Glad mor, glad baby?

Jeg møder fra tid til anden påstanden “hvis mor er glad, er baby glad”. Det er ofte i forbindelse med en mor, der søger råd i et dilemma om et eller andet, som potentielt kan være på bekostning af at imødekomme babys behov på den ene eller den anden måde. F.eks. hvis en mor gerne vil på weekendtur med en veninde og derfor spørger andre mødre, om hun kan “tillade sig” at tage på tur, selvom baby måske vil mangle sin mor. Der er mange versioner af den slags dilemmaer, og hurtigt dukker “glad mor, glad baby”-påstanden op som et slags get out of jail-freecard.

Jeg tror bare ikke helt, jeg køber den.

Det er sjældent dilemmaer, hvor barnet vil lide decideret langvarig skadende overlast, og jeg er helt med på, at en depressiv eller trist mor på sigt potentielt kan have skadelige konsekvenser for barnet, men alligevel er jeg ikke helt sikker på, jeg kan følge logikken.

For ærligt: Mor er ikke altid glad. Mor er nemlig nødt til at gå på kompromis med enormt mange ting. Mor er nødt til at behovsudsætte alt fra socialt samvær til hygiejne fra tid til anden. Mor overtænker, overføler og overreagerer. Mor kan føle sig overvældet og ensom. Men gør baby så også det? For hvis en glad mor er lig med en glad baby, er en overvældet mor så også lig med en overvældet baby?

Min pointe er, at sådan er moderskabet. Forælderskabet. Du er ikke altid glad – i hvert fald ikke så glad som du potentielt kunne være – fordi du udsætter nogle ting, du gerne vil, af hensyn til dit barn. Det er en del af pakken og en del af opgaven. Du sætter dit barns behov foran dine egne i x-antal måneder, måske år, fordi du er ved at bygge et menneske op fra bunden, og det kræver tid, hårdt arbejde og mangeartede ofre.

______________________________

Vi fik for nylig datoen for vores venners bryllup næste år. Der er et år til. Det er på Fyn, det varer hele dagen, aftenen og noget af natten, og der er mulighed for overnatning. Selv, hvis vi nøjedes med vielsen og middagen, så ville det betyde, at M.J. skal passes. Det er hun aldrig blevet, fordi det endnu ikke har været nødvendigt. Hvis vi (læs: jeg) gerne vil med til det bryllup næste år – og det vil jeg gerne – så skal hun passes. Højst sandsynligt for første gang. Hun skal passes af en anden, som skal opfylde hendes behov, læse hendes signaler og give hende tryghed. Jeg er ved at gå i panik ved tanken, men jeg ved også, at der er lang tid til, så både hun og jeg er nok nogle helt andre mennesker til den tid.

Hvis jeg har det så svært ved tanken, hvorfor bliver jeg så ikke bare hjemme hos hende?

Allerede i år er vi også inviteret til fødselsdage hos venner, der bor i Aarhus. Det er om aftenen, og mens den ene nok mest er en middag, hvor der vil være alkohol, spil og hygge, så er den anden en Halloween-fest. Begge dele er ikke noget, der er passende at hive et barn med til. Jeg vil gerne med til de to fødselsdage, men jeg synes ikke, M.J. er klar til at blive passet med overnatning allerede inden for det næste halve år. Den ene fødselsdag er allerede om tre uger, og der er hun i hvert fald slet ikke klar. Så er der jo også den detalje, at jeg stadig ammer. En del. Og det vil jeg ikke risikere at sætte på højkant, bare fordi jeg gerne vil ud blandt venner og have en hyggelig aften med min mand.

Jeg gentager lige: Jeg vil gerne med. Jeg kan på en træt aften blive helt irriteret, frustreret og bitter over, at Islændingen kan tage afsted og hygge sig uden forpligtelser og uden bekymringer om os herhjemme, mens jeg skal sidde selv med hund, kat og barn og højst sandsynligt gå i seng kl. 22, fordi der ikke er noget mere spændende at tage sig til. Det er ikke fordi, jeg ikke under ham det, det gør jeg, jeg under bare også mig selv det. Det ville gøre mig glad at være ude blandt venner og have en aften, hvor jeg gjorde noget ud af mig selv og kunne være social.

“Jamen, så tag dog afsted: Glad mor, glad baby, ved du nok”.

