Hvad må man egentlig sige?

Jeg tror, vi alle har været der. Stået ansigt til ansigt med en person, der går igennem nogle ting, hvor vi bare ikke aner, hvad der er “det rigtige” at sige. Det sikre valg er altid at sige ingenting – eller er det? For stilhed kan også tolkes som ligegyldighed, som om, at man ikke kan rumme det eller har lyst til at tale om det. Det er sgu ikke nemt. Hvad værre er: Der findes ikke et facit og én rigtig måde at gribe det an på. Det hele er så individuelt fra person til person, hvad der trigger noget, hvad der trøster og hvad der er brug for. Og som jeg har været inde på et par gange før, så kan det skifte fra dag til dag og fra time til time, hvordan det hele forholder sig.

Som svar på mit eget første spørgsmål “Hvad må man egentlig sige?”, kan jeg svare: “alt”. Du må sige alt, og jeg foretrækker langt hen ad vejen, at man hellere spørger end gør sig antagelser. En anden ting, jeg synes, der er rigtig vigtig at nævne, er, at jeg synes, man skal være åben for, at man potentielt kan træde forkert, når man taler med en, der står i en situation, som er langt fra ens egen. Tal fra et godt sted, et omsorgsfuldt og betænksomt sted, og så vil dine intentioner med garanti skinne igennem. Hvis du så træder ved siden af, så vær åben for at få at vide, at når du siger ditten eller gør datten, så rammer det et ømt sted, gør ondt eller bliver misforstået. Lad dig guide, hvis personen, du taler med, har lyst til og mod på at vise dig vejen. Du må aldrig tage det personligt, hvis det, du siger, ikke bliver modtaget, sådan som det var ment. Jeg tror, de færreste forventer, at andre kan vide, hvad der er op og ned og rigtigt og forkert i en så følsom og sårbar situation.

En anden ting, som jeg synes har virket rigtig godt for mig, er, når folk har sagt “jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men du skal vide, at jeg tænker rigtig meget på jer” eller “jeg vil nok aldrig kunne forstå, hvordan du har det, men jeg er ked af, at I går igennem det, I gør”. Vær ærlig omkring, hvis du synes, det er svært at finde det rigtige at sige eller gøre. Sæt ord på det. “Jeg vil gerne spørge ind til, hvordan du har det, men jeg respekterer og forstår, hvis du ikke har lyst til at fortælle om det” – et eksempel på en god, åben og ærlig måde at åbne for snakken på. Det giver mig mulighed for at sige “jeg har ikke lyst til at tale om det lige nu, men jeg skal nok sige til, når jeg er klar”, eller bare at svare på, hvordan jeg har det, hvis jeg har lyst til at dele det.

Der er enormt mange følelser involveret i det at kunne (og ikke kunne) få børn, og der ligger meget identitet i det at være (og ikke være) forælder. Derfor er det et ekstra sårbart område at betræde, især hvis der står en uden fertilitetsudfordringer og med børn på den ene side og en med fertilitetsudfordringer og uden børn på den anden side. Men det er muligt. For jeg har flere veninder med børn, som har formået til UG at sige alle de rigtige ting, at spørge i stedet for at antage og at respektere mine (skiftende) grænser og lyst til at dele.

I et andet indlæg kan jeg så komme ind på, hvad du ikke “må” sige og komme med eksempler på, hvad der er blevet sagt/skrevet til mig, som måske ikke lige er blevet modtaget på den måde, det var intenderet.

 

En tanke omkring “Hvad må man egentlig sige?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s