SAHL – Stay At Home Life

Islændingen havde to ugers barsel umiddelbart efter fødslen sidste sommer, så var han tilbage på arbejdet i en måneds tid, inden han så kom hjem og holdt ferie med os i næsten fire uger. Da han var tilbage på kontoret, gik der ikke lang tid, før landet lukkede ned pga. anden bølge af Corona. Han blev sendt hjem på hjemmekontoret, og her har han været lige siden. Indtil i foregårs. For nu er det slut. Islændingen er tilbage på kontoret fra tidlig morgen til sen eftermiddag fem dage om ugen, og M.J., dyrene og jeg holder skansen herhjemme imens.

Jeg har vidst, at han skulle tilbage på et tidspunkt, jeg vidste bare ikke hvornår. Det gjorde han heller ikke selv. Det er selvfølgelig et symptom på noget godt; at landet er ved at åbne op igen og Coronapandemien så småt begynder at komme under kontrol. Ikke desto mindre synes jeg, det er trist. Det har været et kæmpe privilegium, at han og M.J. har fået så meget tid sammen, og det er tydeligt, at det har haft kæmpe betydning for deres tilknytning. Jeg er ikke sikker på, jeg så hurtigt havde fået så relativt meget frihed tilbage, hvis det ikke var fordi, Islændingen havde gået hjemme og fulgt med i rutinerne, lært hendes signaler at kende osv.

Timingen med hans tilbagevenden til kontoret er egentlig fin, for på mandag slutter min barsel officielt, og på tirsdag starter min nye tilværelse som hjemmegående. Selvom jeg i praksis har gået hjemme i over et år, så synes jeg alligevel, det er en big deal, at jeg nu på papiret også er decideret hjemmegående. Det kommer til at kunne mærkes på økonomien, men ellers kommer der ikke til at være de store forandringer. Derfor passer det mig også fint, at det falder sammen med, at Islændingen skulle tilbage, for så manifesterer det på en måde det skifte, der også sker for mig. Vi skal nu til at have en hverdag op at køre, hvor det bare er os. Vi skal til at tage de legegrupper i brug, som vi har været medlem af, siden jeg var gravid nærmest, og vi skal til at finde vores egen rutine og have vores egne agendaer for ugen.

Det er en omvæltning, at vi ikke skal være sammen nærmest 24/7 mere, og vores lille familie har virkelig trivedes i det. Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver bedre, at vi skal til at være adskilt otte-ni timer om dagen, men jeg er sikker på, det også bringer noget godt med sig. Ikke desto mindre kommer vi nok til at se en kæmpe udvikling i M.J., når hun så småt bliver sluset mere og mere ud i samfundet og ud blandt andre børn og voksne end dem fra familien og venner.

Stay At Home Mom. Hjemmegående (husmor). Hjemmepasser. Fri fra hamsterhjulet. Stressfree living. Exit adskillelseskultur.

Jeg er spændt på, hvordan vores nye hverdag bliver, men jeg er sikker på, det nok skal blive godt.

Drømmene og kernefamilien

Jeg kan huske, at jeg flere gange har læst og hørt, at man kunne have ret vilde drømme, når man er gravid. Men jeg har også hørt om hård mave, hæmorider og lækkende bryster, og det har jeg ikke oplevet noget af (endnu), så det er jo ikke alt, der rammer alle, må jeg konstatere.

Men det med drømmene, det har jeg altså oplevet. Mange gange efterhånden. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at jeg drømmer nogle virkeligt forfærdelige ting om natten, og de fleste handler om én ting: At jeg mister Islændingen. Scenariet afspiller sig i forskellige versioner, men omdrejningspunktet er altid det samme, og jeg bliver lige knust hver gang.

Der er jo noget underbevidsthed på spil, hvor en af de største bekymringer, der ligger derinde og ulmer, er frygten for at miste ham, jeg nok har allermest brug for mere end nogensinde. For han er jo ikke længere “bare” min kæreste, min mand, han er jo også faren til mit barn. Uden ham er familien ikke fuldkommen, og det er måske i virkeligheden dét, der er den store frygt: Frygten for at miste den kernefamilie, vi er i gang med at skabe.

