Håb

Det er ikke fordi, at indlæggene skal have Lars von Trier’ske titler det næste halve år, men “håb” beskriver meget godt den overordnede sindsstemning herhjemme for tiden. For Islændingen har det nok været sådan i noget tid, mens det hos mig først for alvor har gjort sit indtog.

Jeg har før filosoferet lidt over, hvordan det på nogle punkter har været nemmere at være i behandling end at være tidligt gravid, netop fordi at det i behandling ofte var følelser som håb og optimisme, der dominerede hverdagen. Når man så pludselig står med en positiv test og man konkret har noget at miste, så bliver håb til frygt. Heldigvis ser det ud til, det er ved at vende.

Jeg har ikke haft et angstanfald, som jeg havde det for knap to uger siden, og det tror jeg især skyldes den scanning, vi var til i torsdags. Det var en helt anden oplevelse at blive scannet i det private end i det offentlige. Det er måske klart, fordi det private lever af at yde en service, der gør, at jeg som kunde (og ikke patient) vender tilbage og betaler for de ydelser, de tilbyder. Jeg må sige, det var alle pengene værd. Det kan jeg selvfølgelig nemt sige, for vi var så heldige, at scanningen blev betalt af en sød amma, der var med, men jeg havde gladeligt betalt de penge selv, hvis ikke det var tilfældet.

Til scanningen var der tid og ro, og jeg var i centrum. Vi startede med at snakke kort om, hvorfor vi var kommet. Jeg fortalte, at vi havde været i behandling og derfor nok havde brug for lidt mere tryghed. Det forstod hun til fulde. Da vi gik ind i scanningsrummet, og jeg lagde mig op på briksen, hev op i trøjen og ned i buksekanten, bukkede hun den obligatoriske stofble hen over min buksekant og lagde mærke til de relativt friske ar, jeg har på min mave.

“Hvad er der sket dér?”, spurgte hun. Jeg svarede, at det var fra en graviditet uden for livmoderen. Hun spurgte, hvornår det var sket. Jeg fortalte, at det var sket i august, og at vi var blevet gravide i første forsøg efterfølgende. Hun sagde, at hun godt kunne se, de så relativt friske ud, hvorefter hun gjorde noget, som jeg sådan har manglet i det offentlige. Hun anerkendte, at det havde været hårdt for os. Hun udviste forståelse for, at vi havde brug for ekstra tryghed, efter hvad vi havde været igennem.

Anerkendelse og forståelse.

To ting, man aldrig kan få for meget af, når man er sårbar.

Scanningen i sig selv var også noget helt andet. Der var tid til, at hun viste, forklarede og uddybede. Hun viste os først vores lille blob i hel figur, som lå så fint derinde og for alvor begynder at ligne et menneske. Så zoomede hun ind på fødder, så på arme og hænder, så på det lille ansigt, det lille hjerte, og så tilbage i hel figur, så vi kunne se den ligge og sprælle rundt. Et meget aktivt og fint lille menneske.

Hun bad mig prøve at hoste, og samtidig kigge på skærmen, og i dét jeg hostede, kunne jeg se den stakkels blob hoppe rundt inde i maven som en airhockeybold. Det sætter virkelig tingene i perspektiv, at noget, jeg så relativt ofte gør, påvirker den så meget.

Vi gik derfra med fire fine billeder, hvoraf det ene kom i Barnets første bog, som vi så småt er begyndt at udfylde.

Jeg ved ikke, om det er kombinationen af, at der var så kort mellem scanningerne, og at det så var sådan en god scanning i torsdags, der har gjort, at jeg har været så glad, rolig og håbefuld de seneste par dage, men jeg vælger bare at nyde det. Jeg vælger at nyde, at der endelig er plads til at føle taknemmelighed. Taknemmelighed over, at det på mirakuløs vis lykkedes i første forsøg efter operationen, når nu vi havde fået at vide, at vi skulle give det et år. Taknemmelighed over, at jeg er så lidt påvirket fysisk, som jeg er. Taknemmelighed over, at alt bare er gået lige efter bogen indtil videre. Jeg er så sindssygt taknemmelig over, at vi er nået hertil. At vi har oplevet, hvad vi har oplevet indtil videre. Og det bliver det hårdeste nogensinde, hvis vi mister det, men intet godt kommer skidt igen. Så ingen vil kunne tage fra os, at vi har set og hørt et hjerte slå, som vi har skabt. Vi har set arme og ben sprælle, som vi har formet. Vi har skabt et barn, som jeg håber for alt i verden kommer ud til os, så vi kan passe på det resten af livet. Og dét er fandme stort. Punktum.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s