Navnet

Det er altså en stor ting, det der med at skulle bestemme navnet på et menneske, synes jeg. For et navn er jo aldrig rigtig bare et navn, vel? Det kommer til at følge dig resten af livet på den ene eller den anden måde. Selv, hvis du ændrer det, så vil det være en del af din historie, at du ændrede dit navn.

Vi har også alle en mere eller mindre ubevidst tendens til at sætte navne i kasser. Da jeg voksede op, var det f.eks. navnene ‘Brian’ og ‘Connie’, der blev brugt om motorbøller og lignende “typer”. Jeg er også gift med en mand, som har et navn, der er helt almindeligt for mænd på hans alder i Island, men som i Danmark mest hører til befolkningsgruppen 65+. Sådan er det så forskelligt verden over.

Jeg selv har både hadet og elsket mit navn gennem årene. Ej, elsket har jeg nok aldrig rigtigt, men jeg har hadet det og så har jeg været tilfreds med det. Jeg drømte som barn meget om at skifte navn, når jeg blev ældre, især fordi mit navn altid skulle staves for folk og tit alligevel blev stavet forkert. C-Æ-C-I-L-I-E. Mit navn med den meget danske stavemåde var heller ikke ligefrem en fordel, da jeg boede i udlandet og skulle udfylde officielle papirer. I de år hed jeg Caecilie. Det samme gør min e-mailadresse. Eksotisk, I know.

Når jeg ser tilbage på det, er jeg dog fint tilfreds med, at mit navn har set lidt mærkværdigt ud for de mennesker, der skulle læse det, da jeg boede i udlandet. For det har været en god icebreaker og samtalestarter, og det har på den måde hjulpet mig i gang med samtaler, jeg måske ellers ikke ville have haft. Så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

__________________________________________

Klip til, at Islændingen og jeg nu snart skal navngive vores klon. Et menneske med rødder i både Danmark og Island, men som samtidig kommer til at være en verdensborger, og et menneske, der som udgangspunkt kommer ud i verden som pige.

Der har været så mange ting at tage højde for; det måtte gerne indeholde både lidt af Island og lidt af Danmark, og det måtte samtidig gerne være internationalt, men vigtigt har været (måske mest for mig), at det var et navn med power. Og det har nok netop noget at gøre med, at hun er en pige.

Så et navn med power, der både er internationalt, dansk og islandsk. Det kan kun blive langt.

Og ja, hendes navn er ganske rigtigt langt. Men det har historie, det har power og selvom jeg ikke har mødt hende face to face endnu, så ved jeg allerede, at det passer perfekt til hende.

Det er ikke en hemmelighed, hvad hun skal hedde. Flere familiemedlemmer og venner ved det allerede, men vi fortæller det ikke, medmindre folk decideret spørger. Det er nok mest mig, der har behov for at holde det bare en smule under wraps, indtil hun er her. Og det er mest fordi, jeg ikke har lyst til at høre folks reaktioner, hvis de har en negativ holdning til det. Når først hun er her, og man fysisk kan se hende, og folk ved, at det er dét navn, vi har valgt til hende, så tror jeg, de i højere grad vælger at tænke sit men uden at sige det højt. Inden hun er her, og inden det er en done deal, så tror de måske nærmere, de kan tillade sig at komme med en kommentar til det. Så derfor deler jeg heller ikke navnet her og nu.

Til gengæld kan jeg nævne nogle af de (fornavne), der har været oppe at vende:

  • Evy
  • Demi
  • Dua
  • Túva
  • Eline

Vi har haft mange flere oppe at vende, men de her var med i kapløbet i lang tid.

Drengenavne havde vi slet ikke lige så mange af. Til gengæld havde vi mellemnavnet på plads for længe siden. Havde vi ventet os en dreng, skulle hans mellemnavn være Marlon. Ikke pga. ham fra SKAM, ikke pga. Marlon Brando, men fordi det er en sammentrækning af vores mødres navne: Maria og Lone – Marlon.

Det var Islændingen, der i sin tid fandt på det, og jeg var vild med det fra starten. Både pga. historien bag – at det var vores mødres navne sat sammen – men også tanken om at give en dreng to kvinders navne på en måde. Så det var faktisk på plads, længe inden jeg blev gravid. Fornavnet nåede lige akkurat at komme på plads, inden vi var til kønsscanning, men det fik vi så ikke brug for. Alligevel vælger jeg at holde det for mig selv, for hvad nu, hvis vi får brug for det alligevel en dag.

Hvis klichéen passer…

“Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns”, sagde Kierkegaard.

Jeg har haft sådan nogle “aha!”-oplevelser på det seneste, hvor klichéer som ovenstående giver så ufatteligt god mening. Øjeblikke, hvor jeg for en kort stund svæver op i helikopterhøjde og ser de seneste år i det store billede.

Når man står midt i kaoset, så ser man det ikke. Meningen med det hele. Faktisk spørger man ofte sig selv, hvorfor man dog er havnet her. Hvad kunne man have gjort anderledes. Man går rundt med tusinde spørgsmål af mere eller mindre eksistentiel karakter, som man ikke kan finde svar på, fordi man netop ikke er i stand til at se det store billede.

Det kan jeg nu.

Da vi sidste år stod i en hvirvelvind af hormoner, ægløsningssprøjter, skemalagt sex ned til minuttet, positive tests, der aldrig blev til en baby, og ikke mindst den (in)famøse operation i august, havde jeg mange spørgsmål til … ja, til hvem egentlig? Universet? … men ingen kunne svare på dem.

Det kan jeg selv nu.

Jeg kan pludselig se og forstå, hvorfor det ikke skulle gå så nemt for os at blive forældre.

_______________________________________________

Hele vores forhold er fløjet afsted med raketfart, siden Islændingen gjorde sin entré i min entré i Berlin i februar 2017. Et halvt år efter det havde vi fået lejlighed sammen. Et halvt år efter det var bryllupsinvitationerne sendt ud. Et halvt år efter det skrev vi under på købskontrakten på vores hus. Undervejs i vores stormende eventyr var det så meningen, jeg skulle være blevet gravid. Vi begyndte at prøve lidt over et år efter, vi var blevet kærester. Hvis jeg havde været en af dem, der var blevet gravid i første, andet eller tredje forsøg, så havde vores liv set helt anderledes ud.

