Kære krop

Jeg følger med hos ret mange kvinder med fertilitetsudfordringer, både på sociale medier, i podcast, dokumentarer, i bøger og i artikler. Fælles for mange af dem er, at de er sure på deres kroppe. Sure over, at den ikke virker. Sure over, at de føler, den forråder dem, når de igen og igen enten ikke bliver gravide eller bliver gravide og aborterer. De føler sig snydt i kropslotteriet, fordi de er defekte i forhold til deres egne forventninger.

Jeg kan godt genkende følelsen af at føle sig defekt. Følelsen af, at det eneste her i verden, jeg reelt med sikkerhed burde kunne gøre, altså, blive gravid og føde børn, det kan jeg ikke. Men at føle mig sur på min krop er heldigvis noget, jeg er sluppet for. Faktisk er det den helt modsatte effekt, hele vores forløb har haft på mig.

Jeg har altid haft en anstrengt forhold til min krop. Jeg har følt mig for tyk, for bulet og forkert. Jeg har hadet mine stritører og mine brede skuldre, jeg har prøvet at skjule mine høje ribben og mine mormorarme. Jeg har skammet mig over min krop. Men det gør jeg ikke mere.

Min krop er blevet fyldt hormonfyldte piller. Den er blevet stukket i med hormonfyldte nåle. Den er blevet tappet for blod så meget på en så kort periode, at mine vener nærmest gik i stykker over det. Den er blevet skåret i, pustet fuld af gas, syet sammen igen og tvunget igennem en smertefuld rehabilitering. Den har været gravid og gjort sig klar til at huse et barn for så at få det taget fra sig igen af biologiske mekanismer, der har været ude af nogens kontrol. Jeg tror på, at min krop har gjort, hvad den kunne, hver eneste gang vi er gået i gang med et forsøg. Jeg har en følelse af, at min krop arbejder sammen med mig og ikke imod mig.

Efter operationen i august, havde jeg ondt af min krop. Jeg følte, jeg havde budt den alt for meget på alt for kort tid. Den var brugt. Udmattet. Ødelagt. Og jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg bare var blevet ved og blevet ved, uden at den fik en pause. Efter operationen fik den en tvungen pause, og det tror jeg, har gjort godt for både den og mig. “Mig” som i mit hoved, mine tanker og mine følelser.

Der er ikke noget, der er så skidt, det ikke er godt for noget. Og af alle de ting, der er forfærdelige og hårde i en proces som vores, der er der trods alt kommet det ud af det, at jeg er langt gladere for min krop. Jeg skælder ikke ud på den, jeg er ikke sur på bulerne, de strittende ører, de brede skuldre og de høje ribben. Jeg aer dem, jeg taler pænt til og om dem, og jeg værdsætter, at jeg har en krop, som bærer mig oprejst gennem et forløb, som meget vel kunne have tvunget mig i knæ.

Så, kære krop, tak.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s