Fra min dagbog

Jeg skriver meget og mange steder. Her, i min dagbog, på både store og små blokke rundt omkring i huset. Det er sådan, jeg holder styr på larmen i mit hoved. Det er forskellige ting, jeg skriver de forskellige steder, men jeg tænkte, at jeg i dag ville dele lidt fra min (analoge) dagbog, som nok er det sted, der bliver gravet dybest i mine tanker.

Dette skriv er fra den 16. august, tre dage efter min operation, hvor jeg fik fjernet min ene æggeleder pga. en graviditet uden for livmoderen:

“Var det da “bare” endnu en blødning. Endnu et mislykket forsøg. En skuffelse til samlingen. I stedet har det været blodprøve efter blodprøve. Scanning efter scanning. Tre dages indlæggelse og en kikkertoperation. En æggeleder mindre og udsigten til en helt del mere kompliceret forløb. Det er ikke umuligt, men det er heller ikke så lige til. Og vi skal nok ikke håbe på, at det lige lykkes uden indgriben.

Min krop kan ikke mere. Heller ikke mit sind. Jeg føler, jeg er ved at gå op i syningen. At jeg trevler; som en løs tråd, der pludselig er blevet til en ødelagt trøje. Min mave har tre operationssår og et udslæt, mine arme ligner en junkies med stiksår og blå mærker. Jeg har blødt i over to uger. I dag er det dog mest psyken, der giver bøvl. Jeg tuder konstant.

Gunnar har været fuldstændigt fantastisk. Han har bare klaret alt og været sådan en stor hjælp. Marrit ringede i går og sagde alt det rigtige. I dag kom der så blomster. From Shanghai with love. Det er lige til at tude over. Og det gør jeg så. Tuder over alt og intet. Tuder over sange, serier, søde gestusser, nedslående statistikker på nettet, tanken om et tomt børneværelse, udsigten til at skulle ud i verden igen og forholde mig til den her oplevelse og vores nye vilkår. Jeg føler mig så forandret. Så arret. Men på mandag skal jeg tilbage til den virkelige verden igen, hvor jeg skal forholde mig til andet og andre end mig selv og alt det, der foregår inde i mig lige nu. Vores tur og virkelighedsflugt til New York kan ikke komme hurtigt nok.”

Det er barske løjer for mig at genlæse mine egne ord, for selvom det føles som om, de er skrevet for en evighed siden, så husker jeg følelserne så klart. De er en del af mig nu. Men så glæder det mig at læse det, jeg skrev i min dagbog bare ni dage senere den 25. august.

“Verden ser anderledes ud for tiden. Solen skinner. Vi går og sysler i haven, får styr på haven. Det føles godt at kunne få styr på noget. Faktisk føles det ret godt at have min krop i fred for tiden. Ingen hormoner, der fucker med mig eller sender mig i kunstig overgangsalder. Ingen graviditet; hverken biokemisk eller uden for livmoderen – ingenting. Det betyder ingen kvalme, ingen overdreven træthed og ingen restriktioner og ingen beherskelse af de ting, jeg gerne vil, af frygt for at skade kroppen og/eller et potentielt foster. Jeg nyder at tænke på noget andet, at bare være mig og os. Vi har det så godt sammen, og vi har sådan et godt liv med vores små pelsede roomies. Det er godt at blive mindet om, at vores lykke ikke er betinget af børn. At vi også har det godt bare os. Og jeg vil nyde denne tid, bruge den til at lade op, for lige om lidt starter kampen igen. Jeg er klar.”

And the rest is – as they say – history.

Den 13. september var vi til kontrol og fik lagt en plan for, hvordan vi skulle gribe det hele an fremadrettet. Den 16. september kom min menstruation. Vi fik vores tur til New York, og kom så hjem til to fine æg, hvoraf det ene blev befrugtet, og nu er det blevet til en baby, et menneske, på snart tre kilo, som forhåbentlig kommer sikkert til verden inden for de kommende uger.

Jeg kan ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er.

Hvis klichéen passer…

“Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns”, sagde Kierkegaard.

Jeg har haft sådan nogle “aha!”-oplevelser på det seneste, hvor klichéer som ovenstående giver så ufatteligt god mening. Øjeblikke, hvor jeg for en kort stund svæver op i helikopterhøjde og ser de seneste år i det store billede.

Når man står midt i kaoset, så ser man det ikke. Meningen med det hele. Faktisk spørger man ofte sig selv, hvorfor man dog er havnet her. Hvad kunne man have gjort anderledes. Man går rundt med tusinde spørgsmål af mere eller mindre eksistentiel karakter, som man ikke kan finde svar på, fordi man netop ikke er i stand til at se det store billede.

Det kan jeg nu.

Da vi sidste år stod i en hvirvelvind af hormoner, ægløsningssprøjter, skemalagt sex ned til minuttet, positive tests, der aldrig blev til en baby, og ikke mindst den (in)famøse operation i august, havde jeg mange spørgsmål til … ja, til hvem egentlig? Universet? … men ingen kunne svare på dem.

Det kan jeg selv nu.

Jeg kan pludselig se og forstå, hvorfor det ikke skulle gå så nemt for os at blive forældre.

_______________________________________________

Hele vores forhold er fløjet afsted med raketfart, siden Islændingen gjorde sin entré i min entré i Berlin i februar 2017. Et halvt år efter det havde vi fået lejlighed sammen. Et halvt år efter det var bryllupsinvitationerne sendt ud. Et halvt år efter det skrev vi under på købskontrakten på vores hus. Undervejs i vores stormende eventyr var det så meningen, jeg skulle være blevet gravid. Vi begyndte at prøve lidt over et år efter, vi var blevet kærester. Hvis jeg havde været en af dem, der var blevet gravid i første, andet eller tredje forsøg, så havde vores liv set helt anderledes ud.