Nej. Min baby ville ikke være glad, hvis mor tog afsted til fødselsdag. Baby ville være ked af det, forvirret, utryg. Også selvom hun ville være hos en bedsteforælder, som hun kender. For hun kender ingen så godt, som hun kender sine forældre, og ingen kender hende så godt, som vi gør. Ingen læser hende bedre, ingen kan opfylde hendes behov bedre.

Jeg ved, at der findes mange, der får passet deres børn med og uden overnatning, fra de er meget yngre, end M.J. er nu, men jeg går stærkt ud fra, at de forældre netop har vurderet, at det var deres barn klar til.

Ellers også er de blevet overbevist om, at glad mor giver glad baby, og så har de gjort det alligevel.

Der er en tid til det hele. Lige nu er tiden til at skabe et godt, trygt og sikkert fundament for mit barn, og i det store billede drejer det sig om så ufatteligt kort tid, hvor jeg er nødt til at give afkald på fødselsdage, fester og sociale arrangementer til fordel for at gøre det bedste for mit barn. Det er jeg villig til. Det er en del af opgaven.

Glad baby, glad mor.

Hvad må man egentlig sige?

Jeg tror, vi alle har været der. Stået ansigt til ansigt med en person, der går igennem nogle ting, hvor vi bare ikke aner, hvad der er “det rigtige” at sige. Det sikre valg er altid at sige ingenting – eller er det? For stilhed kan også tolkes som ligegyldighed, som om, at man ikke kan rumme det eller har lyst til at tale om det. Det er sgu ikke nemt. Hvad værre er: Der findes ikke et facit og én rigtig måde at gribe det an på. Det hele er så individuelt fra person til person, hvad der trigger noget, hvad der trøster og hvad der er brug for. Og som jeg har været inde på et par gange før, så kan det skifte fra dag til dag og fra time til time, hvordan det hele forholder sig.

Som svar på mit eget første spørgsmål “Hvad må man egentlig sige?”, kan jeg svare: “alt”. Du må sige alt, og jeg foretrækker langt hen ad vejen, at man hellere spørger end gør sig antagelser. En anden ting, jeg synes, der er rigtig vigtig at nævne, er, at jeg synes, man skal være åben for, at man potentielt kan træde forkert, når man taler med en, der står i en situation, som er langt fra ens egen. Tal fra et godt sted, et omsorgsfuldt og betænksomt sted, og så vil dine intentioner med garanti skinne igennem. Hvis du så træder ved siden af, så vær åben for at få at vide, at når du siger ditten eller gør datten, så rammer det et ømt sted, gør ondt eller bliver misforstået. Lad dig guide, hvis personen, du taler med, har lyst til og mod på at vise dig vejen. Du må aldrig tage det personligt, hvis det, du siger, ikke bliver modtaget, sådan som det var ment. Jeg tror, de færreste forventer, at andre kan vide, hvad der er op og ned og rigtigt og forkert i en så følsom og sårbar situation.

En anden ting, som jeg synes har virket rigtig godt for mig, er, når folk har sagt “jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men du skal vide, at jeg tænker rigtig meget på jer” eller “jeg vil nok aldrig kunne forstå, hvordan du har det, men jeg er ked af, at I går igennem det, I gør”. Vær ærlig omkring, hvis du synes, det er svært at finde det rigtige at sige eller gøre. Sæt ord på det. “Jeg vil gerne spørge ind til, hvordan du har det, men jeg respekterer og forstår, hvis du ikke har lyst til at fortælle om det” – et eksempel på en god, åben og ærlig måde at åbne for snakken på. Det giver mig mulighed for at sige “jeg har ikke lyst til at tale om det lige nu, men jeg skal nok sige til, når jeg er klar”, eller bare at svare på, hvordan jeg har det, hvis jeg har lyst til at dele det.

Der er enormt mange følelser involveret i det at kunne (og ikke kunne) få børn, og der ligger meget identitet i det at være (og ikke være) forælder. Derfor er det et ekstra sårbart område at betræde, især hvis der står en uden fertilitetsudfordringer og med børn på den ene side og en med fertilitetsudfordringer og uden børn på den anden side. Men det er muligt. For jeg har flere veninder med børn, som har formået til UG at sige alle de rigtige ting, at spørge i stedet for at antage og at respektere mine (skiftende) grænser og lyst til at dele.

I et andet indlæg kan jeg så komme ind på, hvad du ikke “må” sige og komme med eksempler på, hvad der er blevet sagt/skrevet til mig, som måske ikke lige er blevet modtaget på den måde, det var intenderet.