Fra min dagbog

Jeg skriver meget og mange steder. Her, i min dagbog, på både store og små blokke rundt omkring i huset. Det er sådan, jeg holder styr på larmen i mit hoved. Det er forskellige ting, jeg skriver de forskellige steder, men jeg tænkte, at jeg i dag ville dele lidt fra min (analoge) dagbog, som nok er det sted, der bliver gravet dybest i mine tanker.

Dette skriv er fra den 16. august, tre dage efter min operation, hvor jeg fik fjernet min ene æggeleder pga. en graviditet uden for livmoderen:

“Var det da “bare” endnu en blødning. Endnu et mislykket forsøg. En skuffelse til samlingen. I stedet har det været blodprøve efter blodprøve. Scanning efter scanning. Tre dages indlæggelse og en kikkertoperation. En æggeleder mindre og udsigten til en helt del mere kompliceret forløb. Det er ikke umuligt, men det er heller ikke så lige til. Og vi skal nok ikke håbe på, at det lige lykkes uden indgriben.

Min krop kan ikke mere. Heller ikke mit sind. Jeg føler, jeg er ved at gå op i syningen. At jeg trevler; som en løs tråd, der pludselig er blevet til en ødelagt trøje. Min mave har tre operationssår og et udslæt, mine arme ligner en junkies med stiksår og blå mærker. Jeg har blødt i over to uger. I dag er det dog mest psyken, der giver bøvl. Jeg tuder konstant.

Gunnar har været fuldstændigt fantastisk. Han har bare klaret alt og været sådan en stor hjælp. Marrit ringede i går og sagde alt det rigtige. I dag kom der så blomster. From Shanghai with love. Det er lige til at tude over. Og det gør jeg så. Tuder over alt og intet. Tuder over sange, serier, søde gestusser, nedslående statistikker på nettet, tanken om et tomt børneværelse, udsigten til at skulle ud i verden igen og forholde mig til den her oplevelse og vores nye vilkår. Jeg føler mig så forandret. Så arret. Men på mandag skal jeg tilbage til den virkelige verden igen, hvor jeg skal forholde mig til andet og andre end mig selv og alt det, der foregår inde i mig lige nu. Vores tur og virkelighedsflugt til New York kan ikke komme hurtigt nok.”

Det er barske løjer for mig at genlæse mine egne ord, for selvom det føles som om, de er skrevet for en evighed siden, så husker jeg følelserne så klart. De er en del af mig nu. Men så glæder det mig at læse det, jeg skrev i min dagbog bare ni dage senere den 25. august.

“Verden ser anderledes ud for tiden. Solen skinner. Vi går og sysler i haven, får styr på haven. Det føles godt at kunne få styr på noget. Faktisk føles det ret godt at have min krop i fred for tiden. Ingen hormoner, der fucker med mig eller sender mig i kunstig overgangsalder. Ingen graviditet; hverken biokemisk eller uden for livmoderen – ingenting. Det betyder ingen kvalme, ingen overdreven træthed og ingen restriktioner og ingen beherskelse af de ting, jeg gerne vil, af frygt for at skade kroppen og/eller et potentielt foster. Jeg nyder at tænke på noget andet, at bare være mig og os. Vi har det så godt sammen, og vi har sådan et godt liv med vores små pelsede roomies. Det er godt at blive mindet om, at vores lykke ikke er betinget af børn. At vi også har det godt bare os. Og jeg vil nyde denne tid, bruge den til at lade op, for lige om lidt starter kampen igen. Jeg er klar.”

And the rest is – as they say – history.

Den 13. september var vi til kontrol og fik lagt en plan for, hvordan vi skulle gribe det hele an fremadrettet. Den 16. september kom min menstruation. Vi fik vores tur til New York, og kom så hjem til to fine æg, hvoraf det ene blev befrugtet, og nu er det blevet til en baby, et menneske, på snart tre kilo, som forhåbentlig kommer sikkert til verden inden for de kommende uger.

Jeg kan ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er.

