Hop ombord på fertilitetstoget

Det er den vildeste rejse, det her fertilitetshalløj. Jeg kunne bruge alle mulige analogier på at beskrive det, og jeg har vist før brugt ordet “rutsjebane”, når jeg har snakket om det, men det mest beskrivende er nok, at det er en togtur med lyntog. Lad mig tage jer med ombord på fertilitetstoget.
Fertilitetstoget kender kun ét tempo; det er hurtigt og det er fremad. Slutdestinationen er “baby”, og der er kun ganske få stop på vejen. Der kan til nøds nødbremses, hvis man løber ind i bump på vejen, men ellers buldrer det bare derudaf. Jeg kan blive helt forpustet ved tanken, men mest af alt er jeg forbløffet over, hvordan sådan en tur virkelig kan flytte grænser. På både godt og ondt.
De få stop, der er på vejen, er på regionaltogsstationen Hormonstimulering, banegården IUI (insemination) og hovedbanegården IVF (kunstig befrugtning). Sådan er det i hvert fald på vores rejse. De bump, der er på vejen, har indtil videre været cyster og en graviditet uden for livmoderen (GUL). Det er bump, som man hurtigt og effektivt skal køre over, så man kan komme videre. Toget venter ikke for evigt.
Da vi begyndte at snakke om det for et års tid siden, havde jeg faktisk besluttet, at jeg ikke ville i fertilitetsbehandling. Jeg havde i de første måneder med PCOS fået smidt så mange succeshistorier i hovedet, at jeg tænkte, at hvis andre kunne, så kunne jeg også. Og ja, jeg, for det handlede om, at jeg skulle få min PCOS i skak og så skulle det nok komme af sig selv. Faktisk var jeg der, at jeg tænkte tanken, at vi skulle prøve naturligt i halvandet år, og så skulle vi undersøge adoption.
Adoption har været i mine tanker allerede inden, jeg fandt sammen med Islændingen. Jeg havde i lang tid sagt, at hvis jeg endelig skulle have børn, så ville jeg adoptere. Så for mig har adoption aldrig været en nødløsning eller en sidste udvej, det har været et aktivt tilvalg, som jeg sagtens kunne se mig selv i. Jeg er så heldig, at jeg har en (bonus)lillesøster, som er adopteret, og hun er så dejligt et menneske, som gør, at jeg ikke kan tænke andet, end at vi ville være heldige, hvis vi fik muligheden for at få et barn, som ønskede os som forældre, lige så meget som vi ønsker det som barn.
Da vi flyttede hjem til Sønderjylland, og vi i den forbindelse skiftede læge, blev der dog lidt tilfældigt sat gang i hjulene på fertilitetstoget. Jeg tog nemlig til lægen for at få en snak om min PCOS og for at få en ny recept på Metformin, som jeg fortsat skulle tage. Hun indrømmede blankt, at hun ikke anede noget om PCOS, så hun tilbød at henvise mig til nogen, der gjorde. Den henvisning var til afdelingen for Kvindesygdomme på sygehuset, og fordi jeg havde udtrykt graviditetsønske, var den henvisning helt automatisk også en henvisning til fertilitetsbehandling. Så kørte toget, og vi hoppede ombord.
Jeg havde op til vores første konsultation læst en hel masse, og derfor vidste jeg også mere eller mindre, hvad der ville komme til at ske. Både til konsultationen og efterfølgende. Så selvom jeg egentlig havde meldt fertilitetsbehandling ude, så blev det i stedet til, at jeg var med på hormonstimulering og egentlig også IUI, hvis det blev nødvendigt, men jeg ville nok sætte grænsen ved IVF. Jeg vidste, hvad der skulle ske, men jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til.
Efter det første forsøg med hormonstimulering trak jeg lidt i land. Hvis det her var så hårdt, hvordan ville de andre former for behandling så ikke være? Ville jeg overhovedet bryde mig om IUI? Og IVF var helt udelukket! Efter snart ni måneder, hvoraf cirka halvdelen har været i aktiv behandling på den ene eller den anden måde, må jeg indrømme, at jeg er blevet mere hårdhudet. Mere nådesløs. Desværre på min krops og mit sinds bekostning. For pt. står intet i vejen for endestationen. Hormonstimulering, IUI, IVF – bring it on!
Nogle dage har jeg lyst til at smide håndklædet i ringen, dedikere mit liv til en skæbne som dyremor og ikke menneskemor, og så hvile i, at det vel egentlig var den oprindelige plan. Andre dage holder jeg mig kørende ved tanken om, at videnskaben og oddsene er med os. Jeg holder mig kørende ved tanken om, at jeg ved, vi bliver forældre til et helt enormt ønsket og elsket barn. Det vil alle nok mene, at de gør, men jeg har stadig en tese om, at når man skal gå igennem alt det, der følger med fertilitetsbehandling, så vil barnet helt automatisk være endnu mere ønsket og elsket. Den tanke og følelse, ved jeg, at andre i samme situation også tænker. Om den er sand eller ej er lige meget, det vigtige er nok, at det er noget, vi kan varme os ved.
Jeg holder mig også kørende ved at følge med hos andre, der også er i behandling. Mange er i meget mere invasiv behandling og har været det i meget længere tid end os. Det er med til at skrue ned for min selvmedlidenhed og op for min ydmyghed. For alt er relativt, og vores følelser i hele det her er lige så reelle som de andres, men det er meget sundt engang imellem at sætte tingene lidt i perspektiv. Så tak til alle dem, der er åbne omkring deres forløb. Det er så lærerigt, også for en, der går igennem noget lignende, at følge jeres rejse på fertilitetstoget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s