Glad mor, glad baby?

Jeg møder fra tid til anden påstanden “hvis mor er glad, er baby glad”. Det er ofte i forbindelse med en mor, der søger råd i et dilemma om et eller andet, som potentielt kan være på bekostning af at imødekomme babys behov på den ene eller den anden måde. F.eks. hvis en mor gerne vil på weekendtur med en veninde og derfor spørger andre mødre, om hun kan “tillade sig” at tage på tur, selvom baby måske vil mangle sin mor. Der er mange versioner af den slags dilemmaer, og hurtigt dukker “glad mor, glad baby”-påstanden op som et slags get out of jail-freecard.

Jeg tror bare ikke helt, jeg køber den.

Det er sjældent dilemmaer, hvor barnet vil lide decideret langvarig skadende overlast, og jeg er helt med på, at en depressiv eller trist mor på sigt potentielt kan have skadelige konsekvenser for barnet, men alligevel er jeg ikke helt sikker på, jeg kan følge logikken.

For ærligt: Mor er ikke altid glad. Mor er nemlig nødt til at gå på kompromis med enormt mange ting. Mor er nødt til at behovsudsætte alt fra socialt samvær til hygiejne fra tid til anden. Mor overtænker, overføler og overreagerer. Mor kan føle sig overvældet og ensom. Men gør baby så også det? For hvis en glad mor er lig med en glad baby, er en overvældet mor så også lig med en overvældet baby?

Min pointe er, at sådan er moderskabet. Forælderskabet. Du er ikke altid glad – i hvert fald ikke så glad som du potentielt kunne være – fordi du udsætter nogle ting, du gerne vil, af hensyn til dit barn. Det er en del af pakken og en del af opgaven. Du sætter dit barns behov foran dine egne i x-antal måneder, måske år, fordi du er ved at bygge et menneske op fra bunden, og det kræver tid, hårdt arbejde og mangeartede ofre.

______________________________

Vi fik for nylig datoen for vores venners bryllup næste år. Der er et år til. Det er på Fyn, det varer hele dagen, aftenen og noget af natten, og der er mulighed for overnatning. Selv, hvis vi nøjedes med vielsen og middagen, så ville det betyde, at M.J. skal passes. Det er hun aldrig blevet, fordi det endnu ikke har været nødvendigt. Hvis vi (læs: jeg) gerne vil med til det bryllup næste år – og det vil jeg gerne – så skal hun passes. Højst sandsynligt for første gang. Hun skal passes af en anden, som skal opfylde hendes behov, læse hendes signaler og give hende tryghed. Jeg er ved at gå i panik ved tanken, men jeg ved også, at der er lang tid til, så både hun og jeg er nok nogle helt andre mennesker til den tid.

Hvis jeg har det så svært ved tanken, hvorfor bliver jeg så ikke bare hjemme hos hende?

Allerede i år er vi også inviteret til fødselsdage hos venner, der bor i Aarhus. Det er om aftenen, og mens den ene nok mest er en middag, hvor der vil være alkohol, spil og hygge, så er den anden en Halloween-fest. Begge dele er ikke noget, der er passende at hive et barn med til. Jeg vil gerne med til de to fødselsdage, men jeg synes ikke, M.J. er klar til at blive passet med overnatning allerede inden for det næste halve år. Den ene fødselsdag er allerede om tre uger, og der er hun i hvert fald slet ikke klar. Så er der jo også den detalje, at jeg stadig ammer. En del. Og det vil jeg ikke risikere at sætte på højkant, bare fordi jeg gerne vil ud blandt venner og have en hyggelig aften med min mand.

Jeg gentager lige: Jeg vil gerne med. Jeg kan på en træt aften blive helt irriteret, frustreret og bitter over, at Islændingen kan tage afsted og hygge sig uden forpligtelser og uden bekymringer om os herhjemme, mens jeg skal sidde selv med hund, kat og barn og højst sandsynligt gå i seng kl. 22, fordi der ikke er noget mere spændende at tage sig til. Det er ikke fordi, jeg ikke under ham det, det gør jeg, jeg under bare også mig selv det. Det ville gøre mig glad at være ude blandt venner og have en aften, hvor jeg gjorde noget ud af mig selv og kunne være social.

