Hvad skal man IKKE sige?

Jeg har gået og summet over spørgsmålet her de seneste par dage. Gået og tænkt tilbage på tidspunkter, der har givet en knude i maven eller et stik i hjertet. Jeg kan ikke understrege nok, at jeg ved, at ingen siger noget med dårlige intentioner. Ikke desto mindre har der været et par one liners, jeg nok sent glemmer, fordi de har sat sig fast i mine erindring og blevet en del af min historie og dette kapitel i mit liv.

Der har mest været tale om tankeløshed, eller frygten for akavet stemning, hvor man så bare får sagt det første, der lige falder én ind. Derudover har det i mange tilfælde været fordi, vi mennesker bare er virkelig dårlige til at rumme hinandens sorg. Når vi står over for en, vi holder af, som går igennem noget svært, så føles det ubehageligt. Vi vil helst gerne gøre dem glade, trøste dem, og vi vil gerne sende dem videre ud i verden i et gladere humør, end inden vi snakkede med dem. Den her insisterende trang til at fjerne sorg og trøste kan være paralyserende for den, der er i sorg. Det kan være svært at være helt åben omkring sine følelser, hvis man bliver mødt af pick me ups og positive, optimistiske budskaber. For hvis man så bliver ved med at tale om sorgen, tale om frygten og tale om alle de mulige problemer og konsekvenser ens situation kan have, så føler man måske, at de lyttende synes, man bare er en negativ nej-hat, og det har man jo heller ikke lyst til.

Noget, jeg tidligt lagde mærke til, var, at jeg aldrig fik muligheden for at være optimistisk på egne vegne. Hvis jeg snakkede med en person om vores situation, nåede jeg knap nok at fortælle om, hvad der var sket, før de gik i gang med at granske hjernen for løsninger og anekdotiske statistikker, der alle har det formål, at jeg skal blive gladere og få det bedre. Desværre er effekten den modsatte. For jeg kunne godt tænke mig, at jeg fik lov til at nå derhen i samtalen, hvor jeg har fortalt om vores situation, og så selv kan sige “…men vi har heldigvis oddsene med os” eller “…men vi er håbefulde for, at det nok skal lykkes” eller lignende.

I gennemsnit tager det otte måneder for “sunde og raske” personer at blive gravide. Så de første måneder efter diagnosen gik jeg og sagde til mig selv, at selv uden diagnosen ville vi endnu ikke været faldet uden for statistikken. Efter vores første mislykkede forsøg gik jeg og sagde til mig selv, at vi trods alt kun havde været igennem ét forsøg, og at vi havde mange til gode, så det kunne stadig nå at lykkes. Alle de her ting ved jeg jo godt, jeg har ikke brug for, at andre siger dem til mig. Sagen er den, at på en god dag, tænker jeg dem selv, og på en dårlig dag, hjælper de hverken, når de kommer fra mig eller fra dig. Så de er nærmest altid en dårlig taktik.

Men lad mig sætte det op i punktform, så det hele ikke drukner for meget.

