Er alle børn i virkeligheden ikke non-binære?

Er der noget, jeg har det stramt med, så er det, når man kønner ting, hvor det ikke er nødvendigt. Farver, tøj, legetøj og den slags. Jeg har det også ret stramt med at proppe piger ned i en kasse fyldt med ting som prinsesser, blomster, glimmer og sløjfer i håret, mens jeg har det lige så svært, når det er omvendt fortegn og drenge proppes i kasser med biler, maskiner, værktøj og sport. Det er ikke fordi, jeg vil have en kønsneutral verden, hvor vi kalder hinanden “den”, men jeg synes bare, vi har så utroligt travlt med at proppe helt nye mennesker i prædeterminerede kasser, selvom vi ikke aner, om de har det komfortabelt i dem.

Jeg tænker rigtig meget over det i hverdagen, men jeg har mange blinde punkter, fordi jeg selv er en binær cis-kvinde i et heteronormativt forhold. Fik jeg skrevet det rigtigt? Se, det er dét, der er problemet: Jeg mangler uddannelse på området. Imens jeg opsøger viden og udvider mine horisonter og oplyser mine blinde punkter, prøver jeg i stedet at følge min mavefornemmelse, og at tage den viden til mig, jeg allerede har opsøgt.

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg ikke har lyst til, at mit barns garderobe skal bestå af tøj i 50 nuancer af lyserød, bare fordi hun er født med kvindelige kønsdele. Det betyder ikke, at kommer hun en dag og ønsker sig noget lyserødt, at jeg så mener, jeg har fejlet, eller at jeg vil nægte hende noget lyserødt, det betyder bare, at jeg vil give hende plads til selv at finde ud af, hvad hun foretrækker. Det er selvfølgelig svært i praksis, for selvfølgelig er der mange valg, jeg tager på hendes vegne, som hun stadig kan gøre om senere i livet, men ikke desto mindre føles det rigtigt at gøre det sådan her.

Hun har lyserødt i sin garderobe. Ligesom hun har lilla, lyseblå, mørkeblå, brun, turkis, grå og alle mulige andre farver. Hun har også blomstret tøj i sin garderobe, ligesom hun har tøj med både og katte. Hun har ingen kjoler eller nederdele, men det er simpelthen fordi 1) Hun er i en alder, hvor det ganske upraktisk, og 2) Jeg synes, det ser forkert ud, når hun har den slags på. Det passer slet ikke til hendes personlighed, synes jeg.

Det bringer mig til næste kæphest: Når man kalder små pigebørn for “prinsesser”. Det er måske mit billede i hovedet af en prinsesse, der skaber den aversion, men ikke desto mindre har jeg det virkelig svært med det. Prinsesser er historisk set blevet beskrevet som en petit pigeskikkelse, der hjælpeløst skal reddes af en prins, og som har fine fornemmelser. Hvis man kalder små piger for prinsesser fra de er helt små, hvad er det så for et billede af sig selv, de potentielt skaber sig? Hvad nu, hvis de ikke føler sig som små prinsesser, men nærmere som seje ninjaer eller stærke superhelte? F.eks. er M.J. så langt fra en lille fintfølende prinsesse, man overhovedet kan komme. Hun er sej, stærk, tapper, modig, sjov og eventyrlysten. Jeg har kaldt hende alt fra “vores lille frø” til “vores vilde tornado”, men aldrig “prinsesse”, for det stemmer slet ikke overens med den person, hun er, og jeg føler, at det udvasker hendes potentiale at spise hende af med at blive kaldt en prinsesse.

Don’t even get me started on legetøj. Hvorfor er det, vi har pigelegetøj og drengelegetøj? Skal deres kønsdele i spil, når de skal bruge det? I såfald tror jeg, jeg gerne bare vil have et tilgodebevis. I vores arsenal af legetøj finder man både togbane, Duplo, biler, dyr, dukker/bamser og bolde. Det kan hun fint lege med, uden at hendes kønsdele kommer i spil. *wink wink*

Hvor vil jeg gerne hen med det her?

Jeg vil så gerne have, at vi begynder at gentænke, hvordan vi omtaler vores og andres børn. Hvilke kasser vi sætter dem i. Hvilket selvbillede vi skaber for dem. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi ikke begrænser vores børn, når de skal danne sig et billede af, hvem de er, og hvilke muligheder i livet de har. Det er måske for abstrakt for mange (inklusive til et vis punkt mig selv), hvis man fra graviditet og frem til teenageårene skal holde sig fra at kønne sit barn og på den måde skabe rum for at lade barnet selv skabe sin kønsidentitet, men vi kan stadig godt skabe mere rum, end der traditionelt hidtil er gjort. F.eks. ved at gentænke, hvor ensformig vores børns garderobe eller legetøjssamling er. Lad alle regnbuens farver være med til at male dit barns selvbillede, og lad alle verdens muligheder blive repræsenteret i legetøjssamlingen.

Jeg kalder M.J. for “min datter”. Jeg omtaler hende som en pige, og jeg bruger pronominerne hun/hende/hendes, når jeg taler om hende. Til gengæld prøver jeg så vidt muligt at gøre plads til hendes personlighed, og jeg prøver i disse tidlige år at gøre hendes fysiske fremtoning så neutral som muligt. Derfor tager jeg det nærmere som et kompliment end en fornærmelse, når folk igen og igen enten kalder hende for en dreng eller ganske enkelt spørger til hendes køn, da de ikke kan se det på hendes tøj eller legetøj. M.J. har ikke behov for at blive genkendt som en dreng eller en pige, hun har behov for at blive set som et menneske og et individ.

Og er alle børn i virkeligheden ikke non-binære?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s