Fødselsberetning: Min drømmefødsel

Så er hun her. Den 23. juni, på terminsdagen, kom vores lille pige til verden. Jeg er stadig helt høj på oplevelsen, fordi fødslen vitterligt ikke kunne være gået bedre. Der er enormt mange følelser involveret i sådan en fødsel; man kan ikke lade være med at have forventninger og måske endda drømme om, hvordan ens fødsel skal forløbe, så derfor er det også et sensitivt emne for nogle. Især når de ikke får den fødsel, de havde drømt om. Sådan ville det nok også have været for mig. Det er jeg ret overbevist om. For selvom man kan sige til sig selv, at det vigtigste er, at barnet kom sikkert til verden og har det godt, så kan der godt være en stikkende fornemmelse af at være blevet snydt, hvis man ikke får den fødsel, man havde ønsket sig, og det synes jeg, der skal være plads til.

Derfor… er du en af dem, der har en traumatisk, uforløst, kompliceret eller “skuffende” fødsel i bagagen, så overvej om det giver dig noget positivt at læse min fødselsberetning.

_______________________________________________

Det hele startede vel egentlig allerede søndag den 21. juni, på Islændingens fødselsdag, hvor jeg havde rigtig mange plukkeveer. Da jeg stod op næste morgen var der ikke de store plukkeveer at mærke, men min livmoder var noget øm efter en hård dag, og jeg havde desuden haft tegnblødning. Men både plukkeveer og tegnblødning havde jeg haft før, hvor der ikke var sket mere end dét. I løbet af mandagen kom der gang i plukkeveerne igen, men det var som sagt ved at være old news, så jeg lagde ikke for meget i det. Alligevel fik jeg en fornemmelse, der gjorde, at jeg skrev til min mor og bad hende sove med lyd på sin telefon, i fald vi skulle ringe og aftale noget med pasning af Emmy, hvis fødslen gik i gang. Jeg lagde mig til at sove mandag aften med plukkeveer.

Klokken ca. 2.15 om natten vågner jeg og mærker, at plukkeveerne er stoppet. Jeg ærgrer mig over, at det endnu engang var falsk alarm, og beslutter mig for at stå op for at gå på toilettet, selvom jeg ikke skulle tisse, for at se om der stadig var tegnblødning i det mindste. Da jeg sætter mig på toilettet, kommer der et ordentligt skyl. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det var tis eller fostervand; jeg skulle jo som sagt ikke tisse, så det føltes lidt voldsomt, at der så skulle komme sådan en skylle. Jeg kigger ned i kummen og ser, at der er blod. En del blod. Og det er der også, når jeg tørrer mig. Jeg beslutter mig derfor for at ringe til jordemoderen, for lige at høre, om det betyder, hvad jeg tror, det gør.

Jordemoderen tror, fødslen er undervejs og opfordrer mig til at lægge mig til at sove, så jeg kan få energi. Islændingen er vågnet af lyden af mig, der snakker i telefon, så han er stået op og vi snakker om, hvad der sker. Det sidste jeg siger til ham, inden vi lægger os til at sove igen, er, at han nok ikke skal regne med at komme på arbejde senere. Så jeg lægger mig til at sove, men når kun at sove 45 minutters tid, inden jeg begynder at få helt milde veer. Jeg står op, finder foldemadrasser frem og lægger dem frem på gulvet. Islændingen står også op og hjælper mig med at finde frem og gøre klar. Jeg får milde veer af ca. 30 sekunders varighed hver 3.-5. minut. Jeg har det bedst med at være i bevægelse og gå rundt, så det gør jeg. Jeg går rundt i hele huset, men vender tilbage til spisebordet, når der kommer en ve, hvor jeg læner mig op af bordet og vrikker med hofterne fra side til side, mens det står på.

Islændingen kører Emmy hjem til min mor, mens jeg vandrer videre i huset. Omkring kl. 8 om morgenen kigger jordemoderen forbi, for at tjekke hvordan det står til med mig. Der er nu præcis to minutter mellem mine veer, som varer 45-90 sekunder. Jeg bliver tjekket, og på det tidspunkt er min livmoderhals væk og jeg er ca. 2,5 cm åben. Vi aftaler, at hun bare kan køre på arbejde i konsultationen, og at vi ringer, hvis vi får brug for hjælp og ellers giver en status løbende.

Jeg får lagt mig i en stilling på siden, som er rigtig behagelig for mig at tage veerne i. Fra første ve har jeg tre ting i hovedet, når der kommer en ve:

  1. Afspænding: Åben hænderne og læg dem med håndfladerne nedad, åben munden en smule, så jeg ikke kan spænde i kæben, slap af i skuldrene.
  2. Vejrtrækning: Hav styr på vejrtrækningen og lad den ikke løbe ud af kontrol.
  3. Mantra og visualisering: “Det går over, det går over, det går over” kørte i mit hoved, mens jeg så veen for mig fra start til slut.

