Hvornår forsvinder frygten?

Jeg tror ikke, jeg kan (eller vil) lægge skjul på, at de første mange uger i den her graviditet i høj grad var præget af frygt. Frygt for mig er, når ængstelsen overstiger bekymringsniveauet, og det er der ingen tvivl om, at det gjorde de første mange uger. Måske endda hele 1. trimester plus lidt til. Det var faktisk først til gennemscanningen forleden, at jeg for første gang mærkede en form for lettelse og ren glæde over situationen. Indtil da var der selvfølgelig også en vis grad af spænding, men ikke ret meget glæde at spore, fordi jeg simpelthen har været for bange for det. At glæde mig.

Det har ikke stoppet mig fra at gøre værelse klar, shoppe udstyr osv., for det er nok dét, jeg gør, når jeg skal deale med ting; jeg er praktisk. Jeg kontrollerer og styrer det, jeg kan, og så skubber jeg de grimme og ubehagelige følelser lidt i baggrunden.

Det er kun små to uger siden gennemscanningen, der viste, at vores pige trives i bedste velgående i min mave. Hun vokser og udvikler sig, som hun skal, hun er aktiv, har godt med fostervand, har fin hjerteaktivitet og er generelt bare lige efter bogen. Alligevel sidder jeg nu her med en nagende fornemmelse, som jeg ikke har mærket så meget i noget tid. En nagende fornemmelse, jeg genkender med det samme. Ikke den sædvanlige og nærmest obligatoriske bekymring, som jeg ved, vi kommer til at føle som en konstant baggrundsfølelse fra nu, og til den dag vi ikke er her mere. Den her nagende fornemmelse er noget andet.

Det er frygt. Frygt i form af en irrationel stemme, der siger ting, som at det da ikke er meget liv, jeg har mærket de sidste to dage. At min mave da faktisk også virker mindre i størrelse og mindre hård og gravid-agtig. At jeg da generelt ikke har følt mig særligt gravid de seneste par dage.

Det er typisk, at frygten lige dukker op nu. Jeg tror, det kan forklares ved, at der er en jordemoderkonsultation i kalenderen, hvor der skal lyttes til hjertelyd og tales om fødsel. Hvad nu, hvis der ikke er nogen hjertelyd? Hvad nu, hvis der slet ikke er nogen fødsel at tale om alligevel? Vi står også overfor at købe en barnevogn; hvad nu, hvis den slet ikke bliver nødvendig alligevel?

Jeg kigger på scanningsbillederne fra gennemscanningen sidst. Afspiller den 30 minutter lange seance inde i hovedet, organ for organ, kropsdel for kropsdel, og husker mig selv på, at alt jo var, som det skulle være. Jeg spørger mig selv, hvorfor det skulle gå galt nu, men den eneste, der får lov til at få et ord indført, er den irrationelle stemme, der siger “hvorfor skulle det ikke?”.

Jeg tæller ned til lyden af et hjerte, der banker, præcis som det skal. Til forvisningen om, at alt (stadig) er, som det skal være. Til synet af vores nye brugte barnevogn, der står klar til “gå med hund og barnevogn på samme tid”-træning. Jeg tæller ned til alt det gode, der skal overdøve stemmen, der vil have mig til at tro på alt det dårlige.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s