Nu ses vi snart

Min graviditet er officielt fuldbåren, som det jo hedder, når man har ramt 37+0. Det betyder, at vores lille menneske “må” melde sin ankomst, når hun er klar. Vi er klar. Så klar, som vi kan være. Jeg har ikke så travlt, men jeg kan godt mærke, at der er mennesker omkring mig, som er meget spændte – på grænsen til utålmodige. Forslag til at sætte gang i tingene, tanker om fødselsdatoer og generelt lod i lotteriet, omkring hvornår hun mon kommer ud, kommer alle vegne fra, mens jeg selv ikke helt er der, hvor jeg er utålmodig. Endnu.

For jo, jeg glæder mig. Meget. Og jeg er spændt. Rigtig spændt. Men jeg ved også, at hun kommer, når hun kommer. Selvfølgelig ser jeg helst, at vi slipper for igangsættelse, og jeg ser helst, at hun ikke bliver derinde så længe, at vi bliver frarådet vores hjemmefødsel, men der er vi slet ikke endnu. Vi er stadig lidt tid fra terminsdatoen, og meget kan ske inden da.

Imens nyder jeg, at hun er rykket længere ned i mit bækken og dermed nu ligger på en måde, der gør, at jeg bedre kan gå ture uden smerter, og generelt føler mig lidt mindre besværet i min vejrtrækning. Til gengæld føler jeg, jeg skal tisse konstant, og så vokser maven stadig, og jeg føler snart ikke, der er mere hud at give af. Selvom man ikke er i tvivl om, at jeg er gravid, og selvom jeg vejer omkring 15 kg mere, end inden jeg blev gravid, så synes jeg faktisk, jeg trives ok i min gravide krop. Jeg har øjeblikke, hvor jeg bander det hele langt væk, fordi det er svært, hårdt og ubehageligt at komme op fra sengen, sætte mig i en lav bil, tage tøj ud af vaskemaskinen og den slags, men det meste af tiden suger jeg til mig af den følelse, det er at have et menneske under huden. Ingen anden i verden end hun ved, hvordan mit hjerte lyder derindefra, og ingen anden end jeg kender følelsen af hendes hikke og styrken fra hendes spark. Det er unikt, og noget jeg virkelig husker mig selv på at påskønne, mens det står på.

_________________________________________________________

Jeg glæder mig til at se hende. Ikke møde hende, for det har jeg allerede gjort. Jeg føler, jeg kender hende. Men at fysisk se hende og røre hende, uden der er hud, moderkage og fostervand mellem os, det glæder jeg mig til. Og jeg håber sådan, at hun tager en masse gode ting med sig derindefra.

Jeg håber, hun har mærket alle de grin, der har været undervejs. Jeg håber, hun vil huske, hvordan vi har danset og sunget til alt fra Mac Miller og Anne Linnet til Lionel Richie og The Beatles. Jeg håber, hun bærer den sorg med sig, som vi sammen mærkede, da vi tog afsked med Sunny i starten af året, og jeg håber, den vil danne grundlaget for hendes kærlighed til dyr. Jeg håber, hun kan genkende lyden af Lunas insisterende miav og følelsen af Emmys små fodspor på min mave. Jeg håber, hun aldrig glemmer den følelse af tryghed, der er skyllet ind over os, hver gang hendes far har holdt om os, aet maven, mærket efter spark, taget min hånd, beroliget, trøstet, glædet sig. Jeg håber, kærligheden fra hendes bedsteforældre og vores øvrige familie og venner er skinnet så tydeligt igennem, at hun aldrig vil være i tvivl om, hvor ønsket, ventet og elsket, hun har været fra starten af sin eksistens.

Der er så mange ting, jeg har prøvet at give hende med sig, siden hun stadig bare var på størrelse med et blåbær, men vigtigst af alt må være, at jeg håber, hun aldrig kommer i tvivl om, at hun har en mor, der altid vil gøre sit bedste, og som altid vil elske hende betingelsesløst. Og ellers må jeg minde hende om det hver eneste dag. Det gør jeg gerne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s