Den dårlige nyhed er: Intet varer evigt

Vi kan godt blive enige om, at remsen “det er en fase, det er en fase, det er en fase” kan være en livredder, når baby for 13. dag i streg klynker alle sine vågne timer, klistrer sig fast på dig som velcro eller øver sig i sin nyfundne falcet. Jeg har i hvert fald hørt mig selv både tænke og sige det op til flere gange. Alligevel prøver jeg virkelig at lade være med at tælle ned. Tælle ned til udviklingsspringet ifølge app’en skulle være slut. Tælle ned til næste motoriske milepæl, der givet vil gøre nogle ting nemmere. Tælle ned til hun er stor nok, til at vi kan ting – f.eks. tage på ture, gå til gymnastik osv. Det lykkes mig ikke altid, men jeg arbejder bevidst med at være i dagen. Ikke nødvendigvis i nu’et, for nu’et skal til tider bare overstås, men være i dagen og omfavne den med alt, hvad den har at byde på.

Hver dag spørger Islændingen og jeg hinanden, om vi har haft en god dag. Der er langt imellem, at jeg svarer nej. Ganske enkelt fordi jeg nægter at lade de hårde, de trælse og de frustrerende stunder stjæle fokus fra de sjove, de stolte og de kærlige stunder, som trods alt de fleste dage er i overtal. Jeg øver mig i at være i dagen, fordi jeg er smertefuldt bevidst om, at intet varer evigt. Tiden, hvor hun sov i timevis i frøstilling på vores maver er forbi. Tiden, hvor hun sov sin navngivningsfest væk i selen synes uendeligt længe siden. Tiden, hvor man fandt hende, hvor man lagde hende, husker jeg nærmest ikke længere. Og ikke mindst tiden, hvor man altid havde madpakke med til hende, fordi hun bare skulle have fri adgang til babserne, og så var hun både, mæt, glad og ernæringsmæssigt helt perfekt stillet. Hvorfor har så mange forældre så travlt med at starte på mad? Det er jo så meget nemmere at fuldamme så lang tid, man kan.

Det er ikke fordi, at de ting nødvendigvis er noget, jeg savner, for hver fase og hver alder har sin charme og sine fordele og ulemper, men det er en tid, der ikke kommer igen. Der er dog de der lidt mere mor-specifikke ting, som jeg virkelig kan gå i panik over ikke varer for evigt. Hvordan hun kan finde tryghed og ro i søvnen, bare hun mærker min hånd på sit bryst eller sin mave. Hvordan jeg kan beskytte hende mod den store, stygge verden, fordi hun endnu altid er inden for mit syns- og/eller hørefelt. Hvordan hun helst vil være hos mig hele tiden; holdes, krammes, ammes. Åh! Amningen! Don’t even get me started. Jeg kan slet ikke bære tanken om, at amningen skal stoppe en dag. Jovist når jeg nok til et punkt, hvor jeg er mere end klar til at det skal stoppe, men lige nu kan jeg slet ikke forestille mig det, og det samme gælder samsovningen. Gid det alt sammen måtte vare evigt.

Men intet af det varer evigt, og derfor suger jeg det til mig. Hvert et kram, hvert et kys, hver en (akrobatisk) amning, hver en samsovning. Okay, måske ikke hver og en, I’m only human after all, men i hvert fald det meste af tiden.

Den gode nyhed er: Intet varer evigt

Jeg kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt at skrive det her indlæg på. Tornadoen aka. Mackenzie Jóna giver os for anden aften i træk kamp til stregen, når det kommer til det der med at sove. Det gider hun sgu ikke. Vi er trætte; jeg er især, fordi jeg har været syg de sidste par dage, mens Islændingen er det, fordi han var oppe med hende til klokken sent i nat, mens han lod mig få et par timers uforstyrrede Z’er. De timer var guld værd, og uden dem havde jeg nok ikke følt mig så relativt frisk, som jeg har gjort det i dag.

_______________

Babylort – den slags, der lugter af flødeost. Timelange natamninger, mens din bedre halvdel bobler tungt ved siden af. Klyngeamning, den bitch. At gå i seng sammen med baby kl. 19 og ikke se ydersiden af soveværelsedøren før næste morgen. Turbospisning, turbotisning, turbobad, turbo-alt. At være fanget i hjemmet, fordi baby nægter at være i vikle, i sele, i klapvogn eller i barnevogn. Nul alenetid, nul putte med Emmy-tid og nul uforstyrret kærestetid. Amme i søvn til hver eneste lur og om natten og dermed være den eneste, der kan putte. Dårlig samvittighed over for Emmy. Hårtab, åh, det skrækkelige hårtab. Følelsen af at være landet i en fremmed krop, som egentlig godt kan passe tøjet men alligevel ikke helt på samme måde som før.

Det er bare nogle få af alle de enormt mange ting, som jeg på et eller andet tidspunkt har følt var mit liv for evigt, men som enten er helt væk eller som minimum er helt anderledes nu. Jeg trivedes slet ikke i at være spædbarnsmor. Det kunne jeg først se, da jeg kom på den anden side af det, for mens jeg var i det, troede jeg bare, at det var sådan, det føltes for mig at være blevet mor. Det der antiklimaks, hvor jeg slet ikke var på en lyserød sky af forelskelse men nærmere bare fortsatte mit liv præcis som før, nu bare med en baby på armen 24/7. Fordi jeg fortsatte som præ-baby, var mine forventninger til mig selv også som præ-baby. Der skulle hele tiden være styr på vasketøj, der skulle stadig være madplan, laves ordentlig mad hver dag, støvsuges, være et minimum af hygiejne, og så skulle jeg stadig have overskud til at skrive og ringe til venner, veninder og familie, samtidig med at jeg selvfølgelig var en kærlig, nærværende mor, der stimulerede og aktiverede min baby med sansning og hjemmemotorik. I coronatid, none the less.

