Tredje forsøg del 4

Om onsdagen havde jeg snakket med både min egen læge og sygehuset om det positive svar. Lægen ønskede mig tillykke i telefonen og bookede en tid til første undersøgelse og vandrejournal den 29. august. Sygehuset bookede mig ind til tidlig scanning den 27. august. Man kan sagtens slå sig selv i hovedet og føle, man har jinxet det, men jeg har efterhånden været en slags gravid nok gange til at vide, at den slags ikke har en skid med jinx at gøre. Det er dog alligevel svært ikke at føle, at man kunne have gjort noget anderledes. Gjort noget bedre. Sådan er man vel så god til at slå sig selv i hovedet.

Jeg græd og græd, Islændingen græd. Mens jeg mest var ulykkelig, var Islændingen vred og magtesløs. Han følte, det var uretfærdigt. Jeg vidste, jeg også ville nå til det punkt, men lige dér, i loungesættet på terrassen ved vores sommerhus, var jeg bare helt igennem godt gammeldags ked af det. Jeg vidste, at hvis det var en abort, der var i gang, så ville der ikke gå lang tid, før jeg ville få en del smerter, når kroppen ville begynde at udstøde det, der var i min mave. Derfor pakkede vi vores ting og tog hjem. Jeg ville gerne bare være i vores egen lille boble, når det skete.

På vej hjem i bilen græd jeg. Da vi kom hjem græd jeg. Og så lå jeg ellers bare og ventede på, at jeg ville få ondt. Det skete bare aldrig. Jeg havde murren og ubehag, men ingen stærke smerter. Jeg blødte heller ikke ret meget mere, kun en smule. Så jeg googlede og googlede, og læste og læste. Og pludselig kom der fornyet håb. Jeg læste om en såkaldt “truende abort”, hvor man godt kunne bløde både friskt og brunligt blod, men at hvis der ikke var smerter, så kunne graviditeten sagtens være levedygtig og blive til en sund og rask baby. Et spinkelt håb levede endnu, men det var nogle hårde dage for følelserne og for psyken. Jeg gik hele tiden på en tynd line mellem at håbe og være opgivende.

Mandagen efter skulle jeg starte nyt job. Vi havde på forhånd besluttet, at jeg skulle være åben omkring vores behandling på det nye sted, og så måtte vi risikere konsekvenserne, for stressen af at lyve og skulle skjule det påvirkede mig for meget, til at det var dét værd. Dog havde jeg ikke ligefrem lyst til at fortælle det på min første dag. Så i en pause fik jeg sneget mig ud i min bil, hvor jeg fik ringet til lægen og fortalt om, hvad vores situation var. Jeg fik en tid til scanning dagen efter.

Scanning gav intet klart svar, så de sendte mig videre til en blodprøve, som skulle vise om mit hCG var faldet eller steget. Det var umuligt for dem at få blod ud af mine årer, så de jagede nålen rundt og ramte en nerve. Jeg sagde til dem, at jeg hellere ville komme igen om nogle dage. Det ville måske i virkeligheden være endnu bedre, for tallet skulle bare falde, og det kunne det få chancen for at gøre i nogle dage ekstra. Det gik de med til, så jeg kom igen om torsdagen. Torsdag aften lå Islændingen og jeg og lavede et væddemål om, hvorvidt mit hCG var over eller under 50. Vi var begge sikre på, at det i hvert fald var lavt, og det var egentlig også det, vi håbede på, for så kunne vi komme videre og se fremad.

Jeg havde bedt om, at de bare sendte mig et brev med svaret på e-boks, fordi jeg ikke ville have, de ringede med resultatet, når jeg var på arbejde. Alligevel ringede min telefon med hemmeligt nummer fredag formiddag, og jeg vidste, det var sygehuset. En anelse irriteret tog jeg telefonen og gik lidt væk fra kontoret. Lægen i den anden ende af røret startede med at undskylde for at ringe, men forklarede så, at med det resultat, prøven havde givet, måtte hun ikke bare sende et brev. Hun mente, jeg potentielt var i livsfare. Mit hCG var nemlig ikke faldet, det var steget. Det lå nu på omkring 1100, og selvom det var højere end de 420 fra ugen før, så var det for lidt i forhold til, hvis det var en sund og “rigtig” graviditet. Hun spurgte ind til, hvordan jeg havde det, om jeg havde smerter eller følte mig svimmel, men jeg svarede, at jeg godt nok havde haft stærke smerter to dage tidligere, men at jeg ikke umiddelbart havde ondt nu. Hun gav mig en såkaldt akut tid kl. 14 samme dag og sagde meget alvorligt, at hvis jeg pludselig fik ondt, skulle jeg komme med det samme.

Jeg var ret meget i chok efter den samtale, for jeg havde regnet med noget helt andet. Jeg tror, jeg har været ligbleg, for mine kolleger kunne med det samme se, der var noget galt. Jeg fortalte, at jeg var nødt til at tage til lægen, fordi jeg potentielt fejlede noget ret farligt. De var meget forstående og sendte mig afsted. Min ene kollega var så påvirket af, hvor påvirket jeg var, at hun begyndte at græde. Så begyndte min anden kollega at græde. Så begyndte jeg at græde. Og så stod vi der alle tre og græd.

Mistanken fra lægerne var hele tiden en graviditet uden for livmoderen, men den var ikke at finde nogen steder, hvilket kun gjorde den mere farlig. Scanningen samme dag gav ikke noget mere klart svar.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s