Tredje forsøg del 6

Jeg vågner igen fra en drømmeløs søvn et ukendt antal timer senere. Jeg mindes, at være blevet fortalt, at jeg skulle vågne på operationsstuen og så blive kørt til opvågningsstuen for at komme til mig selv, men jeg husker ikke de første minutter, efter jeg vågnede. Jeg husker, at jeg ligger på opvågningsstuen og mit blik kører rundt. Jeg spørger, som det første, om de har husket at ringe til min mand, selvom jeg jo godt ved, at det ikke er dem, der skulle gøre det. Det andet, jeg siger, er, at jeg håber, det er min far, der kommer og  henter mig. Min bonusfar arbejder nemlig på sygehuset, og var på arbejde den dag, så selvom han ikke var på den afdeling, har jeg alligevel tænkt, at jeg håbede, han var den, der skulle køre mig “i sikkerhed” igen.

De vil have, jeg skal vente til efter vagtskiftet med at blive kørt hen på min stue, men jeg vil bare gerne afsted hurtigst muligt, så jeg sidder og blinker en hel masse med øjnene for at få mit blik til at blive helt klart, og jeg drikker en hel masse vand, både fordi jeg er tørstig efter at have haft en tube i halsen, men også for at vise dem, at jeg har det fint nok til at kunne drikke en masse. Og det virker! For pludselig siger sygeplejersken, at jeg da er for frisk til bare at ligge der og vente, så om hun ikke bare skal få fat i en portør til at køre mig hen på min stue. Det blev et stort “jo tak” fra mig.

Snapchat-1226836172.jpg
Kort tid efter operationen i lækkert hospitalstøj

På min stue sidder en bekymret mand. Vi havde egentlig aftalt, han skulle hente vores bil, der stadig stod ved mit arbejde fra om mandagen, og tage hjem og gå med Emmy, mens jeg var på operationsbordet, men han havde været for bange for, at han ikke ville være der, hvis der skulle ske noget, eller når jeg vågnede, til at han kunne køre nogen steder. Han havde således siddet og ventet tålmodigt i tre timer, på at jeg kom tilbage. Søde, lille mande.

Jeg var godt groggy efter narkosen, men jeg kunne tydeligt mærke smerterne i maven. Jeg havde ikke fået ret meget smertestillende efter operationen, så det var noget af det første, jeg bad om. Heldigvis blev ønsket imødekommet i stor stil, og jeg blev godt dopet på Ibumetin, panodil og morfin. What a party!

For at komme hjem efter sådan en operation i fuld narkose, skal man kunne spise, drikke og gå på toilettet. Jeg havde allerede drukket, efter kort tid på stuen kom jeg også med møje og besvær på toilettet og snart var også mad på vej til mig. Det blev en falafelbøf med naanbrød og hummus. Yummy. Jeg havde fin appetit, men havde lidt problemer med at synke, da jeg var meget øm i halsen, hvor lufttuben havde siddet. Egentlig havde jeg opfyldt kravene for at kunne komme hjem, men jeg havde stadig en del flere smerter, end de var trygge ved, og jeg selv og Islændingen var trygge ved, så vi var alle enige om, at det nok var bedst, jeg blev natten over.

Senere på dagen kom lægen forbi og fortalte om operationen. Han havde fået tilladelse til at tage billeder under operationen, så han kunne vise mig med ægte billeder i stedet for en plastik model af underlivet, hvad problemet var. Han viste mig, hvor graviditeten sad i min venstre æggeleder, og det var selvsagt, at den var blevet fjernet. Ikke kun sad graviditeten der, den var også helt ødelagt. Da de havde prøvet at puste den op for at se strukturen, var det fosset ud med blod. Så den var godt og grundigt kaput. Den opmærksomme læser kan måske huske, at det også var den venstre æggeleder, der var blokeret ved den første undersøgelse. Den højre æggeleder havde i sin tid også givet lidt problemer, da den blev tjekket med kontrastvæske, og nu kunne jeg se på et billede, hvorfor det var. Hvor en almindelig æggeleder gerne skal være glat og lige hele vejen, har jeg nemlig bøjninger på min i åbningen, hvor ægget skal suges ind.

