Fødselsberetning: Min drømmefødsel

Så er hun her. Den 23. juni, på terminsdagen, kom vores lille pige til verden. Jeg er stadig helt høj på oplevelsen, fordi fødslen vitterligt ikke kunne være gået bedre. Der er enormt mange følelser involveret i sådan en fødsel; man kan ikke lade være med at have forventninger og måske endda drømme om, hvordan ens fødsel skal forløbe, så derfor er det også et sensitivt emne for nogle. Især når de ikke får den fødsel, de havde drømt om. Sådan ville det nok også have været for mig. Det er jeg ret overbevist om. For selvom man kan sige til sig selv, at det vigtigste er, at barnet kom sikkert til verden og har det godt, så kan der godt være en stikkende fornemmelse af at være blevet snydt, hvis man ikke får den fødsel, man havde ønsket sig, og det synes jeg, der skal være plads til.

Derfor… er du en af dem, der har en traumatisk, uforløst, kompliceret eller “skuffende” fødsel i bagagen, så overvej om det giver dig noget positivt at læse min fødselsberetning.

_______________________________________________

Det hele startede vel egentlig allerede søndag den 21. juni, på Islændingens fødselsdag, hvor jeg havde rigtig mange plukkeveer. Da jeg stod op næste morgen var der ikke de store plukkeveer at mærke, men min livmoder var noget øm efter en hård dag, og jeg havde desuden haft tegnblødning. Men både plukkeveer og tegnblødning havde jeg haft før, hvor der ikke var sket mere end dét. I løbet af mandagen kom der gang i plukkeveerne igen, men det var som sagt ved at være old news, så jeg lagde ikke for meget i det. Alligevel fik jeg en fornemmelse, der gjorde, at jeg skrev til min mor og bad hende sove med lyd på sin telefon, i fald vi skulle ringe og aftale noget med pasning af Emmy, hvis fødslen gik i gang. Jeg lagde mig til at sove mandag aften med plukkeveer.

Klokken ca. 2.15 om natten vågner jeg og mærker, at plukkeveerne er stoppet. Jeg ærgrer mig over, at det endnu engang var falsk alarm, og beslutter mig for at stå op for at gå på toilettet, selvom jeg ikke skulle tisse, for at se om der stadig var tegnblødning i det mindste. Da jeg sætter mig på toilettet, kommer der et ordentligt skyl. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det var tis eller fostervand; jeg skulle jo som sagt ikke tisse, så det føltes lidt voldsomt, at der så skulle komme sådan en skylle. Jeg kigger ned i kummen og ser, at der er blod. En del blod. Og det er der også, når jeg tørrer mig. Jeg beslutter mig derfor for at ringe til jordemoderen, for lige at høre, om det betyder, hvad jeg tror, det gør.

Jordemoderen tror, fødslen er undervejs og opfordrer mig til at lægge mig til at sove, så jeg kan få energi. Islændingen er vågnet af lyden af mig, der snakker i telefon, så han er stået op og vi snakker om, hvad der sker. Det sidste jeg siger til ham, inden vi lægger os til at sove igen, er, at han nok ikke skal regne med at komme på arbejde senere. Så jeg lægger mig til at sove, men når kun at sove 45 minutters tid, inden jeg begynder at få helt milde veer. Jeg står op, finder foldemadrasser frem og lægger dem frem på gulvet. Islændingen står også op og hjælper mig med at finde frem og gøre klar. Jeg får milde veer af ca. 30 sekunders varighed hver 3.-5. minut. Jeg har det bedst med at være i bevægelse og gå rundt, så det gør jeg. Jeg går rundt i hele huset, men vender tilbage til spisebordet, når der kommer en ve, hvor jeg læner mig op af bordet og vrikker med hofterne fra side til side, mens det står på.

Islændingen kører Emmy hjem til min mor, mens jeg vandrer videre i huset. Omkring kl. 8 om morgenen kigger jordemoderen forbi, for at tjekke hvordan det står til med mig. Der er nu præcis to minutter mellem mine veer, som varer 45-90 sekunder. Jeg bliver tjekket, og på det tidspunkt er min livmoderhals væk og jeg er ca. 2,5 cm åben. Vi aftaler, at hun bare kan køre på arbejde i konsultationen, og at vi ringer, hvis vi får brug for hjælp og ellers giver en status løbende.

Jeg får lagt mig i en stilling på siden, som er rigtig behagelig for mig at tage veerne i. Fra første ve har jeg tre ting i hovedet, når der kommer en ve:

  1. Afspænding: Åben hænderne og læg dem med håndfladerne nedad, åben munden en smule, så jeg ikke kan spænde i kæben, slap af i skuldrene.
  2. Vejrtrækning: Hav styr på vejrtrækningen og lad den ikke løbe ud af kontrol.
  3. Mantra og visualisering: “Det går over, det går over, det går over” kørte i mit hoved, mens jeg så veen for mig fra start til slut.

De tre ting holdt mig ret godt kørende, mens jeg lå der på siden med lukkede øjne. Men pludselig, fra den ene ve til den anden, tog det til. Jeg skulle op på benene og ud på badeværelset, og det kom jeg så. På badeværelset lænede jeg mig hen over bordet, hvor jeg kæmpede med at holde mig på mine rystende ben og håndtere veerne.  Jeg siger til Islændingen, at han skal ringe til jordemoderen, for jeg har brug for hjælp. Så det gør han. Hun ankommer ca. kl. 10.10, omkring to timer efter hun var her sidst, og som det første smider hun mig i bruser. Jeg holder bruserhovedet med fuld tryk og varmt vand mod min livmoder under veerne, og det lindrer. Jeg står der i noget tid og tager nogle veer, inden jeg kommer ud igen. Jeg får tøj på og får lagt mig på madrasserne med masser af puder i ryggen og puder under benene. Jeg bliver undersøgt igen og er nu 6 cm åben. Jeg har altså åbnet mig ca. 4 cm på to timer.