Vi havde ikke været på vores ture til Barcelona, Island, Italien, Berlin og New York. Vi havde ikke været på festival sammen. Vi havde måske taget andre valg i forhold til at flytte tilbage til Sønderjylland og i forhold til vores valg af hus. Vi havde ikke haft de jobs, vi har og har haft, og dermed havde vores økonomi måske også set anderledes ud.

Der er så mange ting, der direkte eller indirekte ville være blevet påvirket af en hurtigt opnået graviditet.

En anden ting, man kan argumentere for giver mening, er, at vi fik mere tid til at være os. Ikke mindst med en lang, svær og hård periode i bagagen. En slags prøve, som man må sige, vi har bestået med bravour. Hvilket bringer mig til en anden kliché, som jeg har fundet enormt meget mening i det seneste halve års tid.

“Nothing ever goes away until it has taught us what we need to know”.

For jeg havde meget at lære, og det har jeg stadig, men jeg føler, jeg har lært enormt meget af vores udfordringer op til den her graviditet, som jeg har taget med mig gennem graviditeten, og som jeg tror, jeg kommer til at tage med mig ind i moderskabet. Selvom jeg nok ville have været tilfreds ved, at jeg havde lært de ting på en anden måde, så husker jeg tydeligt det vendepunkt, hvor jeg følte, jeg havde lært, hvad jeg skulle lære, og under to måneder senere stod vi så med den positive tests, som nu er blevet til vores barn, der gerne skulle melde sin ankomst inden for de næste to måneders tid.

Alle brikker falder langsomt på plads, og jeg finder stor ro i at kigge tilbage på de seneste par år og vide, at alt går op i en højere enhed. At alt giver mening. Det giver mig overskud og perspektiv til igen og igen at kunne tænke og sige til mig selv (og til Islændingen): “Hvor har vi dog været heldige”. For det føler jeg oprigtigt, hvor jeg står nu, at vi har været og at vi er, og nu glæder jeg mig bare til at se, hvad fremtiden byder på. Uanset hvad håber jeg, at jeg – når tingene bliver sværere – kan finde trøst i, at det hele vil give mening en dag.

Forventninger vs. virkelighed

De fleste har nok en masse forventninger, til hvordan det der med at blive gravid og få børn vil være. Enten er vi farvet af de film og serier, vi har set, og ellers er vi farvet af dem omkring os, som allerede har været der, hvor man nu selv er.

Jeg kan selvfølgelig heller ikke sige mig fri for at have og have haft en masse forventninger. Hvordan jeg ville finde ud af, jeg var gravid, hvordan jeg skulle sige det til Islændingen, hvordan vi skulle fortælle det til familien og venner, og hvordan vi skulle fortælle det til verden – verden være sig de sociale medier. Jeg har haft så mange billeder i hovedet af, hvordan alting ville være.

Jeg har også haft en masse forestillinger om, hvordan det ville være at være gravid, og det er nok i virkeligheden dem, der har gjort det lidt svært her i starten. For jeg troede jo, man ville være helt medtaget fra starten. Nedlagt af kvalme og evt. opkast, have sære cravings efter syltede ting og sende Islændingen afsted efter en pludseligt opstået trang til et eller andet, jeg ellers aldrig spiser. Jeg troede, jeg ville være sådan en stræber, der tjekker de der graviditetsapps hver dag, og som har totalt styr på, hvornår der er lægeaftaler og scanninger, og hvornår baby kan noget nyt.

Virkeligheden har fra starten været noget helt andet. Måden jeg blev gravid på har selvsagt været noget helt andet, end jeg havde forestillet mig. I en naturlig forlængelse af dét har måden hvorpå vi fandt ud af det, og måden vi delte det med nogen, selvfølgelig også været anderledes. Men den største overraskelse er nok mig som gravid. Jeg troede, jeg ville være en helt anden slags gravid, end jeg er.

I starten gik dagene så langsomt, og jeg tjekkede graviditetsapps flere gange om dagen for at føle, der skete en udvikling, og for at følge med i, hvad der skete derinde. De seneste par uger har jeg i stedet været typen, der ikke kan huske, hvor langt hun er. Da vi var til scanning i det private, fortalte jeg således, at jeg var 9+2. Det var først, da hun lidt overrasket sagde “hold da op, så er den godt nok vokset, for her siger den 10+1”, at det gik op for mig, at jeg da forresten allerede var i 11. uge og ikke 10. Der kan gå flere dage mellem, at jeg er inde i de der apps, og det der med at være del af en terminsgruppe på Facebook, det holdt også kun et par dage, så meldte jeg mig ud igen – det var slet ikke noget for mig.

En forventning og en klar forestilling, jeg har haft mig, som jeg også må indrømme ikke helt er, som jeg havde regnet med, er de følelser, jeg har. Jeg havde forventet, jeg ville fælde en tåre af glæde, når jeg så en positiv tests. Det gjorde jeg ikke. Jeg blev knap nok glad, for jeg havde prøvet det mange gange før, og det har tidligere ikke betydet glæde, det har betydet sorg. Jeg havde også forventet, at jeg så i det mindste ville fælde en tåre, når jeg på en tidlig scanning fik bekræftet graviditeten og fysisk kunne se den. Det skete heller ikke. I stedet følte jeg mig tom, forvirret og fuld af frygt.