Vi havde ikke været på vores ture til Barcelona, Island, Italien, Berlin og New York. Vi havde ikke været på festival sammen. Vi havde måske taget andre valg i forhold til at flytte tilbage til Sønderjylland og i forhold til vores valg af hus. Vi havde ikke haft de jobs, vi har og har haft, og dermed havde vores økonomi måske også set anderledes ud.

Der er så mange ting, der direkte eller indirekte ville være blevet påvirket af en hurtigt opnået graviditet.

En anden ting, man kan argumentere for giver mening, er, at vi fik mere tid til at være os. Ikke mindst med en lang, svær og hård periode i bagagen. En slags prøve, som man må sige, vi har bestået med bravour. Hvilket bringer mig til en anden kliché, som jeg har fundet enormt meget mening i det seneste halve års tid.

“Nothing ever goes away until it has taught us what we need to know”.

For jeg havde meget at lære, og det har jeg stadig, men jeg føler, jeg har lært enormt meget af vores udfordringer op til den her graviditet, som jeg har taget med mig gennem graviditeten, og som jeg tror, jeg kommer til at tage med mig ind i moderskabet. Selvom jeg nok ville have været tilfreds ved, at jeg havde lært de ting på en anden måde, så husker jeg tydeligt det vendepunkt, hvor jeg følte, jeg havde lært, hvad jeg skulle lære, og under to måneder senere stod vi så med den positive tests, som nu er blevet til vores barn, der gerne skulle melde sin ankomst inden for de næste to måneders tid.

Alle brikker falder langsomt på plads, og jeg finder stor ro i at kigge tilbage på de seneste par år og vide, at alt går op i en højere enhed. At alt giver mening. Det giver mig overskud og perspektiv til igen og igen at kunne tænke og sige til mig selv (og til Islændingen): “Hvor har vi dog været heldige”. For det føler jeg oprigtigt, hvor jeg står nu, at vi har været og at vi er, og nu glæder jeg mig bare til at se, hvad fremtiden byder på. Uanset hvad håber jeg, at jeg – når tingene bliver sværere – kan finde trøst i, at det hele vil give mening en dag.

Intuition vs. autoritetstro

Vi er officielt et par uger inde i tredje trimester, og udsigten til, at hele den her rejse ender lykkeligt, får bedre og bedre odds. Jeg nyder hver eneste dag, til trods for bækkensmerter, halsbrand, træthed og en indre kamp mellem, hvad jeg vil og hvad jeg kan. Jeg nyder især de små øjeblikke i løbet af en dag, hvor jeg føler, jeg connecter med hende, selvom vi pt. ikke kan se hinanden. Hver morgen starter jeg dagen med at ligge i nogle minutter og mærke hende vågne, og det er hastigt på vej til at blive nogle af mine mest værdsatte minutter i løbet af en dag.

Men hvor har det altså bare været en lang rejse, det her. Især hvis man tæller månederne med fertilitetsbehandling med 0. trimester, kaldes det også. Fra at sørge over fortiden, frygte fremtiden og prøve at flygte fra nutiden til nu at være i det, sådan virkelig være i det, og tage hver dag for, hvad den er, dét er et enormt skridt. I hvert fald for mig. Derudover har der været et kæmpe skridt fra at føle mig ramt og usikker af folks mange (virkelig mange) velmenende råd, markante meninger og malplacerede anekdoter, til nu at hvile i, at de beslutninger, vi tager for os og vores barn, er de rigtige for os, og at de ikke behøver forklares eller forsvares. Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor jeg stadig kan blive i tvivl, selvfølgelig er der det, jeg ved jo ikke alt, tværtimod, men langt størstedelen af tiden, føler jeg mig sikker i de valg, vi tager for nu og for fremtiden.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om jeg vil være i stand til at holde fast i den. I evnen til at lytte til min intuition, til at stole på min mavefornemmelse og til at tro på mig selv og mine evner som mor. Jeg vil jo gøre alt det bedste for hende, og jeg vil helst ikke tage fejl, men så er det evige spørgsmål: Hvornår er noget en fejl, og hvornår er noget bare et anderledes valg end andre har taget?

Allerede nu gør vi os jo milliarder af tanker om alt fra amning og valg af bleer til institutioner og traditioner. Vi har ikke prøvet det her før, så vi ved ikke, hvad der er “rigtigt” og hvad der er “forkert”, vi har kun vores moralske kompas, vores kærlighed til vores barn og vores mavefornemmelser at gå efter. Så spørgsmålet er, om vi – nok mest jeg – kan overdøve andres inputs og lytte til mig selv, når først jeg står med hende i mine arme og fysisk kan se konsekvenserne af mine valg.

Jeg er enormt autoritetstro, og jeg har tendens til at opsøge viden fra og lytte til folk, der har mere erfaring på et givent område, end jeg selv har. Når det her er mit første barn, så vil der naturligvis være mange omkring mig, som har mere erfaring som forælder end jeg har, så derfor ville det virke oplagt at søge råd, svar og vejledning hos dem. Eller hvad? For forældreskabet er jo vitterligt et af de få emner i livet, hvor der ikke findes et facit. Der findes så uendeligt mange måder at gøre det på, og ingen kan fortælle, hvad der er det rigtige. Derfor giver argumenter som “nu har jeg altså født fire børn, så jeg ved, at…” ikke mening. Eller “nu har jeg altså selv to børn, og de er i hvert fald ikke døde af, at…”. Hvad der har virket for nogen, virker ikke nødvendigvis for andre. Hvad der har været det rigtige for nogen, er ikke nødvendigvis det rigtige for andre. Hver en graviditet, hver en fødsel og hvert et barn er forskelligt, så der er vitterligt intet facit at hente nogen steder. Dérfor er den famøse intuition og mavefornemmelse så hamrende vigtig, fordi det er dén, der kommer til at følge dig og være dit mest sikre opslagsværk.

