Glad mor, glad baby?

Jeg møder fra tid til anden påstanden “hvis mor er glad, er baby glad”. Det er ofte i forbindelse med en mor, der søger råd i et dilemma om et eller andet, som potentielt kan være på bekostning af at imødekomme babys behov på den ene eller den anden måde. F.eks. hvis en mor gerne vil på weekendtur med en veninde og derfor spørger andre mødre, om hun kan “tillade sig” at tage på tur, selvom baby måske vil mangle sin mor. Der er mange versioner af den slags dilemmaer, og hurtigt dukker “glad mor, glad baby”-påstanden op som et slags get out of jail-freecard.

Jeg tror bare ikke helt, jeg køber den.

Det er sjældent dilemmaer, hvor barnet vil lide decideret langvarig skadende overlast, og jeg er helt med på, at en depressiv eller trist mor på sigt potentielt kan have skadelige konsekvenser for barnet, men alligevel er jeg ikke helt sikker på, jeg kan følge logikken.

For ærligt: Mor er ikke altid glad. Mor er nemlig nødt til at gå på kompromis med enormt mange ting. Mor er nødt til at behovsudsætte alt fra socialt samvær til hygiejne fra tid til anden. Mor overtænker, overføler og overreagerer. Mor kan føle sig overvældet og ensom. Men gør baby så også det? For hvis en glad mor er lig med en glad baby, er en overvældet mor så også lig med en overvældet baby?

Min pointe er, at sådan er moderskabet. Forælderskabet. Du er ikke altid glad – i hvert fald ikke så glad som du potentielt kunne være – fordi du udsætter nogle ting, du gerne vil, af hensyn til dit barn. Det er en del af pakken og en del af opgaven. Du sætter dit barns behov foran dine egne i x-antal måneder, måske år, fordi du er ved at bygge et menneske op fra bunden, og det kræver tid, hårdt arbejde og mangeartede ofre.

______________________________

Vi fik for nylig datoen for vores venners bryllup næste år. Der er et år til. Det er på Fyn, det varer hele dagen, aftenen og noget af natten, og der er mulighed for overnatning. Selv, hvis vi nøjedes med vielsen og middagen, så ville det betyde, at M.J. skal passes. Det er hun aldrig blevet, fordi det endnu ikke har været nødvendigt. Hvis vi (læs: jeg) gerne vil med til det bryllup næste år – og det vil jeg gerne – så skal hun passes. Højst sandsynligt for første gang. Hun skal passes af en anden, som skal opfylde hendes behov, læse hendes signaler og give hende tryghed. Jeg er ved at gå i panik ved tanken, men jeg ved også, at der er lang tid til, så både hun og jeg er nok nogle helt andre mennesker til den tid.

Hvis jeg har det så svært ved tanken, hvorfor bliver jeg så ikke bare hjemme hos hende?

Allerede i år er vi også inviteret til fødselsdage hos venner, der bor i Aarhus. Det er om aftenen, og mens den ene nok mest er en middag, hvor der vil være alkohol, spil og hygge, så er den anden en Halloween-fest. Begge dele er ikke noget, der er passende at hive et barn med til. Jeg vil gerne med til de to fødselsdage, men jeg synes ikke, M.J. er klar til at blive passet med overnatning allerede inden for det næste halve år. Den ene fødselsdag er allerede om tre uger, og der er hun i hvert fald slet ikke klar. Så er der jo også den detalje, at jeg stadig ammer. En del. Og det vil jeg ikke risikere at sætte på højkant, bare fordi jeg gerne vil ud blandt venner og have en hyggelig aften med min mand.

Jeg gentager lige: Jeg vil gerne med. Jeg kan på en træt aften blive helt irriteret, frustreret og bitter over, at Islændingen kan tage afsted og hygge sig uden forpligtelser og uden bekymringer om os herhjemme, mens jeg skal sidde selv med hund, kat og barn og højst sandsynligt gå i seng kl. 22, fordi der ikke er noget mere spændende at tage sig til. Det er ikke fordi, jeg ikke under ham det, det gør jeg, jeg under bare også mig selv det. Det ville gøre mig glad at være ude blandt venner og have en aften, hvor jeg gjorde noget ud af mig selv og kunne være social.