Jeg havde en masse forventninger om, at når først vi var nået forbi de notoriske første 12 uger, så ville jeg være glad og lettet. Det er jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg er, men jeg er ikke glad. Jeg tror bedst, det kan forklares som om, at jeg er i beskyttermode. Jeg har fokus på at beskytte den, der ligger i min mave, og jeg har fokus på ikke at være for bange; bange for at gøre noget forkert og bange for at miste.

Jeg troede også, jeg ville være typen, der stolt bar den begyndende babybule, og at jeg ville elske at folk fysisk kunne se, at jeg endelig er blevet gravid. Sådan er det ikke. Jeg bliver ubehageligt til mode, når folk kommenterer på min mave, eller endnu værre: Når de aer den. Jeg synes, det er helt vildt grænseoverskridende, når folk kommenterer på min krop og rører ved den – også selvom de måske selv føler, de kommenterer på babyen og rører ved den.

I lang tid kiggede jeg længselsfuldt rundt på de andre kvinder i venteværelset, når jeg selv var på sygehuset i forbindelse med behandling, hvis de sad med den famøse gule kuvert, som indeholder vandrejournalen. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg glædede mig til den dag, det ville være mig, der sad med min kuvert i hånden. Sådan er det ikke. For det første er min kuvert ikke gul, den er mere brunlig. Tror måske det er fordi, den er lavet af lidt mere miljøvenligt papir, så det passer mig fint nok, selvom jeg i første omgang blev lidt skuffet. For det andet folder jeg den forsigtigt sammen og har den i lommen, mens vi sidder i venteværelset, for jeg aner ikke, hvad kvinden ved siden af mig går igennem. Måske er hun tidligt gravid, måske er hun syg, men måske er hun i behandling, og måske skærer det i hendes hjerte, når hun kigger på bulende maver og gule kuverter, og helt ærligt, det har jeg ikke lyst til at bidrage til.

Jeg har svært ved at se mig selv som en succeshistorie – en “survivor” af fertilitetsbehandling – for i min optik er vi jo ikke i mål endnu. og meget kan gå galt inden da. Men til gengæld ved jeg også, at jeg i nogles øjne er i mål. I hvert fald mere i mål, end de selv er, og jeg ved, at min situation kan gøre ondt på dem. Jeg selv blev irriteret på folk, der endelig var gravide, når de gav udtryk for, hvor bange og kede af det de var, fordi jeg tænkte noget i stil med “hvorfor kan du ikke bare være glad og nyde, at du er blevet gravid?”, men nu forstår jeg deres følelser. Og jeg forstår også, hvis andre tænker det samme om mig; at jeg bruger uendelig meget plads her på domænet, på at fortælle om alt det forfærdelige ved endelig at have opnået, hvad vi har kæmpet for, og hvad andre stadig kæmper for.

Det er en rutsjebane, og det går mere og mere op for mig, at jeg nok aldrig kommer af den her rutsjebane igen. Først var det behandlingen, nu er det graviditeten og senere bliver det (forhåbentlig) forældrelivet – det er bare med at holde fast.

Håb

Det er ikke fordi, at indlæggene skal have Lars von Trier’ske titler det næste halve år, men “håb” beskriver meget godt den overordnede sindsstemning herhjemme for tiden. For Islændingen har det nok været sådan i noget tid, mens det hos mig først for alvor har gjort sit indtog.

Jeg har før filosoferet lidt over, hvordan det på nogle punkter har været nemmere at være i behandling end at være tidligt gravid, netop fordi at det i behandling ofte var følelser som håb og optimisme, der dominerede hverdagen. Når man så pludselig står med en positiv test og man konkret har noget at miste, så bliver håb til frygt. Heldigvis ser det ud til, det er ved at vende.

Jeg har ikke haft et angstanfald, som jeg havde det for knap to uger siden, og det tror jeg især skyldes den scanning, vi var til i torsdags. Det var en helt anden oplevelse at blive scannet i det private end i det offentlige. Det er måske klart, fordi det private lever af at yde en service, der gør, at jeg som kunde (og ikke patient) vender tilbage og betaler for de ydelser, de tilbyder. Jeg må sige, det var alle pengene værd. Det kan jeg selvfølgelig nemt sige, for vi var så heldige, at scanningen blev betalt af en sød amma, der var med, men jeg havde gladeligt betalt de penge selv, hvis ikke det var tilfældet.

Til scanningen var der tid og ro, og jeg var i centrum. Vi startede med at snakke kort om, hvorfor vi var kommet. Jeg fortalte, at vi havde været i behandling og derfor nok havde brug for lidt mere tryghed. Det forstod hun til fulde. Da vi gik ind i scanningsrummet, og jeg lagde mig op på briksen, hev op i trøjen og ned i buksekanten, bukkede hun den obligatoriske stofble hen over min buksekant og lagde mærke til de relativt friske ar, jeg har på min mave.

“Hvad er der sket dér?”, spurgte hun. Jeg svarede, at det var fra en graviditet uden for livmoderen. Hun spurgte, hvornår det var sket. Jeg fortalte, at det var sket i august, og at vi var blevet gravide i første forsøg efterfølgende. Hun sagde, at hun godt kunne se, de så relativt friske ud, hvorefter hun gjorde noget, som jeg sådan har manglet i det offentlige. Hun anerkendte, at det havde været hårdt for os. Hun udviste forståelse for, at vi havde brug for ekstra tryghed, efter hvad vi havde været igennem.

Anerkendelse og forståelse.

To ting, man aldrig kan få for meget af, når man er sårbar.

