Sunny

Islændingen og jeg havde ikke været kærester mere end godt og vel et halvt års tid, før vi flyttede sammen. Et par måneder efter vi var flyttet sammen i vores lille bitte rækkehus i Tilst ved Aarhus, flyttede der en ny beboer ind. Helt spontant. Det var Sunny.

Jeg deaktiverede min Facebook-profil for cirka et års tid siden. Jeg havde fået nok af alt det, Facebook kan være. Af alt det negative. Men jeg må indrømme, at Facebook også har ført noget godt med sig. For det var netop gennem Facebook, at vi den dag i november 2017 blev opmærksomme på, at der var en trefarvet kat i Nordsjælland, der havde brug for vores hjælp. Hun var gennem halvandet års tid kommet ved en dame, som havde været så sød at give hende mad, tage hende til dyrlægen og generelt holde øje med hende, så hun ikke var helt overladt til sig selv. Katten havde godt nok en øretatovering, men den var svær at læse. Det betød dog, at hun havde haft et hjem engang, så derfor blev hun fremlyst af flere omgange – dog uden resultat. Ingen meldte sig. Den søde dame kunne ikke tage katten til sig og lade den komme ind, for hun havde i forvejen en hund, som fór i flæsket på den, når den kom for tæt på.

Ved de dyrlægebesøg, som damen havde taget katten med på, var det blevet konstateret, at den var omkring 7-8 år gammel, at den havde begyndende gigt i ryggen og at den havde knækket en af sine store “hugtænder”. Vinteren nærmede sig, og den søde dame havde besluttet, at nu skulle der altså findes et hjem til katten, for ellers var det mest humane at få hende aflivet. Hun ville ikke kunne klare endnu en vinter udenfor alene.

Enter Islændingen og mig.

Jeg så opslaget på Facebook, som var akkompagneret af et virkelig dårligt og lidet flatterende billede. Ikke desto mindre viste jeg det til Islændingen, som hurtigt konkluderede, at hende var vi nødt til at hjælpe. Så vi fik aftalen i hus, og nogle dage efter kørte vi til Nyborg, hvor vi mødtes med den søde dame og den kat, der ville komme til at betyde så helt enormt meget for os.

Sunny.

Sunny var smurt ind i kattelort, havde bittesmå ører og var meget utilfreds hele vejen hjem i bilen. De første mange dage, uger og måneder brugte hun mest på at sove. Hun var træt. Træt efter minimum halvandet år på gaden alene. Træt efter kampe med hunde i nabolaget, træt efter kampe med andre gadekatte og træt af smerter i ryggen og i sine tænder. Da hun var faldet til, tog vi hende til dyrlægen, der fjernede roden af den knækkede tand, som stadig sad i tandkødet. Han chippede hende, så hun nu endegyldigt kunne spores tilbage til os, og så blev hun vaccineret. Det var en hård omgang, men nu lysnede det for Sunny.

Det var en kæmpe omvæltning at bo med en kat lige pludseligt. Hun sov om dagen og var vågen om natten, hvor hun gik rundt og miavede. Hun havde ikke lært – eller havde glemt – hvordan en kattebakke skal bruges, så hun tissede i hjørnerne. Desuden var man pludselig lidt mere låst, for Emmy tog vi altid med rundt omkring, men det kunne man ikke på samme måde med en kat. Så de første dage tvivlede jeg lidt på, om vi havde gjort det rigtige. Heldigvis fik hun mig hurtigt overbevist om, at det havde vi. Islændingen var aldrig i tvivl.

Sunny blev hurtigt en del af familien. Som den manglende brik i et puslespil. Hun var tydeligt mærket af et hårdt liv, men hun var så taknemmelig, så givende og så kærlig. Det var derfor en kæmpe gave at kunne give hende et hus med tilhørende have, da vi flyttede knap et år efter, vi havde fået hende. Hun faldt lynhurtigt til i det nye hus, som om det var det hjem, hun havde ventet på. Hun gik rundt i haven, sad på terrassen og kiggede ud over sit kongerige i timevis, og hun fik en kattelem, så hun kunne komme og gå, som hun ønskede det. Hun trivedes.

Og dog.

