Fredag var en god dag

Oven på den lidt følsomme dag torsdag, kom fredag ikke et sekund for tidligt. Jeg var mere end klar til at snakke om, hvad planen er fremadrettet, og høre lægens endelig dom, over vores chancer. Islændingen og jeg arbejdede begge hjemme i fredags, så vi sammen kunne tage op på sygehuset kl. 13.20. Jeg havde sovet ret uroligt natten til fredag, og jeg kunne godt mærke, jeg trængte til afklaring og svar. Samtidig var jeg nervøs for at skulle køre derfra, uden netop at have fået dét. 

Islændingen spurgte mig, hvad jeg forventede at få med derfra. Jeg svarede, at jeg forventede en konkret plan. En konkret afklaring. Noget konkret, kort sagt. 

Vi følges af to læger, en mand og en kvinde, og de er begge helt enormt kompetente, dygtige og venlige. Jeg føler oprigtigt i gode hænder hos dem. Det var manden, der opererede mig for godt en måned siden, og jeg følte mig (så) tryg (som man nu kan være) ved situationen. Når det så er sagt, så taler han ikke så godt dansk, og så bruger han mange ord for at forklare tingene, netop fordi han ikke helt ved, hvordan han skal formulere det. Det er normalt ikke en udfordring eller et problem, men lige i fredags håbede jeg, at det var kvinden, der var på vagt. For jeg havde som sagt brug for noget konkret, og der er han ikke den rette at tale med. 

Vi ventede i omkring 25 minutter på at komme ind, og jeg gik lidt nervøst hen mod stue seks. Jeg kiggede ind af døren, og til min store lettelse var det kvinden, der sad der. Så langt, så godt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente til samtalen. Skulle jeg undersøges, skulle ses på mine ar, ville vi blive sendt videre til Odense eller var det hele bare en sludder for en sladder? 

Heldigvis kunne jeg gå derfra med sænkede skuldre og med en følelse af, at jeg var så lettet, at jeg kunne tude. Jeg havde en følelse af at have været til eksamen og være kommet ud med et 10-tal. For det var positivt over hele linjen. Vi fik tilbuddet om at enten fortsætte med hormonstimulering som hidtil eller blive sendt videre til IVF i Odense. IUI var umiddelbart ikke en relevant løsning for os, så det var den relativt “nemme” løsning med hormonstimulering eller den relativt invasive løsning med IVF, vi skulle vælge mellem. 

Den eneste forskel, vi vil opleve ved hormonstimulering fremover, er, at vi ved første scanning på CD 10-12 skal vurdere, om forsøget skal slutte eller fortsætte. Hvis jeg har modnet æg i venstre æggestok, er vi nødt til at stoppe forsøget, men er det i højre (eller begge), kan vi fortsætte, som vi plejer. Jeg var derfor hurtig til at sige, at jeg ikke føler mig klar til IVF. Så travlt har jeg ikke, at jeg vil udsætte min krop for de ekstra hormoner, de ekstra nåle og de ekstra smerter, der følger med dén type behandling. Jeg kiggede over på Islændingen, som tøvende var enig. Tøvende, fordi han havde brug for at høre mere om, hvad risikoen er for, at jeg skal igennem et lignende forløb, som jeg var igennem for en måneds tid siden, igen. 

Der var positive udmeldinger fra lægen over hele linjen. Hun mente for det første ikke, der var stor risiko for, at det samme ville ske i højre æggeleder. Hun mente for det andet, at min højre æggeleder så fin ud og havde ingen betænkeligheder ved den, som jeg ellers havde forstået, der var. Den tredje, og bekræftende faktor, var, at hun også mente, at hormonstimulering var den rette vej at fortsætte ad. Hun ville ikke sige noget, før vi havde taget valget, fordi hun syntes, det skulle være vores valg, men da valget var truffet, bekræftede hun os i det. Da jeg relativt nemt er blevet gravid ved hormonstimulering før, mente hun også, der var gode chancer ved det, og at det derfor ikke var nødvendigt at gå videre til IVF lige nu. 

Jeg var så lettet, da jeg gik derfra, fordi jeg netop havde fået noget konkret. Jeg ved, hvad den kommende behandling indebærer. Jeg ved, at hvis det, mod forventning, skulle ske, at jeg blev gravid uden for livmoderen igen, og at min højre æggeleder dermed også skal fjernes, så har vi en sidste mulighed i IVF, som for os nok vil have en høj succesrate. Jeg fik desuden lovning på, at hvis jeg bliver gravid igen, så vil jeg blive fulgt tæt de første mange uger med blodprøve hver uge, så vi evt. kan minimere skaden, hvis nu noget skulle være galt igen. Kort sagt: all good news

Jeg forstår, at nogle kan have svært ved at forstå, hvorfor vi ikke bare går direkte videre til IVF, hvis succesraten for os vil være mere garanteret end hormonstimulering. Men det et spørgsmål om, at mine grænser for, hvad jeg har lyst til at byde min krop, ikke er rykket tilstrækkeligt endnu. Når vi har været igennem nogle flere forsøg med hormonstimulering, vil jeg måske helt automatisk når der til, at nu er jeg klar. Indtil da vil jeg hvile i, at jeg ved, hvad vi går i møde de kommende måneder, og så vil jeg håbe på, at der ikke skal mange forsøg til, før vi endelig kan stå med en positiv test igen (igen igen igen). 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s