En uventet bonus

Efter vores andet forsøg havde vi i dén grad brug for en pause. Vi snakkede endda om at holde pause helt indtil efter sommerferien (og andet forsøg var i februar/marts), så vi lige kunne tage ordentligt tilløb til en ny omgang. Da beslutningen var taget, var det en lettelse. Jeg tror, jeg havde mere brug for en pause, end Islændingen havde, men efter hans princip “din krop, din beslutning” hoppede han med på idéen og kunne også se fordele ved det. 

Det kan godt være enormt ensomt at være den, der skal tage pillerne, sprøjtes med hormoner, have taget blodprøver, scannes, tisse i kopper og alt det andet. Faktisk var Islændingen kun med til første konsultation, og så klarede jeg ellers alle scanninger alene. Der var ikke den store grund til, han tog med, når det kun tog et par minutter. Det ændrer dog ikke på, hvor alene man føler sig i sådan et venteværelse omringet af gravide maver og nyfødte babyer, der kommer ud fra fødegangen. Det er ikke særlig gennemtænkt at placere mennesker i så følsomme og forskellige situationer i samme venteværelse, men der kan ikke altid tages hensyn til følelser og skrøbelige sind, når mekanikken skal løbe rundt. 

Det ensomme er ikke kun i, at omverdenen aldrig helt vil forstå, hvad man går igennem, medmindre de har prøvet det selv, for det giver lidt sig selv. Det ensomme er også, at kun jeg kan føle, hvad jeg føler, og mærke, hvad jeg mærker. Jeg kan snakke om det, forklare det så godt jeg kan, men selv Islændingen vil aldrig helt kunne forstå, hvad jeg går igennem i sådan et forløb. På samme måde kan jeg jo heller aldrig helt forstå, hvad han går igennem. Han er ikke typen, der snakker så meget om sine tanker og følelser, medmindre han bliver spurgt. Så selvom vi er i situationen sammen, så oplever vi den vidt forskelligt. Jeg tror, det er lige præcis dét, der gør, at man par faktisk ender med at gå fra hinanden undervejs eller efter at have været i fertilitetsbehandling. Det slider på følelserne, på nerverne, på temperamentet, på intimiteten og på kommunikationen. Det er noget, jeg har været meget obs på, siden vi startede. Vi skal stadig kunne snakke om andet end babyer, vi skal stadig være intime uden at det er med baby making for øje, vi skal stadig være kærester og gøre noget, vi kan lide, uden altid at tænke på fertilitet og cyklusdage. Indtil videre synes jeg, vi klarer det rigtig godt. Vi snakker om det og er 100 % ærlige omkring vores tanker – både de lyserøde og optimistiske og de sorte og modløse. Derudover er vi rigtig gode til bare at være os, at lave ting sammen og fokusere på andre ting. Det er vigtigt, at vi også bare er mand og kone, og ikke “par i fertilitetsbehandling”, og det synes jeg, vi har klaret ret godt indtil videre. 

Det er måske også grunden til, at vi fik en lille uventet bonus, da vi havde startet vores pause. Med tankerne væk fra hormoner, sprøjter og scanninger var det tid til bare at være os igen, og måske det var grunden til, at vi den måned, vi egentlig skulle holde pause, kunne teste positiv – helt uden hjælp fra piller og sprøjter. Desværre holdt den heller ikke ved. Jeg nåede kun at gå to dage over tid, før min menstruation kom, og vores lille bonus forsvandt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s