29

Jeg har fødselsdag i dag. 29 år bliver jeg. Det er altså mit sidste år i 20’erne. 29. Det er altså et vildt tal. I mit hoved er folk på 29 år voksne. De har styr på deres økonomi, deres følelsesliv, deres ambitioner – de har styr på det hele. Det er bare slet ikke virkeligheden for mig, synes jeg. 

Bevares, økonomien er fin, men vi har stadig måneder, hvor der er blevet fejlberegnet et eller andet, så vi er nødt til hovedsageligt at leve af posesuppe og hjemmelavet hvidløgsbrød.

Mit følelsesliv? Don’t even get me started. Jeg tror aldrig, jeg bliver sådan en, der bare har styr på mine følelser og mine tanker. Jeg bliver aldrig sådan en, der kan tænke rationelt. Eller hvad? Kommer det, når man rammer de 30? De 40? Når man går på pension måske?

Mine ambitioner kender jeg kun for kort tid af gangen. Min hovedambition er at være glad så mange dage som muligt ud af årets 365 af slagsen. Hvordan jeg opnår dét er en dynamisk størrelse. Det afhænger af et job, jeg gider at stå op til, af et hjem jeg føler mig tilpas i og af relationer, der skaber værdi for mig, og det er alt sammen noget, der skifter. Lige nu vil jeg vove at påstå, at jeg er glad, fordi at jeg har (mere eller mindre) fuld plade på alle nævnte parametre. Hvordan situationen ser ud om et halvt år, det kan jeg ikke redegøre for. Det må tiden vise.

Jeg tror, og håber måske endda, det vil hjælpe lidt på følelsen af at føle mig voksen, når vi bliver forældre. Dét er sgu voksent. Det vil onde tunger måske også mene, det er, at være husejer, bilejer og i gæld til navlen, men det er alligevel noget andet, synes jeg. Vi er i sidste ende stadig dybest set kun ansvarlige for os selv (og vores pelsbørn, selvfølgelig).

Et punkt, hvor jeg virkelig kan mærke alderen, er faktisk på dage som i dag. Min fødselsdag. Jeg ligger ikke længere søvnløs af spænding, jeg har ikke samme interesse i gaveregn, og jeg har ikke det samme behov for, at det er min dag. I stedet elsker jeg rolige fødselsdage, hvor gaver på ingen måde er et fokuspunkt, og hvor det mere handler om at være sammen med nogen, jeg elsker. Det skal ikke lyde som om, jeg ikke bliver helt vildt glad for gaverne, for det gør jeg selvfølgelig, men jeg tror faktisk godt, jeg ville kunne undvære dem, hvis bare mine venner og familie stadig ville hænge ud med mig og hygge sig med mig.

Når det så er sagt, så fik jeg alligevel en gave i går, som nok var den bedste, jeg får i år. Nok den bedste jeg har fået i dette årti. Måske endda den bedste jeg har fået i dette liv. For vi var til nakkefoldsscanning i går, og den gik bare så eksemplarisk godt. Vi så en sund, rask, aktiv og fin lille baby, som bare slår sig løs og vokser, præcis som den skal.

Vi fik vurderingen “lav risiko for sygdomme og kromosomfejl” med hjem. Jeg havde forberedt mig på et konkret tal, jeg kunne forholde mig til, men det giver de åbenbart ikke mere, medmindre man som gravid vrider armen rundt på dem for at få det. Noget i mig havde selvfølgelig lyst til at vide tallet. Kontrolmonstret. Men jeg har efterhånden selvindsigt nok til at vide, at det ville gøre mere skade end gavn for mig. Jeg ville begynde at opsøge andres tal, sammenligne mig selv med dem, blive unødigt bekymret og forholde mig til alt andet end ordene “lav risiko”.

Så jeg gik derfra uden et tal men til gengæld med fine billeder af en baby, der bruger pladsen derinde til fulde, og som ser ud, præcis som den skal.

Så tak for den gave.

Egentlig udveksler Islændingen og jeg ikke gaver til jul og fødseldage, men jeg vil nu næsten alligevel give ham æren for denne gave, som vi i fællesskab har skabt. Og så fik jeg faktisk også en kogebog forleden. Han mente godt nok, den var lige så meget til ham, da han skal spise maden, men sådan er vi jo så gode til at dele.

Min fødselsdag skal bruges på noget så voksent som at være på arbejde, handle ind, se Skønheden & Udyret og Den fortryllede jul (som jeg altid gør på min fødselsdag), få besøg, spise pandekager med is til aftensmad sammen med Islændingen og se Champions League med Tottenham mod Bayern München. Perfekt dag, hvis du spørger mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s