Den dårlige nyhed er: Intet varer evigt

Vi kan godt blive enige om, at remsen “det er en fase, det er en fase, det er en fase” kan være en livredder, når baby for 13. dag i streg klynker alle sine vågne timer, klistrer sig fast på dig som velcro eller øver sig i sin nyfundne falcet. Jeg har i hvert fald hørt mig selv både tænke og sige det op til flere gange. Alligevel prøver jeg virkelig at lade være med at tælle ned. Tælle ned til udviklingsspringet ifølge app’en skulle være slut. Tælle ned til næste motoriske milepæl, der givet vil gøre nogle ting nemmere. Tælle ned til hun er stor nok, til at vi kan ting – f.eks. tage på ture, gå til gymnastik osv. Det lykkes mig ikke altid, men jeg arbejder bevidst med at være i dagen. Ikke nødvendigvis i nu’et, for nu’et skal til tider bare overstås, men være i dagen og omfavne den med alt, hvad den har at byde på.

Hver dag spørger Islændingen og jeg hinanden, om vi har haft en god dag. Der er langt imellem, at jeg svarer nej. Ganske enkelt fordi jeg nægter at lade de hårde, de trælse og de frustrerende stunder stjæle fokus fra de sjove, de stolte og de kærlige stunder, som trods alt de fleste dage er i overtal. Jeg øver mig i at være i dagen, fordi jeg er smertefuldt bevidst om, at intet varer evigt. Tiden, hvor hun sov i timevis i frøstilling på vores maver er forbi. Tiden, hvor hun sov sin navngivningsfest væk i selen synes uendeligt længe siden. Tiden, hvor man fandt hende, hvor man lagde hende, husker jeg nærmest ikke længere. Og ikke mindst tiden, hvor man altid havde madpakke med til hende, fordi hun bare skulle have fri adgang til babserne, og så var hun både, mæt, glad og ernæringsmæssigt helt perfekt stillet. Hvorfor har så mange forældre så travlt med at starte på mad? Det er jo så meget nemmere at fuldamme så lang tid, man kan.

Det er ikke fordi, at de ting nødvendigvis er noget, jeg savner, for hver fase og hver alder har sin charme og sine fordele og ulemper, men det er en tid, der ikke kommer igen. Der er dog de der lidt mere mor-specifikke ting, som jeg virkelig kan gå i panik over ikke varer for evigt. Hvordan hun kan finde tryghed og ro i søvnen, bare hun mærker min hånd på sit bryst eller sin mave. Hvordan jeg kan beskytte hende mod den store, stygge verden, fordi hun endnu altid er inden for mit syns- og/eller hørefelt. Hvordan hun helst vil være hos mig hele tiden; holdes, krammes, ammes. Åh! Amningen! Don’t even get me started. Jeg kan slet ikke bære tanken om, at amningen skal stoppe en dag. Jovist når jeg nok til et punkt, hvor jeg er mere end klar til at det skal stoppe, men lige nu kan jeg slet ikke forestille mig det, og det samme gælder samsovningen. Gid det alt sammen måtte vare evigt.

Men intet af det varer evigt, og derfor suger jeg det til mig. Hvert et kram, hvert et kys, hver en (akrobatisk) amning, hver en samsovning. Okay, måske ikke hver og en, I’m only human after all, men i hvert fald det meste af tiden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s