For gigten blev værre. Det var tydeligt at se især på hendes pels, som led under, at hun ikke kunne bøje sig i visse retninger pga. smerter, så derfor fik hun klumper i pelsen, som vi med jævne mellemrum var nødt til at barbere af, for at de ikke rev hende, når hun bevægede sig. Derudover tabte hun sig. Meget og hurtigt. Vi gav hende smertestillened dagligt, sammen med vådfoder med glucosamin, som skulle hjælpe med de dårlige led. Derudover prøvede vi at fede hende op med alverdens ting. Intet hjalp. Vi vidste godt, hvilken vej det gik, men vi holdt hele tiden fast i, at så længe hun mest virkede godt tilpas, så længe hun havde energi til at lege, til at få sine små tossede indfald, så længe hun spiste, drak og kunne komme af med både nr. 1 og nr. 2, så ville vi gøre, hvad vi kunne, for at have hende så lang tid som muligt.

I december var vi ved dyrlægen til revaccination. Han var bekymret for det store vægttab, især når vi samtidig kunne fortælle, at appetitten ellers ikke fejlede noget. Han tog en blodprøve, som viste let forhøjede nyretal, men han mente, at det sagtens kunne løses evt. med særlig kost, og så skulle hun gerne have nogle år tilbage.

Her i januar var hun så ved dyrlægen igen, hvor vi skulle have fastslået, hvor slemt det stod til med de nyrer. Dyrlægen tog en ny blodprøve som viste, at de faktisk var blevet lidt bedre og nu var inden for normalområdet, om end de stadig var i den høje ende. Det store vægttab bekymrede ham derfor endnu mere. Hvis det ikke var nyrerne, hvad var det så? Vi gav ham besked på at foretage alle de nødvendige undersøgelser, for at finde frem til, hvad Sunny fejlede, så hun kunne få det bedre.

Resultatet var, at hun havde et meget forstørret hjerte.

Grunden til, at hun tabte sig så meget, men stadig spiste en del, var fordi hendes krop kæmpede for at bekæmpe en underliggende hjertefejl, og det brugte den al sin energi på, hvilket er grunden til, at hun nærmest var blevet et skelet med pels. Beskeden fra dyrlægen var, at de ikke kunne gøre mere for hende. Hvis vi ville gå videre med det, skulle vi til en specialdyrlæge, der kunne prøve at finde den underliggende årsag, men det ville kræve flere omfattende undersøgelser. Hvis de fandt fejlen, skulle hun medicineres yderligere hver dag og til kontrol hyppigt. Og beskeden, der fik vores verden til at gå i stå: “… og selv, hvis vi gør alt det, så er det optimistisk at tro, at hun har et år tilbage”.

Jeg var på arbejde, da han sagde ordene i telefonen, og jeg brød helt sammen. Jeg troede jo bare, det var lidt høje nyrertal, der kunne ordnes med specialfoder, og nu havde Sunny mere eller mindre fået en dødsdom.

Vi fik snakket det igennem om eftermiddagen, Islændingen og jeg, og med knuste hjerter blev vi enige om, at vi ikke kunne byde hende alt det. Dyrlægebesøg var enormt stressende for hende, og hun var mærket af dem flere dage efter, så det ville ikke være fair. Så vi gav dyrlægen besked om, at hun skulle have fred.

Og det fik hun i fredags.

Dyrlægen kom hjem til os ved 13-tiden, hvor han først gav en beroligende sprøjte og derefter gav den sprøjte i hjertet, der fik hende til at sove ind for evigt.

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvor skrækkelig en oplevelse det var, jeg kan bare sige, at det var en forfærdelig dag. Mit hjerte gjorde fysisk ondt, og jeg kan ikke tænke for meget over det, uden at det gør ondt igen.

Islændingen og jeg kørte til min mors sommerhus, hvor vi begravede hende få meter fra, hvor min kat Precious ligger begravet. Det var også skrækkeligt. At lægge hende i et dybt, sort hul og smide jord på hende, for så at efterlade hende der. Men alternativet var værre; at hun skulle forsvinde i det uvisse.

Huset føles pludselig anderledes og tomt uden hende, men vi er ikke i tvivl om, vi valgte det rette for hende. Vi savner hende bare. Vores familie er blevet amputeret, men vi har lært så meget, og hun har givet os så meget med videre. F.eks. boede vores kat Luna har nok ikke, hvis det ikke var for Sunny, for hun viste os, hvor givende og fantastisk det er at give en kat et nyt og godt hjem.

Jeg håber for alle, at de får lov til at opleve glæden og kærligheden, ved at give et dyr et godt og kærligt hjem. De har brug for det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s