Et årti er (snart) forbi

Det er jo ikke fordi, det er mere, end hvad man gør det til, men ikke desto mindre er det en vild tanke. Ikke bare et år er forbi men et helt årti. Den sædvanlige reflektion, der for de fleste finder sted omkring nytår, kommer i år til at strække sig over et årti. I hvert fald for mit vedkommende.

For hvor var jeg i 2010? Et helt andet sted…

Jeg blev student i 2010. Flyttede hjemmefra og sammen med en kæreste i 2011. Flyttede fra ham og til Fyn i 2012. Flyttede tilbage til Jylland i 2014, som også var året, hvor jeg fik Emmy. Vi flyttede sammen til Amsterdam i 2015, da jeg blev færdig på universitetet. I 2016 flyttede jeg til Berlin, hvor jeg var ret overbevist om, at 1) her skulle jeg bo i mange år, og 2) jeg skulle ikke have hverken mand eller børn, jeg skulle bare have min familie, mine venner og mine dyr. Klip til 2017, hvor jeg flyttede tilbage til Danmark, fordi jeg var blevet forelsket i en mand, jeg stadig den dag i dag er overbevist om er skabt til mig. Når man møder en mand, man er overbevist om, at Universet har skabt til mig, så ændrer alt sig. Også ens fremtidsbillede. Således skete det, at jeg pludselig godt kunne se mig selv som mor til andet end dyr. Stadig til dyr, men også til et menneske. I 2018 blev vi gift, og vi begyndte på det, der skulle vise sig at blive lidt af et projekt: nemlig at få et barn. Vi købte også et hus og flyttede tilbage til det område, hvor vi begge har været børn og teenagere. I 2019 begyndte vi i fertilitetsbehandling, og lige om lidt skriver vi 2020, hvor vi forhåbentlig når i mål med vores kamp.

Et helt årti på ganske få linjer.

Alt det, der står mellem linjerne, er utallige minder, følelser, tanker, oplevelser. Kærestesorgen, der tog mig flere år at komme over. Glæden ved at finde fornøjelse i mit eget selskab. Vilde somre, hvor jeg følte mig young, wild and free, og stressende eksamensperioder, hvor jeg følte mig utilstrækkelig. Spændende jobs, uforglemmelige rejser og alt det løse.

Et nyt kapitel starter snart, en ny æra. Jeg er lige dele spændt og bange, for det bliver stort, det her. Men mon ikke det også er sådan, jeg har haft det, da jeg for 10 år siden stod over for at være færdig på gymnasiet og på dørtærsklen til, hvad jeg troede var voksenlivet? Sjovt nok er det den samme følelse, jeg har nu. At NU skal jeg til at være voksen. Vi får se, om det sker…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s