Scanningen i sig selv var også noget helt andet. Der var tid til, at hun viste, forklarede og uddybede. Hun viste os først vores lille blob i hel figur, som lå så fint derinde og for alvor begynder at ligne et menneske. Så zoomede hun ind på fødder, så på arme og hænder, så på det lille ansigt, det lille hjerte, og så tilbage i hel figur, så vi kunne se den ligge og sprælle rundt. Et meget aktivt og fint lille menneske.

Hun bad mig prøve at hoste, og samtidig kigge på skærmen, og i dét jeg hostede, kunne jeg se den stakkels blob hoppe rundt inde i maven som en airhockeybold. Det sætter virkelig tingene i perspektiv, at noget, jeg så relativt ofte gør, påvirker den så meget.

Vi gik derfra med fire fine billeder, hvoraf det ene kom i Barnets første bog, som vi så småt er begyndt at udfylde.

Jeg ved ikke, om det er kombinationen af, at der var så kort mellem scanningerne, og at det så var sådan en god scanning i torsdags, der har gjort, at jeg har været så glad, rolig og håbefuld de seneste par dage, men jeg vælger bare at nyde det. Jeg vælger at nyde, at der endelig er plads til at føle taknemmelighed. Taknemmelighed over, at det på mirakuløs vis lykkedes i første forsøg efter operationen, når nu vi havde fået at vide, at vi skulle give det et år. Taknemmelighed over, at jeg er så lidt påvirket fysisk, som jeg er. Taknemmelighed over, at alt bare er gået lige efter bogen indtil videre. Jeg er så sindssygt taknemmelig over, at vi er nået hertil. At vi har oplevet, hvad vi har oplevet indtil videre. Og det bliver det hårdeste nogensinde, hvis vi mister det, men intet godt kommer skidt igen. Så ingen vil kunne tage fra os, at vi har set og hørt et hjerte slå, som vi har skabt. Vi har set arme og ben sprælle, som vi har formet. Vi har skabt et barn, som jeg håber for alt i verden kommer ud til os, så vi kan passe på det resten af livet. Og dét er fandme stort. Punktum.

 

 

Angst

Den kommer ikke snigende, den kommer som et brag. Som en følelse, der fylder hele kroppen og sindet. En følelse, der overtager enhver tanke, jeg tænker, og en hver følelse, jeg føler.

Angst.

Fagpersoner siger til mig, at jeg er nødt til at finde en måde at finde ro på. Siger de mon også til depressionsramte, at de er nødt til at finde en måde at blive glade på?

Angsten kommer, når jeg ikke længere kan holde den på afstand. Der er en konstant kamp i mit sind: Den rationelle side kæmper mod den frygtsomme side. Jeg lister facts om og om igen for at overbevise mig selv om, at der ikke er noget at være bange for. Jeg kan holde det på afstand i noget tid, men så sparker angsten døren ind og fylder hele rummet.

Hvad er det, jeg er så bange for?

Jeg er bange for, at det lille liv, vi har skabt, som skal blomstre og vokse, ikke gør det. Jeg er bange for, at jeg lever i en tro på, at alt er fint, fordi jeg ikke har ondt og ikke bløder, men når jeg så endelig får mulighed for at få det bekræftet, så er det modsatte tilfældet. Helt konkret hedder det en “missed abortion”.

En missed abortion er, når man ikke opdager, at barnet er dødt. Du kan være til scanning den ene dag, og når du så er til scanning igen en-to-tre-fire uger senere, så er barnet dødt, uden du har mærket noget til det. Du har således gået rundt i god tro, aet maven, dekoreret børneværelset, indkøbt udstyr og legetøj, for så at blive mødt af en larmende stilhed. Ingen hjertelyd. Ingen aktivitet.

Dét er min værste frygt.

Det er dét, jeg er bange for.

Problemet er, at jeg ikke er langt nok henne, til at min mave er begyndt at vokse. Problemet er, at jeg ikke er langt nok henne, til Problemet er, at jeg er så skånet for symptomer. Jeg har intet konkret at læne mig op ad. Den smule kvalme, den smule madlede og den smule ubehag, jeg til tider kan mærke, den minder mest af alt om, da jeg var i behandling. Så jeg bruger enormt mange mentale ressourcer på at fortælle mig selv, at jeg altså ér gravid, at barnet har det godt, at alt er, som det skal være.

Indtil jeg ikke længere tror på mine egne ord.

For så overtager frygten. En frygt, som jeg ikke mener er irrationel. Det sker nemlig, og det er ikke sjældent, det sker, at noget, der var levende, pludselig ikke er det mere.

Hvorfor skulle det ske for mig?

Hvorfor skulle det ikke ske for mig?

Hvad er der så særligt ved mig, der skulle gøre, at jeg ikke behøver bekymre mig om at blive ramt af noget, der rammer så mange andre.

Intet.

Så mens de irriteret spørger mig, hvad jeg forventer, de gør, mens de ruller øjne af mig og ryster på hovedet, så får angsten selskab af en anden velkendt følelse. Skam.

Skam over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen. Skam over, at der findes personer, der har gået igennem en meget mere invasiv og længerevarende behandling, end vi har. Skam over, at jeg er en byrde for mine omgivelser; min arbejdsgiver, min læge, min familie, min mand. Skam over, at jeg ikke bare kan være glad og taknemmelig for hver dag, jeg får som gravid.

Lad det ikke være usagt: Hvis jeg kunne lade være, så lod jeg være. Hvis jeg kunne være glad, så var jeg glad. Hvis jeg kunne tro på det, så troede jeg på det.