Jeg har ingen tidsfornemmelse, jeg har lukkede øjne det meste af dagen, og jeg er komplet inde i mig selv. Visualisering, mantra, vejrtrækning, afspænding. Det hele foregår inde i mig, og jeg er i stand til at sove mellem veerne. Det er ret fascinerende. Jeg falder i så dyb søvn, at jeg faktisk når at drømme, selvom der maks. er nogle minutter mellem veerne til tider. Nogle gange kommer der flere i træk uden pause, mens der andre gange er mellem 1-2,5 minut mellem. Jeg får chiliplaster på lænden og foran ved livmoderen, og selvom jeg ikke umiddelbart kan mærke den store forskel, så observerer jordemoderen, at der er en forskel i min måde at håndtere veerne på, så vi kan konstatere, at de må lindre i en vis grad.

Ca. to timer senere bliver jeg undersøgt igen, og jeg er nu helt åben. Det er også her, jeg kan begynde at mærke en mild pressetrang. Jordemoderen fortæller mig, at jeg gerne må prøve at presse med. Hun vil gerne have mig op på benene, for at lade tyngdekraften hjælpe baby længere ned i bækkenet, og så vil hun gerne have mig til at tisse, så blæren ikke er fyldt, når vi når til pressefasen. Jeg kan ikke tisse, for jeg har ikke drukket i flere timer. Men jeg sidder på toilettet, hvor anden hinde sprænger og resten af mit vand går. Kort tid efter får jeg første presseve, mens jeg sidder på toilettet. Jeg tager de første mange presseveer siddende på toilettet, mens Islændingen står foran mig. Jeg hiver fat i hans trøje og brøler et urkraftsbrøl under hver presseve. Det er en varm dag og vinduerne i huset står åbne, så pludselig har vi en nabo stående ved hoveddøren, som bekymret spørger, om alt er ok. Jordemoderen fortæller, der er gang i en fødsel, og vi får lukket vinduerne. Jeg ved stadig ikke, hvilken nabo det var, men det er da dejligt at vide, at vi bor et sted, hvor folk reagerer på den slags brøl.

Jordemoderen vil have mig ned at ligge på siden, hvor jeg tager nogle presseveer. Det fungerer ikke for mig. Jeg kommer i stedet op på alle fire, hvor knæene står på en yogamåtte med håndklæder og underlag på og armene hviler på en puf med puder på. Her har jeg resten af mine presseveer, inden vores lille pige kommer til verden kl. 14.41 en varm tirsdag eftermiddag.

En gennemsnitlig førstegangsfødsel tager typisk omkring 24 timer, men vi klarede det på ca. 12,5 time. Pressefasen tog en time og seks minutter. Selvom det var en relativt hurtig fødsel, så var jeg med i det hele vejen, og jeg følte, jeg havde fuld kontrol over min krop og min fødsel. Det eneste smertelindrende, jeg fik brugt, var varmepude i starten, så brusebad og til sidst chiliplaster. Den bedste smertelindrende var dog min mand. Hans blotte tilstedeværelse betød virkelig meget, og jeg kunne mærke en fysisk forskel, når han var i nærheden af mig.

Vores datter kom flyvende ud med armen i bedste Superwoman-stil. Derudover havde hun siddet skævt med hovedet i mit bækken. To faktorer, der “burde” have resulteret i bristning, men det gjorde det ikke. Jeg fik et par sting i nogle kosmetiske skrammer, men ellers var alt intakt. Jeg blev syet med min lille pige på maven og min mand ved min side, mens jeg lå på mit badeværelsegulv. Bagefter fik vi rejst mig op og set, at hun havde meldt sin ankomst ved at skide mig på maven. Vi lagde os alle tre ind på madrasserne, hvor hun blev lagt til brystet, og så lå vi ellers der, mens jordemoderen fik udfyldt papirer og registreret, hvad registreres skulle. Senere fik vi hende målt og vejet; 3100 g og 51 cm. Jordemoderen tog hjem, og vi satte os på sofaen, hvor vi fik ringet og skrevet rundt til de nærmeste. Senere samme aften så vi vores første Tottenham-kamp sammen alle tre, og all was right with the World.

__________________________________________________

Jeg tænker ikke, at sådan en fødsel er noget, jeg kaster mig over foreløbigt igen. Det var hårdt, det gjorde ondt, men hvad fødsler angår, så var det en absolut drømmefødsel. Jeg fik alt det, jeg havde ønsket mig; kun naturligt smertelindrende, fødsel i hjemmet fra start til slut, masser af tryghed og en følelse af power. Jeg vil for altid tænke tilbage på den dag i juni som en fantastisk én af slagsen, og den dag vil altid være en påmindelse om, at jeg er mere badass, end jeg tror.

Nu ses vi snart

Min graviditet er officielt fuldbåren, som det jo hedder, når man har ramt 37+0. Det betyder, at vores lille menneske “må” melde sin ankomst, når hun er klar. Vi er klar. Så klar, som vi kan være. Jeg har ikke så travlt, men jeg kan godt mærke, at der er mennesker omkring mig, som er meget spændte – på grænsen til utålmodige. Forslag til at sætte gang i tingene, tanker om fødselsdatoer og generelt lod i lotteriet, omkring hvornår hun mon kommer ud, kommer alle vegne fra, mens jeg selv ikke helt er der, hvor jeg er utålmodig. Endnu.

For jo, jeg glæder mig. Meget. Og jeg er spændt. Rigtig spændt. Men jeg ved også, at hun kommer, når hun kommer. Selvfølgelig ser jeg helst, at vi slipper for igangsættelse, og jeg ser helst, at hun ikke bliver derinde så længe, at vi bliver frarådet vores hjemmefødsel, men der er vi slet ikke endnu. Vi er stadig lidt tid fra terminsdatoen, og meget kan ske inden da.