Jeg kommer til at blive usikker. Jeg kommer til at tvivle. Jeg kommer til at være desperat, efter at nogen tager valgene for mig og påtager sig det medfølgende ansvar. Alt det ved jeg godt. Men jeg håber sådan, at det ikke kommer til at tage overhånd, og at min nyfundne evne til at lytte til mig selv og ikke føle behov for at forklare eller forsvare mine valg, ikke forsvinder som dug for solen, når jeg sidder med mit barn i armene. Time will tell, og om 10 ugers tid ved jeg nok meget mere – og samtidig meget mindre – end jeg ved nu.

Gravid i Coronatid

Det er en mærkelig tid, vi lever i lige nu. Jeg sidder, hvor jeg plejer, på mit lille hjemmekontor foran mit store vindue med udsigt over vores forhave og den relativt stille vej, vi bor på. Alt ligner sig selv. Som altid er der ret stille i løbet af dagen, og stilheden foran mit vindue bliver kun afbrudt af den sporadiske hundelufter og fodgænger med og uden barnevogn.

Så alt ser ud, som det plejer i mit lille hjørne af verden, og dog. For jeg har ikke været uden for min hoveddør af andre årsager end hundeluftning de sidste par dage, og Islændingen har skabt sin egen lille hjemmearbejdsplads ved vores spisebord. Sådan kommer situationen nok til at se ud i noget tid.

Vi har frivilligt isoleret os fra omverdenen, mens vi dagligt følger med i, hvordan situationen udvikler sig. Vi er ikke grebet af panik, for vi har mad nok til de næste mange dage, og vi bevæger os stadig uden for døren for at gå tur med Emmy, så helt under jorden er vi ikke gået, men det psykologiske i, at man ikke bare kan gøre, hvad man vil, og gøre, som man plejer, det tynger naturligvis en del.

Det, der tynger allermest, er dog frygten for, hvad det har af betydning for vores lille pige, der pt. ligger og bager i min mave. De seneste undersøgelser på området tyder på, at Corona ikke smitter gennem navlestrengen, moderkagen eller fostervandet, så de næste tre måneders tid burde hun være i sikkerhed derinde. Alligevel fylder bekymringerne naturligvis. For hvad nu, hvis jeg bliver syg nu? Vil det påvirke hende? Hvad så, hvis jeg bliver syg op til fødslen? Vil det give en sværere fødsel for hende eller for mig? Og hvad nu, hvis jeg smitter hende ved fødslen, så hun bliver syg? Eller hvis jeg går i for tidlig fødsel, og hendes små lunger så slet ikke kan håndtere sygdommen?

Der er så mange bekymringer forbundet med hele det her, og jeg kan ærlig talt ikke rigtig forholde mig til det, så jeg har valgt at tage én dag ad gangen. Lige nu har hun det godt inde i maven, vi har mad, dyrene har det godt, vores venner og familie har det godt, vi skranter begge to herhjemme, hvor vi snotter og hoster og er lidt matte i sokkerne, men ellers har vi det godt. Det er situationen i dag, og det er forhåbentlig også situationen i morgen. Længere frem end det kan jeg ikke tænke lige nu.

Drømmene og kernefamilien

Jeg kan huske, at jeg flere gange har læst og hørt, at man kunne have ret vilde drømme, når man er gravid. Men jeg har også hørt om hård mave, hæmorider og lækkende bryster, og det har jeg ikke oplevet noget af (endnu), så det er jo ikke alt, der rammer alle, må jeg konstatere.

Men det med drømmene, det har jeg altså oplevet. Mange gange efterhånden. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at jeg drømmer nogle virkeligt forfærdelige ting om natten, og de fleste handler om én ting: At jeg mister Islændingen. Scenariet afspiller sig i forskellige versioner, men omdrejningspunktet er altid det samme, og jeg bliver lige knust hver gang.

Der er jo noget underbevidsthed på spil, hvor en af de største bekymringer, der ligger derinde og ulmer, er frygten for at miste ham, jeg nok har allermest brug for mere end nogensinde. For han er jo ikke længere “bare” min kæreste, min mand, han er jo også faren til mit barn. Uden ham er familien ikke fuldkommen, og det er måske i virkeligheden dét, der er den store frygt: Frygten for at miste den kernefamilie, vi er i gang med at skabe.

Jeg kunne sagtens komme med en smøre om konsekvensen ved at være skilsmissebarn og derved længslen efter en kernefamilie, men let’s be real, det er ikke noget, der er unikt for skilsmissebørn, at man søger den familieform, som man har fået fortalt alle steder, er normen.

Jeg har egentlig aldrig selv bidt mærke i, at det var dét, jeg ønskede; kernefamilien. Jeg troede ikke, det var et behov, jeg havde. Men så mødte jeg en mand, som direkte sagde, at han gerne ville have, jeg fødte hans barn, og den slags sætter sgu gang i nogle instinkter og drifter, jeg ikke troede, jeg besad. Pludselig kan jeg se det for mig; kernefamilien. Jeg kan se det, når vi dekorerer børneværelse, når vi køber barnevogn, når vi går tur med Emmy, når vi handler i Føtex, når vi planlægger projekter i og omkring huset.

Lige om lidt er vi den gennemsnitlige middelklasse familie, der passer som hånd i handske på alle statistikkerne. Og hvem havde egentlig troet, at man kunne drømme om at blive gennemsnitlig? At man aspirerede til at blive én af mange? I hvert fald er det, hvad jeg når frem til, at jeg gør, når jeg søger aktindsigt i de vanvittige drømme og scenarier, jeg bliver udsat for på natlig basis; jeg drømmer om kernefamilien og jeg frygter at miste den.

Heldigvis er jeg gift med en mand, der morgen efter morgen lytter på, at jeg igen har drømt forfærdelige ting med ham som hovedperson. Og heldigvis er jeg gift med en mand, som derefter bruger resten af dagen på at vise mig, at mine værste mareridt ikke kunne være længere fra virkeligheden.

Hvornår forsvinder frygten?