Uge 0-4

Det her er skrevet, inden graviditeten er bekræftet af en blodprøve. Det er skrevet, inden det er offentliggjort til venner og familie, at vi måske skal være forældre til juni 2020. For det skal vi. Måske. Forhåbentligt. Og det er helt vanvittigt. 

Jeg husker stadig, da jeg sad til den sidste konsultation med min læge inden operationen, og jeg blev bedt om at tage stilling til, hvorvidt jeg skulle opereres og have fjernet min ene æggeleder eller ej. Jeg var så ulykkelig og så bange, for hvordan ville vores chancer være med kun én æggeleder? Jeg husker også, at svaret, da jeg spurgte, om vores chancer ville blive endnu dårligere, var meget flyvsk og ikke særligt afklarende eller konkret. “Måske tager det en måned, måske tager det et år”, sagde min læge, efterfulgt af understregningen af, at han var optimistisk. 

Dagene efter operationen var jeg stadig bange og ulykkelig for det uvisse, vi gik i møde, men efter nogle dage formåede jeg på magisk vis at lægge det lidt på hylden og vente på vores kontrol den 13. september. Og den gik som bekendt helt fantastisk. Jeg gik lettet derfra, og jeg var mere håbefuld og optimistisk, end jeg længe havde været. Kun tre dage senere kom min menstruation. 

Det var egentlig meningen, at vi ville “holde fri”, indtil vi havde været i New York, men pludselig kom min menstruation for første gang siden operationen, og hvor stod vi så? For det passede ikke vildt godt i forhold til et behandlingsforløb. For det første er Clomid stærke sager, som jeg var bange for, jeg ikke ville få lov til at tage med ind i USA, og for det andet var vi stadig i USA, når det var tid til første scanning. Jeg følte mig bare så klar, så jeg ringede alligevel til sygehuset og forklarede situationen. Jeg mindede dem om, at mine follikler alligevel aldrig var store nok ved første scanning på CD 10-12, så jeg foreslog, at jeg kunne komme ind til scanning om mandagen, når vi var kommet hjem igen, for det ville være CD 15. De gik med på planen med det forbehold, at jeg huskede på, at når jeg blev scannet så sent, så var der en risiko for, at jeg havde haft spontan ægløsning. Det var jeg indforstået med, for det vidste jeg ikke ville ske. 

Jeg var så dejligt sparet for bivirkninger fra Clomid denne gang, og der var ikke særlig meget kvalme eller særlig mange hedeture. Og det der med at få det med ind i USA gik uden problemer. Tilbage i Danmark var det tid til scanning mandag den 30. september kl. 8.30. Islændingen var med, og vi var så spændte. Jeg havde mærket en hel del i underlivet de foregående dage, så jeg havde nogle anelser, men nu skulle de be- eller afkræftes. Det tog kun ganske få minutter at få bekræftet, at jeg havde modnet to store, flotte follikler på 20 og 21 mm – og endda i den “rigtige” side; højre æggestok. Faktisk var de så fine, at min læge lige spurgte en ekstra gang: “Du har kun taget Clomid? Hvor meget har du taget?”. Jeg fortalte, at jeg havde taget den sædvanlige dosis; to om dagen i fem dage. “Du har ikke suppleret med sprøjter?”, spurgte han igen. “Nej, nej, kun Clomid”, svarede jeg. Her fulgte så et kæmpe smil og to thumbs up. “Det er godt klaret”, sagde han. Og jeg følte mig underligt stolt af mine æggestokke og ikke mindst mine to fine æg.

Vi havde for en sikkerheds skyld taget en Ovitrelle-sprøjte med, så vi kunne tage den med det samme på sygehuset, inden vi kørte hver til sit for at tage på arbejde. Det var en spøjs oplevelse at stå der på et toilet på sygehuset og blive stukket i maven, men det kunne næsten ikke være anderledes. 

Jeg mærkede heller ikke meget til bivirkninger fra sprøjten, som jeg ellers altid gør. De kommer efter få dage, hvor bivirkningerne minder meget om graviditetssymptomer. Der var nærmest ingenting at mærke, hvilket gjorde mig nervøs. Havde vi taget sprøjten forkert, virkede det ikke, havde jeg ikke fået ægløsning? Sådan gik jeg lidt og tænkte for mig selv, indtil jeg pludselig en dag blev slået hårdt af både kvalme, træthed, øget tissetrang, murren i maven og stik i lænden. Alle de sædvanlige bivirkninger/symptomer. For hos mig har de to lignet hinanden til forveksling hver gang. Jeg havde dog på fornemmelsen, at noget var anderledes. Så jeg ventede et par dage, indtil jeg vidste, sprøjten ville være ude af mit system, så jeg ikke risikerede en falsk positiv, og så testede jeg. Før tid. Og det må man jo egentlig ikke, men det gjorde jeg faktisk også sidst, fordi jeg kunne fornemme, at det gav mening. Jeg testede første gang den 11. oktober, hvor den var helt svagt positiv. Det havde jeg også forventet, men jeg slog det hen med, at det jo kunne være de sidste rester af sprøjten, der hang ved, så jeg slog koldt vand i blodet og besluttede, at jeg ville teste igen to dage senere for at se, om stregen blev mere eller mindre tydelig. Blev den mindre tydelig, var det sprøjten, der var på vej ud af systemet, men blev den mere tydelig, var det fordi, mit hCG var stigende. 

