SAHL – Stay At Home Life

Islændingen havde to ugers barsel umiddelbart efter fødslen sidste sommer, så var han tilbage på arbejdet i en måneds tid, inden han så kom hjem og holdt ferie med os i næsten fire uger. Da han var tilbage på kontoret, gik der ikke lang tid, før landet lukkede ned pga. anden bølge af Corona. Han blev sendt hjem på hjemmekontoret, og her har han været lige siden. Indtil i foregårs. For nu er det slut. Islændingen er tilbage på kontoret fra tidlig morgen til sen eftermiddag fem dage om ugen, og M.J., dyrene og jeg holder skansen herhjemme imens.

Jeg har vidst, at han skulle tilbage på et tidspunkt, jeg vidste bare ikke hvornår. Det gjorde han heller ikke selv. Det er selvfølgelig et symptom på noget godt; at landet er ved at åbne op igen og Coronapandemien så småt begynder at komme under kontrol. Ikke desto mindre synes jeg, det er trist. Det har været et kæmpe privilegium, at han og M.J. har fået så meget tid sammen, og det er tydeligt, at det har haft kæmpe betydning for deres tilknytning. Jeg er ikke sikker på, jeg så hurtigt havde fået så relativt meget frihed tilbage, hvis det ikke var fordi, Islændingen havde gået hjemme og fulgt med i rutinerne, lært hendes signaler at kende osv.

Timingen med hans tilbagevenden til kontoret er egentlig fin, for på mandag slutter min barsel officielt, og på tirsdag starter min nye tilværelse som hjemmegående. Selvom jeg i praksis har gået hjemme i over et år, så synes jeg alligevel, det er en big deal, at jeg nu på papiret også er decideret hjemmegående. Det kommer til at kunne mærkes på økonomien, men ellers kommer der ikke til at være de store forandringer. Derfor passer det mig også fint, at det falder sammen med, at Islændingen skulle tilbage, for så manifesterer det på en måde det skifte, der også sker for mig. Vi skal nu til at have en hverdag op at køre, hvor det bare er os. Vi skal til at tage de legegrupper i brug, som vi har været medlem af, siden jeg var gravid nærmest, og vi skal til at finde vores egen rutine og have vores egne agendaer for ugen.

Det er en omvæltning, at vi ikke skal være sammen nærmest 24/7 mere, og vores lille familie har virkelig trivedes i det. Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver bedre, at vi skal til at være adskilt otte-ni timer om dagen, men jeg er sikker på, det også bringer noget godt med sig. Ikke desto mindre kommer vi nok til at se en kæmpe udvikling i M.J., når hun så småt bliver sluset mere og mere ud i samfundet og ud blandt andre børn og voksne end dem fra familien og venner.

Stay At Home Mom. Hjemmegående (husmor). Hjemmepasser. Fri fra hamsterhjulet. Stressfree living. Exit adskillelseskultur.

Jeg er spændt på, hvordan vores nye hverdag bliver, men jeg er sikker på, det nok skal blive godt.

Drømmene og kernefamilien

Jeg kan huske, at jeg flere gange har læst og hørt, at man kunne have ret vilde drømme, når man er gravid. Men jeg har også hørt om hård mave, hæmorider og lækkende bryster, og det har jeg ikke oplevet noget af (endnu), så det er jo ikke alt, der rammer alle, må jeg konstatere.

Men det med drømmene, det har jeg altså oplevet. Mange gange efterhånden. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at jeg drømmer nogle virkeligt forfærdelige ting om natten, og de fleste handler om én ting: At jeg mister Islændingen. Scenariet afspiller sig i forskellige versioner, men omdrejningspunktet er altid det samme, og jeg bliver lige knust hver gang.

Der er jo noget underbevidsthed på spil, hvor en af de største bekymringer, der ligger derinde og ulmer, er frygten for at miste ham, jeg nok har allermest brug for mere end nogensinde. For han er jo ikke længere “bare” min kæreste, min mand, han er jo også faren til mit barn. Uden ham er familien ikke fuldkommen, og det er måske i virkeligheden dét, der er den store frygt: Frygten for at miste den kernefamilie, vi er i gang med at skabe.

Jeg kunne sagtens komme med en smøre om konsekvensen ved at være skilsmissebarn og derved længslen efter en kernefamilie, men let’s be real, det er ikke noget, der er unikt for skilsmissebørn, at man søger den familieform, som man har fået fortalt alle steder, er normen.

Jeg har egentlig aldrig selv bidt mærke i, at det var dét, jeg ønskede; kernefamilien. Jeg troede ikke, det var et behov, jeg havde. Men så mødte jeg en mand, som direkte sagde, at han gerne ville have, jeg fødte hans barn, og den slags sætter sgu gang i nogle instinkter og drifter, jeg ikke troede, jeg besad. Pludselig kan jeg se det for mig; kernefamilien. Jeg kan se det, når vi dekorerer børneværelse, når vi køber barnevogn, når vi går tur med Emmy, når vi handler i Føtex, når vi planlægger projekter i og omkring huset.

