Er alle børn i virkeligheden ikke non-binære?

Er der noget, jeg har det stramt med, så er det, når man kønner ting, hvor det ikke er nødvendigt. Farver, tøj, legetøj og den slags. Jeg har det også ret stramt med at proppe piger ned i en kasse fyldt med ting som prinsesser, blomster, glimmer og sløjfer i håret, mens jeg har det lige så svært, når det er omvendt fortegn og drenge proppes i kasser med biler, maskiner, værktøj og sport. Det er ikke fordi, jeg vil have en kønsneutral verden, hvor vi kalder hinanden “den”, men jeg synes bare, vi har så utroligt travlt med at proppe helt nye mennesker i prædeterminerede kasser, selvom vi ikke aner, om de har det komfortabelt i dem.

Jeg tænker rigtig meget over det i hverdagen, men jeg har mange blinde punkter, fordi jeg selv er en binær cis-kvinde i et heteronormativt forhold. Fik jeg skrevet det rigtigt? Se, det er dét, der er problemet: Jeg mangler uddannelse på området. Imens jeg opsøger viden og udvider mine horisonter og oplyser mine blinde punkter, prøver jeg i stedet at følge min mavefornemmelse, og at tage den viden til mig, jeg allerede har opsøgt.

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg ikke har lyst til, at mit barns garderobe skal bestå af tøj i 50 nuancer af lyserød, bare fordi hun er født med kvindelige kønsdele. Det betyder ikke, at kommer hun en dag og ønsker sig noget lyserødt, at jeg så mener, jeg har fejlet, eller at jeg vil nægte hende noget lyserødt, det betyder bare, at jeg vil give hende plads til selv at finde ud af, hvad hun foretrækker. Det er selvfølgelig svært i praksis, for selvfølgelig er der mange valg, jeg tager på hendes vegne, som hun stadig kan gøre om senere i livet, men ikke desto mindre føles det rigtigt at gøre det sådan her.

Hun har lyserødt i sin garderobe. Ligesom hun har lilla, lyseblå, mørkeblå, brun, turkis, grå og alle mulige andre farver. Hun har også blomstret tøj i sin garderobe, ligesom hun har tøj med både og katte. Hun har ingen kjoler eller nederdele, men det er simpelthen fordi 1) Hun er i en alder, hvor det ganske upraktisk, og 2) Jeg synes, det ser forkert ud, når hun har den slags på. Det passer slet ikke til hendes personlighed, synes jeg.

Det bringer mig til næste kæphest: Når man kalder små pigebørn for “prinsesser”. Det er måske mit billede i hovedet af en prinsesse, der skaber den aversion, men ikke desto mindre har jeg det virkelig svært med det. Prinsesser er historisk set blevet beskrevet som en petit pigeskikkelse, der hjælpeløst skal reddes af en prins, og som har fine fornemmelser. Hvis man kalder små piger for prinsesser fra de er helt små, hvad er det så for et billede af sig selv, de potentielt skaber sig? Hvad nu, hvis de ikke føler sig som små prinsesser, men nærmere som seje ninjaer eller stærke superhelte? F.eks. er M.J. så langt fra en lille fintfølende prinsesse, man overhovedet kan komme. Hun er sej, stærk, tapper, modig, sjov og eventyrlysten. Jeg har kaldt hende alt fra “vores lille frø” til “vores vilde tornado”, men aldrig “prinsesse”, for det stemmer slet ikke overens med den person, hun er, og jeg føler, at det udvasker hendes potentiale at spise hende af med at blive kaldt en prinsesse.

Don’t even get me started on legetøj. Hvorfor er det, vi har pigelegetøj og drengelegetøj? Skal deres kønsdele i spil, når de skal bruge det? I såfald tror jeg, jeg gerne bare vil have et tilgodebevis. I vores arsenal af legetøj finder man både togbane, Duplo, biler, dyr, dukker/bamser og bolde. Det kan hun fint lege med, uden at hendes kønsdele kommer i spil. *wink wink*

Hvor vil jeg gerne hen med det her?

Jeg vil så gerne have, at vi begynder at gentænke, hvordan vi omtaler vores og andres børn. Hvilke kasser vi sætter dem i. Hvilket selvbillede vi skaber for dem. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi ikke begrænser vores børn, når de skal danne sig et billede af, hvem de er, og hvilke muligheder i livet de har. Det er måske for abstrakt for mange (inklusive til et vis punkt mig selv), hvis man fra graviditet og frem til teenageårene skal holde sig fra at kønne sit barn og på den måde skabe rum for at lade barnet selv skabe sin kønsidentitet, men vi kan stadig godt skabe mere rum, end der traditionelt hidtil er gjort. F.eks. ved at gentænke, hvor ensformig vores børns garderobe eller legetøjssamling er. Lad alle regnbuens farver være med til at male dit barns selvbillede, og lad alle verdens muligheder blive repræsenteret i legetøjssamlingen.

