Gravid i Coronatid

Det er en mærkelig tid, vi lever i lige nu. Jeg sidder, hvor jeg plejer, på mit lille hjemmekontor foran mit store vindue med udsigt over vores forhave og den relativt stille vej, vi bor på. Alt ligner sig selv. Som altid er der ret stille i løbet af dagen, og stilheden foran mit vindue bliver kun afbrudt af den sporadiske hundelufter og fodgænger med og uden barnevogn.

Så alt ser ud, som det plejer i mit lille hjørne af verden, og dog. For jeg har ikke været uden for min hoveddør af andre årsager end hundeluftning de sidste par dage, og Islændingen har skabt sin egen lille hjemmearbejdsplads ved vores spisebord. Sådan kommer situationen nok til at se ud i noget tid.

Vi har frivilligt isoleret os fra omverdenen, mens vi dagligt følger med i, hvordan situationen udvikler sig. Vi er ikke grebet af panik, for vi har mad nok til de næste mange dage, og vi bevæger os stadig uden for døren for at gå tur med Emmy, så helt under jorden er vi ikke gået, men det psykologiske i, at man ikke bare kan gøre, hvad man vil, og gøre, som man plejer, det tynger naturligvis en del.

Det, der tynger allermest, er dog frygten for, hvad det har af betydning for vores lille pige, der pt. ligger og bager i min mave. De seneste undersøgelser på området tyder på, at Corona ikke smitter gennem navlestrengen, moderkagen eller fostervandet, så de næste tre måneders tid burde hun være i sikkerhed derinde. Alligevel fylder bekymringerne naturligvis. For hvad nu, hvis jeg bliver syg nu? Vil det påvirke hende? Hvad så, hvis jeg bliver syg op til fødslen? Vil det give en sværere fødsel for hende eller for mig? Og hvad nu, hvis jeg smitter hende ved fødslen, så hun bliver syg? Eller hvis jeg går i for tidlig fødsel, og hendes små lunger så slet ikke kan håndtere sygdommen?

Der er så mange bekymringer forbundet med hele det her, og jeg kan ærlig talt ikke rigtig forholde mig til det, så jeg har valgt at tage én dag ad gangen. Lige nu har hun det godt inde i maven, vi har mad, dyrene har det godt, vores venner og familie har det godt, vi skranter begge to herhjemme, hvor vi snotter og hoster og er lidt matte i sokkerne, men ellers har vi det godt. Det er situationen i dag, og det er forhåbentlig også situationen i morgen. Længere frem end det kan jeg ikke tænke lige nu.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s