Nu ses vi snart

Min graviditet er officielt fuldbåren, som det jo hedder, når man har ramt 37+0. Det betyder, at vores lille menneske “må” melde sin ankomst, når hun er klar. Vi er klar. Så klar, som vi kan være. Jeg har ikke så travlt, men jeg kan godt mærke, at der er mennesker omkring mig, som er meget spændte – på grænsen til utålmodige. Forslag til at sætte gang i tingene, tanker om fødselsdatoer og generelt lod i lotteriet, omkring hvornår hun mon kommer ud, kommer alle vegne fra, mens jeg selv ikke helt er der, hvor jeg er utålmodig. Endnu.

For jo, jeg glæder mig. Meget. Og jeg er spændt. Rigtig spændt. Men jeg ved også, at hun kommer, når hun kommer. Selvfølgelig ser jeg helst, at vi slipper for igangsættelse, og jeg ser helst, at hun ikke bliver derinde så længe, at vi bliver frarådet vores hjemmefødsel, men der er vi slet ikke endnu. Vi er stadig lidt tid fra terminsdatoen, og meget kan ske inden da.

Imens nyder jeg, at hun er rykket længere ned i mit bækken og dermed nu ligger på en måde, der gør, at jeg bedre kan gå ture uden smerter, og generelt føler mig lidt mindre besværet i min vejrtrækning. Til gengæld føler jeg, jeg skal tisse konstant, og så vokser maven stadig, og jeg føler snart ikke, der er mere hud at give af. Selvom man ikke er i tvivl om, at jeg er gravid, og selvom jeg vejer omkring 15 kg mere, end inden jeg blev gravid, så synes jeg faktisk, jeg trives ok i min gravide krop. Jeg har øjeblikke, hvor jeg bander det hele langt væk, fordi det er svært, hårdt og ubehageligt at komme op fra sengen, sætte mig i en lav bil, tage tøj ud af vaskemaskinen og den slags, men det meste af tiden suger jeg til mig af den følelse, det er at have et menneske under huden. Ingen anden i verden end hun ved, hvordan mit hjerte lyder derindefra, og ingen anden end jeg kender følelsen af hendes hikke og styrken fra hendes spark. Det er unikt, og noget jeg virkelig husker mig selv på at påskønne, mens det står på.

_________________________________________________________

Jeg glæder mig til at se hende. Ikke møde hende, for det har jeg allerede gjort. Jeg føler, jeg kender hende. Men at fysisk se hende og røre hende, uden der er hud, moderkage og fostervand mellem os, det glæder jeg mig til. Og jeg håber sådan, at hun tager en masse gode ting med sig derindefra.

Jeg håber, hun har mærket alle de grin, der har været undervejs. Jeg håber, hun vil huske, hvordan vi har danset og sunget til alt fra Mac Miller og Anne Linnet til Lionel Richie og The Beatles. Jeg håber, hun bærer den sorg med sig, som vi sammen mærkede, da vi tog afsked med Sunny i starten af året, og jeg håber, den vil danne grundlaget for hendes kærlighed til dyr. Jeg håber, hun kan genkende lyden af Lunas insisterende miav og følelsen af Emmys små fodspor på min mave. Jeg håber, hun aldrig glemmer den følelse af tryghed, der er skyllet ind over os, hver gang hendes far har holdt om os, aet maven, mærket efter spark, taget min hånd, beroliget, trøstet, glædet sig. Jeg håber, kærligheden fra hendes bedsteforældre og vores øvrige familie og venner er skinnet så tydeligt igennem, at hun aldrig vil være i tvivl om, hvor ønsket, ventet og elsket, hun har været fra starten af sin eksistens.

Der er så mange ting, jeg har prøvet at give hende med sig, siden hun stadig bare var på størrelse med et blåbær, men vigtigst af alt må være, at jeg håber, hun aldrig kommer i tvivl om, at hun har en mor, der altid vil gøre sit bedste, og som altid vil elske hende betingelsesløst. Og ellers må jeg minde hende om det hver eneste dag. Det gør jeg gerne.

Kære krop

Jeg følger med hos ret mange kvinder med fertilitetsudfordringer, både på sociale medier, i podcast, dokumentarer, i bøger og i artikler. Fælles for mange af dem er, at de er sure på deres kroppe. Sure over, at den ikke virker. Sure over, at de føler, den forråder dem, når de igen og igen enten ikke bliver gravide eller bliver gravide og aborterer. De føler sig snydt i kropslotteriet, fordi de er defekte i forhold til deres egne forventninger.

Jeg kan godt genkende følelsen af at føle sig defekt. Følelsen af, at det eneste her i verden, jeg reelt med sikkerhed burde kunne gøre, altså, blive gravid og føde børn, det kan jeg ikke. Men at føle mig sur på min krop er heldigvis noget, jeg er sluppet for. Faktisk er det den helt modsatte effekt, hele vores forløb har haft på mig.

Jeg har altid haft en anstrengt forhold til min krop. Jeg har følt mig for tyk, for bulet og forkert. Jeg har hadet mine stritører og mine brede skuldre, jeg har prøvet at skjule mine høje ribben og mine mormorarme. Jeg har skammet mig over min krop. Men det gør jeg ikke mere.

Min krop er blevet fyldt hormonfyldte piller. Den er blevet stukket i med hormonfyldte nåle. Den er blevet tappet for blod så meget på en så kort periode, at mine vener nærmest gik i stykker over det. Den er blevet skåret i, pustet fuld af gas, syet sammen igen og tvunget igennem en smertefuld rehabilitering. Den har været gravid og gjort sig klar til at huse et barn for så at få det taget fra sig igen af biologiske mekanismer, der har været ude af nogens kontrol. Jeg tror på, at min krop har gjort, hvad den kunne, hver eneste gang vi er gået i gang med et forsøg. Jeg har en følelse af, at min krop arbejder sammen med mig og ikke imod mig.

Efter operationen i august, havde jeg ondt af min krop. Jeg følte, jeg havde budt den alt for meget på alt for kort tid. Den var brugt. Udmattet. Ødelagt. Og jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg bare var blevet ved og blevet ved, uden at den fik en pause. Efter operationen fik den en tvungen pause, og det tror jeg, har gjort godt for både den og mig. “Mig” som i mit hoved, mine tanker og mine følelser.

Der er ikke noget, der er så skidt, det ikke er godt for noget. Og af alle de ting, der er forfærdelige og hårde i en proces som vores, der er der trods alt kommet det ud af det, at jeg er langt gladere for min krop. Jeg skælder ikke ud på den, jeg er ikke sur på bulerne, de strittende ører, de brede skuldre og de høje ribben. Jeg aer dem, jeg taler pænt til og om dem, og jeg værdsætter, at jeg har en krop, som bærer mig oprejst gennem et forløb, som meget vel kunne have tvunget mig i knæ.

Så, kære krop, tak.