Det kommer måske ikke bag på nogen, at jeg halvvejs knækkede nakken på det. Jeg blev udadreagerende, græd på ugentlig – hvis ikke på daglig – basis, havde forfærdelige tanker om mig selv og mit moderskab, og så var min basisfølelse enten tristhed eller tomrum. Nå ja, eller dårlig samvittighed. Over alt. Vitterligt alt. Over ting jeg sagde, over ting jeg gjorde, over tanker jeg havde, over følelser jeg følte. Alt. Og jeg havde ingen at spejle mig i, ingen at snakke med det om. Det er løgn, for jeg havde Islændingen og min mor, og begge har jeg brugt så meget. De har begge rummet mig, lyttet til mig og vist forståelse så meget de kunne. Jeg fandt dog aldrig nogle nybagte eller semi-nybagte mødre, jeg kunne sparre med.

Pludselig vendte det hele. Jeg mener, det var da M.J. var omkring fire måneder. Pludselig begyndte jeg gradvist at føle de følelser, som jeg havde regnet med ville være der fra starten. Det er jo egentlig tåbeligt, at man forventer, at man bliver hovedkulds forelsket i et helt nyt menneske i sekundet, man møder det, men det synes jeg lidt er fortællingen. “Kærlighed ved første blik” og “du har aldrig følt kærlighed på den her måde”. To følelser jeg slet ikke kan genkende. Elskede jeg så ikke mit barn? Jo! Stort, fedt, rungende jo! Men jeg elskede hende mere på et teoretisk plan, hvis man kan sige det sådan. Nu elsker jeg hende på alle planer, der overhovedet findes. De følelser, jeg har for hende nu, som vokser og bliver dybere, større og vildere for hver dag, er nogle helt andre end dem, jeg havde i starten. Det gjorde, at jeg følte mig som et dårligt menneske og en dårlig mor. Jeg følte, hun fortjente bedre. Hun fortjente en mor, der var forelsket fra første sekund. Det gjorde det ikke nemmere, at hendes pabbi var dybt forelsket. Han reagerede, præcis som jeg havde regnet med, jeg ville gøre, da hun blev født; han græd og sagde “hun er jo helt perfekt”, mens jeg bare var høj over den oplevelse, jeg lige var gået igennem, og egentlig syntes, hun var lidt fladmast og misformet.

Da jeg “kom ud på den anden side”, svor jeg, at jeg ikke ville glemme de følelser, jeg havde haft og kæmpet med accepten af de første fire måneder. Jeg havde sådan manglet nogen, der kunne fortælle mig, at de kunne genkende mine følelser og tanker, men enten havde de vitterligt ikke følt på samme måde, ellers også havde de glemt det, for når jeg fiskede efter at mærke, om de kunne genkende lidt af det, jeg forsigtigt delte, så kom der intet retur. Så nu vil jeg altså være den person, som jeg selv manglede dengang. Jeg vil ikke udviske den del af min fortælling om at blive mor, for selvom det lyder mere idyllisk og romantisk, at det var kærlighed ved første blik, så håber og tror jeg ikke, at jeg tager noget fra min datters følelse af at være elsket, hvis jeg er ærlig omkring, at jeg lige skulle lære hende at kende først – og vigtigere endnu: Jeg skulle lige lære mig selv som mor at kende først. Desværre glemmer vi ofte det svære, men det er jo tit dér den vigtige læring ligger, så jeg synes, det er så vigtigt at huske på og tage med. Min vigtigste lektie i alt det her har i hvert fald været:

Intet varer evigt. Husk det.

Hvornår forsvinder frygten?

Jeg tror ikke, jeg kan (eller vil) lægge skjul på, at de første mange uger i den her graviditet i høj grad var præget af frygt. Frygt for mig er, når ængstelsen overstiger bekymringsniveauet, og det er der ingen tvivl om, at det gjorde de første mange uger. Måske endda hele 1. trimester plus lidt til. Det var faktisk først til gennemscanningen forleden, at jeg for første gang mærkede en form for lettelse og ren glæde over situationen. Indtil da var der selvfølgelig også en vis grad af spænding, men ikke ret meget glæde at spore, fordi jeg simpelthen har været for bange for det. At glæde mig.

Det har ikke stoppet mig fra at gøre værelse klar, shoppe udstyr osv., for det er nok dét, jeg gør, når jeg skal deale med ting; jeg er praktisk. Jeg kontrollerer og styrer det, jeg kan, og så skubber jeg de grimme og ubehagelige følelser lidt i baggrunden.

Det er kun små to uger siden gennemscanningen, der viste, at vores pige trives i bedste velgående i min mave. Hun vokser og udvikler sig, som hun skal, hun er aktiv, har godt med fostervand, har fin hjerteaktivitet og er generelt bare lige efter bogen. Alligevel sidder jeg nu her med en nagende fornemmelse, som jeg ikke har mærket så meget i noget tid. En nagende fornemmelse, jeg genkender med det samme. Ikke den sædvanlige og nærmest obligatoriske bekymring, som jeg ved, vi kommer til at føle som en konstant baggrundsfølelse fra nu, og til den dag vi ikke er her mere. Den her nagende fornemmelse er noget andet.

