Uge 5-9

Så langt, så godt. 

Jeg var til blodprøve den 14. oktober om eftermiddagen. Resultatet kom prompte efter to timer, og det var en lettelse. Mit hCG lå på 110. Egentlig havde jeg tid til anden blodprøve om torsdagen, fordi det passede bedre med arbejde, men tirsdag aften var jeg ved at gå til af nervøsitet og spænding, så jeg rykkede tiden til om onsdagen. Der skulle jo bare gå to dage, så hvis jeg fik taget en ny blodprøve præcis 48 timer efter den første, så måtte det give et sikkert resultat. Blodprøve nummer to er altid endnu mere nervepirrende at vente på svar på, for det er den, der fortæller, om min lille blob i maven udvikler sig eller er ved at gå til grunde. 

Resultatet lod vente på sig, og både Islændingen og jeg var ved at gå ud af vores gode skind i ventetiden. Vi trykkede “refresh” på sundhed.dk igen og igen. Vi havde besluttet os for, at hvis resultatetet var tilfredsstillende, så ville vi fortælle nyheden til Islændingens forældre. Ventetiden foregik hjemme hos min mor, som havde vidst det i nogle dage. Hun havde besøg af mine to ældste niecer, som var i gang med at udhule græskar. Jeg gik i køkkenet for at hjælpe til, mens Islændingen fortsat trykkede “refresh” og prøvede at tvinge resultatet frem på skærmen på min telefon. Pludselig kalder han mig hen til sig. Det er der. 

Resultatet viste et hCG på 370. Dvs. et mere end tredoblet hCG på to dage. Det er rationelt set et rigtig fint resultat. Meget tilfredsstillende. Desværre gav det mig ikke den ro, jeg havde håbet på og inderligt havde brug for. Islændingen fik talt mig til fornuft, og vi blev ved med at gennemgå fakta, som er, at mit hCG ligger rigtig fint og at det stiger rigtig fint, selvom jeg kun lige og lige er i 5. uge. Så vi kørte ud til mine svigerforældre (2 ud af 3), hvor vi fortalte om vores lille nyhed. Vi fik understreget, at det er meget, meget tidligt og at alt kan ske, og det var de indforstået med, men glæden var alligevel ikke til at tage fejl af. 

Det var rigtig stort at fortælle det til dem, og det er noget, jeg har glædet mig til, siden vi begyndte at prøve. Især min svigermors reaktion har jeg glædet mig til, og den var, som jeg havde regnet med. Jeg ville ønske, vi kunne levere nyheden på en mere munter og mindre dyster måde. Jeg ville ønske, vi kunne lave den der “surprise, I skal være bedsteforældre”, hvor man overrasker dem med en sjov gimmick. Problemet er bare, at jeg ved, at det her næsten er så langt fra en sikker deal, som det kan være, så jeg ville føle mig så dum, hvis jeg igen og igen skulle overraske dem med en god nyhed, som ender dårligt. Samtidig har jeg brug for at fortælle det til nogen, fordi jeg har brug for at anerkende – og få anerkendt – at jeg altså er gravid. Måske er det tidligt, måske er alt stadig usikkert, men jeg er altså gravid. 

Efter anden blodprøve fik vi egentlig tid til  scanning på sygehuset den 11. november, og det føltes som lysår væk. Jeg fik nævnt til sygeplejersken, som bookede tiden til mig, at min læge tidligere havde nævnt, at hun ville følge mig med blodprøver hver uge i starten, så vi kunne sikre, at mit hCG stiger, som det skal. Det her var i uge 42, så min læge havde efterårsferie, men vi aftalte, at de skulle vende tilbage ugen efter om mandagen eller tirsdagen. Da jeg ikke havde hørt fra dem tirsdag morgen, ringede jeg selv. Jeg behøvede kun lige sige mit navn, så kom sygeplejersken i tanke om, at hun havde glemt at ringe til mig dagen inden. Min læge havde besluttet, at hun ikke syntes, jeg skulle ind og stikkes i hver uge. I stedet havde hun valgt, at jeg skulle ind til en tidlig scanning, så det fik vi tid til den 24. oktober. 

