Hvordan finder man glæden, når tingene er svære?

Som jeg har skrevet om tidligere, har jeg dage, hvor ja-hatten sidder solidt plantet på hovedet, og så har jeg dage, hvor den bliver skiftet ud med en nej-hat. Som jeg også har nævnt, er det for det meste ja-hatten, der sidder der, og det er fordi, man hurtigt lærer, hvad der virker for én, når man skal kapere at være i en situation som denne.

Jeg har som sagt mine tre stadier, som er sorg, vrede og proaktivitet, og fordi jeg efterhånden har oplevet et par gange, at den mekanisme sker helt automatisk, kan jeg for det meste give slip og følge med processen. F.eks. havde jeg en dag efter min operation, hvor jeg vitterligt græd fra morgen til aften. Jeg tror, det var den fredag, hvor jeg havde været til kontrolblodprøve på sygehuset, tre dage efter operationen. De første tårer kom, da jeg talte med min mor, som kørte mig til og fra sygehuset den dag. Vi talte om, at jo bedre det gik fysisk, des sværere begyndte det at være psykisk. For jo mindre ondt det gjorde fysisk, des mere ondt gjorde det psykisk – som om, at den fysiske smerte havde blokeret lidt for den psykiske.

Allerede om fredagen havde jeg det meget bedre fysisk, end jeg havde haft det de foregående dage. Jeg var stadig langsomt og usikkert gående, kunne stadig ikke bevæge mig frit uden smerter og var stadig en smule medtaget af operationen, men der var tydelige forbedringer dag for dag. Men i takt med det, kunne jeg langsomt begynde at mærke en anden smerte. Som et knust hjerte, når man har kærestesorger. Og sådan kan man nok ret godt beskrive det. Ikke at kunne få børn føles som en konstant og langvarig kærestesorg.

Da jeg kom hjem fra sygehuset den dag, ringede det på døren, og uden for døren ventede et bud med blomster til mig. De kom fra verdens bedste sister from another mister, som pt. befinder sig i Shanghai. Hun havde ringet dagen inden, hvor vi havde snakket, og hun havde som altid sagt alle de rigtige ting og fået mig til at grine og joke om hele situationen. Senere samme fredag kom der blomster fra min veninde, som bor i København, som med bare to helt perfekte sætninger i kortet fik det til at føles som om, hun var lige i nærheden. Deres betænksomhed og omsorg på lang afstand fik tårerne til at flyde.

Islændingen var på arbejde den dag, så jeg var alene hele dagen. Det gav mig tid til at høre musik og skrive i den notesbog, jeg har fået af ham, som jeg har dedikeret til at skrive om vores tid i behandling. Det er terapeutisk for mig at få det ud af hovedet og ned i bogen, lidt ligesom et mindekar (Harry Potter-reference, fordi notesbogen er en Harry Potter-notesbog). Så jeg satte mig for at skrive om hele forløbet, vi lige havde været igennem, og det fik gang i the waterworks. Jeg var helt opløst og sad bare og hulkegræd for mig selv til tonerne af svensk popmusik. Det var en kæmpe forløsning.

Sorgen og vreden kom på samme tid denne gang, og det gik stærkt, fordi den lå lige under overfladen. Allerede samme aften besluttede jeg, at det var tid til at være proaktiv. Så jeg lagde en plan for, hvordan vi kunne forbedre vores fertilitet, tegnede og skrev lister, og så følte jeg ellers, at vi var klar til fertilitetsbehandling version 2.0.

____

Ud over mine stadier, som nok mest kommer i brug, når vi har været igennem et mislykket forløb, har jeg også andre coping mechanisms. Noget, der virkelig har virket, er, når vi tager på ture sammen. Når vi er væk fra vores vante omgivelser, og når vi oplever noget, så får hjernen et tiltrængt break fra alt det, der normalt fylder. Derfor har vi også både været i Island og i München i foråret, og så tager vi til New York om tre uger. Turene virker både på den måde, at de får tankerne centreret omkring planlægningen, forventingsglæden og spændingen op til turen, og så er det selvfølgelig al spændingen og energien, der bruges, når man er på turen.

