Tredje forsøg del 5

Scanningen viste en masse og så alligevel ingenting. Det hele var meget uklart, og da det er ret begrænset, hvad man kan se på en ultralydsscanning, endte vi med at gå derfra uden at være blevet klogere. Jeg fik en tid til opfølgende scanning og blodprøve om mandagen, som jeg i første omgang sagde ja til. Da vi var kørt derfra, kom jeg dog i tanke om, at jeg havde et vigtigt møde på mit arbejde om mandagen. Selvom jeg efterhånden havde fået en idé om sagens alvor, ville jeg virkelig ikke gerne gå glip af det møde. I forvejen havde jeg kun arbejdet der fem dage, hvoraf jeg var gået tidligere to dage pga. lægebesøg. Det var ikke ligefrem det fedeste førstehåndsindtryk.

Jeg ringede til sygehuset og forklarede dem situationen. Sygeplejersken var langt fra begejstret for min udmelding, men hun gik irriteret med til at flytte mine tider til tirsdag. “Men hvis du får ondt, så skal du komme ind med det samme – også selvom du sidder i et vigtigt møde”, understregede hun. Det lovede jeg, men tænkte, at hvorfor skulle det ske, når jeg ikke havde haft ondt i flere dage efterhånden.

Mandag morgen tog jeg afsted på arbejde. Jeg møder omkring kl. 7.30, fordi jeg godt kan lide roen om morgenen, inden de fleste andre på kontoret møder. Jeg brugte morgenen på at snakke lidt med min chef, og på spørgsmålet om, hvordan jeg havde det, svarede jeg, at det neb lidt men at jeg havde det okay. Klip til kl. 8.15 cirka, hvor jeg pludselig mærker en fornemmelse, jeg kender. Jeg føler, mit underliv bliver hårdt og tungt, så jeg går på toilettet for lige at sunde mig. Da jeg går tilbage fra toilettet, kan jeg knap nok gå. Jeg får fremstammet til min chef, at jeg bliver nødt til at køre, fordi jeg har rigtig ondt, og jeg er bange for, at det er noget alvorligt.

Jeg føler det som om, jeg bliver omringet af bekymrede ansigter, der alle spørger, om de ikke skal ringe efter en ambulance eller som minimum køre mig. Jeg affejer deres tilbud med, at jeg bare skal afsted og at jeg sikkert godt kan nå frem på egen hånd, hvis jeg bare kører nu. Jeg synes, det hele er helt vildt pinligt og vil på ingen måde ulejlige dem mere end højst nødvendigt. Jeg går mod min bil, men kan knap nok gå, så jeg stopper flere gange og falder sammen. Jeg får ringet til Islændingen og fortalt ham, hvad der foregår, mens jeg sætter mig i bilen og prøver at køre afsted. Da jeg er på vej ud af p-pladsen, bliver jeg stoppet af tre kolleger, som mener, at jeg altså skal køres. Islændingen hører deres tilbud, da han er på medhør, og han siger, at jeg skal tage imod det. Så det gør jeg. Modvilligt.

Jeg bliver kørt lige til døren ved FAM (fælles akutmodtagelse), og Islændingen er i mellemtiden nået frem også. Han får mig hjulpet op til registrering, og jeg bliver vist hen på en stue. Her bliver jeg undersøgt af en sygeplejerske, så en læge, så en fertilitetslæge, og så får jeg taget en blodprøve. Efter scanningen bløder jeg rigtig meget og har stærke smerter. Jeg bliver indlagt, kommer i hospitalstøj og får drop med saltvand. Jeg får at vide, at jeg ikke må spise eller drikke, for de regner med, jeg skal opereres.

Efter noget tid aftager smerterne, og jeg kan efterhånden holde dem ud i sådan en grad, at jeg afviser morfin. Islændingen og jeg bruger dagen på at vente på min stue, mens vi ser serier på TV2 Zulu og spiller kort, som Islændingen har købt til anledningen. Da dag bliver til aften, mister jeg tålmodigheden. Vi har stadig ikke fået afklaring på, om jeg skal opereres, og jeg har efterhånden ikke spist i 24 timer. En læge kommer forbi, og jeg får lov til at tage hjem, få noget mad, komme i bad, og så komme tilbage og blive indlagt på afdelingen for Kvindesygdomme. Her skal jeg observeres natten igennem, have taget blodprøve og scannes igen dagen efter, og så der tages stilling til, om jeg skal opereres.

Jeg bliver vækket klokken lidt i seks, for at jeg kan nå at få lidt at drikke, inden jeg skal væskefaste. Lidt efter får jeg taget blodprøve og op ad formiddagen kommer jeg ind til scanning og konsultation med en af mine sædvanlige fertilitetslæger. Han er nu så sikker, som han kan blive, på at det er en graviditet uden for livmoderen, som højst sandsynligt sidder i min æggeleder. Han anbefaler operation for at blive helt sikker, og evt. fjerne den beskadigede æggleder, men understreger, at det er mit valg. Med tårer i øjnene og mere bange, end jeg længe har været, går jeg med til operationen.

Jeg kommer tilbage på min stue, hvor jeg får besked på at gå i bad, tage mine smykker af, fjerne mascara og så ellers holde mig så ren som muligt. Lidt efter kommer anæstesilægen, som stiller spørgsmål og forklarer mig om proceduren i forhold til at komme i fuld narkose. Det har jeg nemlig aldrig prøvet før. Jeg forbereder mig på, at jeg skal vente i mange timer på at komme til, men pludselig kommer der en sygeplejerske og beder mig tisse af, for jeg skal afsted til operation nu.

Nede på operationsstuen er de nødt til at lægge et nyt venflon i min arm, da det i min hånd ikke sidder ordentligt og det svier, når de sprøjter saltvand gennem det. Mine vener på mine arme er efterhånden så ødelagte af det seneste års mange blodprøver, at de er nødt til at bruge ultralyd for at kunne lægge det nye venflon. Anæstesilægen fortæller, at mine vener er så ødelagte, at de har delt sig, så derfor er det lidt kompliceret at lægge det. Det gør ondt, men det går, og det gør ikke længere ondt, når de sprøjter noget i det. Jeg får de sprøjter, jeg skal have, får en maske for munden og bliver så bedt om at trække vejret dybt. Det er det sidste, jeg husker, inden jeg falder i søvn til lyden af min hjerterytme, som banker alt for hurtigt. For jeg er bange.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s