Det er frygt. Frygt i form af en irrationel stemme, der siger ting, som at det da ikke er meget liv, jeg har mærket de sidste to dage. At min mave da faktisk også virker mindre i størrelse og mindre hård og gravid-agtig. At jeg da generelt ikke har følt mig særligt gravid de seneste par dage.

Det er typisk, at frygten lige dukker op nu. Jeg tror, det kan forklares ved, at der er en jordemoderkonsultation i kalenderen, hvor der skal lyttes til hjertelyd og tales om fødsel. Hvad nu, hvis der ikke er nogen hjertelyd? Hvad nu, hvis der slet ikke er nogen fødsel at tale om alligevel? Vi står også overfor at købe en barnevogn; hvad nu, hvis den slet ikke bliver nødvendig alligevel?

Jeg kigger på scanningsbillederne fra gennemscanningen sidst. Afspiller den 30 minutter lange seance inde i hovedet, organ for organ, kropsdel for kropsdel, og husker mig selv på, at alt jo var, som det skulle være. Jeg spørger mig selv, hvorfor det skulle gå galt nu, men den eneste, der får lov til at få et ord indført, er den irrationelle stemme, der siger “hvorfor skulle det ikke?”.

Jeg tæller ned til lyden af et hjerte, der banker, præcis som det skal. Til forvisningen om, at alt (stadig) er, som det skal være. Til synet af vores nye brugte barnevogn, der står klar til “gå med hund og barnevogn på samme tid”-træning. Jeg tæller ned til alt det gode, der skal overdøve stemmen, der vil have mig til at tro på alt det dårlige.

Sunny

Islændingen og jeg havde ikke været kærester mere end godt og vel et halvt års tid, før vi flyttede sammen. Et par måneder efter vi var flyttet sammen i vores lille bitte rækkehus i Tilst ved Aarhus, flyttede der en ny beboer ind. Helt spontant. Det var Sunny.

Jeg deaktiverede min Facebook-profil for cirka et års tid siden. Jeg havde fået nok af alt det, Facebook kan være. Af alt det negative. Men jeg må indrømme, at Facebook også har ført noget godt med sig. For det var netop gennem Facebook, at vi den dag i november 2017 blev opmærksomme på, at der var en trefarvet kat i Nordsjælland, der havde brug for vores hjælp. Hun var gennem halvandet års tid kommet ved en dame, som havde været så sød at give hende mad, tage hende til dyrlægen og generelt holde øje med hende, så hun ikke var helt overladt til sig selv. Katten havde godt nok en øretatovering, men den var svær at læse. Det betød dog, at hun havde haft et hjem engang, så derfor blev hun fremlyst af flere omgange – dog uden resultat. Ingen meldte sig. Den søde dame kunne ikke tage katten til sig og lade den komme ind, for hun havde i forvejen en hund, som fór i flæsket på den, når den kom for tæt på.

Ved de dyrlægebesøg, som damen havde taget katten med på, var det blevet konstateret, at den var omkring 7-8 år gammel, at den havde begyndende gigt i ryggen og at den havde knækket en af sine store “hugtænder”. Vinteren nærmede sig, og den søde dame havde besluttet, at nu skulle der altså findes et hjem til katten, for ellers var det mest humane at få hende aflivet. Hun ville ikke kunne klare endnu en vinter udenfor alene.

Enter Islændingen og mig.

Jeg så opslaget på Facebook, som var akkompagneret af et virkelig dårligt og lidet flatterende billede. Ikke desto mindre viste jeg det til Islændingen, som hurtigt konkluderede, at hende var vi nødt til at hjælpe. Så vi fik aftalen i hus, og nogle dage efter kørte vi til Nyborg, hvor vi mødtes med den søde dame og den kat, der ville komme til at betyde så helt enormt meget for os.

Sunny.

Sunny var smurt ind i kattelort, havde bittesmå ører og var meget utilfreds hele vejen hjem i bilen. De første mange dage, uger og måneder brugte hun mest på at sove. Hun var træt. Træt efter minimum halvandet år på gaden alene. Træt efter kampe med hunde i nabolaget, træt efter kampe med andre gadekatte og træt af smerter i ryggen og i sine tænder. Da hun var faldet til, tog vi hende til dyrlægen, der fjernede roden af den knækkede tand, som stadig sad i tandkødet. Han chippede hende, så hun nu endegyldigt kunne spores tilbage til os, og så blev hun vaccineret. Det var en hård omgang, men nu lysnede det for Sunny.

Det var en kæmpe omvæltning at bo med en kat lige pludseligt. Hun sov om dagen og var vågen om natten, hvor hun gik rundt og miavede. Hun havde ikke lært – eller havde glemt – hvordan en kattebakke skal bruges, så hun tissede i hjørnerne. Desuden var man pludselig lidt mere låst, for Emmy tog vi altid med rundt omkring, men det kunne man ikke på samme måde med en kat. Så de første dage tvivlede jeg lidt på, om vi havde gjort det rigtige. Heldigvis fik hun mig hurtigt overbevist om, at det havde vi. Islændingen var aldrig i tvivl.

