Jeg er gravid

Igen. Denne gang forhåbentlig i alle de cirka ni måneder, det tager at færdigbage et barn. Indtil videre lover det ret godt. Vi er aldrig nået så langt, som vi er nu. Jeg er i slutningen af 9. uge, vi er blevet afsluttet fra sygehuset og står nu på egne ben ude i verden blandt de “almindeligt gravide”, og vi har været så priviligerede at have set og hørt hjertet hele to gange allerede. En oplevelse, jeg nok aldrig bliver træt af, og som uden sammenligning må betegnes som det største, jeg har oplevet. Jeg har set og hørt et hjerte banke, som jeg har skabt sammen med manden, jeg elsker. Dét er sgu stort.

Der er desværre ikke lykke over hele linjen. Det ville næsten også være for nemt. For det sætter sine spor, det der med at være i behandling, at se to streger på en graviditetstest flere gange for så at se dem forsvinde igen, og det der med at håbe og blive skuffet igen og igen. Derfor har de første uger også været præget af angst, frygt og den overdøvende mangel på glæde. For det er der en forventning om, føler jeg, at man endelig er gravid, og så skal man jo være glad. Ikk’?

Jeg ved godt, jeg er glad, selvfølgelig er jeg det, jeg kan bare ikke mærke det, fordi så mange andre følelser fylder mere. Jeg er både forbandet og velsignet ved, at jeg er ret skånet for symptomer. Selvfølgelig mærker jeg den der altoverskyggende træthed, der gør, at jeg føler, min hjerne sumper rundt det meste af tiden, og jeg mærker også kvalme især om eftermiddagen, aftenen og natten, ligesom jeg især de seneste dage har været ramt af ligamentsmerter og ømhed i lænden. MEN! De første mange uger har det været minimalt, hvad jeg har mærket til det der med at gro et barn. Problemet er nok, at jeg har været vant til en vis grad af ubehag, kvalme og smerte det seneste års tid pga. medicin og behandling, så at jeg nu skal forbinde mit ubehag og mine smerter med, at jeg er i gang med at gro et barn, det har jeg rigtig svært ved.

På mange måder ville jeg nok have nemmere ved det, hvis jeg var helt radbrækket og nedlagt af kvalme og smerter, men så igen: Hvem har også lyst til at have det sådan? Manglen på (voldsomme) symptomer har heldigvis indtil videre ikke haft nogen betydning for, hvordan vores lille blob udvikler sig. Vi fik tre scanninger på sygehuset, inden vores sag blev afsluttet, og der kunne man med al tydelighed se udviklingen, som har været mere eller mindre lige efter bogen.

Selvfølgelig har jeg skrevet lidt om forløbet undervejs, som jeg bare har ventet på at kunne/turde offentliggøre, så det vil komme løbende de næste par dage, regner jeg med.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s