Tredje forsøg del 6

Jeg vågner igen fra en drømmeløs søvn et ukendt antal timer senere. Jeg mindes, at være blevet fortalt, at jeg skulle vågne på operationsstuen og så blive kørt til opvågningsstuen for at komme til mig selv, men jeg husker ikke de første minutter, efter jeg vågnede. Jeg husker, at jeg ligger på opvågningsstuen og mit blik kører rundt. Jeg spørger, som det første, om de har husket at ringe til min mand, selvom jeg jo godt ved, at det ikke er dem, der skulle gøre det. Det andet, jeg siger, er, at jeg håber, det er min far, der kommer og  henter mig. Min bonusfar arbejder nemlig på sygehuset, og var på arbejde den dag, så selvom han ikke var på den afdeling, har jeg alligevel tænkt, at jeg håbede, han var den, der skulle køre mig “i sikkerhed” igen.

De vil have, jeg skal vente til efter vagtskiftet med at blive kørt hen på min stue, men jeg vil bare gerne afsted hurtigst muligt, så jeg sidder og blinker en hel masse med øjnene for at få mit blik til at blive helt klart, og jeg drikker en hel masse vand, både fordi jeg er tørstig efter at have haft en tube i halsen, men også for at vise dem, at jeg har det fint nok til at kunne drikke en masse. Og det virker! For pludselig siger sygeplejersken, at jeg da er for frisk til bare at ligge der og vente, så om hun ikke bare skal få fat i en portør til at køre mig hen på min stue. Det blev et stort “jo tak” fra mig.

Snapchat-1226836172.jpg
Kort tid efter operationen i lækkert hospitalstøj

På min stue sidder en bekymret mand. Vi havde egentlig aftalt, han skulle hente vores bil, der stadig stod ved mit arbejde fra om mandagen, og tage hjem og gå med Emmy, mens jeg var på operationsbordet, men han havde været for bange for, at han ikke ville være der, hvis der skulle ske noget, eller når jeg vågnede, til at han kunne køre nogen steder. Han havde således siddet og ventet tålmodigt i tre timer, på at jeg kom tilbage. Søde, lille mande.

Jeg var godt groggy efter narkosen, men jeg kunne tydeligt mærke smerterne i maven. Jeg havde ikke fået ret meget smertestillende efter operationen, så det var noget af det første, jeg bad om. Heldigvis blev ønsket imødekommet i stor stil, og jeg blev godt dopet på Ibumetin, panodil og morfin. What a party!

For at komme hjem efter sådan en operation i fuld narkose, skal man kunne spise, drikke og gå på toilettet. Jeg havde allerede drukket, efter kort tid på stuen kom jeg også med møje og besvær på toilettet og snart var også mad på vej til mig. Det blev en falafelbøf med naanbrød og hummus. Yummy. Jeg havde fin appetit, men havde lidt problemer med at synke, da jeg var meget øm i halsen, hvor lufttuben havde siddet. Egentlig havde jeg opfyldt kravene for at kunne komme hjem, men jeg havde stadig en del flere smerter, end de var trygge ved, og jeg selv og Islændingen var trygge ved, så vi var alle enige om, at det nok var bedst, jeg blev natten over.

Senere på dagen kom lægen forbi og fortalte om operationen. Han havde fået tilladelse til at tage billeder under operationen, så han kunne vise mig med ægte billeder i stedet for en plastik model af underlivet, hvad problemet var. Han viste mig, hvor graviditeten sad i min venstre æggeleder, og det var selvsagt, at den var blevet fjernet. Ikke kun sad graviditeten der, den var også helt ødelagt. Da de havde prøvet at puste den op for at se strukturen, var det fosset ud med blod. Så den var godt og grundigt kaput. Den opmærksomme læser kan måske huske, at det også var den venstre æggeleder, der var blokeret ved den første undersøgelse. Den højre æggeleder havde i sin tid også givet lidt problemer, da den blev tjekket med kontrastvæske, og nu kunne jeg se på et billede, hvorfor det var. Hvor en almindelig æggeleder gerne skal være glat og lige hele vejen, har jeg nemlig bøjninger på min i åbningen, hvor ægget skal suges ind.

Konklusionen var og er altså, at jeg nu har PCOS, kun én æggeleder, og den æggeleder jeg har, den er ikke optimal. Så…

Dagen efter, da jeg ikke længere var så groggy af narkose og diverse smertestillende, kom vi ind til endnu en snak med lægen. Han var og er optimistisk omkring vores chancer for at blive forældre. “Giv det et år”, sagde han, “og vær tålmodig”. Jeg kan mærke, tårerne presser sig på, mens jeg skriver det her. For selvom jeg egentlig synes, jeg har grædt de tårer, jeg skulle, over hans besked, så gør den stadig ondt. For vi har ikke travlt, vi skal nok nå det hele, men udsigten til et år, hvor vi skal have mere intensiv og invasiv hjælp, den skærer i mit hjerte og skræmmer min krop. Men mere om det i et andet indlæg.

Jeg sluttede af med en blodprøve, og så fik jeg lov til at tage hjem. Allerede dagen efter min æggeleder var taget ud, var mit hCG faldet fra 1800 til 820. Da jeg var oppe til endnu en blodprøve om fredagen, var det faldet yderligere til 290. Min æggeleder blev også sendt til patologisk afdeling, hvor de ville dissekere min æggeleder for én gang for alle at bekræfte med 100 % sikkerhed, at det altså var dér min graviditet havde sat sig.

Venstre tuba uterina – ektopisk graviditetsprodukt- ruptur- resektat

Also known as: jep, der sad en graviditet i din ødelagte venstre æggeleder.

Vi skal til kontrol og en snak om, hvad planen er fremadrettet, den 13. september. Og det er status pt. Således slutter den meget lange fortælling om vores tredje forsøg.

snapchat-2021653025
Battle scars

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s