Svaghedstegn og morfornemmelser

Jeg praler af min krop, så snart jeg kan komme til det. Praler af, at den fandme har lavet et menneske! Et ægte menneske! For det er, hvad hun er nu. Et menneske. Nogen kalder hende måske for et foster, men for mig er hun et menneske. Et menneske med organer, men læber, med små livlige fingre og aktive fødder. Et menneske med et bankende hjerte og et fordøjelsessystem. Så min krop har altså lavet et menneske på omkring fire måneder, og det er fandme vildt. Især taget i betragtning af, at jeg ikke har mærket synderligt til det. Jeg har mærket så lidt til det, at jeg ofte har glemt, hvad det var, jeg havde gang i. Og stadig glemmer det engang imellem.

Første trimester var præget af en smule eftermiddags- og aftenkvalme, lidt madlede og en gennemgående lyst til kartoffelmos med “millionbøf”. Senere overtog lysten til appelsinjuice og all things sugar, så jeg spiste alt for meget sukker i nogle uger og drak litervis af appelsinjuice. Andet trimester har indtil videre været uden nogen af de ting. Til gengæld var det plaget af en klemt iskiasnerve, som godt nok fik det til at se sort ud, at jeg skulle gå i et halvt år endnu, hvis jeg skulle have så ondt og været så plaget af det.

Når man har ondt, så er man som menneske indrettet til at undgå de bevægelser og ting, der giver mere ondt. Derfor var mit instinkt og at lægge mig ned og blive liggende, når jeg havde ondt. Det var dumt. For det gjorde det bare værre. I stedet besluttede jeg mig for, at når jeg havde ondt, så skulle jeg gå en tur. Minimum 30 minutter rundt i nabolaget med Emmy, så jeg kunne få kroppen lidt i gang. Det gjorde jeg i et par uger, hvor nogle dage var over en time, mens andre kun lige og lige ramte de 30 minutter, men resultatet var, at jeg fik løsnet godt op for nerven, og siden nærmest ikke har mærket noget til den. Der er lige nogle få bevægelser og stillinger, jeg prøver at minimere, men ellers er alt ok.

Jeg befinder mig stadig i andet trimester, og det har nu vist sig, at min krop simpelthen er gået kontra på mig.

Sagen er den, at jeg faktisk synes, jeg har haft det så godt, at jeg har haft tendens til at køre videre i samme gear, som inden jeg byggede et menneske. I hvert fald, når det kommer til arbejde. Jeg har været glad og lettet over, at der kun har været ganske, ganske få decideret sygedage pga. graviditeten, og så har jeg ellers bare kørt på som sædvanligt. I et job, hvor tingene virkelig går stærkt, hvor der er mange bolde i luften, mange mennesker at tage hensyn til og generelt bare fart over feltet, kræver det sin kvinde at følge med til tider. Og det er præcis noget af det, jeg er motiveret af ved mit arbejde; at det aldrig er kedeligt. Desværre har jeg også bare måttet erfare, at den slags fart over feltet er lige vildt nok, når man bygger et barn.

I hvert fald har jeg kørt så meget på som hidtil, at min krop for to måneders tid siden begyndte at bremse hårdt op. Dundrende hovedpiner, svimmelhed, kvalme og ondt i mave og ryg var nogle af tegnene, der fik mig til at tænke “hmm, er der mon noget galt?”. Lægens prøver sagde nej, men både egen læge og lægerne på sygehuset, som hun konsulterede med, sagde ja. De mente, jeg var overbelastet, og de anbefalede alle, at jeg skulle fraværsmeldes (aka. sygemeldes).

Det så jeg slet ikke som en mulighed. Tanken alene stressede mig endnu mere. Så i stedet måtte jeg tænke i alternative baner. Det har resulteret i, at jeg tre ud af fem dage arbejder hjemmefra, hvor der stadig er meget, der skal nås, men hvor det foregår i et roligere tempo, et mere stille miljø og uden en bagkant. Det gør en verden til forskel. Jeg har stadig dage, hvor jeg har arbejdet hjemme og haft meget på programmet, hvor jeg kan føle mig helt udmattet, når jeg smider mig på sofaen om aftenen, men det er et langt bedre alternativ, end når jeg efter en hektisk dag på arbejdet har ondt i maven, ondt i ryggen, ondt i hovedet og en følelse af kvalme og svimmelhed.

Jeg fornemmer lidt, at det anses som et svaghedstegn, når man bliver nødt til at sige fra. Når man bliver nødt til at “mærke efter”, som det så vagt kan forklares, og så lytte til det kroppen fortæller. I hvert fald var det svært for mig, og det er det stadig. Jeg føler mig som en byrde og jeg føler mig svag, fordi jeg ikke som en eller anden jernlady kan klare både fuld fart frem på jobbet, at gro et barn, at være huslig, at være aktiv, at spise nok, at sove nok, at være social og alt det andet.

For sandheden er, at jeg kan ikke det hele lige nu, og når man ikke kan det hele, så må man prioritere. Hvad er vigtigst for mig? Min selvfølelse eller mit barn? Og det er selvfølgelig det sidstnævnte. Det vigtigste lige nu – det altoverskyggende vigtigste – er hende den lille, fine pige, jeg bærer rundt på i maven. Hun skal have de bedste forudsætninger, og det er min allervigtigste opgave at give hende dem.

I ugerne, hvor jeg nok ærligt var presset lidt til kanten, resulterede det også i dårlig søvn, for lidt mad og for få kalorier, for lidt motion og for meget hjertebanken. Jeg kan godt selv se det, når jeg ser det på skrift: Det var det rigtige at stoppe op. Problemet er, at jeg nok gik og ventede på, at nogen omkring mig fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Men hvordan kunne de vide, hvordan jeg havde det inden i kroppen? Hvordan kunne de vide, hvad der var det rigtige for mig? Islændingen sagde faktisk fra flere gange, når jeg lå på sofaen og var gået nærmest komadød af træthed, eller når jeg ikke kunne rejse mig uden at blive ramt af en kniv i tindingerne, at nu mente han altså, at det var tid til den sygemelding. Min egen læge var også ret klar i mælet: En sygemelding er det rigtige. Det var dog ikke indtil det virkelig ramte mig, hvad der var på spil, at jeg selv tænkte “okay, måske skal jeg gøre noget ved det her”.

Det ramte mig, at det jo er dét, det betyder at være mor. At man tager de rette – men til tider svære – valg på vegne af sit barn, som kan betyde et kompromis for mig selv. Eller, i hvert fald betød det at sætte mig selv i en akavet situation over for min arbejdsgiver, hvor jeg skulle sige fra og melde ud, hvad jeg kan og ikke kan holde til. Så det gjorde jeg. Og det hjalp. Der er længere mellem hovedpinerne, svimmelheden og smerterne, jeg er (for det meste) blevet bedre til at spise nok, sove nok og bevæge mig nok, og min motivation for at lytte til min krop og passe på hende, jeg endnu ikke rigtig har mødt, men som jeg allerede vil give min højre arm for, har aldrig været højere.

Det er en rejse, det her med at være gravid. Det var det allerede inden, da vi var i behandling. En rejse henimod at blive mor. Hvor meget kan man holde til og udstå på vegne af sit ufødte barn? Hvor mange lakridser, man ikke spiser, eller hvor mange drinks, man ikke drikker, er man villig til at “ofre”, fordi det er for barnets bedste? Det er jo dét, der testes i de her måneder. Forhåbentlig er resultatet, at man er MOR, når hun så først kommer til verden. Ellers skal hun også nok vise vejen helt til målet, det er jeg sikker på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s