Skal vi overhovedet have børn?

Man kaster sig ikke ud i sådan et projekt, som vi har gjort, medmindre man er helt sikker på, det der med børn virkelig er noget, man ønsker sig.

Vores udgangspunkter i den sag var ret forskellige. Jeg havde i en del år været afklaret med, at jeg ikke skulle have børn. Jeg havde været single i lige knap fem år, da Islændingen pludselig besluttede sig for, at nu skulle han være min kæreste, og i de fem år havde jeg nydt tilværelsen som single og som hundemor. Jeg var sikker på, at min skæbne var at få mange dyrebørn men ingen menneskebørn. Det gik selvfølgelig hånd i hånd med, at jeg også var sikker på, at jeg aldrig ville finde mig en livspartner, jeg skulle leve livet med og blive gammel med.

Islændingens udgangspunkt var lidt mere sløret og lidt mindre ultimativt. Han havde altid regnet med, at han skulle have børn, men han havde ikke gjort sig de store tanker om det. Fordi vi havde kendt hinanden en del år, inden vi blev kærester, vidste han også godt, at jeg som udgangspunkt ikke ville have børn. Det var et emne, jeg flere gange prøvede at bringe på banen, men han er meget sådan “vi tager det, som det kommer”-agtig, så jeg fik aldrig stukket dybt nok i den snak, til at jeg fik et definitivt svar ud af ham.

Vi spoler tilbage til november 2017, hvor vi havde boet sammen et par måneder. Vi havde været i Nordjylland sammen med Emmy for at hilse på en gadehund ved navn Rikke. Rikke manglede et nyt hjem, og det hjem ville vi gerne give hende (evt. sammen med et nyt navn – hvem kalder en hund for Rikke?). Mødet var gået godt og vi var klar til at udvide familien med endnu et pelsbarn. Lige indtil jeg fik åbnet for snakken omkring børn én gang for alle.

Sagen var den, at jeg i den tid, jeg havde været Islændingens kæreste, var blevet mere og mere åben for idéen om børn. Eller i hvert fald barn. Det kom sig hovedsageligt af to ting:

  1. Hvis jeg skulle have børn, så skulle det være med ham. Han er et så helt igennem godt menneske, og vi deler så mange grundlæggende værdier, at jeg inderligt tror, vi ville blive gode forældre sammen og kunne lave et godt menneske sammen.
  2. Konsekvensen ved ikke at få børn, hvis han ønskede det, sat over for konsekvensen ved at få børn, selvom jeg som udgangspunkt ikke havde tænkt det som en del af min fremtid, var meget større. Jeg ved jo, at man ikke fortryder de børn, man får, men der er en reel risiko for, at man fortryder de børn, man ikke får. Og jeg ville ikke risikere, at vi sad sammen som pensionister om 50 år, og så kunne mærke hans sorg og bitterhed over, at jeg var den, der afholdt ham fra at få børn.

Jeg syntes ikke, vi skulle tage ansvaret for en hund med en hel del i bagagen, hvis vi så om få år ville have børn. Det bunder i, at min største frygt ved at få børn er, at Emmy bliver sat i baggrunden. Det er uundgåeligt, at hun får mindre opmærksomhed end nu, når hun skal dele os med et menneskebarn, men hvis der så oven i købet var en anden hund med særlige behov også, så skulle Emmy pludselig dele os med endnu flere. Ikke nok med det, så syntes jeg bare, det var uansvarligt at tage en hund ind, der havde brug for ekstra meget kærlighed, stabilitet og rummelighed, hvis man så få år efter ikke længere kunne give den alt det, fordi der ville komme et menneskebarn og have brug for det samme.

Så vi tog snakken én gang og for alle, og selvom Islændingen startede ud med det sædvanlige ikke-svar, hvor han bl.a. fik sagt ting som, at det vigtigste var at være sammen med mig, og så var det ikke så vigtigt, om det var med eller uden børn, og at det var min beslutning, fordi det var min krop, og alle de andre rigtige ting, så fik jeg det endelig tvunget ud af ham. Én gang for alle: Vil du gerne have børn? (For hvis du vil, så vil jeg også)

Svaret var JA.

Min reaktion var “okay, så skal vi ikke have en hund mere”. Beslutningen var taget, og den havde jeg det godt med. Det var skræmmende, fordi mit fremtidsbillede pludselig så helt anderledes ud, men det var også en lettelse endelig at få det afklaret. Jeg var ikke engang overrasket over, at det faktisk gjorde mig glad. At jeg skulle være den, der giver ham, hvad han ønsker sig. Faktisk gjorde det mig på en mærkelig måde stolt, at det var mig, han ønskede, skulle være moren til sine børn.

 

En tanke omkring “Skal vi overhovedet have børn?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s