Sunny blev hurtigt en del af familien. Som den manglende brik i et puslespil. Hun var tydeligt mærket af et hårdt liv, men hun var så taknemmelig, så givende og så kærlig. Det var derfor en kæmpe gave at kunne give hende et hus med tilhørende have, da vi flyttede knap et år efter, vi havde fået hende. Hun faldt lynhurtigt til i det nye hus, som om det var det hjem, hun havde ventet på. Hun gik rundt i haven, sad på terrassen og kiggede ud over sit kongerige i timevis, og hun fik en kattelem, så hun kunne komme og gå, som hun ønskede det. Hun trivedes.

Og dog.

For gigten blev værre. Det var tydeligt at se især på hendes pels, som led under, at hun ikke kunne bøje sig i visse retninger pga. smerter, så derfor fik hun klumper i pelsen, som vi med jævne mellemrum var nødt til at barbere af, for at de ikke rev hende, når hun bevægede sig. Derudover tabte hun sig. Meget og hurtigt. Vi gav hende smertestillened dagligt, sammen med vådfoder med glucosamin, som skulle hjælpe med de dårlige led. Derudover prøvede vi at fede hende op med alverdens ting. Intet hjalp. Vi vidste godt, hvilken vej det gik, men vi holdt hele tiden fast i, at så længe hun mest virkede godt tilpas, så længe hun havde energi til at lege, til at få sine små tossede indfald, så længe hun spiste, drak og kunne komme af med både nr. 1 og nr. 2, så ville vi gøre, hvad vi kunne, for at have hende så lang tid som muligt.

I december var vi ved dyrlægen til revaccination. Han var bekymret for det store vægttab, især når vi samtidig kunne fortælle, at appetitten ellers ikke fejlede noget. Han tog en blodprøve, som viste let forhøjede nyretal, men han mente, at det sagtens kunne løses evt. med særlig kost, og så skulle hun gerne have nogle år tilbage.

Her i januar var hun så ved dyrlægen igen, hvor vi skulle have fastslået, hvor slemt det stod til med de nyrer. Dyrlægen tog en ny blodprøve som viste, at de faktisk var blevet lidt bedre og nu var inden for normalområdet, om end de stadig var i den høje ende. Det store vægttab bekymrede ham derfor endnu mere. Hvis det ikke var nyrerne, hvad var det så? Vi gav ham besked på at foretage alle de nødvendige undersøgelser, for at finde frem til, hvad Sunny fejlede, så hun kunne få det bedre.

Resultatet var, at hun havde et meget forstørret hjerte.

Grunden til, at hun tabte sig så meget, men stadig spiste en del, var fordi hendes krop kæmpede for at bekæmpe en underliggende hjertefejl, og det brugte den al sin energi på, hvilket er grunden til, at hun nærmest var blevet et skelet med pels. Beskeden fra dyrlægen var, at de ikke kunne gøre mere for hende. Hvis vi ville gå videre med det, skulle vi til en specialdyrlæge, der kunne prøve at finde den underliggende årsag, men det ville kræve flere omfattende undersøgelser. Hvis de fandt fejlen, skulle hun medicineres yderligere hver dag og til kontrol hyppigt. Og beskeden, der fik vores verden til at gå i stå: “… og selv, hvis vi gør alt det, så er det optimistisk at tro, at hun har et år tilbage”.

Jeg var på arbejde, da han sagde ordene i telefonen, og jeg brød helt sammen. Jeg troede jo bare, det var lidt høje nyrertal, der kunne ordnes med specialfoder, og nu havde Sunny mere eller mindre fået en dødsdom.

Vi fik snakket det igennem om eftermiddagen, Islændingen og jeg, og med knuste hjerter blev vi enige om, at vi ikke kunne byde hende alt det. Dyrlægebesøg var enormt stressende for hende, og hun var mærket af dem flere dage efter, så det ville ikke være fair. Så vi gav dyrlægen besked om, at hun skulle have fred.

Og det fik hun i fredags.

Dyrlægen kom hjem til os ved 13-tiden, hvor han først gav en beroligende sprøjte og derefter gav den sprøjte i hjertet, der fik hende til at sove ind for evigt.

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvor skrækkelig en oplevelse det var, jeg kan bare sige, at det var en forfærdelig dag. Mit hjerte gjorde fysisk ondt, og jeg kan ikke tænke for meget over det, uden at det gør ondt igen.

Islændingen og jeg kørte til min mors sommerhus, hvor vi begravede hende få meter fra, hvor min kat Precious ligger begravet. Det var også skrækkeligt. At lægge hende i et dybt, sort hul og smide jord på hende, for så at efterlade hende der. Men alternativet var værre; at hun skulle forsvinde i det uvisse.

Huset føles pludselig anderledes og tomt uden hende, men vi er ikke i tvivl om, vi valgte det rette for hende. Vi savner hende bare. Vores familie er blevet amputeret, men vi har lært så meget, og hun har givet os så meget med videre. F.eks. boede vores kat Luna har nok ikke, hvis det ikke var for Sunny, for hun viste os, hvor givende og fantastisk det er at give en kat et nyt og godt hjem.

Jeg håber for alle, at de får lov til at opleve glæden og kærligheden, ved at give et dyr et godt og kærligt hjem. De har brug for det.

Håb

Det er ikke fordi, at indlæggene skal have Lars von Trier’ske titler det næste halve år, men “håb” beskriver meget godt den overordnede sindsstemning herhjemme for tiden. For Islændingen har det nok været sådan i noget tid, mens det hos mig først for alvor har gjort sit indtog.