“Jamen, så tag dog afsted: Glad mor, glad baby, ved du nok”.

Nej. Min baby ville ikke være glad, hvis mor tog afsted til fødselsdag. Baby ville være ked af det, forvirret, utryg. Også selvom hun ville være hos en bedsteforælder, som hun kender. For hun kender ingen så godt, som hun kender sine forældre, og ingen kender hende så godt, som vi gør. Ingen læser hende bedre, ingen kan opfylde hendes behov bedre.

Jeg ved, at der findes mange, der får passet deres børn med og uden overnatning, fra de er meget yngre, end M.J. er nu, men jeg går stærkt ud fra, at de forældre netop har vurderet, at det var deres barn klar til.

Ellers også er de blevet overbevist om, at glad mor giver glad baby, og så har de gjort det alligevel.

Der er en tid til det hele. Lige nu er tiden til at skabe et godt, trygt og sikkert fundament for mit barn, og i det store billede drejer det sig om så ufatteligt kort tid, hvor jeg er nødt til at give afkald på fødselsdage, fester og sociale arrangementer til fordel for at gøre det bedste for mit barn. Det er jeg villig til. Det er en del af opgaven.

Glad baby, glad mor.

Er alle børn i virkeligheden ikke non-binære?

Er der noget, jeg har det stramt med, så er det, når man kønner ting, hvor det ikke er nødvendigt. Farver, tøj, legetøj og den slags. Jeg har det også ret stramt med at proppe piger ned i en kasse fyldt med ting som prinsesser, blomster, glimmer og sløjfer i håret, mens jeg har det lige så svært, når det er omvendt fortegn og drenge proppes i kasser med biler, maskiner, værktøj og sport. Det er ikke fordi, jeg vil have en kønsneutral verden, hvor vi kalder hinanden “den”, men jeg synes bare, vi har så utroligt travlt med at proppe helt nye mennesker i prædeterminerede kasser, selvom vi ikke aner, om de har det komfortabelt i dem.

Jeg tænker rigtig meget over det i hverdagen, men jeg har mange blinde punkter, fordi jeg selv er en binær cis-kvinde i et heteronormativt forhold. Fik jeg skrevet det rigtigt? Se, det er dét, der er problemet: Jeg mangler uddannelse på området. Imens jeg opsøger viden og udvider mine horisonter og oplyser mine blinde punkter, prøver jeg i stedet at følge min mavefornemmelse, og at tage den viden til mig, jeg allerede har opsøgt.

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg ikke har lyst til, at mit barns garderobe skal bestå af tøj i 50 nuancer af lyserød, bare fordi hun er født med kvindelige kønsdele. Det betyder ikke, at kommer hun en dag og ønsker sig noget lyserødt, at jeg så mener, jeg har fejlet, eller at jeg vil nægte hende noget lyserødt, det betyder bare, at jeg vil give hende plads til selv at finde ud af, hvad hun foretrækker. Det er selvfølgelig svært i praksis, for selvfølgelig er der mange valg, jeg tager på hendes vegne, som hun stadig kan gøre om senere i livet, men ikke desto mindre føles det rigtigt at gøre det sådan her.

Hun har lyserødt i sin garderobe. Ligesom hun har lilla, lyseblå, mørkeblå, brun, turkis, grå og alle mulige andre farver. Hun har også blomstret tøj i sin garderobe, ligesom hun har tøj med både og katte. Hun har ingen kjoler eller nederdele, men det er simpelthen fordi 1) Hun er i en alder, hvor det ganske upraktisk, og 2) Jeg synes, det ser forkert ud, når hun har den slags på. Det passer slet ikke til hendes personlighed, synes jeg.