Da jeg læste bogen “Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard, kunne jeg læse, at det også er noget, som han og hans kone har gjort brug af, mens de var i fertilitetsbehandling og mens de ventede på adoptionen af deres datter. Det giver god mening for mig, at det er noget, mange gør. Det er dog vigtigt for mig, at vi ikke flygter fra virkeligheden, for min erfaring siger mig, at man er nødt til at gå igennem, hvad man skal igennem, for at komme hel ud på den anden side.

En anden ting, der i perioder hjælper, er at gøre babyværelset klar. For nogle måneder siden snakkede vi om, at det kunne være, man kunne snyde kroppen til at slappe mere af i det hele, hvis man prøvede at overbevise sig selv og den om, at en baby altså er lige rundt om hjørnet. Fordi vi er gået i gang i så god tid, kan vi også gøre, som jeg godt kunne tænke mig; nemlig udelukkende at købe brugte (preloved) ting til værelset. Når vi går i gang i så god tid, er der bedre chance for, at vi finder det helt rigtige. Vi har købt maling, så vi kan male den ene væg, så har vi købt et brugt puslebord, og vi har arvet nogle hylder af min bonusfars moster, som jeg også skriver om her. Det er gamle teaktræshylder, som trænger til en kærlig hånd, men jeg elsker idéen om, at hendes energi og sjæl, og de hylder, der har huset alle hendes interessante bøger, kommer med ind i vores barns værelse. I værelset står der pt. også en usamlet vugge, som flere i familien har sovet i, inklusive undertegnede. Jeg forestiller mig ikke, at vores barn skal bruge den som seng, men fordi den har hjul, tænker jeg, at den kan stå i stuen og være et sted at placere arvingen, når man har brug for at have hænder og arme fri. Sammen med vuggen, som vi hentede hos min søster, kom der også to hjemmelavede babynests med, som min søster selv har lavet, og så en pose med en masse bodystockings og andet tøj i str. 56-80. Det eneste, der er købt fra ny indtil videre, er puslepuden, som vi faktisk købte så sent som i går.

I dagene efter operationen, kunne jeg ikke holde ud at se på babyværelset. Døren blev lukket derind til, og jeg gik helst ikke derind. Det gjorde for ondt. Og sådan kan det hele tiden skifte. Nu er jeg så småt begyndt at være klar til at arbejde videre på det igen, og det ser jeg helt klart som et godt tegn. Jeg har bl.a. sorteret det brugte tøj i størrelser og lagt det på hver sin hylde i reolen, der står derinde, og jeg tror snart, det er tid til rent faktisk at få brugt den maling, vi har købt derind til.

___

Helt kort sagt, er mine værktøjer til at være i vores situation, at jeg stoler på bearbejdelsesprocessen; at jeg græder, når jeg er ked af det, at jeg snakker om det, når jeg er vred, og at jeg lægger planer og laver lister, når jeg er klar til at se fremad. Derudover er det at se frem i tiden, planlægge ture og arrangementer, og på den måde huske sig selv på, at der er andet at se frem til og glæde sig til, end at blive forældre. Det vigtigste er nok at huske at være et helt menneske og ikke et ødelagt menneske. For jeg er ikke bare en person, der ikke kan få børn, jeg er også en veninde, en søster, en hunde- og kattemor, en datter og en kone. Jeg er mange ting, og jeg skal ikke lade mig definere af min evne til at prokreere. Det er skide nemt at skrive i dag, fordi jeg har en god dag og skal skråle med på Nik & Jay sammen med min mor og bonusfar senere, men det er ikke nemt hver dag. På de dage, hvor det ikke er nemt, er det måske i virkeligheden der, det er vigtigst. Så det arbejder jeg på. Hver dag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s