Jeg kunne sagtens komme med en smøre om konsekvensen ved at være skilsmissebarn og derved længslen efter en kernefamilie, men let’s be real, det er ikke noget, der er unikt for skilsmissebørn, at man søger den familieform, som man har fået fortalt alle steder, er normen.

Jeg har egentlig aldrig selv bidt mærke i, at det var dét, jeg ønskede; kernefamilien. Jeg troede ikke, det var et behov, jeg havde. Men så mødte jeg en mand, som direkte sagde, at han gerne ville have, jeg fødte hans barn, og den slags sætter sgu gang i nogle instinkter og drifter, jeg ikke troede, jeg besad. Pludselig kan jeg se det for mig; kernefamilien. Jeg kan se det, når vi dekorerer børneværelse, når vi køber barnevogn, når vi går tur med Emmy, når vi handler i Føtex, når vi planlægger projekter i og omkring huset.

Lige om lidt er vi den gennemsnitlige middelklasse familie, der passer som hånd i handske på alle statistikkerne. Og hvem havde egentlig troet, at man kunne drømme om at blive gennemsnitlig? At man aspirerede til at blive én af mange? I hvert fald er det, hvad jeg når frem til, at jeg gør, når jeg søger aktindsigt i de vanvittige drømme og scenarier, jeg bliver udsat for på natlig basis; jeg drømmer om kernefamilien og jeg frygter at miste den.

Heldigvis er jeg gift med en mand, der morgen efter morgen lytter på, at jeg igen har drømt forfærdelige ting med ham som hovedperson. Og heldigvis er jeg gift med en mand, som derefter bruger resten af dagen på at vise mig, at mine værste mareridt ikke kunne være længere fra virkeligheden.

Vores jul og nytår – og en kønsscanning

Lige nu har vi mange af de der “det her bliver vores sidste *et eller andet*, inden vi bliver forældre”-øjeblikke. Bl.a. er det jo vores sidste jul og nytår, hvor vi kun skal tage hensyn til vores dyrebørn; hvis alt går godt, har vi også et lille menneskebarn at forholde os til næste år ved denne tid. Det har dog ingen indflydelse, whatsoever, på, hvad vores planer er. 

Vores juleaften holder vi hjemme hos os selv. Min mor, bonusfar og bonussøster kommer, og det samme gør Islændingens mor, bonusfar, far og lillesøster. Så vi bliver ni personer rundt om julebordet, og det er et helt passende antal i min optik. Ikke for mange, ikke for få. Menuen kommer til at stå på det sædvanlige for mit vedkommende. Jeg har i alle mine år som veganer spist linsesteg/farsbrød, lavet efter opskrift fra Englerod, og så er alt tilbehøret ellers det samme, som alle de andre får – naturligvis i en vegansk udgave. Og hvad indebærer det så? Det indebærer egentlig bare, at hvidkålen laves med plantefløde i stedet for mælkefløde, sovsen laves med plantemælk og uden animalsk fedt, og risalamanden laves med plantemælk og plantefløde i stedet for komælk og kofløde. Det er ikke raketvidenskab, det er bare at bytte over 1:1. Derudover er der rødkål og selvfølgelig chips. Min bonusfar laver også brunede kartofler, som han laver med vegansk smør i stedet for kosmør, så Islændingen også kan spise dem, for jeg behøver dem bestemt ikke. 