Det bringer mig til næste kæphest: Når man kalder små pigebørn for “prinsesser”. Det er måske mit billede i hovedet af en prinsesse, der skaber den aversion, men ikke desto mindre har jeg det virkelig svært med det. Prinsesser er historisk set blevet beskrevet som en petit pigeskikkelse, der hjælpeløst skal reddes af en prins, og som har fine fornemmelser. Hvis man kalder små piger for prinsesser fra de er helt små, hvad er det så for et billede af sig selv, de potentielt skaber sig? Hvad nu, hvis de ikke føler sig som små prinsesser, men nærmere som seje ninjaer eller stærke superhelte? F.eks. er M.J. så langt fra en lille fintfølende prinsesse, man overhovedet kan komme. Hun er sej, stærk, tapper, modig, sjov og eventyrlysten. Jeg har kaldt hende alt fra “vores lille frø” til “vores vilde tornado”, men aldrig “prinsesse”, for det stemmer slet ikke overens med den person, hun er, og jeg føler, at det udvasker hendes potentiale at spise hende af med at blive kaldt en prinsesse.

Don’t even get me started on legetøj. Hvorfor er det, vi har pigelegetøj og drengelegetøj? Skal deres kønsdele i spil, når de skal bruge det? I såfald tror jeg, jeg gerne bare vil have et tilgodebevis. I vores arsenal af legetøj finder man både togbane, Duplo, biler, dyr, dukker/bamser og bolde. Det kan hun fint lege med, uden at hendes kønsdele kommer i spil. *wink wink*

Hvor vil jeg gerne hen med det her?

Jeg vil så gerne have, at vi begynder at gentænke, hvordan vi omtaler vores og andres børn. Hvilke kasser vi sætter dem i. Hvilket selvbillede vi skaber for dem. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi ikke begrænser vores børn, når de skal danne sig et billede af, hvem de er, og hvilke muligheder i livet de har. Det er måske for abstrakt for mange (inklusive til et vis punkt mig selv), hvis man fra graviditet og frem til teenageårene skal holde sig fra at kønne sit barn og på den måde skabe rum for at lade barnet selv skabe sin kønsidentitet, men vi kan stadig godt skabe mere rum, end der traditionelt hidtil er gjort. F.eks. ved at gentænke, hvor ensformig vores børns garderobe eller legetøjssamling er. Lad alle regnbuens farver være med til at male dit barns selvbillede, og lad alle verdens muligheder blive repræsenteret i legetøjssamlingen.

Jeg kalder M.J. for “min datter”. Jeg omtaler hende som en pige, og jeg bruger pronominerne hun/hende/hendes, når jeg taler om hende. Til gengæld prøver jeg så vidt muligt at gøre plads til hendes personlighed, og jeg prøver i disse tidlige år at gøre hendes fysiske fremtoning så neutral som muligt. Derfor tager jeg det nærmere som et kompliment end en fornærmelse, når folk igen og igen enten kalder hende for en dreng eller ganske enkelt spørger til hendes køn, da de ikke kan se det på hendes tøj eller legetøj. M.J. har ikke behov for at blive genkendt som en dreng eller en pige, hun har behov for at blive set som et menneske og et individ.

Og er alle børn i virkeligheden ikke non-binære?

Mors dag? Ellers tak

Jeg gik mere op i mors dag, da jeg ikke var menneskemor, end jeg gør nu. Jeg husker, at jeg elskede, når nogle i min familie (og senere Islændingen) ønskede mig glædelig mors dag som Emmys mor. Nu, når jeg har et menneskebarn? Not so much. Eller, jeg har intet imod “glædelig mors dag”, men gaver, blomster og den slags, det gider jeg ikke. Der er ikke noget dybere filosofisk eller antikapitalistisk mindset bag, det er bare en mavefornemmelse.

Jeg giver min mor gave på mors dag, og vil M.J. give mig en gave på mors dag engang i fremtiden, når hun forstår konceptet, så kunne jeg ikke drømme om at afvise den. For mig er mors dag dog en dag, hvor børn fejrer deres forældre – hvis de har lyst. Det er (for mig) ikke en dag, hvor fædre skal købe gaver og diske op med morgenbord og den slags.

Det er skide dobbeltmoralsk, for jeg har jo helt vildt meget lyst til at give Islændingen en gave på fars dag. Ikke nødvendigvis en gave fra M.J. til ham, men en gave fra mig til ham, som tak for at han er en så dejlig far for vores datter. Når jeg tænker rationelt over det, så ved jeg også bare, at det behøver jeg ikke denne ene dag for at markere. Jeg siger det jævnligt. Og jeg giver gaver, når han mangler noget eller ønsker sig noget, som jeg har mulighed for eller lyst til at give ham. Så pointen med fars dag bliver lidt svær at få øje på.