“Jamen, så tag dog afsted: Glad mor, glad baby, ved du nok”.

Nej. Min baby ville ikke være glad, hvis mor tog afsted til fødselsdag. Baby ville være ked af det, forvirret, utryg. Også selvom hun ville være hos en bedsteforælder, som hun kender. For hun kender ingen så godt, som hun kender sine forældre, og ingen kender hende så godt, som vi gør. Ingen læser hende bedre, ingen kan opfylde hendes behov bedre.

Jeg ved, at der findes mange, der får passet deres børn med og uden overnatning, fra de er meget yngre, end M.J. er nu, men jeg går stærkt ud fra, at de forældre netop har vurderet, at det var deres barn klar til.

Ellers også er de blevet overbevist om, at glad mor giver glad baby, og så har de gjort det alligevel.

Der er en tid til det hele. Lige nu er tiden til at skabe et godt, trygt og sikkert fundament for mit barn, og i det store billede drejer det sig om så ufatteligt kort tid, hvor jeg er nødt til at give afkald på fødselsdage, fester og sociale arrangementer til fordel for at gøre det bedste for mit barn. Det er jeg villig til. Det er en del af opgaven.

Glad baby, glad mor.

Mors dag? Ellers tak

Jeg gik mere op i mors dag, da jeg ikke var menneskemor, end jeg gør nu. Jeg husker, at jeg elskede, når nogle i min familie (og senere Islændingen) ønskede mig glædelig mors dag som Emmys mor. Nu, når jeg har et menneskebarn? Not so much. Eller, jeg har intet imod “glædelig mors dag”, men gaver, blomster og den slags, det gider jeg ikke. Der er ikke noget dybere filosofisk eller antikapitalistisk mindset bag, det er bare en mavefornemmelse.

Jeg giver min mor gave på mors dag, og vil M.J. give mig en gave på mors dag engang i fremtiden, når hun forstår konceptet, så kunne jeg ikke drømme om at afvise den. For mig er mors dag dog en dag, hvor børn fejrer deres forældre – hvis de har lyst. Det er (for mig) ikke en dag, hvor fædre skal købe gaver og diske op med morgenbord og den slags.

Det er skide dobbeltmoralsk, for jeg har jo helt vildt meget lyst til at give Islændingen en gave på fars dag. Ikke nødvendigvis en gave fra M.J. til ham, men en gave fra mig til ham, som tak for at han er en så dejlig far for vores datter. Når jeg tænker rationelt over det, så ved jeg også bare, at det behøver jeg ikke denne ene dag for at markere. Jeg siger det jævnligt. Og jeg giver gaver, når han mangler noget eller ønsker sig noget, som jeg har mulighed for eller lyst til at give ham. Så pointen med fars dag bliver lidt svær at få øje på.

Jeg er ikke imod mors og fars dag. Jeg er heller ikke imod valentinsdag. Jeg har intet antikapitalistisk eller antikommercielt horn i siden på den slags mærkedage. Jeg kan bare mærke i maven, at det ikke er noget, der betyder noget for mig, og så agerer jeg på det. Men lur mig, om jeg ikke er den første til at smide et sentimentalt post op på den digitale opslagstavle, hvis M.J. en dag begaver mig med en krusedulletegning eller et ugenkendeligt lerdyr på mors dag. Den tid, de krummede tæer.

