Navnet

Det er altså en stor ting, det der med at skulle bestemme navnet på et menneske, synes jeg. For et navn er jo aldrig rigtig bare et navn, vel? Det kommer til at følge dig resten af livet på den ene eller den anden måde. Selv, hvis du ændrer det, så vil det være en del af din historie, at du ændrede dit navn.

Vi har også alle en mere eller mindre ubevidst tendens til at sætte navne i kasser. Da jeg voksede op, var det f.eks. navnene ‘Brian’ og ‘Connie’, der blev brugt om motorbøller og lignende “typer”. Jeg er også gift med en mand, som har et navn, der er helt almindeligt for mænd på hans alder i Island, men som i Danmark mest hører til befolkningsgruppen 65+. Sådan er det så forskelligt verden over.

Jeg selv har både hadet og elsket mit navn gennem årene. Ej, elsket har jeg nok aldrig rigtigt, men jeg har hadet det og så har jeg været tilfreds med det. Jeg drømte som barn meget om at skifte navn, når jeg blev ældre, især fordi mit navn altid skulle staves for folk og tit alligevel blev stavet forkert. C-Æ-C-I-L-I-E. Mit navn med den meget danske stavemåde var heller ikke ligefrem en fordel, da jeg boede i udlandet og skulle udfylde officielle papirer. I de år hed jeg Caecilie. Det samme gør min e-mailadresse. Eksotisk, I know.

Når jeg ser tilbage på det, er jeg dog fint tilfreds med, at mit navn har set lidt mærkværdigt ud for de mennesker, der skulle læse det, da jeg boede i udlandet. For det har været en god icebreaker og samtalestarter, og det har på den måde hjulpet mig i gang med samtaler, jeg måske ellers ikke ville have haft. Så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

__________________________________________

Klip til, at Islændingen og jeg nu snart skal navngive vores klon. Et menneske med rødder i både Danmark og Island, men som samtidig kommer til at være en verdensborger, og et menneske, der som udgangspunkt kommer ud i verden som pige.

Der har været så mange ting at tage højde for; det måtte gerne indeholde både lidt af Island og lidt af Danmark, og det måtte samtidig gerne være internationalt, men vigtigt har været (måske mest for mig), at det var et navn med power. Og det har nok netop noget at gøre med, at hun er en pige.

Så et navn med power, der både er internationalt, dansk og islandsk. Det kan kun blive langt.

Og ja, hendes navn er ganske rigtigt langt. Men det har historie, det har power og selvom jeg ikke har mødt hende face to face endnu, så ved jeg allerede, at det passer perfekt til hende.

Det er ikke en hemmelighed, hvad hun skal hedde. Flere familiemedlemmer og venner ved det allerede, men vi fortæller det ikke, medmindre folk decideret spørger. Det er nok mest mig, der har behov for at holde det bare en smule under wraps, indtil hun er her. Og det er mest fordi, jeg ikke har lyst til at høre folks reaktioner, hvis de har en negativ holdning til det. Når først hun er her, og man fysisk kan se hende, og folk ved, at det er dét navn, vi har valgt til hende, så tror jeg, de i højere grad vælger at tænke sit men uden at sige det højt. Inden hun er her, og inden det er en done deal, så tror de måske nærmere, de kan tillade sig at komme med en kommentar til det. Så derfor deler jeg heller ikke navnet her og nu.

Til gengæld kan jeg nævne nogle af de (fornavne), der har været oppe at vende:

  • Evy
  • Demi
  • Dua
  • Túva
  • Eline

Vi har haft mange flere oppe at vende, men de her var med i kapløbet i lang tid.

Drengenavne havde vi slet ikke lige så mange af. Til gengæld havde vi mellemnavnet på plads for længe siden. Havde vi ventet os en dreng, skulle hans mellemnavn være Marlon. Ikke pga. ham fra SKAM, ikke pga. Marlon Brando, men fordi det er en sammentrækning af vores mødres navne: Maria og Lone – Marlon.

Det var Islændingen, der i sin tid fandt på det, og jeg var vild med det fra starten. Både pga. historien bag – at det var vores mødres navne sat sammen – men også tanken om at give en dreng to kvinders navne på en måde. Så det var faktisk på plads, længe inden jeg blev gravid. Fornavnet nåede lige akkurat at komme på plads, inden vi var til kønsscanning, men det fik vi så ikke brug for. Alligevel vælger jeg at holde det for mig selv, for hvad nu, hvis vi får brug for det alligevel en dag.

En tanke omkring “Navnet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s