Jeg har før filosoferet lidt over, hvordan det på nogle punkter har været nemmere at være i behandling end at være tidligt gravid, netop fordi at det i behandling ofte var følelser som håb og optimisme, der dominerede hverdagen. Når man så pludselig står med en positiv test og man konkret har noget at miste, så bliver håb til frygt. Heldigvis ser det ud til, det er ved at vende.

Jeg har ikke haft et angstanfald, som jeg havde det for knap to uger siden, og det tror jeg især skyldes den scanning, vi var til i torsdags. Det var en helt anden oplevelse at blive scannet i det private end i det offentlige. Det er måske klart, fordi det private lever af at yde en service, der gør, at jeg som kunde (og ikke patient) vender tilbage og betaler for de ydelser, de tilbyder. Jeg må sige, det var alle pengene værd. Det kan jeg selvfølgelig nemt sige, for vi var så heldige, at scanningen blev betalt af en sød amma, der var med, men jeg havde gladeligt betalt de penge selv, hvis ikke det var tilfældet.

Til scanningen var der tid og ro, og jeg var i centrum. Vi startede med at snakke kort om, hvorfor vi var kommet. Jeg fortalte, at vi havde været i behandling og derfor nok havde brug for lidt mere tryghed. Det forstod hun til fulde. Da vi gik ind i scanningsrummet, og jeg lagde mig op på briksen, hev op i trøjen og ned i buksekanten, bukkede hun den obligatoriske stofble hen over min buksekant og lagde mærke til de relativt friske ar, jeg har på min mave.

“Hvad er der sket dér?”, spurgte hun. Jeg svarede, at det var fra en graviditet uden for livmoderen. Hun spurgte, hvornår det var sket. Jeg fortalte, at det var sket i august, og at vi var blevet gravide i første forsøg efterfølgende. Hun sagde, at hun godt kunne se, de så relativt friske ud, hvorefter hun gjorde noget, som jeg sådan har manglet i det offentlige. Hun anerkendte, at det havde været hårdt for os. Hun udviste forståelse for, at vi havde brug for ekstra tryghed, efter hvad vi havde været igennem.

Anerkendelse og forståelse.

To ting, man aldrig kan få for meget af, når man er sårbar.

Scanningen i sig selv var også noget helt andet. Der var tid til, at hun viste, forklarede og uddybede. Hun viste os først vores lille blob i hel figur, som lå så fint derinde og for alvor begynder at ligne et menneske. Så zoomede hun ind på fødder, så på arme og hænder, så på det lille ansigt, det lille hjerte, og så tilbage i hel figur, så vi kunne se den ligge og sprælle rundt. Et meget aktivt og fint lille menneske.

Hun bad mig prøve at hoste, og samtidig kigge på skærmen, og i dét jeg hostede, kunne jeg se den stakkels blob hoppe rundt inde i maven som en airhockeybold. Det sætter virkelig tingene i perspektiv, at noget, jeg så relativt ofte gør, påvirker den så meget.

Vi gik derfra med fire fine billeder, hvoraf det ene kom i Barnets første bog, som vi så småt er begyndt at udfylde.

Jeg ved ikke, om det er kombinationen af, at der var så kort mellem scanningerne, og at det så var sådan en god scanning i torsdags, der har gjort, at jeg har været så glad, rolig og håbefuld de seneste par dage, men jeg vælger bare at nyde det. Jeg vælger at nyde, at der endelig er plads til at føle taknemmelighed. Taknemmelighed over, at det på mirakuløs vis lykkedes i første forsøg efter operationen, når nu vi havde fået at vide, at vi skulle give det et år. Taknemmelighed over, at jeg er så lidt påvirket fysisk, som jeg er. Taknemmelighed over, at alt bare er gået lige efter bogen indtil videre. Jeg er så sindssygt taknemmelig over, at vi er nået hertil. At vi har oplevet, hvad vi har oplevet indtil videre. Og det bliver det hårdeste nogensinde, hvis vi mister det, men intet godt kommer skidt igen. Så ingen vil kunne tage fra os, at vi har set og hørt et hjerte slå, som vi har skabt. Vi har set arme og ben sprælle, som vi har formet. Vi har skabt et barn, som jeg håber for alt i verden kommer ud til os, så vi kan passe på det resten af livet. Og dét er fandme stort. Punktum.

 

 

Ro

Jeg tænkte, det kunne være meget rart at prøve at skrive et indlæg, mens jeg er i en lidt anden state of mind, end jeg var ved mit seneste indlæg. For der var jeg ærlig talt et rigtig trist sted, hvor jeg græd hele tiden og følte alle mulige slags følelser, som jeg helst ikke vil føle, mens jeg gror mit barn.

Status er, at jeg var til en ekstra scanning på sygehuset i fredags. Det tog vitterligt ikke mere end maks. fem minutter, fra vi kom ind ad døren, til vi blev vist ud igen. Lægen fandt hjertet, vi lyttede til hjertelyden i noget nær tre sekunder, så målte han den lille blob, og så var vi ellers på vej ud igen med et ubrugeligt billede i hånden, som ikke viste noget som helst.

Det lyder utaknemmeligt, for jeg fik vel ret beset, hvad jeg ønskede; en ekstra scanning for at få ro. Alligevel var det en rigtig dårlig oplevelse. Jeg følte, jeg var i vejen, en byrde, og at de bare ville have mig ud af døren igen. Og det er måske rigtigt nok. De er jo i mål med deres opgave, så de vil gerne have sat det der store, fede flueben og sende mig ud af deres to do-liste, men jeg insisterer på at komme tilbage. Jeg kan godt forstå, det er frustrerende, når de i forvejen er pressede, men er det ikke lidt vilkårene, når man har med mennesker at gøre?