Imens nyder jeg, at hun er rykket længere ned i mit bækken og dermed nu ligger på en måde, der gør, at jeg bedre kan gå ture uden smerter, og generelt føler mig lidt mindre besværet i min vejrtrækning. Til gengæld føler jeg, jeg skal tisse konstant, og så vokser maven stadig, og jeg føler snart ikke, der er mere hud at give af. Selvom man ikke er i tvivl om, at jeg er gravid, og selvom jeg vejer omkring 15 kg mere, end inden jeg blev gravid, så synes jeg faktisk, jeg trives ok i min gravide krop. Jeg har øjeblikke, hvor jeg bander det hele langt væk, fordi det er svært, hårdt og ubehageligt at komme op fra sengen, sætte mig i en lav bil, tage tøj ud af vaskemaskinen og den slags, men det meste af tiden suger jeg til mig af den følelse, det er at have et menneske under huden. Ingen anden i verden end hun ved, hvordan mit hjerte lyder derindefra, og ingen anden end jeg kender følelsen af hendes hikke og styrken fra hendes spark. Det er unikt, og noget jeg virkelig husker mig selv på at påskønne, mens det står på.

_________________________________________________________

Jeg glæder mig til at se hende. Ikke møde hende, for det har jeg allerede gjort. Jeg føler, jeg kender hende. Men at fysisk se hende og røre hende, uden der er hud, moderkage og fostervand mellem os, det glæder jeg mig til. Og jeg håber sådan, at hun tager en masse gode ting med sig derindefra.

Jeg håber, hun har mærket alle de grin, der har været undervejs. Jeg håber, hun vil huske, hvordan vi har danset og sunget til alt fra Mac Miller og Anne Linnet til Lionel Richie og The Beatles. Jeg håber, hun bærer den sorg med sig, som vi sammen mærkede, da vi tog afsked med Sunny i starten af året, og jeg håber, den vil danne grundlaget for hendes kærlighed til dyr. Jeg håber, hun kan genkende lyden af Lunas insisterende miav og følelsen af Emmys små fodspor på min mave. Jeg håber, hun aldrig glemmer den følelse af tryghed, der er skyllet ind over os, hver gang hendes far har holdt om os, aet maven, mærket efter spark, taget min hånd, beroliget, trøstet, glædet sig. Jeg håber, kærligheden fra hendes bedsteforældre og vores øvrige familie og venner er skinnet så tydeligt igennem, at hun aldrig vil være i tvivl om, hvor ønsket, ventet og elsket, hun har været fra starten af sin eksistens.

Der er så mange ting, jeg har prøvet at give hende med sig, siden hun stadig bare var på størrelse med et blåbær, men vigtigst af alt må være, at jeg håber, hun aldrig kommer i tvivl om, at hun har en mor, der altid vil gøre sit bedste, og som altid vil elske hende betingelsesløst. Og ellers må jeg minde hende om det hver eneste dag. Det gør jeg gerne.

Fra min dagbog

Jeg skriver meget og mange steder. Her, i min dagbog, på både store og små blokke rundt omkring i huset. Det er sådan, jeg holder styr på larmen i mit hoved. Det er forskellige ting, jeg skriver de forskellige steder, men jeg tænkte, at jeg i dag ville dele lidt fra min (analoge) dagbog, som nok er det sted, der bliver gravet dybest i mine tanker.

Dette skriv er fra den 16. august, tre dage efter min operation, hvor jeg fik fjernet min ene æggeleder pga. en graviditet uden for livmoderen:

“Var det da “bare” endnu en blødning. Endnu et mislykket forsøg. En skuffelse til samlingen. I stedet har det været blodprøve efter blodprøve. Scanning efter scanning. Tre dages indlæggelse og en kikkertoperation. En æggeleder mindre og udsigten til en helt del mere kompliceret forløb. Det er ikke umuligt, men det er heller ikke så lige til. Og vi skal nok ikke håbe på, at det lige lykkes uden indgriben.

Min krop kan ikke mere. Heller ikke mit sind. Jeg føler, jeg er ved at gå op i syningen. At jeg trevler; som en løs tråd, der pludselig er blevet til en ødelagt trøje. Min mave har tre operationssår og et udslæt, mine arme ligner en junkies med stiksår og blå mærker. Jeg har blødt i over to uger. I dag er det dog mest psyken, der giver bøvl. Jeg tuder konstant.

Gunnar har været fuldstændigt fantastisk. Han har bare klaret alt og været sådan en stor hjælp. Marrit ringede i går og sagde alt det rigtige. I dag kom der så blomster. From Shanghai with love. Det er lige til at tude over. Og det gør jeg så. Tuder over alt og intet. Tuder over sange, serier, søde gestusser, nedslående statistikker på nettet, tanken om et tomt børneværelse, udsigten til at skulle ud i verden igen og forholde mig til den her oplevelse og vores nye vilkår. Jeg føler mig så forandret. Så arret. Men på mandag skal jeg tilbage til den virkelige verden igen, hvor jeg skal forholde mig til andet og andre end mig selv og alt det, der foregår inde i mig lige nu. Vores tur og virkelighedsflugt til New York kan ikke komme hurtigt nok.”

Det er barske løjer for mig at genlæse mine egne ord, for selvom det føles som om, de er skrevet for en evighed siden, så husker jeg følelserne så klart. De er en del af mig nu. Men så glæder det mig at læse det, jeg skrev i min dagbog bare ni dage senere den 25. august.

“Verden ser anderledes ud for tiden. Solen skinner. Vi går og sysler i haven, får styr på haven. Det føles godt at kunne få styr på noget. Faktisk føles det ret godt at have min krop i fred for tiden. Ingen hormoner, der fucker med mig eller sender mig i kunstig overgangsalder. Ingen graviditet; hverken biokemisk eller uden for livmoderen – ingenting. Det betyder ingen kvalme, ingen overdreven træthed og ingen restriktioner og ingen beherskelse af de ting, jeg gerne vil, af frygt for at skade kroppen og/eller et potentielt foster. Jeg nyder at tænke på noget andet, at bare være mig og os. Vi har det så godt sammen, og vi har sådan et godt liv med vores små pelsede roomies. Det er godt at blive mindet om, at vores lykke ikke er betinget af børn. At vi også har det godt bare os. Og jeg vil nyde denne tid, bruge den til at lade op, for lige om lidt starter kampen igen. Jeg er klar.”

