Uge 0-4

Det her er skrevet, inden graviditeten er bekræftet af en blodprøve. Det er skrevet, inden det er offentliggjort til venner og familie, at vi måske skal være forældre til juni 2020. For det skal vi. Måske. Forhåbentligt. Og det er helt vanvittigt. 

Jeg husker stadig, da jeg sad til den sidste konsultation med min læge inden operationen, og jeg blev bedt om at tage stilling til, hvorvidt jeg skulle opereres og have fjernet min ene æggeleder eller ej. Jeg var så ulykkelig og så bange, for hvordan ville vores chancer være med kun én æggeleder? Jeg husker også, at svaret, da jeg spurgte, om vores chancer ville blive endnu dårligere, var meget flyvsk og ikke særligt afklarende eller konkret. “Måske tager det en måned, måske tager det et år”, sagde min læge, efterfulgt af understregningen af, at han var optimistisk. 

Dagene efter operationen var jeg stadig bange og ulykkelig for det uvisse, vi gik i møde, men efter nogle dage formåede jeg på magisk vis at lægge det lidt på hylden og vente på vores kontrol den 13. september. Og den gik som bekendt helt fantastisk. Jeg gik lettet derfra, og jeg var mere håbefuld og optimistisk, end jeg længe havde været. Kun tre dage senere kom min menstruation. 

Det var egentlig meningen, at vi ville “holde fri”, indtil vi havde været i New York, men pludselig kom min menstruation for første gang siden operationen, og hvor stod vi så? For det passede ikke vildt godt i forhold til et behandlingsforløb. For det første er Clomid stærke sager, som jeg var bange for, jeg ikke ville få lov til at tage med ind i USA, og for det andet var vi stadig i USA, når det var tid til første scanning. Jeg følte mig bare så klar, så jeg ringede alligevel til sygehuset og forklarede situationen. Jeg mindede dem om, at mine follikler alligevel aldrig var store nok ved første scanning på CD 10-12, så jeg foreslog, at jeg kunne komme ind til scanning om mandagen, når vi var kommet hjem igen, for det ville være CD 15. De gik med på planen med det forbehold, at jeg huskede på, at når jeg blev scannet så sent, så var der en risiko for, at jeg havde haft spontan ægløsning. Det var jeg indforstået med, for det vidste jeg ikke ville ske. 

Jeg var så dejligt sparet for bivirkninger fra Clomid denne gang, og der var ikke særlig meget kvalme eller særlig mange hedeture. Og det der med at få det med ind i USA gik uden problemer. Tilbage i Danmark var det tid til scanning mandag den 30. september kl. 8.30. Islændingen var med, og vi var så spændte. Jeg havde mærket en hel del i underlivet de foregående dage, så jeg havde nogle anelser, men nu skulle de be- eller afkræftes. Det tog kun ganske få minutter at få bekræftet, at jeg havde modnet to store, flotte follikler på 20 og 21 mm – og endda i den “rigtige” side; højre æggestok. Faktisk var de så fine, at min læge lige spurgte en ekstra gang: “Du har kun taget Clomid? Hvor meget har du taget?”. Jeg fortalte, at jeg havde taget den sædvanlige dosis; to om dagen i fem dage. “Du har ikke suppleret med sprøjter?”, spurgte han igen. “Nej, nej, kun Clomid”, svarede jeg. Her fulgte så et kæmpe smil og to thumbs up. “Det er godt klaret”, sagde han. Og jeg følte mig underligt stolt af mine æggestokke og ikke mindst mine to fine æg.

Vi havde for en sikkerheds skyld taget en Ovitrelle-sprøjte med, så vi kunne tage den med det samme på sygehuset, inden vi kørte hver til sit for at tage på arbejde. Det var en spøjs oplevelse at stå der på et toilet på sygehuset og blive stukket i maven, men det kunne næsten ikke være anderledes. 

Jeg mærkede heller ikke meget til bivirkninger fra sprøjten, som jeg ellers altid gør. De kommer efter få dage, hvor bivirkningerne minder meget om graviditetssymptomer. Der var nærmest ingenting at mærke, hvilket gjorde mig nervøs. Havde vi taget sprøjten forkert, virkede det ikke, havde jeg ikke fået ægløsning? Sådan gik jeg lidt og tænkte for mig selv, indtil jeg pludselig en dag blev slået hårdt af både kvalme, træthed, øget tissetrang, murren i maven og stik i lænden. Alle de sædvanlige bivirkninger/symptomer. For hos mig har de to lignet hinanden til forveksling hver gang. Jeg havde dog på fornemmelsen, at noget var anderledes. Så jeg ventede et par dage, indtil jeg vidste, sprøjten ville være ude af mit system, så jeg ikke risikerede en falsk positiv, og så testede jeg. Før tid. Og det må man jo egentlig ikke, men det gjorde jeg faktisk også sidst, fordi jeg kunne fornemme, at det gav mening. Jeg testede første gang den 11. oktober, hvor den var helt svagt positiv. Det havde jeg også forventet, men jeg slog det hen med, at det jo kunne være de sidste rester af sprøjten, der hang ved, så jeg slog koldt vand i blodet og besluttede, at jeg ville teste igen to dage senere for at se, om stregen blev mere eller mindre tydelig. Blev den mindre tydelig, var det sprøjten, der var på vej ud af systemet, men blev den mere tydelig, var det fordi, mit hCG var stigende. 

Og den var mere tydelig. En hel del mere. Ikke så tydelig, som den kan være, men der var ingen tvivl om, at den var positiv. Alle scenarier er mulige pt. Jeg kan få min menstruation en af de kommende dage, og så kan der være tale om en biokemisk graviditet. Igen. Jeg kan komme til blodprøve, som viser et forhøjet hCG, og når jeg så skal ind til kontrolblodprøven et par dage senere, kan den være enten steget eller faldet. Er den faldet, er det fordi, jeg er ved at abortere. Igen. Er den steget, skal jeg følges med blodprøver eller scanninger, så vi kan gribe hurtigt ind, hvis der er formodninger om en graviditet uden for livmoderen. Igen.

Islændingen er sikker: Nu er den der. Han siger, han har vidst det, siden han så de to fine æg til scanningen. Jeg er ikke helt overbevist. Jeg tør nok ikke. Men uanset hvad, så føler jeg, forløbet har været en succes. Jeg har modnet to fine æg i den rigtige side, og jeg er blevet gravid igen. Det er mit fokus lige nu, og jeg tager én dag ad gangen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s