Sidste år til jul var vi hos min veninde/svigerinde, hvor størstedelen af os ikke spiste kød, men i år er vi i undertal. Det er faktisk kun mig, Islændingen og Islændingens far, der ikke spiser kød, så derfor medbringer de kødspisende noget kød, som dog tilberedes hjemmefra, da vi ikke ønsker at få kød tilberedt kød i vores ovn eller i vores hjem generelt. Det er grænseoverskridende for os, at huset skal dunste af kød, og at vi skal have kød på vores bord på den måde, men vi har ikke fået meldt klart nok ud, at vi inviterede til vegansk jul, så vi må acceptere, at det i år bliver sådan. Fra næste år har vi dog besluttet, at inviterer vi til jul, så er det vegansk jul. Vi er åbne for at ændre menuen, så længe det er vegansk, men vi har ikke lyst til at blive ved med at sidde og synes, noget går over vores grænse i vores eget hjem. Det tænker jeg egentlig er fair nok. Hvis de inviterede til jul, og deres gæst så meddelte, at de ville medbringe helstegt hund og farseret kat, så ville de nok også føle, de fik overskredet en grænse. Det er præcis sådan, vi har det. For os er der ingen moralsk forskel på, om man spiser hund, kat, kalkun, gris eller and juleaften. At dyr skal dø, for at vi kan sidde som familie og hygge os rundt om et bord, det er i min optik uværdigt og stik imod, hvad jeg forbinder med jul. 

Nå, nok om dét. Trods de modsatrettede etiske overbevisninger, der vil være til stede juleaften, så er jeg sikker på, det nok skal blive hyggeligt. 

Nytårsaften bliver en gentagelse af sidste års succes – mere eller mindre i hvert fald. Vi får besøg af to venner og den enes kæreste, og så spiser vi mad, spiller spil, snakker og hygger. Der kommer til at være alkohol, men det kommer ikke til at være en abefest. Fyrværkeri er jeg ret sikker på, der ikke bliver noget af. Jeg er meget imod fyrværkeri; både at betale så mange penge for noget, der bogstaveligt talt forsvinder i den blå luft, men især det miljømæssige svineri og de konsekvenser for dyr og mennesker, det kan have. Så vi køber ikke noget, og jeg regner heller ikke med, at vores gæster medbringer noget. 

Menuen til nytårsaften er måske på plads, men jeg er ikke helt sikker endnu. Jeg tror måske, det bliver flødekartofler, butterdejspakker med svampe og spinat eller kål, og så en eller anden salat til. Meget 90’er, meget enkelt og meget lækkert. Hvornår er flødekartofler ikke lækre? Jeg kunne nøjes bare med dét! 

Sidste år tillod jeg mig selv at drikke alkohol for første gang i omkring fem måneder, fordi vi den 3. januar skulle i gang med fertilitetsbehandling, så jeg tænkte, at det skulle det være, skulle det være nu. Jeg endte dog kun med at drikke tre-fire Bacardi Breezers med ananassmag i løbet af hele aftenen, så det var ikke den store brandert, der kom ud af det. I år holder jeg den selvfølgelig helt alkoholfri. Faktisk er jeg spændt på, om jeg overhovedet kan holde mig vågen til midnat, for trætheden er vendt stærkt tilbage efter at have været væk i noget tid. Det kan måske forklares med travlhed på jobbet, men jeg er sikker på, det også har noget at skulle have sagt, hvor stor en udvikling, der sker i min mave med mit lille menneske for tiden. 

Jul og nytår bliver hyggeligt og dejligt, men jeg tør godt tale for både Islændingen og jeg, når jeg siger, at vi nok mest af alt glæder os til den kønsscanning, der finder sted mellem jul og nytår. Vi er så spændte. Ikke fordi kønnet gør nogen forskel for os, men mere fordi, vi begynder at kunne danne os et billede af, hvad det er for en lille person, vi har skabt sammen. Jeg synes. det er både spændende og rørende og kæmpe stort. 

Torsdag var en dårlig dag

Jeg har vist nævnt det før. Det der med, at jeg faktisk har haft det rigtig godt de seneste uger, både fysisk og psykisk. At jeg har nydt at have min krop for mig selv, og at jeg har været relativt god til at lægge tankemylderet på hylden og vente på, det blev tid til kontrol. Alligevel kunne jeg godt mærke i torsdags, at fredag var længe ventet. At nerverne, spændingen og nervøsiteten for lægens besked satte gang i følelsesregistret. Det startede ellers som en helt almindelig god morgen, hvor jeg følte mig udhvilet og klar til dagen. 