And the rest is – as they say – history.

Den 13. september var vi til kontrol og fik lagt en plan for, hvordan vi skulle gribe det hele an fremadrettet. Den 16. september kom min menstruation. Vi fik vores tur til New York, og kom så hjem til to fine æg, hvoraf det ene blev befrugtet, og nu er det blevet til en baby, et menneske, på snart tre kilo, som forhåbentlig kommer sikkert til verden inden for de kommende uger.

Jeg kan ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er.

Navnet

Det er altså en stor ting, det der med at skulle bestemme navnet på et menneske, synes jeg. For et navn er jo aldrig rigtig bare et navn, vel? Det kommer til at følge dig resten af livet på den ene eller den anden måde. Selv, hvis du ændrer det, så vil det være en del af din historie, at du ændrede dit navn.

Vi har også alle en mere eller mindre ubevidst tendens til at sætte navne i kasser. Da jeg voksede op, var det f.eks. navnene ‘Brian’ og ‘Connie’, der blev brugt om motorbøller og lignende “typer”. Jeg er også gift med en mand, som har et navn, der er helt almindeligt for mænd på hans alder i Island, men som i Danmark mest hører til befolkningsgruppen 65+. Sådan er det så forskelligt verden over.

Jeg selv har både hadet og elsket mit navn gennem årene. Ej, elsket har jeg nok aldrig rigtigt, men jeg har hadet det og så har jeg været tilfreds med det. Jeg drømte som barn meget om at skifte navn, når jeg blev ældre, især fordi mit navn altid skulle staves for folk og tit alligevel blev stavet forkert. C-Æ-C-I-L-I-E. Mit navn med den meget danske stavemåde var heller ikke ligefrem en fordel, da jeg boede i udlandet og skulle udfylde officielle papirer. I de år hed jeg Caecilie. Det samme gør min e-mailadresse. Eksotisk, I know.

Når jeg ser tilbage på det, er jeg dog fint tilfreds med, at mit navn har set lidt mærkværdigt ud for de mennesker, der skulle læse det, da jeg boede i udlandet. For det har været en god icebreaker og samtalestarter, og det har på den måde hjulpet mig i gang med samtaler, jeg måske ellers ikke ville have haft. Så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

__________________________________________

Klip til, at Islændingen og jeg nu snart skal navngive vores klon. Et menneske med rødder i både Danmark og Island, men som samtidig kommer til at være en verdensborger, og et menneske, der som udgangspunkt kommer ud i verden som pige.

Der har været så mange ting at tage højde for; det måtte gerne indeholde både lidt af Island og lidt af Danmark, og det måtte samtidig gerne være internationalt, men vigtigt har været (måske mest for mig), at det var et navn med power. Og det har nok netop noget at gøre med, at hun er en pige.

Så et navn med power, der både er internationalt, dansk og islandsk. Det kan kun blive langt.

Og ja, hendes navn er ganske rigtigt langt. Men det har historie, det har power og selvom jeg ikke har mødt hende face to face endnu, så ved jeg allerede, at det passer perfekt til hende.

Det er ikke en hemmelighed, hvad hun skal hedde. Flere familiemedlemmer og venner ved det allerede, men vi fortæller det ikke, medmindre folk decideret spørger. Det er nok mest mig, der har behov for at holde det bare en smule under wraps, indtil hun er her. Og det er mest fordi, jeg ikke har lyst til at høre folks reaktioner, hvis de har en negativ holdning til det. Når først hun er her, og man fysisk kan se hende, og folk ved, at det er dét navn, vi har valgt til hende, så tror jeg, de i højere grad vælger at tænke sit men uden at sige det højt. Inden hun er her, og inden det er en done deal, så tror de måske nærmere, de kan tillade sig at komme med en kommentar til det. Så derfor deler jeg heller ikke navnet her og nu.

Til gengæld kan jeg nævne nogle af de (fornavne), der har været oppe at vende:

  • Evy
  • Demi
  • Dua
  • Túva
  • Eline

Vi har haft mange flere oppe at vende, men de her var med i kapløbet i lang tid.

Drengenavne havde vi slet ikke lige så mange af. Til gengæld havde vi mellemnavnet på plads for længe siden. Havde vi ventet os en dreng, skulle hans mellemnavn være Marlon. Ikke pga. ham fra SKAM, ikke pga. Marlon Brando, men fordi det er en sammentrækning af vores mødres navne: Maria og Lone – Marlon.

Det var Islændingen, der i sin tid fandt på det, og jeg var vild med det fra starten. Både pga. historien bag – at det var vores mødres navne sat sammen – men også tanken om at give en dreng to kvinders navne på en måde. Så det var faktisk på plads, længe inden jeg blev gravid. Fornavnet nåede lige akkurat at komme på plads, inden vi var til kønsscanning, men det fik vi så ikke brug for. Alligevel vælger jeg at holde det for mig selv, for hvad nu, hvis vi får brug for det alligevel en dag.

Intuition vs. autoritetstro

Vi er officielt et par uger inde i tredje trimester, og udsigten til, at hele den her rejse ender lykkeligt, får bedre og bedre odds. Jeg nyder hver eneste dag, til trods for bækkensmerter, halsbrand, træthed og en indre kamp mellem, hvad jeg vil og hvad jeg kan. Jeg nyder især de små øjeblikke i løbet af en dag, hvor jeg føler, jeg connecter med hende, selvom vi pt. ikke kan se hinanden. Hver morgen starter jeg dagen med at ligge i nogle minutter og mærke hende vågne, og det er hastigt på vej til at blive nogle af mine mest værdsatte minutter i løbet af en dag.