Og den var mere tydelig. En hel del mere. Ikke så tydelig, som den kan være, men der var ingen tvivl om, at den var positiv. Alle scenarier er mulige pt. Jeg kan få min menstruation en af de kommende dage, og så kan der være tale om en biokemisk graviditet. Igen. Jeg kan komme til blodprøve, som viser et forhøjet hCG, og når jeg så skal ind til kontrolblodprøven et par dage senere, kan den være enten steget eller faldet. Er den faldet, er det fordi, jeg er ved at abortere. Igen. Er den steget, skal jeg følges med blodprøver eller scanninger, så vi kan gribe hurtigt ind, hvis der er formodninger om en graviditet uden for livmoderen. Igen.

Islændingen er sikker: Nu er den der. Han siger, han har vidst det, siden han så de to fine æg til scanningen. Jeg er ikke helt overbevist. Jeg tør nok ikke. Men uanset hvad, så føler jeg, forløbet har været en succes. Jeg har modnet to fine æg i den rigtige side, og jeg er blevet gravid igen. Det er mit fokus lige nu, og jeg tager én dag ad gangen.

Jeg er gravid

Igen. Denne gang forhåbentlig i alle de cirka ni måneder, det tager at færdigbage et barn. Indtil videre lover det ret godt. Vi er aldrig nået så langt, som vi er nu. Jeg er i slutningen af 9. uge, vi er blevet afsluttet fra sygehuset og står nu på egne ben ude i verden blandt de “almindeligt gravide”, og vi har været så priviligerede at have set og hørt hjertet hele to gange allerede. En oplevelse, jeg nok aldrig bliver træt af, og som uden sammenligning må betegnes som det største, jeg har oplevet. Jeg har set og hørt et hjerte banke, som jeg har skabt sammen med manden, jeg elsker. Dét er sgu stort.

Der er desværre ikke lykke over hele linjen. Det ville næsten også være for nemt. For det sætter sine spor, det der med at være i behandling, at se to streger på en graviditetstest flere gange for så at se dem forsvinde igen, og det der med at håbe og blive skuffet igen og igen. Derfor har de første uger også været præget af angst, frygt og den overdøvende mangel på glæde. For det er der en forventning om, føler jeg, at man endelig er gravid, og så skal man jo være glad. Ikk’?

Jeg ved godt, jeg er glad, selvfølgelig er jeg det, jeg kan bare ikke mærke det, fordi så mange andre følelser fylder mere. Jeg er både forbandet og velsignet ved, at jeg er ret skånet for symptomer. Selvfølgelig mærker jeg den der altoverskyggende træthed, der gør, at jeg føler, min hjerne sumper rundt det meste af tiden, og jeg mærker også kvalme især om eftermiddagen, aftenen og natten, ligesom jeg især de seneste dage har været ramt af ligamentsmerter og ømhed i lænden. MEN! De første mange uger har det været minimalt, hvad jeg har mærket til det der med at gro et barn. Problemet er nok, at jeg har været vant til en vis grad af ubehag, kvalme og smerte det seneste års tid pga. medicin og behandling, så at jeg nu skal forbinde mit ubehag og mine smerter med, at jeg er i gang med at gro et barn, det har jeg rigtig svært ved.

På mange måder ville jeg nok have nemmere ved det, hvis jeg var helt radbrækket og nedlagt af kvalme og smerter, men så igen: Hvem har også lyst til at have det sådan? Manglen på (voldsomme) symptomer har heldigvis indtil videre ikke haft nogen betydning for, hvordan vores lille blob udvikler sig. Vi fik tre scanninger på sygehuset, inden vores sag blev afsluttet, og der kunne man med al tydelighed se udviklingen, som har været mere eller mindre lige efter bogen.

Selvfølgelig har jeg skrevet lidt om forløbet undervejs, som jeg bare har ventet på at kunne/turde offentliggøre, så det vil komme løbende de næste par dage, regner jeg med.

Kære krop

Jeg følger med hos ret mange kvinder med fertilitetsudfordringer, både på sociale medier, i podcast, dokumentarer, i bøger og i artikler. Fælles for mange af dem er, at de er sure på deres kroppe. Sure over, at den ikke virker. Sure over, at de føler, den forråder dem, når de igen og igen enten ikke bliver gravide eller bliver gravide og aborterer. De føler sig snydt i kropslotteriet, fordi de er defekte i forhold til deres egne forventninger.

Jeg kan godt genkende følelsen af at føle sig defekt. Følelsen af, at det eneste her i verden, jeg reelt med sikkerhed burde kunne gøre, altså, blive gravid og føde børn, det kan jeg ikke. Men at føle mig sur på min krop er heldigvis noget, jeg er sluppet for. Faktisk er det den helt modsatte effekt, hele vores forløb har haft på mig.

Jeg har altid haft en anstrengt forhold til min krop. Jeg har følt mig for tyk, for bulet og forkert. Jeg har hadet mine stritører og mine brede skuldre, jeg har prøvet at skjule mine høje ribben og mine mormorarme. Jeg har skammet mig over min krop. Men det gør jeg ikke mere.

Min krop er blevet fyldt hormonfyldte piller. Den er blevet stukket i med hormonfyldte nåle. Den er blevet tappet for blod så meget på en så kort periode, at mine vener nærmest gik i stykker over det. Den er blevet skåret i, pustet fuld af gas, syet sammen igen og tvunget igennem en smertefuld rehabilitering. Den har været gravid og gjort sig klar til at huse et barn for så at få det taget fra sig igen af biologiske mekanismer, der har været ude af nogens kontrol. Jeg tror på, at min krop har gjort, hvad den kunne, hver eneste gang vi er gået i gang med et forsøg. Jeg har en følelse af, at min krop arbejder sammen med mig og ikke imod mig.

