Andet forsøg

Vi gik direkte fra det første (mislykkede) forsøg til vores andet forsøg. Allerede nogle dage inde i forsøget tog vi beslutningen om, at vi vist trængte til en pause efter dette forsøg. Det kan virke lidt tidligt, at man allerede efter ét forsøg har brug for en pause, men det er sådan en rutsjebanetur med sådan et forløb, og det hjælper på ingen måde, at jeg hele vejen igennem er påvirket af hormoner på den ene eller den anden måde. 

Hvert forsøg starter, når jeg har min menstruation. Jeg har altid været meget påvirket af min menstruation, sådan rent følelsesmæssigt. Det er blevet meget bedre, efter jeg stoppede på p-piller, men jeg bliver stadig ekstra følsom, har en meget kortere lunte og skal i hvert fald ikke tage alt for store beslutninger i den uge, det typisk varer. Ud over de sædvanlige hormoner smider vi så lige Clomid oveni. Det er de piller, der skal modne mine æg, og bivirkningen ved dem er bl.a., at jeg kommer i en slags kunstig overgangsalder med alt, hvad der hører med til dét. Jeg får hedeture, har humørsvingninger, sover dårligt og kan få kvalme og blive svimmel. Når jeg så er færdig med Clomid, og min menstruation er stoppet, skal jeg sprøjtes i maven med en ægløsnende sprøjte, som giver en masse graviditetslignende symptomer. Bl.a. kvalme, ømme bryster, murren i maven, madlede, træthed osv. Ud over at disse symptomer/bivirkninger er generende, så påvirker de også en psykisk, fordi man hele tiden går og mærker efter og tænker og håber, at det betyder, man er gravid. Men det ved man ikke, før der er gået 17 dage. For først der kan man være sikker på resultatet af en test. Det er de længste 17 dage, og ventetiden er virkelig svær og hård. 

En ekstra stressfaktor i de første to forløb var, at jeg i mellemtiden var startet på nyt job. Jeg skulle altså holde alt lige fra lægeaftaler og bivirkninger hemmeligt, da jeg ikke ville risikere at miste mit job, hvis de fandt ud af, jeg var i behandling. At skulle lyve, finde på undskyldninger og ikke kunne tale om, hvad der foregik, var endnu en ting, der fyldte og var skyld i, at jeg havde svært ved at slappe af og trust the process

Snapchat-882779657.jpg
Sådan ser man ud, når man er nedlagt af kvalme

Også i dette forsøg var folliklerne ikke store nok ved første scanning, så igen krævede det en ekstra scanning. På CD 16 var de store nok, jeg fik Ovitrelle og så var det igen tid til … befrugtning. Denne gang ikke bare med instrukser, om hvornår det skulle være, men også instrukser, om hvor ofte og i hvilken stilling. Der var masser af gode råd at hente, men jeg var langt fra optimistisk. Jeg var faktisk decideret modløs og havde allerede dømt forsøget ude. Ventetiden gik lidt nemmere denne gang, og selvom jeg mærkede både det ene og det andet tegn, så testede jeg ikke. I hvert fald ikke før vi nåede den dag, hvor jeg skulle have haft min menstruation. 

Weekenden op til den dag, hvor jeg skulle have min menstruation, havde jeg gået og sagt, at jeg kunne mærke, at den var på vej. Jeg kunne mærke murren i underlivet og den sædvanlige ekstra følsomhed, så jeg gik egentlig bare og ventede på, at den kom. Men det gjorde den ikke. Ikke på selve dagen, heller ikke dagen efter, og heller ikke de efterfølgende dage. Da vi nåede testdagen var testen meget, meget svagt positiv. Næsten negativ. Men jeg ringede alligevel til sygehuset. Jeg fortalte, at jeg havde testet nærmest negativ, men at jeg var gået over tid og desuden havde følt mig gravid. De bookede mig ind til en blodprøve samme dag, hvor jeg skulle have målt mit hCG. 

Næste morgen pletblødte jeg en smule, og jeg forventede derfor ikke, at mit hCG var forhøjet. Lægen ringede, mens jeg var på arbejde, så jeg gik ud på toilettet og hviskede i telefonen til ham. Han talte til mig, som om jeg godt vidste, hvad svaret ville være. At det ville være positivt. Men det vidste jeg ikke, så det gav et sug gennem maven på mig, da han sagde “ja, du er jo ikke ret meget gravid, men dit hCG er forhøjet”. I’ll take it! Det var det nærmeste, jeg havde været på en bekræftet graviditet, så jeg var tilfreds. Jeg fik tid til en ny blodprøve tirsdagen efter, hvor vi skulle bekræfte graviditeten én gang for alle ved at se, om hCG’et var mere end fordoblet, da det cirka fordobles hver anden dag. 

Jeg gik tilbage til min plads, skrev en besked til Islændingen med fornyet håb, og så prøvede jeg ellers at koncentrere mig om at arbejde videre. Få timer senere pakkede jeg sammen for at gå på weekend – med mavekramper. Hele vejen hjem i bilen tog smerterne til og trak om i lænden, og det var ikke særlig rart at skulle køre bil, mens man havde så ondt. Da jeg kom hjem smed jeg mig på sofaen i fosterstilling og havde ondt. Jeg samlede kræfter til at gå på toilettet, og her kunne jeg se, at der var blod. Der var meget blod. Rigtig meget blod. I blodet var der vævrester og tegn på, at det her ikke bare var en almindelig menstruation. Det var en udstødning af noget, der havde været i min krop, og som ikke havde lov til at være der længere. 

Blodprøven den efterfølgende tirsdag bekræftede, hvad jeg godt kunne regne ud. Mit hCG var faldet, og graviditeten var på vej ud af kroppen igen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s