Men hvor har det altså bare været en lang rejse, det her. Især hvis man tæller månederne med fertilitetsbehandling med 0. trimester, kaldes det også. Fra at sørge over fortiden, frygte fremtiden og prøve at flygte fra nutiden til nu at være i det, sådan virkelig være i det, og tage hver dag for, hvad den er, dét er et enormt skridt. I hvert fald for mig. Derudover har der været et kæmpe skridt fra at føle mig ramt og usikker af folks mange (virkelig mange) velmenende råd, markante meninger og malplacerede anekdoter, til nu at hvile i, at de beslutninger, vi tager for os og vores barn, er de rigtige for os, og at de ikke behøver forklares eller forsvares. Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor jeg stadig kan blive i tvivl, selvfølgelig er der det, jeg ved jo ikke alt, tværtimod, men langt størstedelen af tiden, føler jeg mig sikker i de valg, vi tager for nu og for fremtiden.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om jeg vil være i stand til at holde fast i den. I evnen til at lytte til min intuition, til at stole på min mavefornemmelse og til at tro på mig selv og mine evner som mor. Jeg vil jo gøre alt det bedste for hende, og jeg vil helst ikke tage fejl, men så er det evige spørgsmål: Hvornår er noget en fejl, og hvornår er noget bare et anderledes valg end andre har taget?

Allerede nu gør vi os jo milliarder af tanker om alt fra amning og valg af bleer til institutioner og traditioner. Vi har ikke prøvet det her før, så vi ved ikke, hvad der er “rigtigt” og hvad der er “forkert”, vi har kun vores moralske kompas, vores kærlighed til vores barn og vores mavefornemmelser at gå efter. Så spørgsmålet er, om vi – nok mest jeg – kan overdøve andres inputs og lytte til mig selv, når først jeg står med hende i mine arme og fysisk kan se konsekvenserne af mine valg.

Jeg er enormt autoritetstro, og jeg har tendens til at opsøge viden fra og lytte til folk, der har mere erfaring på et givent område, end jeg selv har. Når det her er mit første barn, så vil der naturligvis være mange omkring mig, som har mere erfaring som forælder end jeg har, så derfor ville det virke oplagt at søge råd, svar og vejledning hos dem. Eller hvad? For forældreskabet er jo vitterligt et af de få emner i livet, hvor der ikke findes et facit. Der findes så uendeligt mange måder at gøre det på, og ingen kan fortælle, hvad der er det rigtige. Derfor giver argumenter som “nu har jeg altså født fire børn, så jeg ved, at…” ikke mening. Eller “nu har jeg altså selv to børn, og de er i hvert fald ikke døde af, at…”. Hvad der har virket for nogen, virker ikke nødvendigvis for andre. Hvad der har været det rigtige for nogen, er ikke nødvendigvis det rigtige for andre. Hver en graviditet, hver en fødsel og hvert et barn er forskelligt, så der er vitterligt intet facit at hente nogen steder. Dérfor er den famøse intuition og mavefornemmelse så hamrende vigtig, fordi det er dén, der kommer til at følge dig og være dit mest sikre opslagsværk.

Jeg kommer til at blive usikker. Jeg kommer til at tvivle. Jeg kommer til at være desperat, efter at nogen tager valgene for mig og påtager sig det medfølgende ansvar. Alt det ved jeg godt. Men jeg håber sådan, at det ikke kommer til at tage overhånd, og at min nyfundne evne til at lytte til mig selv og ikke føle behov for at forklare eller forsvare mine valg, ikke forsvinder som dug for solen, når jeg sidder med mit barn i armene. Time will tell, og om 10 ugers tid ved jeg nok meget mere – og samtidig meget mindre – end jeg ved nu.

Gravid i Coronatid

Det er en mærkelig tid, vi lever i lige nu. Jeg sidder, hvor jeg plejer, på mit lille hjemmekontor foran mit store vindue med udsigt over vores forhave og den relativt stille vej, vi bor på. Alt ligner sig selv. Som altid er der ret stille i løbet af dagen, og stilheden foran mit vindue bliver kun afbrudt af den sporadiske hundelufter og fodgænger med og uden barnevogn.

Så alt ser ud, som det plejer i mit lille hjørne af verden, og dog. For jeg har ikke været uden for min hoveddør af andre årsager end hundeluftning de sidste par dage, og Islændingen har skabt sin egen lille hjemmearbejdsplads ved vores spisebord. Sådan kommer situationen nok til at se ud i noget tid.

Vi har frivilligt isoleret os fra omverdenen, mens vi dagligt følger med i, hvordan situationen udvikler sig. Vi er ikke grebet af panik, for vi har mad nok til de næste mange dage, og vi bevæger os stadig uden for døren for at gå tur med Emmy, så helt under jorden er vi ikke gået, men det psykologiske i, at man ikke bare kan gøre, hvad man vil, og gøre, som man plejer, det tynger naturligvis en del.

Det, der tynger allermest, er dog frygten for, hvad det har af betydning for vores lille pige, der pt. ligger og bager i min mave. De seneste undersøgelser på området tyder på, at Corona ikke smitter gennem navlestrengen, moderkagen eller fostervandet, så de næste tre måneders tid burde hun være i sikkerhed derinde. Alligevel fylder bekymringerne naturligvis. For hvad nu, hvis jeg bliver syg nu? Vil det påvirke hende? Hvad så, hvis jeg bliver syg op til fødslen? Vil det give en sværere fødsel for hende eller for mig? Og hvad nu, hvis jeg smitter hende ved fødslen, så hun bliver syg? Eller hvis jeg går i for tidlig fødsel, og hendes små lunger så slet ikke kan håndtere sygdommen?

Der er så mange bekymringer forbundet med hele det her, og jeg kan ærlig talt ikke rigtig forholde mig til det, så jeg har valgt at tage én dag ad gangen. Lige nu har hun det godt inde i maven, vi har mad, dyrene har det godt, vores venner og familie har det godt, vi skranter begge to herhjemme, hvor vi snotter og hoster og er lidt matte i sokkerne, men ellers har vi det godt. Det er situationen i dag, og det er forhåbentlig også situationen i morgen. Længere frem end det kan jeg ikke tænke lige nu.