I løbet af fredag eftermiddag prøvede jeg at finde ro. For nej, scanningen alene gav ikke den ro, jeg eftersøgte. Måske pga. omstændighederne omkring scanningen. Jeg nåede slet ikke at se blob på skærmen, jeg nåede knap nok at registrere hjertelyden, og det tager altså lige et minut eller to for mig at forbinde dét på skærmen med noget, der foregår i min krop. Den tid havde de ikke, så jeg var nødt til at klamre mig til billedet, de gav mig med hjem, og prøve at fatte det.

Det kom lige så langsomt i løbet af lørdagen, mens jeg var aktiveret af at lave mad til den julefrokost, vi holdt for vores venner lørdag aften. Jeg kunne tydeligt mærke på min krop, at den er gravid, mens jeg stod der og kokkererede. Det er underligt, hvordan jeg insisterer på, at man først er “rigtigt” gravid, hvis man har ondt eller føler ubehag, men det er altså det, der giver mig vished lige nu.

Siden i lørdags har jeg formået at forholde mig nogenlunde rolig. Jeg har stadig en basisfølelse, der mest af alt minder om bekymring, men jeg har alligevel klaret at holde humøret relativt højt det meste af tiden. Jeg tror, det skyldes, at vi i forvejen havde booket en tid til en selvbetalt scanning, som finder sted i dag, knap en uge efter den seneste scanning, og udsigten til endnu en scanning inden for rækkevidde har måske været med til at give mig en form for ro.

I hvert fald har jeg også været i stand til at udvælge og tage imod babytøj og babyting, som vi har fået brugt, og jeg har købt og kigget på nogle flere af de ting, vi skal have klar. Jeg tør så småt at tænke længere frem og tro på, at resultatet af den her rejse er en baby. Vi har masser af milepæle undervejs, og den nærmeste er nakkefoldsscanningen. Derefter er det kønsscanning, som vi selv betaler for, og så kommer første jordemoderkonsultation.  Så der er en masse store øjeblikke i den nærmeste fremtid, som jeg så inderligt håber, vi får lov til at opleve.

Indtil da gør jeg en gevaldig indsats for, at det er RO, der fylder min krop, og ikke ANGST.

Angst

Den kommer ikke snigende, den kommer som et brag. Som en følelse, der fylder hele kroppen og sindet. En følelse, der overtager enhver tanke, jeg tænker, og en hver følelse, jeg føler.

Angst.

Fagpersoner siger til mig, at jeg er nødt til at finde en måde at finde ro på. Siger de mon også til depressionsramte, at de er nødt til at finde en måde at blive glade på?

Angsten kommer, når jeg ikke længere kan holde den på afstand. Der er en konstant kamp i mit sind: Den rationelle side kæmper mod den frygtsomme side. Jeg lister facts om og om igen for at overbevise mig selv om, at der ikke er noget at være bange for. Jeg kan holde det på afstand i noget tid, men så sparker angsten døren ind og fylder hele rummet.

Hvad er det, jeg er så bange for?

Jeg er bange for, at det lille liv, vi har skabt, som skal blomstre og vokse, ikke gør det. Jeg er bange for, at jeg lever i en tro på, at alt er fint, fordi jeg ikke har ondt og ikke bløder, men når jeg så endelig får mulighed for at få det bekræftet, så er det modsatte tilfældet. Helt konkret hedder det en “missed abortion”.

En missed abortion er, når man ikke opdager, at barnet er dødt. Du kan være til scanning den ene dag, og når du så er til scanning igen en-to-tre-fire uger senere, så er barnet dødt, uden du har mærket noget til det. Du har således gået rundt i god tro, aet maven, dekoreret børneværelset, indkøbt udstyr og legetøj, for så at blive mødt af en larmende stilhed. Ingen hjertelyd. Ingen aktivitet.

Dét er min værste frygt.

Det er dét, jeg er bange for.

Problemet er, at jeg ikke er langt nok henne, til at min mave er begyndt at vokse. Problemet er, at jeg ikke er langt nok henne, til Problemet er, at jeg er så skånet for symptomer. Jeg har intet konkret at læne mig op ad. Den smule kvalme, den smule madlede og den smule ubehag, jeg til tider kan mærke, den minder mest af alt om, da jeg var i behandling. Så jeg bruger enormt mange mentale ressourcer på at fortælle mig selv, at jeg altså ér gravid, at barnet har det godt, at alt er, som det skal være.

Indtil jeg ikke længere tror på mine egne ord.

For så overtager frygten. En frygt, som jeg ikke mener er irrationel. Det sker nemlig, og det er ikke sjældent, det sker, at noget, der var levende, pludselig ikke er det mere.

Hvorfor skulle det ske for mig?

Hvorfor skulle det ikke ske for mig?

Hvad er der så særligt ved mig, der skulle gøre, at jeg ikke behøver bekymre mig om at blive ramt af noget, der rammer så mange andre.

Intet.

Så mens de irriteret spørger mig, hvad jeg forventer, de gør, mens de ruller øjne af mig og ryster på hovedet, så får angsten selskab af en anden velkendt følelse. Skam.