Lige om lidt er vi den gennemsnitlige middelklasse familie, der passer som hånd i handske på alle statistikkerne. Og hvem havde egentlig troet, at man kunne drømme om at blive gennemsnitlig? At man aspirerede til at blive én af mange? I hvert fald er det, hvad jeg når frem til, at jeg gør, når jeg søger aktindsigt i de vanvittige drømme og scenarier, jeg bliver udsat for på natlig basis; jeg drømmer om kernefamilien og jeg frygter at miste den.

Heldigvis er jeg gift med en mand, der morgen efter morgen lytter på, at jeg igen har drømt forfærdelige ting med ham som hovedperson. Og heldigvis er jeg gift med en mand, som derefter bruger resten af dagen på at vise mig, at mine værste mareridt ikke kunne være længere fra virkeligheden.

Skal vi overhovedet have børn?

Man kaster sig ikke ud i sådan et projekt, som vi har gjort, medmindre man er helt sikker på, det der med børn virkelig er noget, man ønsker sig.

Vores udgangspunkter i den sag var ret forskellige. Jeg havde i en del år været afklaret med, at jeg ikke skulle have børn. Jeg havde været single i lige knap fem år, da Islændingen pludselig besluttede sig for, at nu skulle han være min kæreste, og i de fem år havde jeg nydt tilværelsen som single og som hundemor. Jeg var sikker på, at min skæbne var at få mange dyrebørn men ingen menneskebørn. Det gik selvfølgelig hånd i hånd med, at jeg også var sikker på, at jeg aldrig ville finde mig en livspartner, jeg skulle leve livet med og blive gammel med.

Islændingens udgangspunkt var lidt mere sløret og lidt mindre ultimativt. Han havde altid regnet med, at han skulle have børn, men han havde ikke gjort sig de store tanker om det. Fordi vi havde kendt hinanden en del år, inden vi blev kærester, vidste han også godt, at jeg som udgangspunkt ikke ville have børn. Det var et emne, jeg flere gange prøvede at bringe på banen, men han er meget sådan “vi tager det, som det kommer”-agtig, så jeg fik aldrig stukket dybt nok i den snak, til at jeg fik et definitivt svar ud af ham.

Vi spoler tilbage til november 2017, hvor vi havde boet sammen et par måneder. Vi havde været i Nordjylland sammen med Emmy for at hilse på en gadehund ved navn Rikke. Rikke manglede et nyt hjem, og det hjem ville vi gerne give hende (evt. sammen med et nyt navn – hvem kalder en hund for Rikke?). Mødet var gået godt og vi var klar til at udvide familien med endnu et pelsbarn. Lige indtil jeg fik åbnet for snakken omkring børn én gang for alle.

Sagen var den, at jeg i den tid, jeg havde været Islændingens kæreste, var blevet mere og mere åben for idéen om børn. Eller i hvert fald barn. Det kom sig hovedsageligt af to ting:

  1. Hvis jeg skulle have børn, så skulle det være med ham. Han er et så helt igennem godt menneske, og vi deler så mange grundlæggende værdier, at jeg inderligt tror, vi ville blive gode forældre sammen og kunne lave et godt menneske sammen.
  2. Konsekvensen ved ikke at få børn, hvis han ønskede det, sat over for konsekvensen ved at få børn, selvom jeg som udgangspunkt ikke havde tænkt det som en del af min fremtid, var meget større. Jeg ved jo, at man ikke fortryder de børn, man får, men der er en reel risiko for, at man fortryder de børn, man ikke får. Og jeg ville ikke risikere, at vi sad sammen som pensionister om 50 år, og så kunne mærke hans sorg og bitterhed over, at jeg var den, der afholdt ham fra at få børn.

Jeg syntes ikke, vi skulle tage ansvaret for en hund med en hel del i bagagen, hvis vi så om få år ville have børn. Det bunder i, at min største frygt ved at få børn er, at Emmy bliver sat i baggrunden. Det er uundgåeligt, at hun får mindre opmærksomhed end nu, når hun skal dele os med et menneskebarn, men hvis der så oven i købet var en anden hund med særlige behov også, så skulle Emmy pludselig dele os med endnu flere. Ikke nok med det, så syntes jeg bare, det var uansvarligt at tage en hund ind, der havde brug for ekstra meget kærlighed, stabilitet og rummelighed, hvis man så få år efter ikke længere kunne give den alt det, fordi der ville komme et menneskebarn og have brug for det samme.

Så vi tog snakken én gang og for alle, og selvom Islændingen startede ud med det sædvanlige ikke-svar, hvor han bl.a. fik sagt ting som, at det vigtigste var at være sammen med mig, og så var det ikke så vigtigt, om det var med eller uden børn, og at det var min beslutning, fordi det var min krop, og alle de andre rigtige ting, så fik jeg det endelig tvunget ud af ham. Én gang for alle: Vil du gerne have børn? (For hvis du vil, så vil jeg også)

Svaret var JA.

Min reaktion var “okay, så skal vi ikke have en hund mere”. Beslutningen var taget, og den havde jeg det godt med. Det var skræmmende, fordi mit fremtidsbillede pludselig så helt anderledes ud, men det var også en lettelse endelig at få det afklaret. Jeg var ikke engang overrasket over, at det faktisk gjorde mig glad. At jeg skulle være den, der giver ham, hvad han ønsker sig. Faktisk gjorde det mig på en mærkelig måde stolt, at det var mig, han ønskede, skulle være moren til sine børn.