Drømmene og kernefamilien

Jeg kan huske, at jeg flere gange har læst og hørt, at man kunne have ret vilde drømme, når man er gravid. Men jeg har også hørt om hård mave, hæmorider og lækkende bryster, og det har jeg ikke oplevet noget af (endnu), så det er jo ikke alt, der rammer alle, må jeg konstatere.

Men det med drømmene, det har jeg altså oplevet. Mange gange efterhånden. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at jeg drømmer nogle virkeligt forfærdelige ting om natten, og de fleste handler om én ting: At jeg mister Islændingen. Scenariet afspiller sig i forskellige versioner, men omdrejningspunktet er altid det samme, og jeg bliver lige knust hver gang.

Der er jo noget underbevidsthed på spil, hvor en af de største bekymringer, der ligger derinde og ulmer, er frygten for at miste ham, jeg nok har allermest brug for mere end nogensinde. For han er jo ikke længere “bare” min kæreste, min mand, han er jo også faren til mit barn. Uden ham er familien ikke fuldkommen, og det er måske i virkeligheden dét, der er den store frygt: Frygten for at miste den kernefamilie, vi er i gang med at skabe.

Jeg kunne sagtens komme med en smøre om konsekvensen ved at være skilsmissebarn og derved længslen efter en kernefamilie, men let’s be real, det er ikke noget, der er unikt for skilsmissebørn, at man søger den familieform, som man har fået fortalt alle steder, er normen.

Jeg har egentlig aldrig selv bidt mærke i, at det var dét, jeg ønskede; kernefamilien. Jeg troede ikke, det var et behov, jeg havde. Men så mødte jeg en mand, som direkte sagde, at han gerne ville have, jeg fødte hans barn, og den slags sætter sgu gang i nogle instinkter og drifter, jeg ikke troede, jeg besad. Pludselig kan jeg se det for mig; kernefamilien. Jeg kan se det, når vi dekorerer børneværelse, når vi køber barnevogn, når vi går tur med Emmy, når vi handler i Føtex, når vi planlægger projekter i og omkring huset.

Lige om lidt er vi den gennemsnitlige middelklasse familie, der passer som hånd i handske på alle statistikkerne. Og hvem havde egentlig troet, at man kunne drømme om at blive gennemsnitlig? At man aspirerede til at blive én af mange? I hvert fald er det, hvad jeg når frem til, at jeg gør, når jeg søger aktindsigt i de vanvittige drømme og scenarier, jeg bliver udsat for på natlig basis; jeg drømmer om kernefamilien og jeg frygter at miste den.

Heldigvis er jeg gift med en mand, der morgen efter morgen lytter på, at jeg igen har drømt forfærdelige ting med ham som hovedperson. Og heldigvis er jeg gift med en mand, som derefter bruger resten af dagen på at vise mig, at mine værste mareridt ikke kunne være længere fra virkeligheden.

Hvornår forsvinder frygten?

Jeg tror ikke, jeg kan (eller vil) lægge skjul på, at de første mange uger i den her graviditet i høj grad var præget af frygt. Frygt for mig er, når ængstelsen overstiger bekymringsniveauet, og det er der ingen tvivl om, at det gjorde de første mange uger. Måske endda hele 1. trimester plus lidt til. Det var faktisk først til gennemscanningen forleden, at jeg for første gang mærkede en form for lettelse og ren glæde over situationen. Indtil da var der selvfølgelig også en vis grad af spænding, men ikke ret meget glæde at spore, fordi jeg simpelthen har været for bange for det. At glæde mig.

Det har ikke stoppet mig fra at gøre værelse klar, shoppe udstyr osv., for det er nok dét, jeg gør, når jeg skal deale med ting; jeg er praktisk. Jeg kontrollerer og styrer det, jeg kan, og så skubber jeg de grimme og ubehagelige følelser lidt i baggrunden.

Det er kun små to uger siden gennemscanningen, der viste, at vores pige trives i bedste velgående i min mave. Hun vokser og udvikler sig, som hun skal, hun er aktiv, har godt med fostervand, har fin hjerteaktivitet og er generelt bare lige efter bogen. Alligevel sidder jeg nu her med en nagende fornemmelse, som jeg ikke har mærket så meget i noget tid. En nagende fornemmelse, jeg genkender med det samme. Ikke den sædvanlige og nærmest obligatoriske bekymring, som jeg ved, vi kommer til at føle som en konstant baggrundsfølelse fra nu, og til den dag vi ikke er her mere. Den her nagende fornemmelse er noget andet.

Det er frygt. Frygt i form af en irrationel stemme, der siger ting, som at det da ikke er meget liv, jeg har mærket de sidste to dage. At min mave da faktisk også virker mindre i størrelse og mindre hård og gravid-agtig. At jeg da generelt ikke har følt mig særligt gravid de seneste par dage.

Det er typisk, at frygten lige dukker op nu. Jeg tror, det kan forklares ved, at der er en jordemoderkonsultation i kalenderen, hvor der skal lyttes til hjertelyd og tales om fødsel. Hvad nu, hvis der ikke er nogen hjertelyd? Hvad nu, hvis der slet ikke er nogen fødsel at tale om alligevel? Vi står også overfor at købe en barnevogn; hvad nu, hvis den slet ikke bliver nødvendig alligevel?

Jeg kigger på scanningsbillederne fra gennemscanningen sidst. Afspiller den 30 minutter lange seance inde i hovedet, organ for organ, kropsdel for kropsdel, og husker mig selv på, at alt jo var, som det skulle være. Jeg spørger mig selv, hvorfor det skulle gå galt nu, men den eneste, der får lov til at få et ord indført, er den irrationelle stemme, der siger “hvorfor skulle det ikke?”.

Jeg tæller ned til lyden af et hjerte, der banker, præcis som det skal. Til forvisningen om, at alt (stadig) er, som det skal være. Til synet af vores nye brugte barnevogn, der står klar til “gå med hund og barnevogn på samme tid”-træning. Jeg tæller ned til alt det gode, der skal overdøve stemmen, der vil have mig til at tro på alt det dårlige.

