til det forkerte sted – skynd dig væk). Det samme gjorde den måneden efter. Og måneden efter. Og måneden efter igen. Men så var det slut. Jeg havde min sidste regelmæssige menstruation i starten 2018. Herefter udeblev den bare.

Jeg slog det hen med, at det nok var hormonerne, der stadig var i kroppen og spillede mig et puds. Jeg tog graviditetstests, som var bragende negative, så jeg vidste, jeg i hvert fald ikke var gravid. I den periode var den sidste spurt sat ind på planlægningen af vores bryllup i maj, så det passede mig egentlig fint nok, at den udeblev, men det nagede mig alligevel en smule. Det var dog ikke før ugen op til vores bryllup, at jeg tog til lægen. Her bad jeg om en blodprøve, fordi jeg ville sikre mig, jeg ikke var gravid, før jeg fyldte mig med Shakers med ananassmag i den kommende weekend. De forsikrede mig om, at jeg ikke husede en arving, og forklarede min manglende menstruation med, at jeg nok bare var stresset pga. brylluppet. Og det var jeg. Altså, stresset. Så det gav god mening i mit hoved. Hun sagde dog, at hvis den havde været udebleven i tre måneder, så skulle jeg komme igen.

Brylluppet kom og gik (og sikke et bryllup – men det er en historie til en anden gang), og pludselig havde min menstruation været udebleven i tre måneder. Så jeg fik en aftale hos lægen, hvor jeg fik en snak og underlivsundersøgelse. Jeg har nok altid været mere pjevset end gennemsnittet, når det kom til underlivsundersøgelser (aka. gynækologisk undersøgelse). Min første oplevelse som 15årig var så traumatisk, at det har siddet i min krop lige siden og gjort det umuligt for mig at slappe af, og alle (kvinder) ved, at hvis man ikke slapper af, så bliver det meget værre. Ikke desto mindre gik den her undersøgelse fint. Hun tjekkede de gængse ting og tog et par prøver for at udelukke kønssygdomme, men ellers var der ikke så meget i dét.

Vi snakkede kort om nogle forskellige ting, og så bad hun mig bestille tid til blodprøve nogle dage senere. Jeg fik tappet seks cylindere – which is a lot! – og fik svaret nogle dage senere. Som e-post. Kort sagt stod der, at mine hormonniveauer var et rod, og at jeg derfor skulle til en scanning for at tjekke, om jeg havde en tumor i hjernen, der sad og pressede på hypofysen.

Vi tager den lige igen: Jeg skulle til en scanning. Fordi min læge troede. Jeg havde en tumor. I hjernen!

Og det fik jeg bare lige som helt chill e-post.

Jeg gik totalt i panik og ringede til lægen og spurgte, om jeg kunne få en samtale omkring mine prøveresultater. Det kunne jeg godt, hvis jeg kunne være der inden for 10 minutter – og det kunne jeg heldigvis, for vi boede så tæt på lægen, at vi kunne se derover fra vores terrasse. Jeg kom ind til en anden læge, som forklarede mig, hvad det hele betød. Eller, hun prøvede i hvert fald. Hun viste mig noget på skærmen, hvor jeg tilfældigt studsede over noget, som den anden læge, som jeg havde været inde hos tidligere, havde noteret sig. “Ingen PCO symptomer”.

Fra min første tid hos lægen til blodprøven havde jeg selv tænkt tanken, om det kunne være PCO. Oven i købet havde en veninde (den eneste, jeg havde fortalt om forløbet) sendt mig links og spurgt, om det kunne være PCO. Og jo mere jeg læste om det, des mere gav så mange ting mening. Min ændrede kropsform, som pludselig var lidt mere rund om maven. Min hud, som ellers aldrig havde været et problem før, men som pludselig var acne-agtig på kinderne. Min øgede hårværkst. Jep, I said it. Jeg har altid haft meget begrænset hårvækst på benene bl.a., men pludselig kom de hurtigere og var blevet mørkere. Jeg havde endda fået en smule hår fra navlen og ned – som en mand!

Da jeg så lægens notits på skærmen, var jeg ved at græde. Hvordan kunne hun have set så forkert? Hvordan var hun kommet til den konklusion?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s