Den dårlige nyhed er: Intet varer evigt

Vi kan godt blive enige om, at remsen “det er en fase, det er en fase, det er en fase” kan være en livredder, når baby for 13. dag i streg klynker alle sine vågne timer, klistrer sig fast på dig som velcro eller øver sig i sin nyfundne falcet. Jeg har i hvert fald hørt mig selv både tænke og sige det op til flere gange. Alligevel prøver jeg virkelig at lade være med at tælle ned. Tælle ned til udviklingsspringet ifølge app’en skulle være slut. Tælle ned til næste motoriske milepæl, der givet vil gøre nogle ting nemmere. Tælle ned til hun er stor nok, til at vi kan ting – f.eks. tage på ture, gå til gymnastik osv. Det lykkes mig ikke altid, men jeg arbejder bevidst med at være i dagen. Ikke nødvendigvis i nu’et, for nu’et skal til tider bare overstås, men være i dagen og omfavne den med alt, hvad den har at byde på.

Hver dag spørger Islændingen og jeg hinanden, om vi har haft en god dag. Der er langt imellem, at jeg svarer nej. Ganske enkelt fordi jeg nægter at lade de hårde, de trælse og de frustrerende stunder stjæle fokus fra de sjove, de stolte og de kærlige stunder, som trods alt de fleste dage er i overtal. Jeg øver mig i at være i dagen, fordi jeg er smertefuldt bevidst om, at intet varer evigt. Tiden, hvor hun sov i timevis i frøstilling på vores maver er forbi. Tiden, hvor hun sov sin navngivningsfest væk i selen synes uendeligt længe siden. Tiden, hvor man fandt hende, hvor man lagde hende, husker jeg nærmest ikke længere. Og ikke mindst tiden, hvor man altid havde madpakke med til hende, fordi hun bare skulle have fri adgang til babserne, og så var hun både, mæt, glad og ernæringsmæssigt helt perfekt stillet. Hvorfor har så mange forældre så travlt med at starte på mad? Det er jo så meget nemmere at fuldamme så lang tid, man kan.

Det er ikke fordi, at de ting nødvendigvis er noget, jeg savner, for hver fase og hver alder har sin charme og sine fordele og ulemper, men det er en tid, der ikke kommer igen. Der er dog de der lidt mere mor-specifikke ting, som jeg virkelig kan gå i panik over ikke varer for evigt. Hvordan hun kan finde tryghed og ro i søvnen, bare hun mærker min hånd på sit bryst eller sin mave. Hvordan jeg kan beskytte hende mod den store, stygge verden, fordi hun endnu altid er inden for mit syns- og/eller hørefelt. Hvordan hun helst vil være hos mig hele tiden; holdes, krammes, ammes. Åh! Amningen! Don’t even get me started. Jeg kan slet ikke bære tanken om, at amningen skal stoppe en dag. Jovist når jeg nok til et punkt, hvor jeg er mere end klar til at det skal stoppe, men lige nu kan jeg slet ikke forestille mig det, og det samme gælder samsovningen. Gid det alt sammen måtte vare evigt.

Men intet af det varer evigt, og derfor suger jeg det til mig. Hvert et kram, hvert et kys, hver en (akrobatisk) amning, hver en samsovning. Okay, måske ikke hver og en, I’m only human after all, men i hvert fald det meste af tiden.

Den gode nyhed er: Intet varer evigt

Jeg kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt at skrive det her indlæg på. Tornadoen aka. Mackenzie Jóna giver os for anden aften i træk kamp til stregen, når det kommer til det der med at sove. Det gider hun sgu ikke. Vi er trætte; jeg er især, fordi jeg har været syg de sidste par dage, mens Islændingen er det, fordi han var oppe med hende til klokken sent i nat, mens han lod mig få et par timers uforstyrrede Z’er. De timer var guld værd, og uden dem havde jeg nok ikke følt mig så relativt frisk, som jeg har gjort det i dag.

_______________

Babylort – den slags, der lugter af flødeost. Timelange natamninger, mens din bedre halvdel bobler tungt ved siden af. Klyngeamning, den bitch. At gå i seng sammen med baby kl. 19 og ikke se ydersiden af soveværelsedøren før næste morgen. Turbospisning, turbotisning, turbobad, turbo-alt. At være fanget i hjemmet, fordi baby nægter at være i vikle, i sele, i klapvogn eller i barnevogn. Nul alenetid, nul putte med Emmy-tid og nul uforstyrret kærestetid. Amme i søvn til hver eneste lur og om natten og dermed være den eneste, der kan putte. Dårlig samvittighed over for Emmy. Hårtab, åh, det skrækkelige hårtab. Følelsen af at være landet i en fremmed krop, som egentlig godt kan passe tøjet men alligevel ikke helt på samme måde som før.