Det, der nok fik dagen til at tage en drejning, var, da jeg talte i telefon med min mor i bilen på vej til arbejde. Hun havde (endnu) en god idé til noget, vi kunne prøve, der skulle hjælpe os på vej i alt det her. Hun havde hørt om noget naturmedicin, der skulle hjælpe på insulinfølsomheden, og denne naturmedicin kunne derfor potentielt hjælpe på min PCOS. Jeg lyttede, tog det ind, og besluttede mig så for at lade være med blankt at afvise det, selvom jeg umiddelbart tænkte, at det ikke var noget for mig, da vi jo allerede har fundet ud af, at jeg godt kan blive gravid trods PCOS. Det er den manglede æggeleder, der er den nye ubekendte faktor i fertilitetsligningen. 

Jeg kunne godt mærke, det nagede lidt med det gode råd og snakken om fertilitet fra morgenstunden, men det var rystet af mig, inden jeg nåede min pind på kontoret. Jeg havde glemt alt om det, inden klokken havde slået ni, og dagen var endnu engang på rette spor. 

Det var den, lige indtil jeg skrev lidt frem og tilbage med et familiemedlem, der i fjerde eller femte besked kom med en af de der succeshistorier, der er som taget ud af en Hallmark-film. Et par, der havde prøvet i noget tid på at få barn nummer to, og som havde prøvet forskellige slags behandlinger, hvor hun også var blevet gravid nogle gange men så havde mistet igen. De var så begyndt at sælge ud af sine babyting og havde egentlig opgivet håbet, da de besluttede sig for at prøve en sidste gang, og nu skulle hun eftersigende være gravid og bære et sundt og raskt barn. Moralen ved historien var selvfølgelig, som den altid er i de historier: giv lidt op men uden at give helt op-agtig. For det var vel egentlig det, de havde gjort? De havde egentlig givet op og var begyndt at sælge ud af sine babyting, men så havde de alligevel ikke helt givet op, og vupti, så var hun gravid. 

Historien kom fra gode intentioner, omsorg og ønsket om at opmuntre (selvom jeg ikke var nede), det ved jeg, men det havde stikmodsatte effekt. Jeg sad på arbejde og kæmpede for at holde tårerne tilbage, mens jeg sendte frustrerede beskeder afsted til Islændingen. For åh, hvor jeg hader succeshistorierne. Ikke fordi det er historier om folk, det lykkes for, men fordi det bare ikke har noget med mig, os eller vores situation at gøre, og jeg aner helt ærligt ikke, hvilken reaktion, der forventes af mig. Skal jeg ånde lettet op og sige “ah, hvor godt at høre, hvis det lykkedes for dem, så er jeg helt rolig”, eller skal jeg sige “hurra, nu er alle mine bekymringer væk, og nu vil jeg aldrig mere have en dag, hvor jeg mister håbet”? 

Jeg har efterhånden fundet ud af, og affundet mig med, at man ikke kan være håbefuld og optimistisk hele tiden. Nogle dage er jeg ked af det, andre dage er jeg vred, nogle dage giver jeg op, men langt, langt de fleste dage er jeg glad, optimistisk og håbefuld. Det er jeg ikke pga. succeshistorierne, det jeg på trods af succeshistorierne. For desværre har de den modsatte effekt. 

Tårerne pressede sig på, men jeg holdt dem tilbage, og jeg klarede resten af dagen i nogenlunde humør. Det var først, da jeg kom hjem til et tomt hus, hvor jeg fik ro, fred og trygge rammer til at føle mine følelser, at jeg kunne mærke, jeg havde en dårlig dag. Jeg kunne mærke, at besøget på sygehuset dagen efter fyldte en del mere end først antaget. Så jeg gik rundt og havde lidt ondt i hjertet, indtil Islændingen kom hjem. Vi lå i sengen i en halv times tid, hvor vi bare snakkede. Om min dag, om mit humør, om succeshistorier, om besøget på sygehuset dagen efter og en masse andet. Dét var tiltrængt, og lige der var min dag reddet. 