Jeg kalder M.J. for “min datter”. Jeg omtaler hende som en pige, og jeg bruger pronominerne hun/hende/hendes, når jeg taler om hende. Til gengæld prøver jeg så vidt muligt at gøre plads til hendes personlighed, og jeg prøver i disse tidlige år at gøre hendes fysiske fremtoning så neutral som muligt. Derfor tager jeg det nærmere som et kompliment end en fornærmelse, når folk igen og igen enten kalder hende for en dreng eller ganske enkelt spørger til hendes køn, da de ikke kan se det på hendes tøj eller legetøj. M.J. har ikke behov for at blive genkendt som en dreng eller en pige, hun har behov for at blive set som et menneske og et individ.

Og er alle børn i virkeligheden ikke non-binære?

Kæreste med en udlænding

I går havde vi besøg af Islændingens mor, søster, mormor og morfar. Hans mor og søster bor i Sønderjylland, mens hans mormor og morfar bor i Island (det hedder altså “i Island”, selvom det lyder tosset). Som altid i sådan en konstellation er det mig, der føler mig som udlændingen i selskabet, fordi de alle snakker islandsk og jeg kun forstår cirka hvert tiende ord i samtalen.

Der er ufatteligt mange islændinge i min omgangskreds lige pludselig. Min kæreste, hans søstre, hans (nu tidligere) roomie, hans mor, far, stedmor, nogle af deres venner og nogle af hans venner. Det gør altså, at jeg forholdsvist ofte er i en situation, hvor jeg ikke rigtig forstår, hvad der bliver sagt. Et eksempel kunne være, da der var inviteret til fødselsdag tilbage i juni, hvor vi var fire danskere og resten var islændinge, der talte sammen på islandsk. Eller bare når vi spiser sammen med hans familie, og de taler indbyrdes, så slår de tit over på islandsk, fordi let’s face it, det virker sikkert mærkeligt for dem at tale sammen på dansk.

Selvom min kæreste har boet i Danmark siden år 2000, så hverken føler han sig dansk eller har lyst til at blive forvekslet med en dansker. Han fejrer ikke 5. maj som befrielsesdag, han hader dansk jul med julesange og dans om juletræet, og generelt har han ikke ret meget til overs for danske traditioner, danske politikere og en masse andet dansk. Han kom ikke hertil som uledsaget flygtning, han kom hertil med sine forældre. De flygtede ikke fra krig og uroligheder, de var ikke forfulgte eller i fare, de ville bare gerne til Danmark og prøve lykken her.

Og hvor er jeg glad for, at de er her – hver og én.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvordan situationen kunne være anderledes for ham.

I dag har han job som souschef i en butik, og starter snart som butiksansvarlig på et nyt job, han har fin lejlighed, bil og dansk kæreste, han har en uddannelse, både danske og islandske venner, og hvis man ikke vidste bedre, så ligner han en dansker på en prik.

Hvis hans navn ikke var islandsklydende, men i stedet var Ahmed. Hvis hans hud ikke var lys, men mørk. Hvis hans hår ikke var rødt, men sort. Hvis han ikke var ateist, men muslim. Hvis det ikke var islandsk, han insisterede på at tale med sin familie og sine venner, men arabisk.

Ville han så kunne sige lige ud, at han ikke vil være dansker? At han ikke gider arbejde hen imod et dansk statsborgerskab? At han hader dansk jul? At han foragter mange af vores politikere og store dele af vores politiske system?

Min kæreste bliver ikke udsat for hadefulde beskeder på Facebook eller generaliserende overskrifter i landets aviser. Han bliver ikke sat i bås med terrorister, ekstremister og voldtægtsforbrydere. Tværtimod. Han får ikke at vide, at han skal være taknemmelig for, hvad Danmark har givet ham. Han får ikke at vide, at hvis han er så utilfreds, så kan han fise hjem. Han bliver ikke diskrimineret på baggrund af hans navn og udseende. Han skal ikke knokle dobbelt så hårdt, for at bevise, at han er “en af de gode”. Han skal ikke tage afstand fra begivenheder, som intet har med ham at gøre. Han bliver ikke set på med fordomsfulde blikke. Der bliver ikke råbt “tal dog dansk!” efter ham, når han taler sit modersmål på gaden eller i supermarkeder med sin familie.

Min kæreste har det nemt, selvom han er udlænding. Indvandrer. Og selvom jeg er lykkelig for, at han ikke er en af dem, der bliver diskrimineret, hadet, set ned på, fremmedgjort og holdt ude af fællesskabet, så kan det ikke andet end sætte tanker i gang omkring den uretfærdighed rigtig mange andre som ham oplever, bare fordi de ikke hedder Jonsson til efternavn, men al-Ahad eller Mahmoud, bare fordi de ikke er hvide, men mørke, og bare fordi de ikke er ateister, men troende (og kalder deres gud “Allah” i stedet for det mondæne “Gud”).

Vi kan gå i fred på gaden, selvom han går med en dansk kæreste – det er ikke en selvfølge for alle udlændinge i Danmark, og det synes jeg er enormt vigtigt, at vi ikke lukker øjnene for.