Det er bare nogle få af alle de enormt mange ting, som jeg på et eller andet tidspunkt har følt var mit liv for evigt, men som enten er helt væk eller som minimum er helt anderledes nu. Jeg trivedes slet ikke i at være spædbarnsmor. Det kunne jeg først se, da jeg kom på den anden side af det, for mens jeg var i det, troede jeg bare, at det var sådan, det føltes for mig at være blevet mor. Det der antiklimaks, hvor jeg slet ikke var på en lyserød sky af forelskelse men nærmere bare fortsatte mit liv præcis som før, nu bare med en baby på armen 24/7. Fordi jeg fortsatte som præ-baby, var mine forventninger til mig selv også som præ-baby. Der skulle hele tiden være styr på vasketøj, der skulle stadig være madplan, laves ordentlig mad hver dag, støvsuges, være et minimum af hygiejne, og så skulle jeg stadig have overskud til at skrive og ringe til venner, veninder og familie, samtidig med at jeg selvfølgelig var en kærlig, nærværende mor, der stimulerede og aktiverede min baby med sansning og hjemmemotorik. I coronatid, none the less.

Det kommer måske ikke bag på nogen, at jeg halvvejs knækkede nakken på det. Jeg blev udadreagerende, græd på ugentlig – hvis ikke på daglig – basis, havde forfærdelige tanker om mig selv og mit moderskab, og så var min basisfølelse enten tristhed eller tomrum. Nå ja, eller dårlig samvittighed. Over alt. Vitterligt alt. Over ting jeg sagde, over ting jeg gjorde, over tanker jeg havde, over følelser jeg følte. Alt. Og jeg havde ingen at spejle mig i, ingen at snakke med det om. Det er løgn, for jeg havde Islændingen og min mor, og begge har jeg brugt så meget. De har begge rummet mig, lyttet til mig og vist forståelse så meget de kunne. Jeg fandt dog aldrig nogle nybagte eller semi-nybagte mødre, jeg kunne sparre med.

Pludselig vendte det hele. Jeg mener, det var da M.J. var omkring fire måneder. Pludselig begyndte jeg gradvist at føle de følelser, som jeg havde regnet med ville være der fra starten. Det er jo egentlig tåbeligt, at man forventer, at man bliver hovedkulds forelsket i et helt nyt menneske i sekundet, man møder det, men det synes jeg lidt er fortællingen. “Kærlighed ved første blik” og “du har aldrig følt kærlighed på den her måde”. To følelser jeg slet ikke kan genkende. Elskede jeg så ikke mit barn? Jo! Stort, fedt, rungende jo! Men jeg elskede hende mere på et teoretisk plan, hvis man kan sige det sådan. Nu elsker jeg hende på alle planer, der overhovedet findes. De følelser, jeg har for hende nu, som vokser og bliver dybere, større og vildere for hver dag, er nogle helt andre end dem, jeg havde i starten. Det gjorde, at jeg følte mig som et dårligt menneske og en dårlig mor. Jeg følte, hun fortjente bedre. Hun fortjente en mor, der var forelsket fra første sekund. Det gjorde det ikke nemmere, at hendes pabbi var dybt forelsket. Han reagerede, præcis som jeg havde regnet med, jeg ville gøre, da hun blev født; han græd og sagde “hun er jo helt perfekt”, mens jeg bare var høj over den oplevelse, jeg lige var gået igennem, og egentlig syntes, hun var lidt fladmast og misformet.