Konklusionen var og er altså, at jeg nu har PCOS, kun én æggeleder, og den æggeleder jeg har, den er ikke optimal. Så…

Dagen efter, da jeg ikke længere var så groggy af narkose og diverse smertestillende, kom vi ind til endnu en snak med lægen. Han var og er optimistisk omkring vores chancer for at blive forældre. “Giv det et år”, sagde han, “og vær tålmodig”. Jeg kan mærke, tårerne presser sig på, mens jeg skriver det her. For selvom jeg egentlig synes, jeg har grædt de tårer, jeg skulle, over hans besked, så gør den stadig ondt. For vi har ikke travlt, vi skal nok nå det hele, men udsigten til et år, hvor vi skal have mere intensiv og invasiv hjælp, den skærer i mit hjerte og skræmmer min krop. Men mere om det i et andet indlæg.

Jeg sluttede af med en blodprøve, og så fik jeg lov til at tage hjem. Allerede dagen efter min æggeleder var taget ud, var mit hCG faldet fra 1800 til 820. Da jeg var oppe til endnu en blodprøve om fredagen, var det faldet yderligere til 290. Min æggeleder blev også sendt til patologisk afdeling, hvor de ville dissekere min æggeleder for én gang for alle at bekræfte med 100 % sikkerhed, at det altså var dér min graviditet havde sat sig.

Venstre tuba uterina – ektopisk graviditetsprodukt- ruptur- resektat

Also known as: jep, der sad en graviditet i din ødelagte venstre æggeleder.

Vi skal til kontrol og en snak om, hvad planen er fremadrettet, den 13. september. Og det er status pt. Således slutter den meget lange fortælling om vores tredje forsøg.

snapchat-2021653025
Battle scars

Tredje forsøg del 5

Scanningen viste en masse og så alligevel ingenting. Det hele var meget uklart, og da det er ret begrænset, hvad man kan se på en ultralydsscanning, endte vi med at gå derfra uden at være blevet klogere. Jeg fik en tid til opfølgende scanning og blodprøve om mandagen, som jeg i første omgang sagde ja til. Da vi var kørt derfra, kom jeg dog i tanke om, at jeg havde et vigtigt møde på mit arbejde om mandagen. Selvom jeg efterhånden havde fået en idé om sagens alvor, ville jeg virkelig ikke gerne gå glip af det møde. I forvejen havde jeg kun arbejdet der fem dage, hvoraf jeg var gået tidligere to dage pga. lægebesøg. Det var ikke ligefrem det fedeste førstehåndsindtryk.

Jeg ringede til sygehuset og forklarede dem situationen. Sygeplejersken var langt fra begejstret for min udmelding, men hun gik irriteret med til at flytte mine tider til tirsdag. “Men hvis du får ondt, så skal du komme ind med det samme – også selvom du sidder i et vigtigt møde”, understregede hun. Det lovede jeg, men tænkte, at hvorfor skulle det ske, når jeg ikke havde haft ondt i flere dage efterhånden.

Mandag morgen tog jeg afsted på arbejde. Jeg møder omkring kl. 7.30, fordi jeg godt kan lide roen om morgenen, inden de fleste andre på kontoret møder. Jeg brugte morgenen på at snakke lidt med min chef, og på spørgsmålet om, hvordan jeg havde det, svarede jeg, at det neb lidt men at jeg havde det okay. Klip til kl. 8.15 cirka, hvor jeg pludselig mærker en fornemmelse, jeg kender. Jeg føler, mit underliv bliver hårdt og tungt, så jeg går på toilettet for lige at sunde mig. Da jeg går tilbage fra toilettet, kan jeg knap nok gå. Jeg får fremstammet til min chef, at jeg bliver nødt til at køre, fordi jeg har rigtig ondt, og jeg er bange for, at det er noget alvorligt.