Jeg er ikke imod mors og fars dag. Jeg er heller ikke imod valentinsdag. Jeg har intet antikapitalistisk eller antikommercielt horn i siden på den slags mærkedage. Jeg kan bare mærke i maven, at det ikke er noget, der betyder noget for mig, og så agerer jeg på det. Men lur mig, om jeg ikke er den første til at smide et sentimentalt post op på den digitale opslagstavle, hvis M.J. en dag begaver mig med en krusedulletegning eller et ugenkendeligt lerdyr på mors dag. Den tid, de krummede tæer.

Fra min dagbog

Jeg skriver meget og mange steder. Her, i min dagbog, på både store og små blokke rundt omkring i huset. Det er sådan, jeg holder styr på larmen i mit hoved. Det er forskellige ting, jeg skriver de forskellige steder, men jeg tænkte, at jeg i dag ville dele lidt fra min (analoge) dagbog, som nok er det sted, der bliver gravet dybest i mine tanker.

Dette skriv er fra den 16. august, tre dage efter min operation, hvor jeg fik fjernet min ene æggeleder pga. en graviditet uden for livmoderen:

“Var det da “bare” endnu en blødning. Endnu et mislykket forsøg. En skuffelse til samlingen. I stedet har det været blodprøve efter blodprøve. Scanning efter scanning. Tre dages indlæggelse og en kikkertoperation. En æggeleder mindre og udsigten til en helt del mere kompliceret forløb. Det er ikke umuligt, men det er heller ikke så lige til. Og vi skal nok ikke håbe på, at det lige lykkes uden indgriben.

Min krop kan ikke mere. Heller ikke mit sind. Jeg føler, jeg er ved at gå op i syningen. At jeg trevler; som en løs tråd, der pludselig er blevet til en ødelagt trøje. Min mave har tre operationssår og et udslæt, mine arme ligner en junkies med stiksår og blå mærker. Jeg har blødt i over to uger. I dag er det dog mest psyken, der giver bøvl. Jeg tuder konstant.

Gunnar har været fuldstændigt fantastisk. Han har bare klaret alt og været sådan en stor hjælp. Marrit ringede i går og sagde alt det rigtige. I dag kom der så blomster. From Shanghai with love. Det er lige til at tude over. Og det gør jeg så. Tuder over alt og intet. Tuder over sange, serier, søde gestusser, nedslående statistikker på nettet, tanken om et tomt børneværelse, udsigten til at skulle ud i verden igen og forholde mig til den her oplevelse og vores nye vilkår. Jeg føler mig så forandret. Så arret. Men på mandag skal jeg tilbage til den virkelige verden igen, hvor jeg skal forholde mig til andet og andre end mig selv og alt det, der foregår inde i mig lige nu. Vores tur og virkelighedsflugt til New York kan ikke komme hurtigt nok.”

Det er barske løjer for mig at genlæse mine egne ord, for selvom det føles som om, de er skrevet for en evighed siden, så husker jeg følelserne så klart. De er en del af mig nu. Men så glæder det mig at læse det, jeg skrev i min dagbog bare ni dage senere den 25. august.

“Verden ser anderledes ud for tiden. Solen skinner. Vi går og sysler i haven, får styr på haven. Det føles godt at kunne få styr på noget. Faktisk føles det ret godt at have min krop i fred for tiden. Ingen hormoner, der fucker med mig eller sender mig i kunstig overgangsalder. Ingen graviditet; hverken biokemisk eller uden for livmoderen – ingenting. Det betyder ingen kvalme, ingen overdreven træthed og ingen restriktioner og ingen beherskelse af de ting, jeg gerne vil, af frygt for at skade kroppen og/eller et potentielt foster. Jeg nyder at tænke på noget andet, at bare være mig og os. Vi har det så godt sammen, og vi har sådan et godt liv med vores små pelsede roomies. Det er godt at blive mindet om, at vores lykke ikke er betinget af børn. At vi også har det godt bare os. Og jeg vil nyde denne tid, bruge den til at lade op, for lige om lidt starter kampen igen. Jeg er klar.”