Skam over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen. Skam over, at der findes personer, der har gået igennem en meget mere invasiv og længerevarende behandling, end vi har. Skam over, at jeg er en byrde for mine omgivelser; min arbejdsgiver, min læge, min familie, min mand. Skam over, at jeg ikke bare kan være glad og taknemmelig for hver dag, jeg får som gravid.

Lad det ikke være usagt: Hvis jeg kunne lade være, så lod jeg være. Hvis jeg kunne være glad, så var jeg glad. Hvis jeg kunne tro på det, så troede jeg på det.

Fredag var en god dag

Oven på den lidt følsomme dag torsdag, kom fredag ikke et sekund for tidligt. Jeg var mere end klar til at snakke om, hvad planen er fremadrettet, og høre lægens endelig dom, over vores chancer. Islændingen og jeg arbejdede begge hjemme i fredags, så vi sammen kunne tage op på sygehuset kl. 13.20. Jeg havde sovet ret uroligt natten til fredag, og jeg kunne godt mærke, jeg trængte til afklaring og svar. Samtidig var jeg nervøs for at skulle køre derfra, uden netop at have fået dét. 

Islændingen spurgte mig, hvad jeg forventede at få med derfra. Jeg svarede, at jeg forventede en konkret plan. En konkret afklaring. Noget konkret, kort sagt. 

Vi følges af to læger, en mand og en kvinde, og de er begge helt enormt kompetente, dygtige og venlige. Jeg føler oprigtigt i gode hænder hos dem. Det var manden, der opererede mig for godt en måned siden, og jeg følte mig (så) tryg (som man nu kan være) ved situationen. Når det så er sagt, så taler han ikke så godt dansk, og så bruger han mange ord for at forklare tingene, netop fordi han ikke helt ved, hvordan han skal formulere det. Det er normalt ikke en udfordring eller et problem, men lige i fredags håbede jeg, at det var kvinden, der var på vagt. For jeg havde som sagt brug for noget konkret, og der er han ikke den rette at tale med. 

Vi ventede i omkring 25 minutter på at komme ind, og jeg gik lidt nervøst hen mod stue seks. Jeg kiggede ind af døren, og til min store lettelse var det kvinden, der sad der. Så langt, så godt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente til samtalen. Skulle jeg undersøges, skulle ses på mine ar, ville vi blive sendt videre til Odense eller var det hele bare en sludder for en sladder? 

Heldigvis kunne jeg gå derfra med sænkede skuldre og med en følelse af, at jeg var så lettet, at jeg kunne tude. Jeg havde en følelse af at have været til eksamen og være kommet ud med et 10-tal. For det var positivt over hele linjen. Vi fik tilbuddet om at enten fortsætte med hormonstimulering som hidtil eller blive sendt videre til IVF i Odense. IUI var umiddelbart ikke en relevant løsning for os, så det var den relativt “nemme” løsning med hormonstimulering eller den relativt invasive løsning med IVF, vi skulle vælge mellem. 

Den eneste forskel, vi vil opleve ved hormonstimulering fremover, er, at vi ved første scanning på CD 10-12 skal vurdere, om forsøget skal slutte eller fortsætte. Hvis jeg har modnet æg i venstre æggestok, er vi nødt til at stoppe forsøget, men er det i højre (eller begge), kan vi fortsætte, som vi plejer. Jeg var derfor hurtig til at sige, at jeg ikke føler mig klar til IVF. Så travlt har jeg ikke, at jeg vil udsætte min krop for de ekstra hormoner, de ekstra nåle og de ekstra smerter, der følger med dén type behandling. Jeg kiggede over på Islændingen, som tøvende var enig. Tøvende, fordi han havde brug for at høre mere om, hvad risikoen er for, at jeg skal igennem et lignende forløb, som jeg var igennem for en måneds tid siden, igen. 

Der var positive udmeldinger fra lægen over hele linjen. Hun mente for det første ikke, der var stor risiko for, at det samme ville ske i højre æggeleder. Hun mente for det andet, at min højre æggeleder så fin ud og havde ingen betænkeligheder ved den, som jeg ellers havde forstået, der var. Den tredje, og bekræftende faktor, var, at hun også mente, at hormonstimulering var den rette vej at fortsætte ad. Hun ville ikke sige noget, før vi havde taget valget, fordi hun syntes, det skulle være vores valg, men da valget var truffet, bekræftede hun os i det. Da jeg relativt nemt er blevet gravid ved hormonstimulering før, mente hun også, der var gode chancer ved det, og at det derfor ikke var nødvendigt at gå videre til IVF lige nu. 

Jeg var så lettet, da jeg gik derfra, fordi jeg netop havde fået noget konkret. Jeg ved, hvad den kommende behandling indebærer. Jeg ved, at hvis det, mod forventning, skulle ske, at jeg blev gravid uden for livmoderen igen, og at min højre æggeleder dermed også skal fjernes, så har vi en sidste mulighed i IVF, som for os nok vil have en høj succesrate. Jeg fik desuden lovning på, at hvis jeg bliver gravid igen, så vil jeg blive fulgt tæt de første mange uger med blodprøve hver uge, så vi evt. kan minimere skaden, hvis nu noget skulle være galt igen. Kort sagt: all good news

Jeg forstår, at nogle kan have svært ved at forstå, hvorfor vi ikke bare går direkte videre til IVF, hvis succesraten for os vil være mere garanteret end hormonstimulering. Men det et spørgsmål om, at mine grænser for, hvad jeg har lyst til at byde min krop, ikke er rykket tilstrækkeligt endnu. Når vi har været igennem nogle flere forsøg med hormonstimulering, vil jeg måske helt automatisk når der til, at nu er jeg klar. Indtil da vil jeg hvile i, at jeg ved, hvad vi går i møde de kommende måneder, og så vil jeg håbe på, at der ikke skal mange forsøg til, før vi endelig kan stå med en positiv test igen (igen igen igen). 

