Vi skal have en…

I mandags, dagen før nytår, var vi til kønsscanning. Det var en scanning, vi selv har betalt for, da vi ellers først ville få kønnet at vide, når vi skal til gennemscanning (det mange kender som misdannelsesscanning) i slutningen af januar. Jeg kan helt oprigtigt sige, at kønnet ikke har eller har haft nogen betydning for, hvor glad jeg er for den lille spire, der så hastigt vokser i min mave, så derfor kan det virke mærkeligt, at vi ikke bare kunne vente. Eller at vi overhovedet vil have det at vide. Min mormor insisterer f.eks. på, at der ikke er noget spænding tilbage, hvis man kender kønnet. Det er jeg slet ikke enig i. Jeg kan mærke, jeg på ingen måde er mindre spændt, end jeg var, inden jeg kendte kønnet. Jeg synes faktisk, vi har haft rigeligt med spænding, så det er ikke manglen på spænding, der har fyldt i overvejelserne. 

Vi har været enige fra starten, om at vi gerne ville kende kønnet, så snart vi kunne komme til det. Jeg tror, det giver en følelse af, at det hele er lidt mere virkeligt. Langt størstedelen af tiden føles det, som om det bare er noget, vi leger. Vi leger far, mor og barn på vej, men jeg begriber ikke rigtig endnu, at den altså er god nok. Det skulle kønsscanningen hjælpe på. Den skulle hjælpe os med at danne et billede af, hvad det er for et lille menneske, vi har skabt sammen. Den skulle også hjælpe med at gøre tankerne og forestillingerne, som man uomtvisteligt har i hovedet hele tiden, lidt mere konkrete. 

For jeg har set det for mig hundredevis af gange. Jeg har set en lille dreng for mig, og jeg har set mig som “drengemor” for mig, og jeg har set en lille pige for mig og set mig selv som “pigemor”. For selvom det grundlæggende er de samme værdier, jeg gerne vil give videre til såvel en dreng som en pige, så vil det være uundgåeligt, at de får to forskellige roller i verden og det samfund, de skal være en del af. Derfor er det heller ikke helt ligegyldigt, hvordan man kommunikerer og viser de værdier, afhængigt af om der er tale om en dreng eller en pige. 

Et konkret eksempel kan være, at jeg naturligvis gerne vil opdrage mit barn til at være feminist, men jeg synes, der er forskellige måder at gøre det på. Til en pige har jeg f.eks. set på seje, tegnede plakater af nogle af historiens sejeste kvinder, som jeg gerne vil have hængende på værelset, men til en dreng ville jeg ikke synes, det var passende i samme grad. For selvfølgelig skal han have ind med modermælken, at der er lige så mange vigtige og indflydelsesrige kvinder i historien som der er mænd, men det skal heller ikke fremstå som om, at han som dreng og senere mand så er mindre værd end kvinder. Det er i min optik ikke feminisme. I stedet kunne jeg sagtens forestille mig at læse børnebøger som f.eks. “Fantastisk seje kvinder, der forandrede verden” eller “Små mennesker, store drømme” med kvinder som Frida Kahlo og Rosa Parks for både en dreng og en pige. 

Med Islændingen som die hard Tottenham-fan vil det også være uundgåeligt, at der kommer noget fodboldpåvirkning hjemme hos os. Der har vi så talt om, at det lige så vel kan være en sport, man vil præge en pige med, som hvis det var en dreng. Vi har også talt om, at vi skulle blive bedre til også at se vigtige kvindefodboldkampe, da det overvejende er herrefodbold, vi ser pt. Det er bare vigtigt for os, at vi viser, at kvinder også kan være hurtige, svedige, atletiske og ambitiøse, ligesom det er tilfældet med mandlige fodboldspillere. 

Kort sagt har der været mange overvejelser i spil, og det kunne være rart, hvis man kunne få strømlinet de overvejelser, så man ikke hele tiden skulle have en tankebane, der hed “hvis det bliver en dreng”, og en, der hed “hvis det bliver en pige”. At have ét køn at forholde sig til (som udgangspunkt, det er jo trods alt kun det biologiske køn, vi kender), giver mig en følelse af kontrol i en ukontrollerbar situation. 

Jeg har hørt argumenter som “så kan I også begynde at købe tøj” og “så kan I begynde at tænke på navne”, men de har slet ikke være relevante for os. For det første har vi næsten alt tøj klar til den første tid, fordi vi har arvet en masse, og fordi vi ikke tror på “pigetøj” og “drengetøj”, når det kommer til nyfødte. Vi vil så vidt muligt forsøge ikke at presse en bestemt stereotyp person ned over vores barn. Det der med at klæde en lille nyfødt dreng i dinosaurer og lastbiler, mens en lille nyfødt pige bliver overdynget af lyserøde nuancer, blomster og hjerter, det kan jeg ikke stå inde for. Det efterlader ikke meget plads til at gro en personlighed i min optik. Jeg vil ikke ud i en større afklaring omkring mine tanker om køn og kønsidentitet, for det er komplekst, jeg kan bare konkludere, at jeg følger min mavefornemmelse, og den siger mig, at meget kønsstereotypt tøj ikke er vejen frem for vores barn. For det andet har navnet været på plads længe, og jeg glæder mig sådan til at fortælle det og forklare de mange tanker bag.

 

Nå ja, og slutningen på sætningen i overskriften er: “…pige”. Vi skal have en pige.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s