And the rest is – as they say – history.

Den 13. september var vi til kontrol og fik lagt en plan for, hvordan vi skulle gribe det hele an fremadrettet. Den 16. september kom min menstruation. Vi fik vores tur til New York, og kom så hjem til to fine æg, hvoraf det ene blev befrugtet, og nu er det blevet til en baby, et menneske, på snart tre kilo, som forhåbentlig kommer sikkert til verden inden for de kommende uger.

Jeg kan ikke forklare med ord, hvor taknemmelig jeg er.

Navnet

Det er altså en stor ting, det der med at skulle bestemme navnet på et menneske, synes jeg. For et navn er jo aldrig rigtig bare et navn, vel? Det kommer til at følge dig resten af livet på den ene eller den anden måde. Selv, hvis du ændrer det, så vil det være en del af din historie, at du ændrede dit navn.

Vi har også alle en mere eller mindre ubevidst tendens til at sætte navne i kasser. Da jeg voksede op, var det f.eks. navnene ‘Brian’ og ‘Connie’, der blev brugt om motorbøller og lignende “typer”. Jeg er også gift med en mand, som har et navn, der er helt almindeligt for mænd på hans alder i Island, men som i Danmark mest hører til befolkningsgruppen 65+. Sådan er det så forskelligt verden over.

Jeg selv har både hadet og elsket mit navn gennem årene. Ej, elsket har jeg nok aldrig rigtigt, men jeg har hadet det og så har jeg været tilfreds med det. Jeg drømte som barn meget om at skifte navn, når jeg blev ældre, især fordi mit navn altid skulle staves for folk og tit alligevel blev stavet forkert. C-Æ-C-I-L-I-E. Mit navn med den meget danske stavemåde var heller ikke ligefrem en fordel, da jeg boede i udlandet og skulle udfylde officielle papirer. I de år hed jeg Caecilie. Det samme gør min e-mailadresse. Eksotisk, I know.

Når jeg ser tilbage på det, er jeg dog fint tilfreds med, at mit navn har set lidt mærkværdigt ud for de mennesker, der skulle læse det, da jeg boede i udlandet. For det har været en god icebreaker og samtalestarter, og det har på den måde hjulpet mig i gang med samtaler, jeg måske ellers ikke ville have haft. Så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

__________________________________________

Klip til, at Islændingen og jeg nu snart skal navngive vores klon. Et menneske med rødder i både Danmark og Island, men som samtidig kommer til at være en verdensborger, og et menneske, der som udgangspunkt kommer ud i verden som pige.

Der har været så mange ting at tage højde for; det måtte gerne indeholde både lidt af Island og lidt af Danmark, og det måtte samtidig gerne være internationalt, men vigtigt har været (måske mest for mig), at det var et navn med power. Og det har nok netop noget at gøre med, at hun er en pige.

Så et navn med power, der både er internationalt, dansk og islandsk. Det kan kun blive langt.

Og ja, hendes navn er ganske rigtigt langt. Men det har historie, det har power og selvom jeg ikke har mødt hende face to face endnu, så ved jeg allerede, at det passer perfekt til hende.

Det er ikke en hemmelighed, hvad hun skal hedde. Flere familiemedlemmer og venner ved det allerede, men vi fortæller det ikke, medmindre folk decideret spørger. Det er nok mest mig, der har behov for at holde det bare en smule under wraps, indtil hun er her. Og det er mest fordi, jeg ikke har lyst til at høre folks reaktioner, hvis de har en negativ holdning til det. Når først hun er her, og man fysisk kan se hende, og folk ved, at det er dét navn, vi har valgt til hende, så tror jeg, de i højere grad vælger at tænke sit men uden at sige det højt. Inden hun er her, og inden det er en done deal, så tror de måske nærmere, de kan tillade sig at komme med en kommentar til det. Så derfor deler jeg heller ikke navnet her og nu.

Til gengæld kan jeg nævne nogle af de (fornavne), der har været oppe at vende:

  • Evy
  • Demi
  • Dua
  • Túva
  • Eline

Vi har haft mange flere oppe at vende, men de her var med i kapløbet i lang tid.