Jeg tror ikke, jeg kan (eller vil) lægge skjul på, at de første mange uger i den her graviditet i høj grad var præget af frygt. Frygt for mig er, når ængstelsen overstiger bekymringsniveauet, og det er der ingen tvivl om, at det gjorde de første mange uger. Måske endda hele 1. trimester plus lidt til. Det var faktisk først til gennemscanningen forleden, at jeg for første gang mærkede en form for lettelse og ren glæde over situationen. Indtil da var der selvfølgelig også en vis grad af spænding, men ikke ret meget glæde at spore, fordi jeg simpelthen har været for bange for det. At glæde mig.

Det har ikke stoppet mig fra at gøre værelse klar, shoppe udstyr osv., for det er nok dét, jeg gør, når jeg skal deale med ting; jeg er praktisk. Jeg kontrollerer og styrer det, jeg kan, og så skubber jeg de grimme og ubehagelige følelser lidt i baggrunden.

Det er kun små to uger siden gennemscanningen, der viste, at vores pige trives i bedste velgående i min mave. Hun vokser og udvikler sig, som hun skal, hun er aktiv, har godt med fostervand, har fin hjerteaktivitet og er generelt bare lige efter bogen. Alligevel sidder jeg nu her med en nagende fornemmelse, som jeg ikke har mærket så meget i noget tid. En nagende fornemmelse, jeg genkender med det samme. Ikke den sædvanlige og nærmest obligatoriske bekymring, som jeg ved, vi kommer til at føle som en konstant baggrundsfølelse fra nu, og til den dag vi ikke er her mere. Den her nagende fornemmelse er noget andet.

Det er frygt. Frygt i form af en irrationel stemme, der siger ting, som at det da ikke er meget liv, jeg har mærket de sidste to dage. At min mave da faktisk også virker mindre i størrelse og mindre hård og gravid-agtig. At jeg da generelt ikke har følt mig særligt gravid de seneste par dage.

Det er typisk, at frygten lige dukker op nu. Jeg tror, det kan forklares ved, at der er en jordemoderkonsultation i kalenderen, hvor der skal lyttes til hjertelyd og tales om fødsel. Hvad nu, hvis der ikke er nogen hjertelyd? Hvad nu, hvis der slet ikke er nogen fødsel at tale om alligevel? Vi står også overfor at købe en barnevogn; hvad nu, hvis den slet ikke bliver nødvendig alligevel?

Jeg kigger på scanningsbillederne fra gennemscanningen sidst. Afspiller den 30 minutter lange seance inde i hovedet, organ for organ, kropsdel for kropsdel, og husker mig selv på, at alt jo var, som det skulle være. Jeg spørger mig selv, hvorfor det skulle gå galt nu, men den eneste, der får lov til at få et ord indført, er den irrationelle stemme, der siger “hvorfor skulle det ikke?”.

Jeg tæller ned til lyden af et hjerte, der banker, præcis som det skal. Til forvisningen om, at alt (stadig) er, som det skal være. Til synet af vores nye brugte barnevogn, der står klar til “gå med hund og barnevogn på samme tid”-træning. Jeg tæller ned til alt det gode, der skal overdøve stemmen, der vil have mig til at tro på alt det dårlige.

Jagten på en vegansk og (mere) bæredygtig pusleplads

Sikke en jungle det er at finde rundt i det der med babyudstyr; hvad er nødvendigt, hvad er ikke nødvendigt, hvad er nice to have og hvad er need to have – og i vores tilfælde: Hvad er vegansk og hvad er bæredygtigt?

I min optik er bæredygtighed en gråzone, som er udgjort af mange forskellige faktorer; noget kan være bæredygtigt i forhold til én ting, mens det er mindre bæredygtigt i forhold til noget andet. Det er komplet umuligt at leve 100 % bæredygtigt, hvis man stadig vil være en del af samfundet, som vi kender det, men vi kan alle gøre noget. Og vi er derfor gået ind i hele den her babyudstyrsjungle med en idé om, at vi (som nok de fleste førstegangsforældre) gerne vil være velforberedte og have det bedste af det bedste til vores barn, og i vores optik indebærer det, at det er vegansk og i nogen grad bæredygtigt.

Hvad har vi valgt og hvorfor?

Puslebord

Vi har valgt at købe et brugt puslebord. Det har vi, fordi vi ikke så nogen grund til at købe et nyt, hvis et brugt kunne findes i en acceptabel og sikker stand. Det er altid mere bæredygtigt at købe brugt end nyt, og her så vi vores snit til, at vi kunne købe brugt, uden det ville have en væsentlig ulempe for os eller vores barn.

Puslepude

Puslepuden er ikke købt brugt. Den er købt i Søstrene Grene fra ny. Til gengæld er den GOTS-certificeret, hvilket skulle være en garanti for en “miljømæssigt og socialt ansvarlig produktion gennem hele forsyningskæden” (kilde: https://www.eco-branding.dk/miljoemaerkning/gots.aspx). Det er i min optik the lesser of two evils.

Stofbleer/nusseklude

Stofbleer/nusseklude ved jeg af erfaring fra mine niecer og nevøer, er noget, man bruger rigtig mange af. Hos os forestiller jeg mig, de får tre funktioner: underlag ved skiftning, optørring af gylp, savl m.m. og som tryghed ved putning og lignende situationer. Derfor har jeg også anskaffet mig forskellige slags, som er nemme at kende forskel på. Jeg har købt 20 stk. ublegede stofbleer, der er lidt ekstra store i det, så de kan foldes, som skal bruges til underlag ved skiftning, så har jeg købt ca. 10 stk. til brug ved amning og andre situationer, og så har jeg købt ca. 10 stk., som skal fungere som decideret nusseklude. Fælles for alle er, at de er i økologisk, certificeret bomuld.

Klude

Ved bleskift har jeg oftest set folk bruge skumklude til at rengøre baby, inden der kommer ny ble på. Det var jeg ret hurtig klar over ikke ville være en løsning, jeg ville have det godt med. De er ofte lavet af noget ikke særligt bæredygtigt materiale og så virker det lidt som noget ressourcespild. Derfor har jeg i stedet købt 20 stk. vaskeklude i blød, økologisk bomuld. Jeg har desuden købt en wetbag, som kommer til at stå ved siden af puslebordet, så jeg kan smide kludene deri, når er brugt, og når de så skal vaskes, så kan hele posen lukkes og smides vaskemaskinen.

