Den gode nyhed er: Intet varer evigt

Jeg kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt at skrive det her indlæg på. Tornadoen aka. Mackenzie Jóna giver os for anden aften i træk kamp til stregen, når det kommer til det der med at sove. Det gider hun sgu ikke. Vi er trætte; jeg er især, fordi jeg har været syg de sidste par dage, mens Islændingen er det, fordi han var oppe med hende til klokken sent i nat, mens han lod mig få et par timers uforstyrrede Z’er. De timer var guld værd, og uden dem havde jeg nok ikke følt mig så relativt frisk, som jeg har gjort det i dag.

_______________

Babylort – den slags, der lugter af flødeost. Timelange natamninger, mens din bedre halvdel bobler tungt ved siden af. Klyngeamning, den bitch. At gå i seng sammen med baby kl. 19 og ikke se ydersiden af soveværelsedøren før næste morgen. Turbospisning, turbotisning, turbobad, turbo-alt. At være fanget i hjemmet, fordi baby nægter at være i vikle, i sele, i klapvogn eller i barnevogn. Nul alenetid, nul putte med Emmy-tid og nul uforstyrret kærestetid. Amme i søvn til hver eneste lur og om natten og dermed være den eneste, der kan putte. Dårlig samvittighed over for Emmy. Hårtab, åh, det skrækkelige hårtab. Følelsen af at være landet i en fremmed krop, som egentlig godt kan passe tøjet men alligevel ikke helt på samme måde som før.

Det er bare nogle få af alle de enormt mange ting, som jeg på et eller andet tidspunkt har følt var mit liv for evigt, men som enten er helt væk eller som minimum er helt anderledes nu. Jeg trivedes slet ikke i at være spædbarnsmor. Det kunne jeg først se, da jeg kom på den anden side af det, for mens jeg var i det, troede jeg bare, at det var sådan, det føltes for mig at være blevet mor. Det der antiklimaks, hvor jeg slet ikke var på en lyserød sky af forelskelse men nærmere bare fortsatte mit liv præcis som før, nu bare med en baby på armen 24/7. Fordi jeg fortsatte som præ-baby, var mine forventninger til mig selv også som præ-baby. Der skulle hele tiden være styr på vasketøj, der skulle stadig være madplan, laves ordentlig mad hver dag, støvsuges, være et minimum af hygiejne, og så skulle jeg stadig have overskud til at skrive og ringe til venner, veninder og familie, samtidig med at jeg selvfølgelig var en kærlig, nærværende mor, der stimulerede og aktiverede min baby med sansning og hjemmemotorik. I coronatid, none the less.

Det kommer måske ikke bag på nogen, at jeg halvvejs knækkede nakken på det. Jeg blev udadreagerende, græd på ugentlig – hvis ikke på daglig – basis, havde forfærdelige tanker om mig selv og mit moderskab, og så var min basisfølelse enten tristhed eller tomrum. Nå ja, eller dårlig samvittighed. Over alt. Vitterligt alt. Over ting jeg sagde, over ting jeg gjorde, over tanker jeg havde, over følelser jeg følte. Alt. Og jeg havde ingen at spejle mig i, ingen at snakke med det om. Det er løgn, for jeg havde Islændingen og min mor, og begge har jeg brugt så meget. De har begge rummet mig, lyttet til mig og vist forståelse så meget de kunne. Jeg fandt dog aldrig nogle nybagte eller semi-nybagte mødre, jeg kunne sparre med.

Pludselig vendte det hele. Jeg mener, det var da M.J. var omkring fire måneder. Pludselig begyndte jeg gradvist at føle de følelser, som jeg havde regnet med ville være der fra starten. Det er jo egentlig tåbeligt, at man forventer, at man bliver hovedkulds forelsket i et helt nyt menneske i sekundet, man møder det, men det synes jeg lidt er fortællingen. “Kærlighed ved første blik” og “du har aldrig følt kærlighed på den her måde”. To følelser jeg slet ikke kan genkende. Elskede jeg så ikke mit barn? Jo! Stort, fedt, rungende jo! Men jeg elskede hende mere på et teoretisk plan, hvis man kan sige det sådan. Nu elsker jeg hende på alle planer, der overhovedet findes. De følelser, jeg har for hende nu, som vokser og bliver dybere, større og vildere for hver dag, er nogle helt andre end dem, jeg havde i starten. Det gjorde, at jeg følte mig som et dårligt menneske og en dårlig mor. Jeg følte, hun fortjente bedre. Hun fortjente en mor, der var forelsket fra første sekund. Det gjorde det ikke nemmere, at hendes pabbi var dybt forelsket. Han reagerede, præcis som jeg havde regnet med, jeg ville gøre, da hun blev født; han græd og sagde “hun er jo helt perfekt”, mens jeg bare var høj over den oplevelse, jeg lige var gået igennem, og egentlig syntes, hun var lidt fladmast og misformet.

Da jeg “kom ud på den anden side”, svor jeg, at jeg ikke ville glemme de følelser, jeg havde haft og kæmpet med accepten af de første fire måneder. Jeg havde sådan manglet nogen, der kunne fortælle mig, at de kunne genkende mine følelser og tanker, men enten havde de vitterligt ikke følt på samme måde, ellers også havde de glemt det, for når jeg fiskede efter at mærke, om de kunne genkende lidt af det, jeg forsigtigt delte, så kom der intet retur. Så nu vil jeg altså være den person, som jeg selv manglede dengang. Jeg vil ikke udviske den del af min fortælling om at blive mor, for selvom det lyder mere idyllisk og romantisk, at det var kærlighed ved første blik, så håber og tror jeg ikke, at jeg tager noget fra min datters følelse af at være elsket, hvis jeg er ærlig omkring, at jeg lige skulle lære hende at kende først – og vigtigere endnu: Jeg skulle lige lære mig selv som mor at kende først. Desværre glemmer vi ofte det svære, men det er jo tit dér den vigtige læring ligger, så jeg synes, det er så vigtigt at huske på og tage med. Min vigtigste lektie i alt det her har i hvert fald været:

Intet varer evigt. Husk det.