Forventninger vs. virkelighed

De fleste har nok en masse forventninger, til hvordan det der med at blive gravid og få børn vil være. Enten er vi farvet af de film og serier, vi har set, og ellers er vi farvet af dem omkring os, som allerede har været der, hvor man nu selv er.

Jeg kan selvfølgelig heller ikke sige mig fri for at have og have haft en masse forventninger. Hvordan jeg ville finde ud af, jeg var gravid, hvordan jeg skulle sige det til Islændingen, hvordan vi skulle fortælle det til familien og venner, og hvordan vi skulle fortælle det til verden – verden være sig de sociale medier. Jeg har haft så mange billeder i hovedet af, hvordan alting ville være.

Jeg har også haft en masse forestillinger om, hvordan det ville være at være gravid, og det er nok i virkeligheden dem, der har gjort det lidt svært her i starten. For jeg troede jo, man ville være helt medtaget fra starten. Nedlagt af kvalme og evt. opkast, have sære cravings efter syltede ting og sende Islændingen afsted efter en pludseligt opstået trang til et eller andet, jeg ellers aldrig spiser. Jeg troede, jeg ville være sådan en stræber, der tjekker de der graviditetsapps hver dag, og som har totalt styr på, hvornår der er lægeaftaler og scanninger, og hvornår baby kan noget nyt.

Virkeligheden har fra starten været noget helt andet. Måden jeg blev gravid på har selvsagt været noget helt andet, end jeg havde forestillet mig. I en naturlig forlængelse af dét har måden hvorpå vi fandt ud af det, og måden vi delte det med nogen, selvfølgelig også været anderledes. Men den største overraskelse er nok mig som gravid. Jeg troede, jeg ville være en helt anden slags gravid, end jeg er.

I starten gik dagene så langsomt, og jeg tjekkede graviditetsapps flere gange om dagen for at føle, der skete en udvikling, og for at følge med i, hvad der skete derinde. De seneste par uger har jeg i stedet været typen, der ikke kan huske, hvor langt hun er. Da vi var til scanning i det private, fortalte jeg således, at jeg var 9+2. Det var først, da hun lidt overrasket sagde “hold da op, så er den godt nok vokset, for her siger den 10+1”, at det gik op for mig, at jeg da forresten allerede var i 11. uge og ikke 10. Der kan gå flere dage mellem, at jeg er inde i de der apps, og det der med at være del af en terminsgruppe på Facebook, det holdt også kun et par dage, så meldte jeg mig ud igen – det var slet ikke noget for mig.

En forventning og en klar forestilling, jeg har haft mig, som jeg også må indrømme ikke helt er, som jeg havde regnet med, er de følelser, jeg har. Jeg havde forventet, jeg ville fælde en tåre af glæde, når jeg så en positiv tests. Det gjorde jeg ikke. Jeg blev knap nok glad, for jeg havde prøvet det mange gange før, og det har tidligere ikke betydet glæde, det har betydet sorg. Jeg havde også forventet, at jeg så i det mindste ville fælde en tåre, når jeg på en tidlig scanning fik bekræftet graviditeten og fysisk kunne se den. Det skete heller ikke. I stedet følte jeg mig tom, forvirret og fuld af frygt.

Jeg havde en masse forventninger om, at når først vi var nået forbi de notoriske første 12 uger, så ville jeg være glad og lettet. Det er jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg er, men jeg er ikke glad. Jeg tror bedst, det kan forklares som om, at jeg er i beskyttermode. Jeg har fokus på at beskytte den, der ligger i min mave, og jeg har fokus på ikke at være for bange; bange for at gøre noget forkert og bange for at miste.

Jeg troede også, jeg ville være typen, der stolt bar den begyndende babybule, og at jeg ville elske at folk fysisk kunne se, at jeg endelig er blevet gravid. Sådan er det ikke. Jeg bliver ubehageligt til mode, når folk kommenterer på min mave, eller endnu værre: Når de aer den. Jeg synes, det er helt vildt grænseoverskridende, når folk kommenterer på min krop og rører ved den – også selvom de måske selv føler, de kommenterer på babyen og rører ved den.

I lang tid kiggede jeg længselsfuldt rundt på de andre kvinder i venteværelset, når jeg selv var på sygehuset i forbindelse med behandling, hvis de sad med den famøse gule kuvert, som indeholder vandrejournalen. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg glædede mig til den dag, det ville være mig, der sad med min kuvert i hånden. Sådan er det ikke. For det første er min kuvert ikke gul, den er mere brunlig. Tror måske det er fordi, den er lavet af lidt mere miljøvenligt papir, så det passer mig fint nok, selvom jeg i første omgang blev lidt skuffet. For det andet folder jeg den forsigtigt sammen og har den i lommen, mens vi sidder i venteværelset, for jeg aner ikke, hvad kvinden ved siden af mig går igennem. Måske er hun tidligt gravid, måske er hun syg, men måske er hun i behandling, og måske skærer det i hendes hjerte, når hun kigger på bulende maver og gule kuverter, og helt ærligt, det har jeg ikke lyst til at bidrage til.

Jeg har svært ved at se mig selv som en succeshistorie – en “survivor” af fertilitetsbehandling – for i min optik er vi jo ikke i mål endnu. og meget kan gå galt inden da. Men til gengæld ved jeg også, at jeg i nogles øjne er i mål. I hvert fald mere i mål, end de selv er, og jeg ved, at min situation kan gøre ondt på dem. Jeg selv blev irriteret på folk, der endelig var gravide, når de gav udtryk for, hvor bange og kede af det de var, fordi jeg tænkte noget i stil med “hvorfor kan du ikke bare være glad og nyde, at du er blevet gravid?”, men nu forstår jeg deres følelser. Og jeg forstår også, hvis andre tænker det samme om mig; at jeg bruger uendelig meget plads her på domænet, på at fortælle om alt det forfærdelige ved endelig at have opnået, hvad vi har kæmpet for, og hvad andre stadig kæmper for.

Det er en rutsjebane, og det går mere og mere op for mig, at jeg nok aldrig kommer af den her rutsjebane igen. Først var det behandlingen, nu er det graviditeten og senere bliver det (forhåbentlig) forældrelivet – det er bare med at holde fast.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s