Blespand/bleposer

Apropos ressourcespild, så var vi også ret enige om, at vi ikke ville have en blespand. Jeg ved også, at jeg nok ikke vil bryde mig om at smide en lorteble i skraldespanden, så den skal ligge der og lugte, indtil skraldespanden skal ud, så derfor er kompromiset, at jeg har købt komposterbare bleposer fra Maistic (https://naturebaby.dk/products/maistic-bleposer-25-stk), som jeg kan smide bleen i og så smide den uden for døren i et snuptag, inden den så kan blive smidt derfra og helt hen i skraldespanden uden for, når vi alligevel skal gå med Emmy. Det mest bæredygtige ville naturligvis være, at vi smed bleen direkte i skraldespanden uden bleposer, og måske det også ender med at blive løsningen, men for nu er det her igen the lesser of two evils i min optik.

Bleer

Det der med bleer har virkelig også været et dilemma for mig. Skulle man gå all-in og bruge moderne genanvendelige stofbleer, eller skal man bruge de på ingen måde bæredygtige engangsbleer? Vi har faktisk valgt det sidste. Det har vi af den grund, at jeg har læst og læst og læst, og der er så mange aspekter at tage hensyn til, når det kommer til bleer, men i sidste ende er man nødt til at vælge det, der fungerer for en selv, og som man trods alt kan leve med. Derfor har jeg øje på bleerne fra Naty (https://naturebaby.dk/products/naty-eco-bleer-str-1-2-5-kg), som jeg forventer, at vi kommer til at bruge. Hvis man endelig vælger at bruge engangsbleer, så skulle Natys bleer være det bedste alternativ. Til de første dage har vi fået nogle bleer i både str. 1 og 2, så vi lige kan få en fornemmelse af, hvilken størrelse hun skal bruge til at starte med, og når de så er brugt, så tror jeg, vi går over til Naty.

Produkter

Der er ganske få produkter at finde ved vores pusleplads, og dem, der er, er alle veganske, økologiske, astma- og allergitestet, parfumefri og farvefri. Det drejer sig om babyolie og om salve til rød mås. Jeg har hørt, at økologisk kokosolie også skulle kunne bruges til forebyggelse af rød mås, og hvis det viser sig at være rigtigt, så køber vi nok ikke salve igen, men i tilfælde af, at det ikke er rigtigt, så har vi altså det (i min optik) næstbedste klar. I stedet for lanolincreme til mig, som ellers er det anbefalede mange steder, har jeg netop valgt at bruge økologisk kokosolie i stedet. Lanolin er ikke vegansk, da det udvindes fra fåreuld, så det vil jeg ikke bruge. Bodylotion, shampoo og lignende kommer vi ikke til at bruge, da jeg ikke tror på, det er hverken nødvendigt eller sundt med alle de produkter på en frisk og lækker babyhud.

Ammeindlæg

En ting, som nok ikke er en decideret puslepladsting, er ammeindlæg. Her har jeg valgt at købe genanvendelige ammeindlæg i ubleget økologisk bomuld i stedet for at købe engangs. Det er jeg sikker på, at jeg nok skal få til at fungere lige så fint.

Det var vist det, der kunne nævnes. Har jeg mon glemt noget?

Generelt har vores tommelfingerregel været: 

  • Køb/få brugt, hvor det giver mening
  • Minimer engangsprodukter
  • Køb økologiske og certificerede produkter med så lidt kemi som muligt

 

Svaghedstegn og morfornemmelser

Jeg praler af min krop, så snart jeg kan komme til det. Praler af, at den fandme har lavet et menneske! Et ægte menneske! For det er, hvad hun er nu. Et menneske. Nogen kalder hende måske for et foster, men for mig er hun et menneske. Et menneske med organer, men læber, med små livlige fingre og aktive fødder. Et menneske med et bankende hjerte og et fordøjelsessystem. Så min krop har altså lavet et menneske på omkring fire måneder, og det er fandme vildt. Især taget i betragtning af, at jeg ikke har mærket synderligt til det. Jeg har mærket så lidt til det, at jeg ofte har glemt, hvad det var, jeg havde gang i. Og stadig glemmer det engang imellem.

Første trimester var præget af en smule eftermiddags- og aftenkvalme, lidt madlede og en gennemgående lyst til kartoffelmos med “millionbøf”. Senere overtog lysten til appelsinjuice og all things sugar, så jeg spiste alt for meget sukker i nogle uger og drak litervis af appelsinjuice. Andet trimester har indtil videre været uden nogen af de ting. Til gengæld var det plaget af en klemt iskiasnerve, som godt nok fik det til at se sort ud, at jeg skulle gå i et halvt år endnu, hvis jeg skulle have så ondt og været så plaget af det.

Når man har ondt, så er man som menneske indrettet til at undgå de bevægelser og ting, der giver mere ondt. Derfor var mit instinkt og at lægge mig ned og blive liggende, når jeg havde ondt. Det var dumt. For det gjorde det bare værre. I stedet besluttede jeg mig for, at når jeg havde ondt, så skulle jeg gå en tur. Minimum 30 minutter rundt i nabolaget med Emmy, så jeg kunne få kroppen lidt i gang. Det gjorde jeg i et par uger, hvor nogle dage var over en time, mens andre kun lige og lige ramte de 30 minutter, men resultatet var, at jeg fik løsnet godt op for nerven, og siden nærmest ikke har mærket noget til den. Der er lige nogle få bevægelser og stillinger, jeg prøver at minimere, men ellers er alt ok.

Jeg befinder mig stadig i andet trimester, og det har nu vist sig, at min krop simpelthen er gået kontra på mig.