Svaghedstegn og morfornemmelser

Jeg praler af min krop, så snart jeg kan komme til det. Praler af, at den fandme har lavet et menneske! Et ægte menneske! For det er, hvad hun er nu. Et menneske. Nogen kalder hende måske for et foster, men for mig er hun et menneske. Et menneske med organer, men læber, med små livlige fingre og aktive fødder. Et menneske med et bankende hjerte og et fordøjelsessystem. Så min krop har altså lavet et menneske på omkring fire måneder, og det er fandme vildt. Især taget i betragtning af, at jeg ikke har mærket synderligt til det. Jeg har mærket så lidt til det, at jeg ofte har glemt, hvad det var, jeg havde gang i. Og stadig glemmer det engang imellem.

Første trimester var præget af en smule eftermiddags- og aftenkvalme, lidt madlede og en gennemgående lyst til kartoffelmos med “millionbøf”. Senere overtog lysten til appelsinjuice og all things sugar, så jeg spiste alt for meget sukker i nogle uger og drak litervis af appelsinjuice. Andet trimester har indtil videre været uden nogen af de ting. Til gengæld var det plaget af en klemt iskiasnerve, som godt nok fik det til at se sort ud, at jeg skulle gå i et halvt år endnu, hvis jeg skulle have så ondt og været så plaget af det.

Når man har ondt, så er man som menneske indrettet til at undgå de bevægelser og ting, der giver mere ondt. Derfor var mit instinkt og at lægge mig ned og blive liggende, når jeg havde ondt. Det var dumt. For det gjorde det bare værre. I stedet besluttede jeg mig for, at når jeg havde ondt, så skulle jeg gå en tur. Minimum 30 minutter rundt i nabolaget med Emmy, så jeg kunne få kroppen lidt i gang. Det gjorde jeg i et par uger, hvor nogle dage var over en time, mens andre kun lige og lige ramte de 30 minutter, men resultatet var, at jeg fik løsnet godt op for nerven, og siden nærmest ikke har mærket noget til den. Der er lige nogle få bevægelser og stillinger, jeg prøver at minimere, men ellers er alt ok.

Jeg befinder mig stadig i andet trimester, og det har nu vist sig, at min krop simpelthen er gået kontra på mig.

Sagen er den, at jeg faktisk synes, jeg har haft det så godt, at jeg har haft tendens til at køre videre i samme gear, som inden jeg byggede et menneske. I hvert fald, når det kommer til arbejde. Jeg har været glad og lettet over, at der kun har været ganske, ganske få decideret sygedage pga. graviditeten, og så har jeg ellers bare kørt på som sædvanligt. I et job, hvor tingene virkelig går stærkt, hvor der er mange bolde i luften, mange mennesker at tage hensyn til og generelt bare fart over feltet, kræver det sin kvinde at følge med til tider. Og det er præcis noget af det, jeg er motiveret af ved mit arbejde; at det aldrig er kedeligt. Desværre har jeg også bare måttet erfare, at den slags fart over feltet er lige vildt nok, når man bygger et barn.

I hvert fald har jeg kørt så meget på som hidtil, at min krop for to måneders tid siden begyndte at bremse hårdt op. Dundrende hovedpiner, svimmelhed, kvalme og ondt i mave og ryg var nogle af tegnene, der fik mig til at tænke “hmm, er der mon noget galt?”. Lægens prøver sagde nej, men både egen læge og lægerne på sygehuset, som hun konsulterede med, sagde ja. De mente, jeg var overbelastet, og de anbefalede alle, at jeg skulle fraværsmeldes (aka. sygemeldes).

Det så jeg slet ikke som en mulighed. Tanken alene stressede mig endnu mere. Så i stedet måtte jeg tænke i alternative baner. Det har resulteret i, at jeg tre ud af fem dage arbejder hjemmefra, hvor der stadig er meget, der skal nås, men hvor det foregår i et roligere tempo, et mere stille miljø og uden en bagkant. Det gør en verden til forskel. Jeg har stadig dage, hvor jeg har arbejdet hjemme og haft meget på programmet, hvor jeg kan føle mig helt udmattet, når jeg smider mig på sofaen om aftenen, men det er et langt bedre alternativ, end når jeg efter en hektisk dag på arbejdet har ondt i maven, ondt i ryggen, ondt i hovedet og en følelse af kvalme og svimmelhed.

Jeg fornemmer lidt, at det anses som et svaghedstegn, når man bliver nødt til at sige fra. Når man bliver nødt til at “mærke efter”, som det så vagt kan forklares, og så lytte til det kroppen fortæller. I hvert fald var det svært for mig, og det er det stadig. Jeg føler mig som en byrde og jeg føler mig svag, fordi jeg ikke som en eller anden jernlady kan klare både fuld fart frem på jobbet, at gro et barn, at være huslig, at være aktiv, at spise nok, at sove nok, at være social og alt det andet.

For sandheden er, at jeg kan ikke det hele lige nu, og når man ikke kan det hele, så må man prioritere. Hvad er vigtigst for mig? Min selvfølelse eller mit barn? Og det er selvfølgelig det sidstnævnte. Det vigtigste lige nu – det altoverskyggende vigtigste – er hende den lille, fine pige, jeg bærer rundt på i maven. Hun skal have de bedste forudsætninger, og det er min allervigtigste opgave at give hende dem.

I ugerne, hvor jeg nok ærligt var presset lidt til kanten, resulterede det også i dårlig søvn, for lidt mad og for få kalorier, for lidt motion og for meget hjertebanken. Jeg kan godt selv se det, når jeg ser det på skrift: Det var det rigtige at stoppe op. Problemet er, at jeg nok gik og ventede på, at nogen omkring mig fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Men hvordan kunne de vide, hvordan jeg havde det inden i kroppen? Hvordan kunne de vide, hvad der var det rigtige for mig? Islændingen sagde faktisk fra flere gange, når jeg lå på sofaen og var gået nærmest komadød af træthed, eller når jeg ikke kunne rejse mig uden at blive ramt af en kniv i tindingerne, at nu mente han altså, at det var tid til den sygemelding. Min egen læge var også ret klar i mælet: En sygemelding er det rigtige. Det var dog ikke indtil det virkelig ramte mig, hvad der var på spil, at jeg selv tænkte “okay, måske skal jeg gøre noget ved det her”.