Efter operationen i august, havde jeg ondt af min krop. Jeg følte, jeg havde budt den alt for meget på alt for kort tid. Den var brugt. Udmattet. Ødelagt. Og jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg bare var blevet ved og blevet ved, uden at den fik en pause. Efter operationen fik den en tvungen pause, og det tror jeg, har gjort godt for både den og mig. “Mig” som i mit hoved, mine tanker og mine følelser.

Der er ikke noget, der er så skidt, det ikke er godt for noget. Og af alle de ting, der er forfærdelige og hårde i en proces som vores, der er der trods alt kommet det ud af det, at jeg er langt gladere for min krop. Jeg skælder ikke ud på den, jeg er ikke sur på bulerne, de strittende ører, de brede skuldre og de høje ribben. Jeg aer dem, jeg taler pænt til og om dem, og jeg værdsætter, at jeg har en krop, som bærer mig oprejst gennem et forløb, som meget vel kunne have tvunget mig i knæ.

Så, kære krop, tak.

Hvor mange barnløse skal der til for at skifte et fokus?

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Min seneste graviditet (uden for livmoderen) var et vanvittigt forløb. Jeg kan stadig ikke snakke ret meget om de dage op til og dagene efter, uden jeg får våde øjne og ondt i maven. Til gengæld vil jeg rigtig gerne fortælle om, hvad der er sket siden. For mig er det et gennembrud.

Jeg har vist før nævnt, at jeg i ugerne op til vores kontrolbesøg på sygehuset havde været ret god til at skubbe hele situationen lidt i baggrunden, og at jeg i stedet havde fokus på at nyde at have min krop for mig selv for en stund. Selvom selve dagene op til besøget var ret emotionelle, så var den generelle sindstilstand god. Jeg forklarede det med, at jeg på en eller anden måde havde klaret at fortælle mig selv, at jeg alligevel ikke kunne gøre andet end vente, på det blev den 13. Derfor var jeg også lidt spændt på at se, hvordan jeg ville reagere, når vi havde været til kontrol og vi kunne begynde at se frem til en ny hård periode med forsøg.

Status er dog, at det fandme går godt. Og jeg er så stolt af at kunne skrive de ord. Og jeg er stolt og glad, hver gang jeg kan skrive eller sige de ord til nogen, der spørger, hvordan det går, eller hvordan jeg har det. Jeg har det helt oprigtigt godt. Jeg er glad, jeg er optimistisk, jeg er håbefuld. For tiden er jeg et sted mentalt, hvor jeg befinder mig godt i vores situation. Ville jeg ønske, den så anderledes ud? Det siger næsten sig selv. Men jeg har på forunderlig vis fundet hen til et sted, hvor jeg hviler i, at den ser ud, som den gør. Jeg er fundet hen til et sted, hvor jeg kan tænke: “Det lykkedes jo faktisk på en måde sidst, så selvfølgelig skal det nok lykkes igen”.

Jeg kaster alle de negative tanker og nej-hatte til siden, og jeg ser kun de gode odds og de positive tanker. Vigtigst af alt lader jeg ikke barnløshed og fertilitetsudfordringer dominere hverken mine tanker eller min hverdag. Selvfølgelig kan man ikke lade være med at tænke på det hver dag, og jeg tror faktisk også, vi taler om det hver dag, men det er slet ikke på den der altoverskyggende måde som før. Det skyldes nok også, at jeg nu er i et arbejde, hvor mine dage går hurtigt, fordi jeg er så opslugt af mit arbejde, at jeg ikke har tid og plads til at tænke på det.

Jeg kan ikke give den præcise opskrift på, hvordan mit fokus pludselig er skiftet. Jeg ville ønske, jeg kunne, for så kunne jeg finde den frem, når det en dag skifter tilbage igen. For det gør det nok, hvis man skal være realistisk – men den tid, den sorg.

Det skyldes selvfølgelig førnævnte optimisme, som giver mig ro. Så skyldes det nok også mit arbejde, som jeg nævnte før, fordi det fylder mine dage med alt andet end plads til at tænke på det. Men en medvirkende faktor tror jeg helt sikkert også er, at jeg har omgivet mig med andre barnløse. Jeg følger dem på Instagram, jeg læser deres blogs, jeg hører deres podcasts, jeg skriver med dem på nettet og jeg snakker med dem i virkeligheden.

At omringe sig med andre i lignende situation, giver mig en følelse af, at jeg ikke er alene. Her, hvor jeg er lige nu, er det de andre barnløses succeshistorier og perspektiver, der for en gangs skyld hjælper. To af dem, jeg følger på Instagram, er gravide lige nu, og alt tyder på, det nok skal gå godt for dem begge. En af dem, jeg kender i virkeligheden, der har kæmpet i nogle år, er endelig gravid, og alt tyder på, det nok skal gå godt for hende også. Deres historier giver mig håb, for de er konkrete, og jeg kan selv følge med i dem og gøre mig mine egne tanker om det. Andres videregivelse af anekdotiske succeshistorier hjælper stadig ikke, FYI.

Der er selvfølgelig også de der podcasts, jeg nævnte. For mens Islændingen og jeg kørte rundt mellem Washington DC og New Jersey, hørte vi nogle podcasts. Det var bl.a. ‘Anden til venstre’, hvor Caroline Hvenegaard (som er gift med og har adopteret med Pelle Hvenegaard) var på besøg, og så var det podcasten ‘Barnløse Fugle’, som bare har været helt genial. Den er hård at lytte til, især det afsnit, hvor de har en psykoterapeut på besøg, men den har også virket helt terapeutisk og givet food for thought.