De tre ting holdt mig ret godt kørende, mens jeg lå der på siden med lukkede øjne. Men pludselig, fra den ene ve til den anden, tog det til. Jeg skulle op på benene og ud på badeværelset, og det kom jeg så. På badeværelset lænede jeg mig hen over bordet, hvor jeg kæmpede med at holde mig på mine rystende ben og håndtere veerne.  Jeg siger til Islændingen, at han skal ringe til jordemoderen, for jeg har brug for hjælp. Så det gør han. Hun ankommer ca. kl. 10.10, omkring to timer efter hun var her sidst, og som det første smider hun mig i bruser. Jeg holder bruserhovedet med fuld tryk og varmt vand mod min livmoder under veerne, og det lindrer. Jeg står der i noget tid og tager nogle veer, inden jeg kommer ud igen. Jeg får tøj på og får lagt mig på madrasserne med masser af puder i ryggen og puder under benene. Jeg bliver undersøgt igen og er nu 6 cm åben. Jeg har altså åbnet mig ca. 4 cm på to timer.

Jeg har ingen tidsfornemmelse, jeg har lukkede øjne det meste af dagen, og jeg er komplet inde i mig selv. Visualisering, mantra, vejrtrækning, afspænding. Det hele foregår inde i mig, og jeg er i stand til at sove mellem veerne. Det er ret fascinerende. Jeg falder i så dyb søvn, at jeg faktisk når at drømme, selvom der maks. er nogle minutter mellem veerne til tider. Nogle gange kommer der flere i træk uden pause, mens der andre gange er mellem 1-2,5 minut mellem. Jeg får chiliplaster på lænden og foran ved livmoderen, og selvom jeg ikke umiddelbart kan mærke den store forskel, så observerer jordemoderen, at der er en forskel i min måde at håndtere veerne på, så vi kan konstatere, at de må lindre i en vis grad.

Ca. to timer senere bliver jeg undersøgt igen, og jeg er nu helt åben. Det er også her, jeg kan begynde at mærke en mild pressetrang. Jordemoderen fortæller mig, at jeg gerne må prøve at presse med. Hun vil gerne have mig op på benene, for at lade tyngdekraften hjælpe baby længere ned i bækkenet, og så vil hun gerne have mig til at tisse, så blæren ikke er fyldt, når vi når til pressefasen. Jeg kan ikke tisse, for jeg har ikke drukket i flere timer. Men jeg sidder på toilettet, hvor anden hinde sprænger og resten af mit vand går. Kort tid efter får jeg første presseve, mens jeg sidder på toilettet. Jeg tager de første mange presseveer siddende på toilettet, mens Islændingen står foran mig. Jeg hiver fat i hans trøje og brøler et urkraftsbrøl under hver presseve. Det er en varm dag og vinduerne i huset står åbne, så pludselig har vi en nabo stående ved hoveddøren, som bekymret spørger, om alt er ok. Jordemoderen fortæller, der er gang i en fødsel, og vi får lukket vinduerne. Jeg ved stadig ikke, hvilken nabo det var, men det er da dejligt at vide, at vi bor et sted, hvor folk reagerer på den slags brøl.

Jordemoderen vil have mig ned at ligge på siden, hvor jeg tager nogle presseveer. Det fungerer ikke for mig. Jeg kommer i stedet op på alle fire, hvor knæene står på en yogamåtte med håndklæder og underlag på og armene hviler på en puf med puder på. Her har jeg resten af mine presseveer, inden vores lille pige kommer til verden kl. 14.41 en varm tirsdag eftermiddag.

En gennemsnitlig førstegangsfødsel tager typisk omkring 24 timer, men vi klarede det på ca. 12,5 time. Pressefasen tog en time og seks minutter. Selvom det var en relativt hurtig fødsel, så var jeg med i det hele vejen, og jeg følte, jeg havde fuld kontrol over min krop og min fødsel. Det eneste smertelindrende, jeg fik brugt, var varmepude i starten, så brusebad og til sidst chiliplaster. Den bedste smertelindrende var dog min mand. Hans blotte tilstedeværelse betød virkelig meget, og jeg kunne mærke en fysisk forskel, når han var i nærheden af mig.

Vores datter kom flyvende ud med armen i bedste Superwoman-stil. Derudover havde hun siddet skævt med hovedet i mit bækken. To faktorer, der “burde” have resulteret i bristning, men det gjorde det ikke. Jeg fik et par sting i nogle kosmetiske skrammer, men ellers var alt intakt. Jeg blev syet med min lille pige på maven og min mand ved min side, mens jeg lå på mit badeværelsegulv. Bagefter fik vi rejst mig op og set, at hun havde meldt sin ankomst ved at skide mig på maven. Vi lagde os alle tre ind på madrasserne, hvor hun blev lagt til brystet, og så lå vi ellers der, mens jordemoderen fik udfyldt papirer og registreret, hvad registreres skulle. Senere fik vi hende målt og vejet; 3100 g og 51 cm. Jordemoderen tog hjem, og vi satte os på sofaen, hvor vi fik ringet og skrevet rundt til de nærmeste. Senere samme aften så vi vores første Tottenham-kamp sammen alle tre, og all was right with the World.

