Hvor mange barnløse skal der til for at skifte et fokus?

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Min seneste graviditet (uden for livmoderen) var et vanvittigt forløb. Jeg kan stadig ikke snakke ret meget om de dage op til og dagene efter, uden jeg får våde øjne og ondt i maven. Til gengæld vil jeg rigtig gerne fortælle om, hvad der er sket siden. For mig er det et gennembrud.

Jeg har vist før nævnt, at jeg i ugerne op til vores kontrolbesøg på sygehuset havde været ret god til at skubbe hele situationen lidt i baggrunden, og at jeg i stedet havde fokus på at nyde at have min krop for mig selv for en stund. Selvom selve dagene op til besøget var ret emotionelle, så var den generelle sindstilstand god. Jeg forklarede det med, at jeg på en eller anden måde havde klaret at fortælle mig selv, at jeg alligevel ikke kunne gøre andet end vente, på det blev den 13. Derfor var jeg også lidt spændt på at se, hvordan jeg ville reagere, når vi havde været til kontrol og vi kunne begynde at se frem til en ny hård periode med forsøg.

Status er dog, at det fandme går godt. Og jeg er så stolt af at kunne skrive de ord. Og jeg er stolt og glad, hver gang jeg kan skrive eller sige de ord til nogen, der spørger, hvordan det går, eller hvordan jeg har det. Jeg har det helt oprigtigt godt. Jeg er glad, jeg er optimistisk, jeg er håbefuld. For tiden er jeg et sted mentalt, hvor jeg befinder mig godt i vores situation. Ville jeg ønske, den så anderledes ud? Det siger næsten sig selv. Men jeg har på forunderlig vis fundet hen til et sted, hvor jeg hviler i, at den ser ud, som den gør. Jeg er fundet hen til et sted, hvor jeg kan tænke: “Det lykkedes jo faktisk på en måde sidst, så selvfølgelig skal det nok lykkes igen”.

Jeg kaster alle de negative tanker og nej-hatte til siden, og jeg ser kun de gode odds og de positive tanker. Vigtigst af alt lader jeg ikke barnløshed og fertilitetsudfordringer dominere hverken mine tanker eller min hverdag. Selvfølgelig kan man ikke lade være med at tænke på det hver dag, og jeg tror faktisk også, vi taler om det hver dag, men det er slet ikke på den der altoverskyggende måde som før. Det skyldes nok også, at jeg nu er i et arbejde, hvor mine dage går hurtigt, fordi jeg er så opslugt af mit arbejde, at jeg ikke har tid og plads til at tænke på det.

Jeg kan ikke give den præcise opskrift på, hvordan mit fokus pludselig er skiftet. Jeg ville ønske, jeg kunne, for så kunne jeg finde den frem, når det en dag skifter tilbage igen. For det gør det nok, hvis man skal være realistisk – men den tid, den sorg.

Det skyldes selvfølgelig førnævnte optimisme, som giver mig ro. Så skyldes det nok også mit arbejde, som jeg nævnte før, fordi det fylder mine dage med alt andet end plads til at tænke på det. Men en medvirkende faktor tror jeg helt sikkert også er, at jeg har omgivet mig med andre barnløse. Jeg følger dem på Instagram, jeg læser deres blogs, jeg hører deres podcasts, jeg skriver med dem på nettet og jeg snakker med dem i virkeligheden.

At omringe sig med andre i lignende situation, giver mig en følelse af, at jeg ikke er alene. Her, hvor jeg er lige nu, er det de andre barnløses succeshistorier og perspektiver, der for en gangs skyld hjælper. To af dem, jeg følger på Instagram, er gravide lige nu, og alt tyder på, det nok skal gå godt for dem begge. En af dem, jeg kender i virkeligheden, der har kæmpet i nogle år, er endelig gravid, og alt tyder på, det nok skal gå godt for hende også. Deres historier giver mig håb, for de er konkrete, og jeg kan selv følge med i dem og gøre mig mine egne tanker om det. Andres videregivelse af anekdotiske succeshistorier hjælper stadig ikke, FYI.

Der er selvfølgelig også de der podcasts, jeg nævnte. For mens Islændingen og jeg kørte rundt mellem Washington DC og New Jersey, hørte vi nogle podcasts. Det var bl.a. ‘Anden til venstre’, hvor Caroline Hvenegaard (som er gift med og har adopteret med Pelle Hvenegaard) var på besøg, og så var det podcasten ‘Barnløse Fugle’, som bare har været helt genial. Den er hård at lytte til, især det afsnit, hvor de har en psykoterapeut på besøg, men den har også virket helt terapeutisk og givet food for thought.

Så det der med at skifte fokus, det er altså ikke noget, jeg har klaret af mig selv. Det har krævet en hel del barnløse og deres historier og fortællinger, men hold nu op, hvor jeg nyder det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s