Så det der med at skifte fokus, det er altså ikke noget, jeg har klaret af mig selv. Det har krævet en hel del barnløse og deres historier og fortællinger, men hold nu op, hvor jeg nyder det.

Fredag var en god dag

Oven på den lidt følsomme dag torsdag, kom fredag ikke et sekund for tidligt. Jeg var mere end klar til at snakke om, hvad planen er fremadrettet, og høre lægens endelig dom, over vores chancer. Islændingen og jeg arbejdede begge hjemme i fredags, så vi sammen kunne tage op på sygehuset kl. 13.20. Jeg havde sovet ret uroligt natten til fredag, og jeg kunne godt mærke, jeg trængte til afklaring og svar. Samtidig var jeg nervøs for at skulle køre derfra, uden netop at have fået dét. 

Islændingen spurgte mig, hvad jeg forventede at få med derfra. Jeg svarede, at jeg forventede en konkret plan. En konkret afklaring. Noget konkret, kort sagt. 

Vi følges af to læger, en mand og en kvinde, og de er begge helt enormt kompetente, dygtige og venlige. Jeg føler oprigtigt i gode hænder hos dem. Det var manden, der opererede mig for godt en måned siden, og jeg følte mig (så) tryg (som man nu kan være) ved situationen. Når det så er sagt, så taler han ikke så godt dansk, og så bruger han mange ord for at forklare tingene, netop fordi han ikke helt ved, hvordan han skal formulere det. Det er normalt ikke en udfordring eller et problem, men lige i fredags håbede jeg, at det var kvinden, der var på vagt. For jeg havde som sagt brug for noget konkret, og der er han ikke den rette at tale med. 

Vi ventede i omkring 25 minutter på at komme ind, og jeg gik lidt nervøst hen mod stue seks. Jeg kiggede ind af døren, og til min store lettelse var det kvinden, der sad der. Så langt, så godt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente til samtalen. Skulle jeg undersøges, skulle ses på mine ar, ville vi blive sendt videre til Odense eller var det hele bare en sludder for en sladder? 

Heldigvis kunne jeg gå derfra med sænkede skuldre og med en følelse af, at jeg var så lettet, at jeg kunne tude. Jeg havde en følelse af at have været til eksamen og være kommet ud med et 10-tal. For det var positivt over hele linjen. Vi fik tilbuddet om at enten fortsætte med hormonstimulering som hidtil eller blive sendt videre til IVF i Odense. IUI var umiddelbart ikke en relevant løsning for os, så det var den relativt “nemme” løsning med hormonstimulering eller den relativt invasive løsning med IVF, vi skulle vælge mellem. 

Den eneste forskel, vi vil opleve ved hormonstimulering fremover, er, at vi ved første scanning på CD 10-12 skal vurdere, om forsøget skal slutte eller fortsætte. Hvis jeg har modnet æg i venstre æggestok, er vi nødt til at stoppe forsøget, men er det i højre (eller begge), kan vi fortsætte, som vi plejer. Jeg var derfor hurtig til at sige, at jeg ikke føler mig klar til IVF. Så travlt har jeg ikke, at jeg vil udsætte min krop for de ekstra hormoner, de ekstra nåle og de ekstra smerter, der følger med dén type behandling. Jeg kiggede over på Islændingen, som tøvende var enig. Tøvende, fordi han havde brug for at høre mere om, hvad risikoen er for, at jeg skal igennem et lignende forløb, som jeg var igennem for en måneds tid siden, igen. 

Der var positive udmeldinger fra lægen over hele linjen. Hun mente for det første ikke, der var stor risiko for, at det samme ville ske i højre æggeleder. Hun mente for det andet, at min højre æggeleder så fin ud og havde ingen betænkeligheder ved den, som jeg ellers havde forstået, der var. Den tredje, og bekræftende faktor, var, at hun også mente, at hormonstimulering var den rette vej at fortsætte ad. Hun ville ikke sige noget, før vi havde taget valget, fordi hun syntes, det skulle være vores valg, men da valget var truffet, bekræftede hun os i det. Da jeg relativt nemt er blevet gravid ved hormonstimulering før, mente hun også, der var gode chancer ved det, og at det derfor ikke var nødvendigt at gå videre til IVF lige nu. 

Jeg var så lettet, da jeg gik derfra, fordi jeg netop havde fået noget konkret. Jeg ved, hvad den kommende behandling indebærer. Jeg ved, at hvis det, mod forventning, skulle ske, at jeg blev gravid uden for livmoderen igen, og at min højre æggeleder dermed også skal fjernes, så har vi en sidste mulighed i IVF, som for os nok vil have en høj succesrate. Jeg fik desuden lovning på, at hvis jeg bliver gravid igen, så vil jeg blive fulgt tæt de første mange uger med blodprøve hver uge, så vi evt. kan minimere skaden, hvis nu noget skulle være galt igen. Kort sagt: all good news

Jeg forstår, at nogle kan have svært ved at forstå, hvorfor vi ikke bare går direkte videre til IVF, hvis succesraten for os vil være mere garanteret end hormonstimulering. Men det et spørgsmål om, at mine grænser for, hvad jeg har lyst til at byde min krop, ikke er rykket tilstrækkeligt endnu. Når vi har været igennem nogle flere forsøg med hormonstimulering, vil jeg måske helt automatisk når der til, at nu er jeg klar. Indtil da vil jeg hvile i, at jeg ved, hvad vi går i møde de kommende måneder, og så vil jeg håbe på, at der ikke skal mange forsøg til, før vi endelig kan stå med en positiv test igen (igen igen igen).