__________________________________________________

Jeg tænker ikke, at sådan en fødsel er noget, jeg kaster mig over foreløbigt igen. Det var hårdt, det gjorde ondt, men hvad fødsler angår, så var det en absolut drømmefødsel. Jeg fik alt det, jeg havde ønsket mig; kun naturligt smertelindrende, fødsel i hjemmet fra start til slut, masser af tryghed og en følelse af power. Jeg vil for altid tænke tilbage på den dag i juni som en fantastisk én af slagsen, og den dag vil altid være en påmindelse om, at jeg er mere badass, end jeg tror.

Fødsel: sygehus vs. hjemmefødsel

Af alle de ting, der vitterligt er en jungle at finde rundt i som gravid, er det her med fødslen nok én af de største vildmarker. Som førstegangsfødende er det jo komplet umuligt praktisk at sammenligne de to oplevelser. Begge dele har fordele og ulemper, og man kan sagtens indsamle historier fra folk om både det ene og det andet, men når ikke to kvinder, ikke to graviditeter og ikke to fødsler er ens, så kan man i praksis ikke bruge de historier til ret meget.

Så, basically: Jeg aner ikke, hvad jeg skal.

Da jeg fik lavet min vandrejournal, fik jeg en pjece med hjem om hjemmefødsler. Der var fire sider udelukkende med fordelene ved at vælge hjemmefødsel. Det provokerede mig lidt, for jeg syntes egentlig, det var frygteligt ensidigt. Der må da også være ulemper?

Til første jordemoderkonsultation blev jeg også spurgt ind til, om jeg havde gjort mig tanker om en hjemmefødsel. Jeg forklarede, at jeg var åben for mere information omkring det, men at jeg ærlig talt manglede lidt nuancering. Hun fortalte så om et informationsmøde, som man kan komme med til, for at høre mere, og det skal vi så engang i marts.

Nogle af fordelene ved en hjemmefødsel:

  • Man er i trygge og vante omgivelser
  • Ingen risiko for at glemme noget, når man tager på hospitalet; alt er inden for rækkevidde
  • Kendt jordemoder
  • Mindre (unødvendig) overvågning under fødslen
  • Færre tilfælde af brug af sugekop og klip
  • Lavere risiko for kejsersnit
  • Ingen kørsel ud og hjem

Det her er taget fra pjecen, og det er kun et udpluk, men det er nogle af de punkter, som giver mening for mig, og som derfor taler for en hjemmefødsel.

Det eneste, der taler imod, er mit indædte kontrolbehov. Men kontrol er en illusion, når det kommer til fødsler. Og faktisk er det også mit indtryk, at mere kontrol ikke nødvendigvis er en god ting. Med kontrol mener jeg dog, at hvis nu, at situationen skulle blive akut, så har man et helt sygehus lige ved hånden. Man har anæstesilæger, sygeplejersker, læger m.fl., mens man herhjemme “kun” har en jordemoder – og Islændingen. Sidstnævnte har meddelt, at han nok kommer til at være skrækslagen og føle sig nytteløs under hele seancen, så han tæller ikke lige med i dén beregning.

Når alt kommer til alt, så hælder jeg mest til en hjemmefødsel. Jeg ser ærlig talt bare flere fordele end ulemper. Den største ulempe er den mentale barriere, jeg har. Frygten for, at jeg ikke slår til. At jeg ikke kan klare det “selv” og får brug for alverdens assistance fra sygehuspersonale. Sandheden er bare, at min krop indtil videre er virkelig god til at være gravid. Den ved præcis, hvad den skal, den er ikke videre tynget eller besværet, og den har indtil videre helt af sig selv skabt et sundt, raskt og helt perfekt lille menneske. Det var i hvert fald konklusionen efter gennemscanningen i torsdags. Når nu min krop klarer det så fint, hvorfor skulle den så ikke også kunne finde ud af at føde? Den er jo programmeret til det. Den ved, præcis hvad den skal gøre. Det er kun det psykiske, der står i vejen, og det kan der måske arbejdes på? Jeg har trods alt over fire måneder til at vænne mig til tanken og forberede mig, så godt som jeg kan.

Jeg holder mig bevidst fra skrækhistorier og opsøger kun positive historier, for jeg tror ikke, at der er nogen, der vinder på at blive bange for at føde. Jeg har ikke en naiv idé om, at en hjemmefødsel er lig med ingen smerter, ingen frygt, ingen risici, men jeg har en idé om, at jeg skal blive bedre til at stole på min krop. Historier, der kan hjælpe mig på vej til dét, det er den slags historier, jeg opsøger, læser og lapper i mig. For jeg skal føle mig empowered  og ikke tvivle.

Uanset hvad valget falder på, så er det ultimative mål, at vores lille pige kommer sikkert til verden, og at hun får den bedste start på livet. Jeg stoler på, at vi som forældre kan vælge det rigtige for hende. Så må vi se, hvad det bliver.