Det ramte mig, at det jo er dét, det betyder at være mor. At man tager de rette – men til tider svære – valg på vegne af sit barn, som kan betyde et kompromis for mig selv. Eller, i hvert fald betød det at sætte mig selv i en akavet situation over for min arbejdsgiver, hvor jeg skulle sige fra og melde ud, hvad jeg kan og ikke kan holde til. Så det gjorde jeg. Og det hjalp. Der er længere mellem hovedpinerne, svimmelheden og smerterne, jeg er (for det meste) blevet bedre til at spise nok, sove nok og bevæge mig nok, og min motivation for at lytte til min krop og passe på hende, jeg endnu ikke rigtig har mødt, men som jeg allerede vil give min højre arm for, har aldrig været højere.

Det er en rejse, det her med at være gravid. Det var det allerede inden, da vi var i behandling. En rejse henimod at blive mor. Hvor meget kan man holde til og udstå på vegne af sit ufødte barn? Hvor mange lakridser, man ikke spiser, eller hvor mange drinks, man ikke drikker, er man villig til at “ofre”, fordi det er for barnets bedste? Det er jo dét, der testes i de her måneder. Forhåbentlig er resultatet, at man er MOR, når hun så først kommer til verden. Ellers skal hun også nok vise vejen helt til målet, det er jeg sikker på.

Fødsel: sygehus vs. hjemmefødsel

Af alle de ting, der vitterligt er en jungle at finde rundt i som gravid, er det her med fødslen nok én af de største vildmarker. Som førstegangsfødende er det jo komplet umuligt praktisk at sammenligne de to oplevelser. Begge dele har fordele og ulemper, og man kan sagtens indsamle historier fra folk om både det ene og det andet, men når ikke to kvinder, ikke to graviditeter og ikke to fødsler er ens, så kan man i praksis ikke bruge de historier til ret meget.

Så, basically: Jeg aner ikke, hvad jeg skal.

Da jeg fik lavet min vandrejournal, fik jeg en pjece med hjem om hjemmefødsler. Der var fire sider udelukkende med fordelene ved at vælge hjemmefødsel. Det provokerede mig lidt, for jeg syntes egentlig, det var frygteligt ensidigt. Der må da også være ulemper?

Til første jordemoderkonsultation blev jeg også spurgt ind til, om jeg havde gjort mig tanker om en hjemmefødsel. Jeg forklarede, at jeg var åben for mere information omkring det, men at jeg ærlig talt manglede lidt nuancering. Hun fortalte så om et informationsmøde, som man kan komme med til, for at høre mere, og det skal vi så engang i marts.

Nogle af fordelene ved en hjemmefødsel:

  • Man er i trygge og vante omgivelser
  • Ingen risiko for at glemme noget, når man tager på hospitalet; alt er inden for rækkevidde
  • Kendt jordemoder
  • Mindre (unødvendig) overvågning under fødslen
  • Færre tilfælde af brug af sugekop og klip
  • Lavere risiko for kejsersnit
  • Ingen kørsel ud og hjem

Det her er taget fra pjecen, og det er kun et udpluk, men det er nogle af de punkter, som giver mening for mig, og som derfor taler for en hjemmefødsel.

Det eneste, der taler imod, er mit indædte kontrolbehov. Men kontrol er en illusion, når det kommer til fødsler. Og faktisk er det også mit indtryk, at mere kontrol ikke nødvendigvis er en god ting. Med kontrol mener jeg dog, at hvis nu, at situationen skulle blive akut, så har man et helt sygehus lige ved hånden. Man har anæstesilæger, sygeplejersker, læger m.fl., mens man herhjemme “kun” har en jordemoder – og Islændingen. Sidstnævnte har meddelt, at han nok kommer til at være skrækslagen og føle sig nytteløs under hele seancen, så han tæller ikke lige med i dén beregning.

Når alt kommer til alt, så hælder jeg mest til en hjemmefødsel. Jeg ser ærlig talt bare flere fordele end ulemper. Den største ulempe er den mentale barriere, jeg har. Frygten for, at jeg ikke slår til. At jeg ikke kan klare det “selv” og får brug for alverdens assistance fra sygehuspersonale. Sandheden er bare, at min krop indtil videre er virkelig god til at være gravid. Den ved præcis, hvad den skal, den er ikke videre tynget eller besværet, og den har indtil videre helt af sig selv skabt et sundt, raskt og helt perfekt lille menneske. Det var i hvert fald konklusionen efter gennemscanningen i torsdags. Når nu min krop klarer det så fint, hvorfor skulle den så ikke også kunne finde ud af at føde? Den er jo programmeret til det. Den ved, præcis hvad den skal gøre. Det er kun det psykiske, der står i vejen, og det kan der måske arbejdes på? Jeg har trods alt over fire måneder til at vænne mig til tanken og forberede mig, så godt som jeg kan.

Jeg holder mig bevidst fra skrækhistorier og opsøger kun positive historier, for jeg tror ikke, at der er nogen, der vinder på at blive bange for at føde. Jeg har ikke en naiv idé om, at en hjemmefødsel er lig med ingen smerter, ingen frygt, ingen risici, men jeg har en idé om, at jeg skal blive bedre til at stole på min krop. Historier, der kan hjælpe mig på vej til dét, det er den slags historier, jeg opsøger, læser og lapper i mig. For jeg skal føle mig empowered  og ikke tvivle.

Uanset hvad valget falder på, så er det ultimative mål, at vores lille pige kommer sikkert til verden, og at hun får den bedste start på livet. Jeg stoler på, at vi som forældre kan vælge det rigtige for hende. Så må vi se, hvad det bliver.