  • Anekdoter om andres forløb og resultater. Det hjælper ikke mig, at du kender nogen, der kender nogen, der har hørt om nogen, der havde “det samme som mig”, og som blev gravide uden hjælp. For det første er to situationer aldrig ens. For det andet risikerer du bare, at jeg føler mig som et nederlag, hvis jeg så ikke kan blive gravid uden hjælp. For det tredje er der mange, der ikke helt kender forskellen på PCO og PCOS, hvilket tydeligt afspejles i anekdoterne, da mange af dem, der har “det samme som mig” i virkeligheden har PCO og derfor naturligt nok måske har haft nemmere ved at blive gravid.
    Hvad kan du sige i stedet? Du kan f.eks. spørge ind. “Hvad siger lægen jeres muligheder er?”, “er du optimistisk omkring jeres odds?”, “er der noget, I selv kan gøre, som I vil prøve?” eller andre spørgsmål i den dur.
  • Gode råd. Alt, hvad du har læst om min tilstand, har jeg med garanti også selv læst. Jeg ved godt, hvilken type motion, der anbefales, hvilke kosttilskud, der anbefales, hvilke madvarer, der frarådes, og hvilke behandlingsformer, der er. Chancen for, at du foreslår eller nævner noget, jeg ikke selv har taget stilling til, er meget lille. Derfor er det altid en dårlig idé med såkaldte “gode råd”.
    Hvad kan du i stedet sige? Her er vi tilbage ved spørgsmålsformatet, hvis du gerne vil være sikker på, jeg også har fået dén info med, som du ligger inde med. “Jeg har læst, at det kan være en god idé at tage Omega-3 tilskud, når man har PCOS, er det noget, du har taget stilling til?”, “jeg har hørt, at styrketræning skulle være den bedste motionsform, når man har PCOS, er det noget, du har overvejet at prøve?” eller “jeg ved, kosten kan spille meget ind, når man har PCOS; har du lavet nogle ændringer i din kost?”.
  • Tough love. For nogle er det den eneste slags, og det er nok også den, jeg er vokset mest op med. I en så sårbar og uforudsigelig situation, som den jeg/vi stod i sidste år, er det ikke fremgangsmåden, når du gerne vil sige noget. At sige ting som “nu skal du også passe på, du ikke dyrker det” er ikke noget, jeg anbefaler, du siger.
    Hvad kan du i stedet sige? Her må svaret være: nærmest alt andet.
  • Peptalks. “Det skal nok ske for jer, det kan jeg bare mærke”, “i det mindste kan du blive gravid”. For det første, er der ingen, der ved, hvor et forløb som vores ender. Oddsene siger, at ja, det skal nok lykkes for os på et tidspunkt. Spørgsmålet er, hvad vi skal gå igennem inden, og hvor meget af os det ødelægger undervejs. Derfor kan man ikke bare smide et plaster på, der hedder “det skal nok lykkes”, og så bliver alt godt lige nu. Når folk siger “det skal nok lykkes, det ved jeg bare”, så tænker jeg automatisk: Hvor dælen ved du dét fra? Det ved jeg ikke engang. Det ved lægerne ikke engang. Hvordan kan du vide det?
    Hvad kan du sige i stedet? Det begynder at lyde, som en ødelagt plade, men spørgsmålsformatet er igen vejen frem. “Ved du noget om, hvad jeres odds er?”, “hjælper det dig at tænke på, at du trods alt kan blive gravid?”. Man kan også holde sig til de simple “jeg er ked af, I skal gå igennem det her”. Det er en sikker vinder. Her er et konkret eksempel fra den virkelige verden, som jeg synes, var så fint: “Jeg ville sige, jeg er sikker på, det nok skal lykkes, men det ved jeg naturligvis ikke… Jeg håber bare.” ❤
  • “Det kunne være værre”-scenarier. Alt er relativt, også vores situation. For ja, der findes ting, der er værre, men der findes også ting, der er bedre. Så skal vi ikke bare forholde os til, at det for os er en svær situation, og dermed holde os fra at sige ting som: “det kunne jo være værre; du kunne jo have kræft eller noget”.
    Hvad kan du sige i stedet? Endnu nogle konkrete eksempler fra den virkelige verden: “har du det okay, omstændighederne taget i betragtning?” og “hvad er det hårdeste?”. Det åbner op for, at jeg kan fortælle og forklare, og det er rigtig rart.
  • Du skal ikke tænke så meget på det. Det her er nok det, jeg får at vide allermest. Jeg er ved at blive vanvittig over det. “Det er nok heller ikke godt, at du går og tænker på det hele tiden”, “det er nok bedst, hvis du ikke tænker så meget på det” og historier om folk, det på mirakuløs vis lykkedes for, så snart de lagde drømmene og håbet på hylden, fordi de så ikke “fokuserede og tænkte så meget på det”. Hvis det fysisk var muligt for mig at styre, hvad jeg tænker på og påvirkes af, så ville det være et super råd, men det kan jeg ikke, så derfor er det decideret tankeløst, og det vidner mest af alt om, at du aldrig har stået i samme situation. Hvis du havde det, så ville du vide, at det er så allestedsnærværende, at det er umuligt ikke at tænke på det. Det påvirker, det jeg spiser, det jeg drikker, hvor meget jeg sover, hvordan jeg rører mig og mere eller mindre alle andre aspekter af mit liv – hvordan skulle jeg kunne ikke tænke på det?
    Hvad kan du sige i stedet? “Jeg ved, det nok fylder rigtig meget for dig, har du lyst til, at vi tager i biografen?”, “jeg ved, det nok fylder rigtig meget for dig; hvad er det, der fylder mest?” – i det hele taget bare at anerkende, at det er umuligt ikke at tænke på det, det kunne være rart.
  • “Bare vent”-kommentarer. De her kommer især fra folk, der allerede er forældre. Kommentarer som “nyd det, for når I først har fået et barn, så giver det ikke meget tid til at slappe af og nyde hinanden”, eller “jeg kan blive helt misundelig, for det er bare så hårdt at have børn”. Det kan også være “det skal nok komme, så kan I jo rigtig nyde hinanden imens”, eller efter et mislykket forsøg: “så skal I til det sjove igen”. Det er lidt mangel på situationsfornemmelse, når man selv er mor/far til et eller flere børn, at man så siger til en, der pt. ikke ønsker ret meget andet i verden end netop søvnløse nætter pga. spædbarnsgråd eller en rutinepræget hverdag pga. ulvetimer og tigerspring, at man skal nyde, at man ikke har det.
    Hvad kan du sige i stedet? Faktisk nærmest alt andet. Situationen bliver endnu mere ømtålelig, når det er forældre, der taler med en ufrivilligt barnløs, og det hjælper på ingen måde, når forældrene snakker deres forældrestatus ned og giver udtryk for, at vores situation nærmest er mere ønskværdig.

 

Jeg kunne sikkert komme på flere, men de ville nok alle være variationer eller kombinationer af de ovennævnte. Jeg kan godt se, når jeg skimmer ned over det her (efterhånden ret lange) indlæg, at det kan føles helt umuligt at navigere i, hvad man overhovedet så må sige. Men i stedet for at tage udgangspunkt i det her indlæg, og fokusere på, hvad du ikke “må” sige, vil jeg i stedet henvise til mit tidligere indlæg med, hvad du gerne “må” sige.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s