Jeg føler det som om, jeg bliver omringet af bekymrede ansigter, der alle spørger, om de ikke skal ringe efter en ambulance eller som minimum køre mig. Jeg affejer deres tilbud med, at jeg bare skal afsted og at jeg sikkert godt kan nå frem på egen hånd, hvis jeg bare kører nu. Jeg synes, det hele er helt vildt pinligt og vil på ingen måde ulejlige dem mere end højst nødvendigt. Jeg går mod min bil, men kan knap nok gå, så jeg stopper flere gange og falder sammen. Jeg får ringet til Islændingen og fortalt ham, hvad der foregår, mens jeg sætter mig i bilen og prøver at køre afsted. Da jeg er på vej ud af p-pladsen, bliver jeg stoppet af tre kolleger, som mener, at jeg altså skal køres. Islændingen hører deres tilbud, da han er på medhør, og han siger, at jeg skal tage imod det. Så det gør jeg. Modvilligt.

Jeg bliver kørt lige til døren ved FAM (fælles akutmodtagelse), og Islændingen er i mellemtiden nået frem også. Han får mig hjulpet op til registrering, og jeg bliver vist hen på en stue. Her bliver jeg undersøgt af en sygeplejerske, så en læge, så en fertilitetslæge, og så får jeg taget en blodprøve. Efter scanningen bløder jeg rigtig meget og har stærke smerter. Jeg bliver indlagt, kommer i hospitalstøj og får drop med saltvand. Jeg får at vide, at jeg ikke må spise eller drikke, for de regner med, jeg skal opereres.

Efter noget tid aftager smerterne, og jeg kan efterhånden holde dem ud i sådan en grad, at jeg afviser morfin. Islændingen og jeg bruger dagen på at vente på min stue, mens vi ser serier på TV2 Zulu og spiller kort, som Islændingen har købt til anledningen. Da dag bliver til aften, mister jeg tålmodigheden. Vi har stadig ikke fået afklaring på, om jeg skal opereres, og jeg har efterhånden ikke spist i 24 timer. En læge kommer forbi, og jeg får lov til at tage hjem, få noget mad, komme i bad, og så komme tilbage og blive indlagt på afdelingen for Kvindesygdomme. Her skal jeg observeres natten igennem, have taget blodprøve og scannes igen dagen efter, og så der tages stilling til, om jeg skal opereres.

Jeg bliver vækket klokken lidt i seks, for at jeg kan nå at få lidt at drikke, inden jeg skal væskefaste. Lidt efter får jeg taget blodprøve og op ad formiddagen kommer jeg ind til scanning og konsultation med en af mine sædvanlige fertilitetslæger. Han er nu så sikker, som han kan blive, på at det er en graviditet uden for livmoderen, som højst sandsynligt sidder i min æggeleder. Han anbefaler operation for at blive helt sikker, og evt. fjerne den beskadigede æggleder, men understreger, at det er mit valg. Med tårer i øjnene og mere bange, end jeg længe har været, går jeg med til operationen.

Jeg kommer tilbage på min stue, hvor jeg får besked på at gå i bad, tage mine smykker af, fjerne mascara og så ellers holde mig så ren som muligt. Lidt efter kommer anæstesilægen, som stiller spørgsmål og forklarer mig om proceduren i forhold til at komme i fuld narkose. Det har jeg nemlig aldrig prøvet før. Jeg forbereder mig på, at jeg skal vente i mange timer på at komme til, men pludselig kommer der en sygeplejerske og beder mig tisse af, for jeg skal afsted til operation nu.

Nede på operationsstuen er de nødt til at lægge et nyt venflon i min arm, da det i min hånd ikke sidder ordentligt og det svier, når de sprøjter saltvand gennem det. Mine vener på mine arme er efterhånden så ødelagte af det seneste års mange blodprøver, at de er nødt til at bruge ultralyd for at kunne lægge det nye venflon. Anæstesilægen fortæller, at mine vener er så ødelagte, at de har delt sig, så derfor er det lidt kompliceret at lægge det. Det gør ondt, men det går, og det gør ikke længere ondt, når de sprøjter noget i det. Jeg får de sprøjter, jeg skal have, får en maske for munden og bliver så bedt om at trække vejret dybt. Det er det sidste, jeg husker, inden jeg falder i søvn til lyden af min hjerterytme, som banker alt for hurtigt. For jeg er bange.