Da jeg “kom ud på den anden side”, svor jeg, at jeg ikke ville glemme de følelser, jeg havde haft og kæmpet med accepten af de første fire måneder. Jeg havde sådan manglet nogen, der kunne fortælle mig, at de kunne genkende mine følelser og tanker, men enten havde de vitterligt ikke følt på samme måde, ellers også havde de glemt det, for når jeg fiskede efter at mærke, om de kunne genkende lidt af det, jeg forsigtigt delte, så kom der intet retur. Så nu vil jeg altså være den person, som jeg selv manglede dengang. Jeg vil ikke udviske den del af min fortælling om at blive mor, for selvom det lyder mere idyllisk og romantisk, at det var kærlighed ved første blik, så håber og tror jeg ikke, at jeg tager noget fra min datters følelse af at være elsket, hvis jeg er ærlig omkring, at jeg lige skulle lære hende at kende først – og vigtigere endnu: Jeg skulle lige lære mig selv som mor at kende først. Desværre glemmer vi ofte det svære, men det er jo tit dér den vigtige læring ligger, så jeg synes, det er så vigtigt at huske på og tage med. Min vigtigste lektie i alt det her har i hvert fald været:

Intet varer evigt. Husk det.

Intuition vs. autoritetstro

Vi er officielt et par uger inde i tredje trimester, og udsigten til, at hele den her rejse ender lykkeligt, får bedre og bedre odds. Jeg nyder hver eneste dag, til trods for bækkensmerter, halsbrand, træthed og en indre kamp mellem, hvad jeg vil og hvad jeg kan. Jeg nyder især de små øjeblikke i løbet af en dag, hvor jeg føler, jeg connecter med hende, selvom vi pt. ikke kan se hinanden. Hver morgen starter jeg dagen med at ligge i nogle minutter og mærke hende vågne, og det er hastigt på vej til at blive nogle af mine mest værdsatte minutter i løbet af en dag.

Men hvor har det altså bare været en lang rejse, det her. Især hvis man tæller månederne med fertilitetsbehandling med 0. trimester, kaldes det også. Fra at sørge over fortiden, frygte fremtiden og prøve at flygte fra nutiden til nu at være i det, sådan virkelig være i det, og tage hver dag for, hvad den er, dét er et enormt skridt. I hvert fald for mig. Derudover har der været et kæmpe skridt fra at føle mig ramt og usikker af folks mange (virkelig mange) velmenende råd, markante meninger og malplacerede anekdoter, til nu at hvile i, at de beslutninger, vi tager for os og vores barn, er de rigtige for os, og at de ikke behøver forklares eller forsvares. Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor jeg stadig kan blive i tvivl, selvfølgelig er der det, jeg ved jo ikke alt, tværtimod, men langt størstedelen af tiden, føler jeg mig sikker i de valg, vi tager for nu og for fremtiden.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om jeg vil være i stand til at holde fast i den. I evnen til at lytte til min intuition, til at stole på min mavefornemmelse og til at tro på mig selv og mine evner som mor. Jeg vil jo gøre alt det bedste for hende, og jeg vil helst ikke tage fejl, men så er det evige spørgsmål: Hvornår er noget en fejl, og hvornår er noget bare et anderledes valg end andre har taget?

Allerede nu gør vi os jo milliarder af tanker om alt fra amning og valg af bleer til institutioner og traditioner. Vi har ikke prøvet det her før, så vi ved ikke, hvad der er “rigtigt” og hvad der er “forkert”, vi har kun vores moralske kompas, vores kærlighed til vores barn og vores mavefornemmelser at gå efter. Så spørgsmålet er, om vi – nok mest jeg – kan overdøve andres inputs og lytte til mig selv, når først jeg står med hende i mine arme og fysisk kan se konsekvenserne af mine valg.