Sagen er den, at jeg faktisk synes, jeg har haft det så godt, at jeg har haft tendens til at køre videre i samme gear, som inden jeg byggede et menneske. I hvert fald, når det kommer til arbejde. Jeg har været glad og lettet over, at der kun har været ganske, ganske få decideret sygedage pga. graviditeten, og så har jeg ellers bare kørt på som sædvanligt. I et job, hvor tingene virkelig går stærkt, hvor der er mange bolde i luften, mange mennesker at tage hensyn til og generelt bare fart over feltet, kræver det sin kvinde at følge med til tider. Og det er præcis noget af det, jeg er motiveret af ved mit arbejde; at det aldrig er kedeligt. Desværre har jeg også bare måttet erfare, at den slags fart over feltet er lige vildt nok, når man bygger et barn.

I hvert fald har jeg kørt så meget på som hidtil, at min krop for to måneders tid siden begyndte at bremse hårdt op. Dundrende hovedpiner, svimmelhed, kvalme og ondt i mave og ryg var nogle af tegnene, der fik mig til at tænke “hmm, er der mon noget galt?”. Lægens prøver sagde nej, men både egen læge og lægerne på sygehuset, som hun konsulterede med, sagde ja. De mente, jeg var overbelastet, og de anbefalede alle, at jeg skulle fraværsmeldes (aka. sygemeldes).

Det så jeg slet ikke som en mulighed. Tanken alene stressede mig endnu mere. Så i stedet måtte jeg tænke i alternative baner. Det har resulteret i, at jeg tre ud af fem dage arbejder hjemmefra, hvor der stadig er meget, der skal nås, men hvor det foregår i et roligere tempo, et mere stille miljø og uden en bagkant. Det gør en verden til forskel. Jeg har stadig dage, hvor jeg har arbejdet hjemme og haft meget på programmet, hvor jeg kan føle mig helt udmattet, når jeg smider mig på sofaen om aftenen, men det er et langt bedre alternativ, end når jeg efter en hektisk dag på arbejdet har ondt i maven, ondt i ryggen, ondt i hovedet og en følelse af kvalme og svimmelhed.

Jeg fornemmer lidt, at det anses som et svaghedstegn, når man bliver nødt til at sige fra. Når man bliver nødt til at “mærke efter”, som det så vagt kan forklares, og så lytte til det kroppen fortæller. I hvert fald var det svært for mig, og det er det stadig. Jeg føler mig som en byrde og jeg føler mig svag, fordi jeg ikke som en eller anden jernlady kan klare både fuld fart frem på jobbet, at gro et barn, at være huslig, at være aktiv, at spise nok, at sove nok, at være social og alt det andet.

For sandheden er, at jeg kan ikke det hele lige nu, og når man ikke kan det hele, så må man prioritere. Hvad er vigtigst for mig? Min selvfølelse eller mit barn? Og det er selvfølgelig det sidstnævnte. Det vigtigste lige nu – det altoverskyggende vigtigste – er hende den lille, fine pige, jeg bærer rundt på i maven. Hun skal have de bedste forudsætninger, og det er min allervigtigste opgave at give hende dem.

I ugerne, hvor jeg nok ærligt var presset lidt til kanten, resulterede det også i dårlig søvn, for lidt mad og for få kalorier, for lidt motion og for meget hjertebanken. Jeg kan godt selv se det, når jeg ser det på skrift: Det var det rigtige at stoppe op. Problemet er, at jeg nok gik og ventede på, at nogen omkring mig fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Men hvordan kunne de vide, hvordan jeg havde det inden i kroppen? Hvordan kunne de vide, hvad der var det rigtige for mig? Islændingen sagde faktisk fra flere gange, når jeg lå på sofaen og var gået nærmest komadød af træthed, eller når jeg ikke kunne rejse mig uden at blive ramt af en kniv i tindingerne, at nu mente han altså, at det var tid til den sygemelding. Min egen læge var også ret klar i mælet: En sygemelding er det rigtige. Det var dog ikke indtil det virkelig ramte mig, hvad der var på spil, at jeg selv tænkte “okay, måske skal jeg gøre noget ved det her”.

Det ramte mig, at det jo er dét, det betyder at være mor. At man tager de rette – men til tider svære – valg på vegne af sit barn, som kan betyde et kompromis for mig selv. Eller, i hvert fald betød det at sætte mig selv i en akavet situation over for min arbejdsgiver, hvor jeg skulle sige fra og melde ud, hvad jeg kan og ikke kan holde til. Så det gjorde jeg. Og det hjalp. Der er længere mellem hovedpinerne, svimmelheden og smerterne, jeg er (for det meste) blevet bedre til at spise nok, sove nok og bevæge mig nok, og min motivation for at lytte til min krop og passe på hende, jeg endnu ikke rigtig har mødt, men som jeg allerede vil give min højre arm for, har aldrig været højere.

Det er en rejse, det her med at være gravid. Det var det allerede inden, da vi var i behandling. En rejse henimod at blive mor. Hvor meget kan man holde til og udstå på vegne af sit ufødte barn? Hvor mange lakridser, man ikke spiser, eller hvor mange drinks, man ikke drikker, er man villig til at “ofre”, fordi det er for barnets bedste? Det er jo dét, der testes i de her måneder. Forhåbentlig er resultatet, at man er MOR, når hun så først kommer til verden. Ellers skal hun også nok vise vejen helt til målet, det er jeg sikker på.

Fødsel: sygehus vs. hjemmefødsel

Af alle de ting, der vitterligt er en jungle at finde rundt i som gravid, er det her med fødslen nok én af de største vildmarker. Som førstegangsfødende er det jo komplet umuligt praktisk at sammenligne de to oplevelser. Begge dele har fordele og ulemper, og man kan sagtens indsamle historier fra folk om både det ene og det andet, men når ikke to kvinder, ikke to graviditeter og ikke to fødsler er ens, så kan man i praksis ikke bruge de historier til ret meget.

Så, basically: Jeg aner ikke, hvad jeg skal.

Da jeg fik lavet min vandrejournal, fik jeg en pjece med hjem om hjemmefødsler. Der var fire sider udelukkende med fordelene ved at vælge hjemmefødsel. Det provokerede mig lidt, for jeg syntes egentlig, det var frygteligt ensidigt. Der må da også være ulemper?

