Ro

Jeg tænkte, det kunne være meget rart at prøve at skrive et indlæg, mens jeg er i en lidt anden state of mind, end jeg var ved mit seneste indlæg. For der var jeg ærlig talt et rigtig trist sted, hvor jeg græd hele tiden og følte alle mulige slags følelser, som jeg helst ikke vil føle, mens jeg gror mit barn.

Status er, at jeg var til en ekstra scanning på sygehuset i fredags. Det tog vitterligt ikke mere end maks. fem minutter, fra vi kom ind ad døren, til vi blev vist ud igen. Lægen fandt hjertet, vi lyttede til hjertelyden i noget nær tre sekunder, så målte han den lille blob, og så var vi ellers på vej ud igen med et ubrugeligt billede i hånden, som ikke viste noget som helst.

Det lyder utaknemmeligt, for jeg fik vel ret beset, hvad jeg ønskede; en ekstra scanning for at få ro. Alligevel var det en rigtig dårlig oplevelse. Jeg følte, jeg var i vejen, en byrde, og at de bare ville have mig ud af døren igen. Og det er måske rigtigt nok. De er jo i mål med deres opgave, så de vil gerne have sat det der store, fede flueben og sende mig ud af deres to do-liste, men jeg insisterer på at komme tilbage. Jeg kan godt forstå, det er frustrerende, når de i forvejen er pressede, men er det ikke lidt vilkårene, når man har med mennesker at gøre?

I løbet af fredag eftermiddag prøvede jeg at finde ro. For nej, scanningen alene gav ikke den ro, jeg eftersøgte. Måske pga. omstændighederne omkring scanningen. Jeg nåede slet ikke at se blob på skærmen, jeg nåede knap nok at registrere hjertelyden, og det tager altså lige et minut eller to for mig at forbinde dét på skærmen med noget, der foregår i min krop. Den tid havde de ikke, så jeg var nødt til at klamre mig til billedet, de gav mig med hjem, og prøve at fatte det.

Det kom lige så langsomt i løbet af lørdagen, mens jeg var aktiveret af at lave mad til den julefrokost, vi holdt for vores venner lørdag aften. Jeg kunne tydeligt mærke på min krop, at den er gravid, mens jeg stod der og kokkererede. Det er underligt, hvordan jeg insisterer på, at man først er “rigtigt” gravid, hvis man har ondt eller føler ubehag, men det er altså det, der giver mig vished lige nu.

Siden i lørdags har jeg formået at forholde mig nogenlunde rolig. Jeg har stadig en basisfølelse, der mest af alt minder om bekymring, men jeg har alligevel klaret at holde humøret relativt højt det meste af tiden. Jeg tror, det skyldes, at vi i forvejen havde booket en tid til en selvbetalt scanning, som finder sted i dag, knap en uge efter den seneste scanning, og udsigten til endnu en scanning inden for rækkevidde har måske været med til at give mig en form for ro.

I hvert fald har jeg også været i stand til at udvælge og tage imod babytøj og babyting, som vi har fået brugt, og jeg har købt og kigget på nogle flere af de ting, vi skal have klar. Jeg tør så småt at tænke længere frem og tro på, at resultatet af den her rejse er en baby. Vi har masser af milepæle undervejs, og den nærmeste er nakkefoldsscanningen. Derefter er det kønsscanning, som vi selv betaler for, og så kommer første jordemoderkonsultation.  Så der er en masse store øjeblikke i den nærmeste fremtid, som jeg så inderligt håber, vi får lov til at opleve.

Indtil da gør jeg en gevaldig indsats for, at det er RO, der fylder min krop, og ikke ANGST.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s