Dagene op til scanningen var jeg helt ude i tovene. Jeg mærkede nærmest ingen symptomer, jeg mærkede til gengæld en del murren i underlivet, som jeg var sikker på var en begyndende menstruation/abort, og jeg havde faktisk mere eller mindre affundet mig med, at vi ville få et negativt resultat til scanningen. Jeg var så psykisk ustabil på det her tidspunkt, at jeg faktisk nærmest ikke kunne være i mig selv. Men så kom scanningsdagen, og der var jo absolut intet at være nervøs for. Det, man kunne håbe på at se, det så vi. Alt så helt perfekt ud. Jeg havde forventet en form for lettelse og glæde, men jeg følte mest af alt tomhed. Og det var så forfærdeligt, for Islændingen var tydeligt meget lettet og glad, og jeg kunne slet ikke dele det med ham. En snak i telefonen med min mor, en tudetur og at blive mødt i mine følelser af Islændingen, var det, der skulle til, for at jeg fik ro på. Efter nogle timer lettede de grå skyer, og jeg mærkede en smule til lettelsen. Vi havde fået en ny tid til scanning den 2. november, så det var heldigvis kun lidt over en uge med uvished, før vi igen kunne komme ind og se med egne øjne, hvordan det stod til derinde. 

I dagene mellem første og anden scanning var jeg noget mere rolig. Dog tjekkede jeg trusser som aldrig før, og jeg var hele tiden sikker på, at jeg ville blive mødt af blod, når jeg var på toilettet. Jeg var så bange for den relative ro, jeg følte, for jo mere sikker, man føler sig, des mere ondt gør det, når det så går galt. Helt frem til aftenen inden anden scanning formåede jeg at tænke positivt og forholde mig relativt rolig, men det var svært at falde i søvn, og det var svært at finde den dybe, gode søvn, fordi jeg spekulerede så meget.

Dybe vejrtrækninger blev vejen frem de sidste meter frem til venteværelset, og det blev også det sidste, jeg gjorde på briksen, inden vi hurtigt på skærmen kunne se, at et lille hjerte blinkede til os. Jeg følte mig lidt som Rachel i Friends, der ikke rigtig kan se, hvad hun skal, på skærmen, men min læge tog sig tid til at pege mig ind på det lille blink og sørgede endda for, at vi fik lov til at høre hjertelyden. Og det var dén, der fik mig over the edge. Tårerne begyndte at trille, og de stoppede først igen, da vi nåede elevatoren på vej ned og hjem. Denne gang med tre fine billeder som bevis på, at alt indtil videre er helt perfekt. Størrelsen passer, hjertet ser ud og lyder, som det skal, og der er ingen grund til ekstraordinær bekymring. Faktisk så alt så fint ud, at min læge ville afslutte min sag, men jeg fik lov til at komme ind til en sidste tryghedsscanning.

Den tredje og sidste ekstraordinære scanning, vi var til, var den 12. november. Denne gang til en udvendig scanning, hvilket i sig selv føltes som en milepæl. Den lille blob var tydeligt vokset, hjertet bankede derudaf, og jeg bliver nok aldrig træt af at høre på hjertelyden. Det er det største, jeg har oplevet. Fordi alt var så fint, som det var, kunne intet stoppe min læge i at afslutte vores sag og sende os ud af døren med et fast håndtryk og en besked om, at alt nok skulle gå godt.

Mellem anden og tredje scanning var der en anden stor milepæl, der fandt sted: Jeg fik min vandrejournal. Vi har malet børneværelset, og jeg er begyndt at udfylde “Barnets første bog”, så vores liv er pt. præget af den ene milepæl efter den anden. Et ubetydeligt skridt for menneskeden, men et altoverskyggende stort skridt for os. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s