Jeg er enormt autoritetstro, og jeg har tendens til at opsøge viden fra og lytte til folk, der har mere erfaring på et givent område, end jeg selv har. Når det her er mit første barn, så vil der naturligvis være mange omkring mig, som har mere erfaring som forælder end jeg har, så derfor ville det virke oplagt at søge råd, svar og vejledning hos dem. Eller hvad? For forældreskabet er jo vitterligt et af de få emner i livet, hvor der ikke findes et facit. Der findes så uendeligt mange måder at gøre det på, og ingen kan fortælle, hvad der er det rigtige. Derfor giver argumenter som “nu har jeg altså født fire børn, så jeg ved, at…” ikke mening. Eller “nu har jeg altså selv to børn, og de er i hvert fald ikke døde af, at…”. Hvad der har virket for nogen, virker ikke nødvendigvis for andre. Hvad der har været det rigtige for nogen, er ikke nødvendigvis det rigtige for andre. Hver en graviditet, hver en fødsel og hvert et barn er forskelligt, så der er vitterligt intet facit at hente nogen steder. Dérfor er den famøse intuition og mavefornemmelse så hamrende vigtig, fordi det er dén, der kommer til at følge dig og være dit mest sikre opslagsværk.

Jeg kommer til at blive usikker. Jeg kommer til at tvivle. Jeg kommer til at være desperat, efter at nogen tager valgene for mig og påtager sig det medfølgende ansvar. Alt det ved jeg godt. Men jeg håber sådan, at det ikke kommer til at tage overhånd, og at min nyfundne evne til at lytte til mig selv og ikke føle behov for at forklare eller forsvare mine valg, ikke forsvinder som dug for solen, når jeg sidder med mit barn i armene. Time will tell, og om 10 ugers tid ved jeg nok meget mere – og samtidig meget mindre – end jeg ved nu.

Jagten på en vegansk og (mere) bæredygtig pusleplads

Sikke en jungle det er at finde rundt i det der med babyudstyr; hvad er nødvendigt, hvad er ikke nødvendigt, hvad er nice to have og hvad er need to have – og i vores tilfælde: Hvad er vegansk og hvad er bæredygtigt?

I min optik er bæredygtighed en gråzone, som er udgjort af mange forskellige faktorer; noget kan være bæredygtigt i forhold til én ting, mens det er mindre bæredygtigt i forhold til noget andet. Det er komplet umuligt at leve 100 % bæredygtigt, hvis man stadig vil være en del af samfundet, som vi kender det, men vi kan alle gøre noget. Og vi er derfor gået ind i hele den her babyudstyrsjungle med en idé om, at vi (som nok de fleste førstegangsforældre) gerne vil være velforberedte og have det bedste af det bedste til vores barn, og i vores optik indebærer det, at det er vegansk og i nogen grad bæredygtigt.

Hvad har vi valgt og hvorfor?

Puslebord

Vi har valgt at købe et brugt puslebord. Det har vi, fordi vi ikke så nogen grund til at købe et nyt, hvis et brugt kunne findes i en acceptabel og sikker stand. Det er altid mere bæredygtigt at købe brugt end nyt, og her så vi vores snit til, at vi kunne købe brugt, uden det ville have en væsentlig ulempe for os eller vores barn.

Puslepude

Puslepuden er ikke købt brugt. Den er købt i Søstrene Grene fra ny. Til gengæld er den GOTS-certificeret, hvilket skulle være en garanti for en “miljømæssigt og socialt ansvarlig produktion gennem hele forsyningskæden” (kilde: https://www.eco-branding.dk/miljoemaerkning/gots.aspx). Det er i min optik the lesser of two evils.

Stofbleer/nusseklude

Stofbleer/nusseklude ved jeg af erfaring fra mine niecer og nevøer, er noget, man bruger rigtig mange af. Hos os forestiller jeg mig, de får tre funktioner: underlag ved skiftning, optørring af gylp, savl m.m. og som tryghed ved putning og lignende situationer. Derfor har jeg også anskaffet mig forskellige slags, som er nemme at kende forskel på. Jeg har købt 20 stk. ublegede stofbleer, der er lidt ekstra store i det, så de kan foldes, som skal bruges til underlag ved skiftning, så har jeg købt ca. 10 stk. til brug ved amning og andre situationer, og så har jeg købt ca. 10 stk., som skal fungere som decideret nusseklude. Fælles for alle er, at de er i økologisk, certificeret bomuld.