Til første jordemoderkonsultation blev jeg også spurgt ind til, om jeg havde gjort mig tanker om en hjemmefødsel. Jeg forklarede, at jeg var åben for mere information omkring det, men at jeg ærlig talt manglede lidt nuancering. Hun fortalte så om et informationsmøde, som man kan komme med til, for at høre mere, og det skal vi så engang i marts.

Nogle af fordelene ved en hjemmefødsel:

  • Man er i trygge og vante omgivelser
  • Ingen risiko for at glemme noget, når man tager på hospitalet; alt er inden for rækkevidde
  • Kendt jordemoder
  • Mindre (unødvendig) overvågning under fødslen
  • Færre tilfælde af brug af sugekop og klip
  • Lavere risiko for kejsersnit
  • Ingen kørsel ud og hjem

Det her er taget fra pjecen, og det er kun et udpluk, men det er nogle af de punkter, som giver mening for mig, og som derfor taler for en hjemmefødsel.

Det eneste, der taler imod, er mit indædte kontrolbehov. Men kontrol er en illusion, når det kommer til fødsler. Og faktisk er det også mit indtryk, at mere kontrol ikke nødvendigvis er en god ting. Med kontrol mener jeg dog, at hvis nu, at situationen skulle blive akut, så har man et helt sygehus lige ved hånden. Man har anæstesilæger, sygeplejersker, læger m.fl., mens man herhjemme “kun” har en jordemoder – og Islændingen. Sidstnævnte har meddelt, at han nok kommer til at være skrækslagen og føle sig nytteløs under hele seancen, så han tæller ikke lige med i dén beregning.

Når alt kommer til alt, så hælder jeg mest til en hjemmefødsel. Jeg ser ærlig talt bare flere fordele end ulemper. Den største ulempe er den mentale barriere, jeg har. Frygten for, at jeg ikke slår til. At jeg ikke kan klare det “selv” og får brug for alverdens assistance fra sygehuspersonale. Sandheden er bare, at min krop indtil videre er virkelig god til at være gravid. Den ved præcis, hvad den skal, den er ikke videre tynget eller besværet, og den har indtil videre helt af sig selv skabt et sundt, raskt og helt perfekt lille menneske. Det var i hvert fald konklusionen efter gennemscanningen i torsdags. Når nu min krop klarer det så fint, hvorfor skulle den så ikke også kunne finde ud af at føde? Den er jo programmeret til det. Den ved, præcis hvad den skal gøre. Det er kun det psykiske, der står i vejen, og det kan der måske arbejdes på? Jeg har trods alt over fire måneder til at vænne mig til tanken og forberede mig, så godt som jeg kan.

Jeg holder mig bevidst fra skrækhistorier og opsøger kun positive historier, for jeg tror ikke, at der er nogen, der vinder på at blive bange for at føde. Jeg har ikke en naiv idé om, at en hjemmefødsel er lig med ingen smerter, ingen frygt, ingen risici, men jeg har en idé om, at jeg skal blive bedre til at stole på min krop. Historier, der kan hjælpe mig på vej til dét, det er den slags historier, jeg opsøger, læser og lapper i mig. For jeg skal føle mig empowered  og ikke tvivle.

Uanset hvad valget falder på, så er det ultimative mål, at vores lille pige kommer sikkert til verden, og at hun får den bedste start på livet. Jeg stoler på, at vi som forældre kan vælge det rigtige for hende. Så må vi se, hvad det bliver.

Sunny

Islændingen og jeg havde ikke været kærester mere end godt og vel et halvt års tid, før vi flyttede sammen. Et par måneder efter vi var flyttet sammen i vores lille bitte rækkehus i Tilst ved Aarhus, flyttede der en ny beboer ind. Helt spontant. Det var Sunny.

Jeg deaktiverede min Facebook-profil for cirka et års tid siden. Jeg havde fået nok af alt det, Facebook kan være. Af alt det negative. Men jeg må indrømme, at Facebook også har ført noget godt med sig. For det var netop gennem Facebook, at vi den dag i november 2017 blev opmærksomme på, at der var en trefarvet kat i Nordsjælland, der havde brug for vores hjælp. Hun var gennem halvandet års tid kommet ved en dame, som havde været så sød at give hende mad, tage hende til dyrlægen og generelt holde øje med hende, så hun ikke var helt overladt til sig selv. Katten havde godt nok en øretatovering, men den var svær at læse. Det betød dog, at hun havde haft et hjem engang, så derfor blev hun fremlyst af flere omgange – dog uden resultat. Ingen meldte sig. Den søde dame kunne ikke tage katten til sig og lade den komme ind, for hun havde i forvejen en hund, som fór i flæsket på den, når den kom for tæt på.

Ved de dyrlægebesøg, som damen havde taget katten med på, var det blevet konstateret, at den var omkring 7-8 år gammel, at den havde begyndende gigt i ryggen og at den havde knækket en af sine store “hugtænder”. Vinteren nærmede sig, og den søde dame havde besluttet, at nu skulle der altså findes et hjem til katten, for ellers var det mest humane at få hende aflivet. Hun ville ikke kunne klare endnu en vinter udenfor alene.

Enter Islændingen og mig.

Jeg så opslaget på Facebook, som var akkompagneret af et virkelig dårligt og lidet flatterende billede. Ikke desto mindre viste jeg det til Islændingen, som hurtigt konkluderede, at hende var vi nødt til at hjælpe. Så vi fik aftalen i hus, og nogle dage efter kørte vi til Nyborg, hvor vi mødtes med den søde dame og den kat, der ville komme til at betyde så helt enormt meget for os.

Sunny.

Sunny var smurt ind i kattelort, havde bittesmå ører og var meget utilfreds hele vejen hjem i bilen. De første mange dage, uger og måneder brugte hun mest på at sove. Hun var træt. Træt efter minimum halvandet år på gaden alene. Træt efter kampe med hunde i nabolaget, træt efter kampe med andre gadekatte og træt af smerter i ryggen og i sine tænder. Da hun var faldet til, tog vi hende til dyrlægen, der fjernede roden af den knækkede tand, som stadig sad i tandkødet. Han chippede hende, så hun nu endegyldigt kunne spores tilbage til os, og så blev hun vaccineret. Det var en hård omgang, men nu lysnede det for Sunny.