Torsdag var en dårlig dag

Jeg har vist nævnt det før. Det der med, at jeg faktisk har haft det rigtig godt de seneste uger, både fysisk og psykisk. At jeg har nydt at have min krop for mig selv, og at jeg har været relativt god til at lægge tankemylderet på hylden og vente på, det blev tid til kontrol. Alligevel kunne jeg godt mærke i torsdags, at fredag var længe ventet. At nerverne, spændingen og nervøsiteten for lægens besked satte gang i følelsesregistret. Det startede ellers som en helt almindelig god morgen, hvor jeg følte mig udhvilet og klar til dagen. 

Det, der nok fik dagen til at tage en drejning, var, da jeg talte i telefon med min mor i bilen på vej til arbejde. Hun havde (endnu) en god idé til noget, vi kunne prøve, der skulle hjælpe os på vej i alt det her. Hun havde hørt om noget naturmedicin, der skulle hjælpe på insulinfølsomheden, og denne naturmedicin kunne derfor potentielt hjælpe på min PCOS. Jeg lyttede, tog det ind, og besluttede mig så for at lade være med blankt at afvise det, selvom jeg umiddelbart tænkte, at det ikke var noget for mig, da vi jo allerede har fundet ud af, at jeg godt kan blive gravid trods PCOS. Det er den manglede æggeleder, der er den nye ubekendte faktor i fertilitetsligningen. 

Jeg kunne godt mærke, det nagede lidt med det gode råd og snakken om fertilitet fra morgenstunden, men det var rystet af mig, inden jeg nåede min pind på kontoret. Jeg havde glemt alt om det, inden klokken havde slået ni, og dagen var endnu engang på rette spor. 

Det var den, lige indtil jeg skrev lidt frem og tilbage med et familiemedlem, der i fjerde eller femte besked kom med en af de der succeshistorier, der er som taget ud af en Hallmark-film. Et par, der havde prøvet i noget tid på at få barn nummer to, og som havde prøvet forskellige slags behandlinger, hvor hun også var blevet gravid nogle gange men så havde mistet igen. De var så begyndt at sælge ud af sine babyting og havde egentlig opgivet håbet, da de besluttede sig for at prøve en sidste gang, og nu skulle hun eftersigende være gravid og bære et sundt og raskt barn. Moralen ved historien var selvfølgelig, som den altid er i de historier: giv lidt op men uden at give helt op-agtig. For det var vel egentlig det, de havde gjort? De havde egentlig givet op og var begyndt at sælge ud af sine babyting, men så havde de alligevel ikke helt givet op, og vupti, så var hun gravid. 

Historien kom fra gode intentioner, omsorg og ønsket om at opmuntre (selvom jeg ikke var nede), det ved jeg, men det havde stikmodsatte effekt. Jeg sad på arbejde og kæmpede for at holde tårerne tilbage, mens jeg sendte frustrerede beskeder afsted til Islændingen. For åh, hvor jeg hader succeshistorierne. Ikke fordi det er historier om folk, det lykkes for, men fordi det bare ikke har noget med mig, os eller vores situation at gøre, og jeg aner helt ærligt ikke, hvilken reaktion, der forventes af mig. Skal jeg ånde lettet op og sige “ah, hvor godt at høre, hvis det lykkedes for dem, så er jeg helt rolig”, eller skal jeg sige “hurra, nu er alle mine bekymringer væk, og nu vil jeg aldrig mere have en dag, hvor jeg mister håbet”? 

Jeg har efterhånden fundet ud af, og affundet mig med, at man ikke kan være håbefuld og optimistisk hele tiden. Nogle dage er jeg ked af det, andre dage er jeg vred, nogle dage giver jeg op, men langt, langt de fleste dage er jeg glad, optimistisk og håbefuld. Det er jeg ikke pga. succeshistorierne, det jeg på trods af succeshistorierne. For desværre har de den modsatte effekt. 

Tårerne pressede sig på, men jeg holdt dem tilbage, og jeg klarede resten af dagen i nogenlunde humør. Det var først, da jeg kom hjem til et tomt hus, hvor jeg fik ro, fred og trygge rammer til at føle mine følelser, at jeg kunne mærke, jeg havde en dårlig dag. Jeg kunne mærke, at besøget på sygehuset dagen efter fyldte en del mere end først antaget. Så jeg gik rundt og havde lidt ondt i hjertet, indtil Islændingen kom hjem. Vi lå i sengen i en halv times tid, hvor vi bare snakkede. Om min dag, om mit humør, om succeshistorier, om besøget på sygehuset dagen efter og en masse andet. Dét var tiltrængt, og lige der var min dag reddet. 

Gode råd. 

Succeshistorier. 

“Du skal bare lade være med at tænke på det”. 

Fuld plade på alt det, der bare ikke hjælper, men som kommer fra de bedste og reneste intentioner. 

Nå ja, så hjalp det nok ikke på det, at der har været fire graviditetsannonceringer i mit Instagram-feed den seneste uge…