Klude

Ved bleskift har jeg oftest set folk bruge skumklude til at rengøre baby, inden der kommer ny ble på. Det var jeg ret hurtig klar over ikke ville være en løsning, jeg ville have det godt med. De er ofte lavet af noget ikke særligt bæredygtigt materiale og så virker det lidt som noget ressourcespild. Derfor har jeg i stedet købt 20 stk. vaskeklude i blød, økologisk bomuld. Jeg har desuden købt en wetbag, som kommer til at stå ved siden af puslebordet, så jeg kan smide kludene deri, når er brugt, og når de så skal vaskes, så kan hele posen lukkes og smides vaskemaskinen.

Blespand/bleposer

Apropos ressourcespild, så var vi også ret enige om, at vi ikke ville have en blespand. Jeg ved også, at jeg nok ikke vil bryde mig om at smide en lorteble i skraldespanden, så den skal ligge der og lugte, indtil skraldespanden skal ud, så derfor er kompromiset, at jeg har købt komposterbare bleposer fra Maistic (https://naturebaby.dk/products/maistic-bleposer-25-stk), som jeg kan smide bleen i og så smide den uden for døren i et snuptag, inden den så kan blive smidt derfra og helt hen i skraldespanden uden for, når vi alligevel skal gå med Emmy. Det mest bæredygtige ville naturligvis være, at vi smed bleen direkte i skraldespanden uden bleposer, og måske det også ender med at blive løsningen, men for nu er det her igen the lesser of two evils i min optik.

Bleer

Det der med bleer har virkelig også været et dilemma for mig. Skulle man gå all-in og bruge moderne genanvendelige stofbleer, eller skal man bruge de på ingen måde bæredygtige engangsbleer? Vi har faktisk valgt det sidste. Det har vi af den grund, at jeg har læst og læst og læst, og der er så mange aspekter at tage hensyn til, når det kommer til bleer, men i sidste ende er man nødt til at vælge det, der fungerer for en selv, og som man trods alt kan leve med. Derfor har jeg øje på bleerne fra Naty (https://naturebaby.dk/products/naty-eco-bleer-str-1-2-5-kg), som jeg forventer, at vi kommer til at bruge. Hvis man endelig vælger at bruge engangsbleer, så skulle Natys bleer være det bedste alternativ. Til de første dage har vi fået nogle bleer i både str. 1 og 2, så vi lige kan få en fornemmelse af, hvilken størrelse hun skal bruge til at starte med, og når de så er brugt, så tror jeg, vi går over til Naty.

Produkter

Der er ganske få produkter at finde ved vores pusleplads, og dem, der er, er alle veganske, økologiske, astma- og allergitestet, parfumefri og farvefri. Det drejer sig om babyolie og om salve til rød mås. Jeg har hørt, at økologisk kokosolie også skulle kunne bruges til forebyggelse af rød mås, og hvis det viser sig at være rigtigt, så køber vi nok ikke salve igen, men i tilfælde af, at det ikke er rigtigt, så har vi altså det (i min optik) næstbedste klar. I stedet for lanolincreme til mig, som ellers er det anbefalede mange steder, har jeg netop valgt at bruge økologisk kokosolie i stedet. Lanolin er ikke vegansk, da det udvindes fra fåreuld, så det vil jeg ikke bruge. Bodylotion, shampoo og lignende kommer vi ikke til at bruge, da jeg ikke tror på, det er hverken nødvendigt eller sundt med alle de produkter på en frisk og lækker babyhud.

Ammeindlæg

En ting, som nok ikke er en decideret puslepladsting, er ammeindlæg. Her har jeg valgt at købe genanvendelige ammeindlæg i ubleget økologisk bomuld i stedet for at købe engangs. Det er jeg sikker på, at jeg nok skal få til at fungere lige så fint.

Det var vist det, der kunne nævnes. Har jeg mon glemt noget?

Generelt har vores tommelfingerregel været: 

  • Køb/få brugt, hvor det giver mening
  • Minimer engangsprodukter
  • Køb økologiske og certificerede produkter med så lidt kemi som muligt