Drengenavne havde vi slet ikke lige så mange af. Til gengæld havde vi mellemnavnet på plads for længe siden. Havde vi ventet os en dreng, skulle hans mellemnavn være Marlon. Ikke pga. ham fra SKAM, ikke pga. Marlon Brando, men fordi det er en sammentrækning af vores mødres navne: Maria og Lone – Marlon.

Det var Islændingen, der i sin tid fandt på det, og jeg var vild med det fra starten. Både pga. historien bag – at det var vores mødres navne sat sammen – men også tanken om at give en dreng to kvinders navne på en måde. Så det var faktisk på plads, længe inden jeg blev gravid. Fornavnet nåede lige akkurat at komme på plads, inden vi var til kønsscanning, men det fik vi så ikke brug for. Alligevel vælger jeg at holde det for mig selv, for hvad nu, hvis vi får brug for det alligevel en dag.

Hvis klichéen passer…

“Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns”, sagde Kierkegaard.

Jeg har haft sådan nogle “aha!”-oplevelser på det seneste, hvor klichéer som ovenstående giver så ufatteligt god mening. Øjeblikke, hvor jeg for en kort stund svæver op i helikopterhøjde og ser de seneste år i det store billede.

Når man står midt i kaoset, så ser man det ikke. Meningen med det hele. Faktisk spørger man ofte sig selv, hvorfor man dog er havnet her. Hvad kunne man have gjort anderledes. Man går rundt med tusinde spørgsmål af mere eller mindre eksistentiel karakter, som man ikke kan finde svar på, fordi man netop ikke er i stand til at se det store billede.

Det kan jeg nu.

Da vi sidste år stod i en hvirvelvind af hormoner, ægløsningssprøjter, skemalagt sex ned til minuttet, positive tests, der aldrig blev til en baby, og ikke mindst den (in)famøse operation i august, havde jeg mange spørgsmål til … ja, til hvem egentlig? Universet? … men ingen kunne svare på dem.

Det kan jeg selv nu.

Jeg kan pludselig se og forstå, hvorfor det ikke skulle gå så nemt for os at blive forældre.

_______________________________________________

Hele vores forhold er fløjet afsted med raketfart, siden Islændingen gjorde sin entré i min entré i Berlin i februar 2017. Et halvt år efter det havde vi fået lejlighed sammen. Et halvt år efter det var bryllupsinvitationerne sendt ud. Et halvt år efter det skrev vi under på købskontrakten på vores hus. Undervejs i vores stormende eventyr var det så meningen, jeg skulle være blevet gravid. Vi begyndte at prøve lidt over et år efter, vi var blevet kærester. Hvis jeg havde været en af dem, der var blevet gravid i første, andet eller tredje forsøg, så havde vores liv set helt anderledes ud.

Vi havde ikke været på vores ture til Barcelona, Island, Italien, Berlin og New York. Vi havde ikke været på festival sammen. Vi havde måske taget andre valg i forhold til at flytte tilbage til Sønderjylland og i forhold til vores valg af hus. Vi havde ikke haft de jobs, vi har og har haft, og dermed havde vores økonomi måske også set anderledes ud.

Der er så mange ting, der direkte eller indirekte ville være blevet påvirket af en hurtigt opnået graviditet.

En anden ting, man kan argumentere for giver mening, er, at vi fik mere tid til at være os. Ikke mindst med en lang, svær og hård periode i bagagen. En slags prøve, som man må sige, vi har bestået med bravour. Hvilket bringer mig til en anden kliché, som jeg har fundet enormt meget mening i det seneste halve års tid.

“Nothing ever goes away until it has taught us what we need to know”.

For jeg havde meget at lære, og det har jeg stadig, men jeg føler, jeg har lært enormt meget af vores udfordringer op til den her graviditet, som jeg har taget med mig gennem graviditeten, og som jeg tror, jeg kommer til at tage med mig ind i moderskabet. Selvom jeg nok ville have været tilfreds ved, at jeg havde lært de ting på en anden måde, så husker jeg tydeligt det vendepunkt, hvor jeg følte, jeg havde lært, hvad jeg skulle lære, og under to måneder senere stod vi så med den positive tests, som nu er blevet til vores barn, der gerne skulle melde sin ankomst inden for de næste to måneders tid.

