Hvis klichéen passer…

“Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns”, sagde Kierkegaard.

Jeg har haft sådan nogle “aha!”-oplevelser på det seneste, hvor klichéer som ovenstående giver så ufatteligt god mening. Øjeblikke, hvor jeg for en kort stund svæver op i helikopterhøjde og ser de seneste år i det store billede.

Når man står midt i kaoset, så ser man det ikke. Meningen med det hele. Faktisk spørger man ofte sig selv, hvorfor man dog er havnet her. Hvad kunne man have gjort anderledes. Man går rundt med tusinde spørgsmål af mere eller mindre eksistentiel karakter, som man ikke kan finde svar på, fordi man netop ikke er i stand til at se det store billede.

Det kan jeg nu.

Da vi sidste år stod i en hvirvelvind af hormoner, ægløsningssprøjter, skemalagt sex ned til minuttet, positive tests, der aldrig blev til en baby, og ikke mindst den (in)famøse operation i august, havde jeg mange spørgsmål til … ja, til hvem egentlig? Universet? … men ingen kunne svare på dem.

Det kan jeg selv nu.

Jeg kan pludselig se og forstå, hvorfor det ikke skulle gå så nemt for os at blive forældre.

_______________________________________________

Hele vores forhold er fløjet afsted med raketfart, siden Islændingen gjorde sin entré i min entré i Berlin i februar 2017. Et halvt år efter det havde vi fået lejlighed sammen. Et halvt år efter det var bryllupsinvitationerne sendt ud. Et halvt år efter det skrev vi under på købskontrakten på vores hus. Undervejs i vores stormende eventyr var det så meningen, jeg skulle være blevet gravid. Vi begyndte at prøve lidt over et år efter, vi var blevet kærester. Hvis jeg havde været en af dem, der var blevet gravid i første, andet eller tredje forsøg, så havde vores liv set helt anderledes ud.

Vi havde ikke været på vores ture til Barcelona, Island, Italien, Berlin og New York. Vi havde ikke været på festival sammen. Vi havde måske taget andre valg i forhold til at flytte tilbage til Sønderjylland og i forhold til vores valg af hus. Vi havde ikke haft de jobs, vi har og har haft, og dermed havde vores økonomi måske også set anderledes ud.

Der er så mange ting, der direkte eller indirekte ville være blevet påvirket af en hurtigt opnået graviditet.

En anden ting, man kan argumentere for giver mening, er, at vi fik mere tid til at være os. Ikke mindst med en lang, svær og hård periode i bagagen. En slags prøve, som man må sige, vi har bestået med bravour. Hvilket bringer mig til en anden kliché, som jeg har fundet enormt meget mening i det seneste halve års tid.

“Nothing ever goes away until it has taught us what we need to know”.

For jeg havde meget at lære, og det har jeg stadig, men jeg føler, jeg har lært enormt meget af vores udfordringer op til den her graviditet, som jeg har taget med mig gennem graviditeten, og som jeg tror, jeg kommer til at tage med mig ind i moderskabet. Selvom jeg nok ville have været tilfreds ved, at jeg havde lært de ting på en anden måde, så husker jeg tydeligt det vendepunkt, hvor jeg følte, jeg havde lært, hvad jeg skulle lære, og under to måneder senere stod vi så med den positive tests, som nu er blevet til vores barn, der gerne skulle melde sin ankomst inden for de næste to måneders tid.

Alle brikker falder langsomt på plads, og jeg finder stor ro i at kigge tilbage på de seneste par år og vide, at alt går op i en højere enhed. At alt giver mening. Det giver mig overskud og perspektiv til igen og igen at kunne tænke og sige til mig selv (og til Islændingen): “Hvor har vi dog været heldige”. For det føler jeg oprigtigt, hvor jeg står nu, at vi har været og at vi er, og nu glæder jeg mig bare til at se, hvad fremtiden byder på. Uanset hvad håber jeg, at jeg – når tingene bliver sværere – kan finde trøst i, at det hele vil give mening en dag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s