Det var en kæmpe omvæltning at bo med en kat lige pludseligt. Hun sov om dagen og var vågen om natten, hvor hun gik rundt og miavede. Hun havde ikke lært – eller havde glemt – hvordan en kattebakke skal bruges, så hun tissede i hjørnerne. Desuden var man pludselig lidt mere låst, for Emmy tog vi altid med rundt omkring, men det kunne man ikke på samme måde med en kat. Så de første dage tvivlede jeg lidt på, om vi havde gjort det rigtige. Heldigvis fik hun mig hurtigt overbevist om, at det havde vi. Islændingen var aldrig i tvivl.

Sunny blev hurtigt en del af familien. Som den manglende brik i et puslespil. Hun var tydeligt mærket af et hårdt liv, men hun var så taknemmelig, så givende og så kærlig. Det var derfor en kæmpe gave at kunne give hende et hus med tilhørende have, da vi flyttede knap et år efter, vi havde fået hende. Hun faldt lynhurtigt til i det nye hus, som om det var det hjem, hun havde ventet på. Hun gik rundt i haven, sad på terrassen og kiggede ud over sit kongerige i timevis, og hun fik en kattelem, så hun kunne komme og gå, som hun ønskede det. Hun trivedes.

Og dog.

For gigten blev værre. Det var tydeligt at se især på hendes pels, som led under, at hun ikke kunne bøje sig i visse retninger pga. smerter, så derfor fik hun klumper i pelsen, som vi med jævne mellemrum var nødt til at barbere af, for at de ikke rev hende, når hun bevægede sig. Derudover tabte hun sig. Meget og hurtigt. Vi gav hende smertestillened dagligt, sammen med vådfoder med glucosamin, som skulle hjælpe med de dårlige led. Derudover prøvede vi at fede hende op med alverdens ting. Intet hjalp. Vi vidste godt, hvilken vej det gik, men vi holdt hele tiden fast i, at så længe hun mest virkede godt tilpas, så længe hun havde energi til at lege, til at få sine små tossede indfald, så længe hun spiste, drak og kunne komme af med både nr. 1 og nr. 2, så ville vi gøre, hvad vi kunne, for at have hende så lang tid som muligt.

I december var vi ved dyrlægen til revaccination. Han var bekymret for det store vægttab, især når vi samtidig kunne fortælle, at appetitten ellers ikke fejlede noget. Han tog en blodprøve, som viste let forhøjede nyretal, men han mente, at det sagtens kunne løses evt. med særlig kost, og så skulle hun gerne have nogle år tilbage.

Her i januar var hun så ved dyrlægen igen, hvor vi skulle have fastslået, hvor slemt det stod til med de nyrer. Dyrlægen tog en ny blodprøve som viste, at de faktisk var blevet lidt bedre og nu var inden for normalområdet, om end de stadig var i den høje ende. Det store vægttab bekymrede ham derfor endnu mere. Hvis det ikke var nyrerne, hvad var det så? Vi gav ham besked på at foretage alle de nødvendige undersøgelser, for at finde frem til, hvad Sunny fejlede, så hun kunne få det bedre.

Resultatet var, at hun havde et meget forstørret hjerte.

Grunden til, at hun tabte sig så meget, men stadig spiste en del, var fordi hendes krop kæmpede for at bekæmpe en underliggende hjertefejl, og det brugte den al sin energi på, hvilket er grunden til, at hun nærmest var blevet et skelet med pels. Beskeden fra dyrlægen var, at de ikke kunne gøre mere for hende. Hvis vi ville gå videre med det, skulle vi til en specialdyrlæge, der kunne prøve at finde den underliggende årsag, men det ville kræve flere omfattende undersøgelser. Hvis de fandt fejlen, skulle hun medicineres yderligere hver dag og til kontrol hyppigt. Og beskeden, der fik vores verden til at gå i stå: “… og selv, hvis vi gør alt det, så er det optimistisk at tro, at hun har et år tilbage”.

Jeg var på arbejde, da han sagde ordene i telefonen, og jeg brød helt sammen. Jeg troede jo bare, det var lidt høje nyrertal, der kunne ordnes med specialfoder, og nu havde Sunny mere eller mindre fået en dødsdom.

Vi fik snakket det igennem om eftermiddagen, Islændingen og jeg, og med knuste hjerter blev vi enige om, at vi ikke kunne byde hende alt det. Dyrlægebesøg var enormt stressende for hende, og hun var mærket af dem flere dage efter, så det ville ikke være fair. Så vi gav dyrlægen besked om, at hun skulle have fred.

Og det fik hun i fredags.

Dyrlægen kom hjem til os ved 13-tiden, hvor han først gav en beroligende sprøjte og derefter gav den sprøjte i hjertet, der fik hende til at sove ind for evigt.

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvor skrækkelig en oplevelse det var, jeg kan bare sige, at det var en forfærdelig dag. Mit hjerte gjorde fysisk ondt, og jeg kan ikke tænke for meget over det, uden at det gør ondt igen.

Islændingen og jeg kørte til min mors sommerhus, hvor vi begravede hende få meter fra, hvor min kat Precious ligger begravet. Det var også skrækkeligt. At lægge hende i et dybt, sort hul og smide jord på hende, for så at efterlade hende der. Men alternativet var værre; at hun skulle forsvinde i det uvisse.

Huset føles pludselig anderledes og tomt uden hende, men vi er ikke i tvivl om, vi valgte det rette for hende. Vi savner hende bare. Vores familie er blevet amputeret, men vi har lært så meget, og hun har givet os så meget med videre. F.eks. boede vores kat Luna har nok ikke, hvis det ikke var for Sunny, for hun viste os, hvor givende og fantastisk det er at give en kat et nyt og godt hjem.

Jeg håber for alle, at de får lov til at opleve glæden og kærligheden, ved at give et dyr et godt og kærligt hjem. De har brug for det.