Alle brikker falder langsomt på plads, og jeg finder stor ro i at kigge tilbage på de seneste par år og vide, at alt går op i en højere enhed. At alt giver mening. Det giver mig overskud og perspektiv til igen og igen at kunne tænke og sige til mig selv (og til Islændingen): “Hvor har vi dog været heldige”. For det føler jeg oprigtigt, hvor jeg står nu, at vi har været og at vi er, og nu glæder jeg mig bare til at se, hvad fremtiden byder på. Uanset hvad håber jeg, at jeg – når tingene bliver sværere – kan finde trøst i, at det hele vil give mening en dag.

Intuition vs. autoritetstro

Vi er officielt et par uger inde i tredje trimester, og udsigten til, at hele den her rejse ender lykkeligt, får bedre og bedre odds. Jeg nyder hver eneste dag, til trods for bækkensmerter, halsbrand, træthed og en indre kamp mellem, hvad jeg vil og hvad jeg kan. Jeg nyder især de små øjeblikke i løbet af en dag, hvor jeg føler, jeg connecter med hende, selvom vi pt. ikke kan se hinanden. Hver morgen starter jeg dagen med at ligge i nogle minutter og mærke hende vågne, og det er hastigt på vej til at blive nogle af mine mest værdsatte minutter i løbet af en dag.

Men hvor har det altså bare været en lang rejse, det her. Især hvis man tæller månederne med fertilitetsbehandling med 0. trimester, kaldes det også. Fra at sørge over fortiden, frygte fremtiden og prøve at flygte fra nutiden til nu at være i det, sådan virkelig være i det, og tage hver dag for, hvad den er, dét er et enormt skridt. I hvert fald for mig. Derudover har der været et kæmpe skridt fra at føle mig ramt og usikker af folks mange (virkelig mange) velmenende råd, markante meninger og malplacerede anekdoter, til nu at hvile i, at de beslutninger, vi tager for os og vores barn, er de rigtige for os, og at de ikke behøver forklares eller forsvares. Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor jeg stadig kan blive i tvivl, selvfølgelig er der det, jeg ved jo ikke alt, tværtimod, men langt størstedelen af tiden, føler jeg mig sikker i de valg, vi tager for nu og for fremtiden.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om jeg vil være i stand til at holde fast i den. I evnen til at lytte til min intuition, til at stole på min mavefornemmelse og til at tro på mig selv og mine evner som mor. Jeg vil jo gøre alt det bedste for hende, og jeg vil helst ikke tage fejl, men så er det evige spørgsmål: Hvornår er noget en fejl, og hvornår er noget bare et anderledes valg end andre har taget?

Allerede nu gør vi os jo milliarder af tanker om alt fra amning og valg af bleer til institutioner og traditioner. Vi har ikke prøvet det her før, så vi ved ikke, hvad der er “rigtigt” og hvad der er “forkert”, vi har kun vores moralske kompas, vores kærlighed til vores barn og vores mavefornemmelser at gå efter. Så spørgsmålet er, om vi – nok mest jeg – kan overdøve andres inputs og lytte til mig selv, når først jeg står med hende i mine arme og fysisk kan se konsekvenserne af mine valg.

Jeg er enormt autoritetstro, og jeg har tendens til at opsøge viden fra og lytte til folk, der har mere erfaring på et givent område, end jeg selv har. Når det her er mit første barn, så vil der naturligvis være mange omkring mig, som har mere erfaring som forælder end jeg har, så derfor ville det virke oplagt at søge råd, svar og vejledning hos dem. Eller hvad? For forældreskabet er jo vitterligt et af de få emner i livet, hvor der ikke findes et facit. Der findes så uendeligt mange måder at gøre det på, og ingen kan fortælle, hvad der er det rigtige. Derfor giver argumenter som “nu har jeg altså født fire børn, så jeg ved, at…” ikke mening. Eller “nu har jeg altså selv to børn, og de er i hvert fald ikke døde af, at…”. Hvad der har virket for nogen, virker ikke nødvendigvis for andre. Hvad der har været det rigtige for nogen, er ikke nødvendigvis det rigtige for andre. Hver en graviditet, hver en fødsel og hvert et barn er forskelligt, så der er vitterligt intet facit at hente nogen steder. Dérfor er den famøse intuition og mavefornemmelse så hamrende vigtig, fordi det er dén, der kommer til at følge dig og være dit mest sikre opslagsværk.