Gode råd. 

Succeshistorier. 

“Du skal bare lade være med at tænke på det”. 

Fuld plade på alt det, der bare ikke hjælper, men som kommer fra de bedste og reneste intentioner. 

Nå ja, så hjalp det nok ikke på det, at der har været fire graviditetsannonceringer i mit Instagram-feed den seneste uge…

Et kig i fremtidsspejlet

Jeg har installeret mig i hjørnet på min mors og bonusfars chaiselongsofa i Sønderjylland med min computer på skødet og Emmy ved min side. Vi ankom i eftermiddags og skal blive til tirsdag eftermiddag. Vi er kommet for at passe min bonusfars 90årige moster, som pt. bor hos dem. Hun venter på en plejehjemsplads, og i mellemtiden passer de hende med alt, hvad det indebærer. I morgen tager de dog turen til København, hvor hun hidtil har boet, for at tømme hendes lejlighed, så den kan blive solgt.

Hun er ret interessant, hende mosteren. Hun har haft et langt liv, men har aldrig fået børn. I stedet har hun viet sit liv til det intellektuelle og til dyrene. Hun har læst tonsvis af bøger, adopteret gadehunde og doneret tusindvis af kroner til dyreværnsorganisationer. Hun ved en masse om alt muligt og er helt klar i hovedet. Kroppen er brugt, men hun er mest af alt mærket af et nyligt fald og den efterfølgende indlæggelse. Hun er pescetar – det vil sige, hun spiser fisk, men ikke landdyr – men hun kalder det bare vegetar. Hun stoppede nemlig med at spise (landdyrs)kød, inden det overhovedet rigtig blev kaldt noget i Danmark.

Hun elsker Emmy og har i dagene op til i dag dagligt spurgt mine forældre, hvornår det nu var, at hunden kom. Jeg er ikke så vigtig, det er Emmy, der er hovedpersonen. Det er ironisk nok sådan, man vinder mit hjerte; ved at sætte min hund før mig. Hun viser gerne billeder af de katte, der engang boede i hendes gård, som Kattens Værn kom og hentede, steriliserede og satte ud igen. Hun lyser op, når vi snakker om dyr, mens minen bliver trist, når vi snakker om alt det, som dyr må gå igennem for profittens skyld.

Det er rigtig spændende at være sammen med hende, fordi jeg føler, jeg får et unikt indblik i et fremtidsspejl. Hun er mig om 60 år. Jeg bliver hende, der sidder med mine bøger og søger viden, mens jeg varmer mig ved mindet om alle de dyr, der har krydset min vej og beriget mit liv. Jeg bliver hende, der fortæller historier om en svunden tid og sætter en ære i aldrig at stoppe med at søge viden og blive klogere.

Men der er en forskel. For i mit fremtidsspejl er der også en krumrygget og langskægget herre. Vi sidder i hver vores lænestol med et lille kaffebord imellem os. Vi sidder med hver vores bog, en kat på toppen af ryglænet, en hund på skødet og sikkert også en på gulvet foran os. På bordet står hans kop kaffe og mit glas vand, fordi jeg aldrig lærte at drikke varme drikke. Der står også en lille skål med salte fisk, for dem kan vi så godt lide, og så står der en lille skål med blandede nødder. Engang imellem rækker vi hænderne ned i skålen med salte fisk på samme tid. Vores fingre støder mod hinanden. Vi kigger smågrinende på hinanden, og han lader mig tage først, som den gentleman han stadig er. Da han også har taget en salte fisk, rækker jeg min hånd hen over bordet mod ham, uden at løfte blikket fra min bog. Han tager min hånd, uden at løfte blikket fra sin bog. Og så sidder vi der. Hånd i hånd. Omringet af dyr og kærlighed og varme fra brændeovnen og minder fra et helt liv, som vi har levet side om side.

Det bliver et fantastisk liv.