Jeg kommer til at blive usikker. Jeg kommer til at tvivle. Jeg kommer til at være desperat, efter at nogen tager valgene for mig og påtager sig det medfølgende ansvar. Alt det ved jeg godt. Men jeg håber sådan, at det ikke kommer til at tage overhånd, og at min nyfundne evne til at lytte til mig selv og ikke føle behov for at forklare eller forsvare mine valg, ikke forsvinder som dug for solen, når jeg sidder med mit barn i armene. Time will tell, og om 10 ugers tid ved jeg nok meget mere – og samtidig meget mindre – end jeg ved nu.

Svaghedstegn og morfornemmelser

Jeg praler af min krop, så snart jeg kan komme til det. Praler af, at den fandme har lavet et menneske! Et ægte menneske! For det er, hvad hun er nu. Et menneske. Nogen kalder hende måske for et foster, men for mig er hun et menneske. Et menneske med organer, men læber, med små livlige fingre og aktive fødder. Et menneske med et bankende hjerte og et fordøjelsessystem. Så min krop har altså lavet et menneske på omkring fire måneder, og det er fandme vildt. Især taget i betragtning af, at jeg ikke har mærket synderligt til det. Jeg har mærket så lidt til det, at jeg ofte har glemt, hvad det var, jeg havde gang i. Og stadig glemmer det engang imellem.

Første trimester var præget af en smule eftermiddags- og aftenkvalme, lidt madlede og en gennemgående lyst til kartoffelmos med “millionbøf”. Senere overtog lysten til appelsinjuice og all things sugar, så jeg spiste alt for meget sukker i nogle uger og drak litervis af appelsinjuice. Andet trimester har indtil videre været uden nogen af de ting. Til gengæld var det plaget af en klemt iskiasnerve, som godt nok fik det til at se sort ud, at jeg skulle gå i et halvt år endnu, hvis jeg skulle have så ondt og været så plaget af det.

Når man har ondt, så er man som menneske indrettet til at undgå de bevægelser og ting, der giver mere ondt. Derfor var mit instinkt og at lægge mig ned og blive liggende, når jeg havde ondt. Det var dumt. For det gjorde det bare værre. I stedet besluttede jeg mig for, at når jeg havde ondt, så skulle jeg gå en tur. Minimum 30 minutter rundt i nabolaget med Emmy, så jeg kunne få kroppen lidt i gang. Det gjorde jeg i et par uger, hvor nogle dage var over en time, mens andre kun lige og lige ramte de 30 minutter, men resultatet var, at jeg fik løsnet godt op for nerven, og siden nærmest ikke har mærket noget til den. Der er lige nogle få bevægelser og stillinger, jeg prøver at minimere, men ellers er alt ok.

Jeg befinder mig stadig i andet trimester, og det har nu vist sig, at min krop simpelthen er gået kontra på mig.

Sagen er den, at jeg faktisk synes, jeg har haft det så godt, at jeg har haft tendens til at køre videre i samme gear, som inden jeg byggede et menneske. I hvert fald, når det kommer til arbejde. Jeg har været glad og lettet over, at der kun har været ganske, ganske få decideret sygedage pga. graviditeten, og så har jeg ellers bare kørt på som sædvanligt. I et job, hvor tingene virkelig går stærkt, hvor der er mange bolde i luften, mange mennesker at tage hensyn til og generelt bare fart over feltet, kræver det sin kvinde at følge med til tider. Og det er præcis noget af det, jeg er motiveret af ved mit arbejde; at det aldrig er kedeligt. Desværre har jeg også bare måttet erfare, at den slags fart over feltet er lige vildt nok, når man bygger et barn.

I hvert fald har jeg kørt så meget på som hidtil, at min krop for to måneders tid siden begyndte at bremse hårdt op. Dundrende hovedpiner, svimmelhed, kvalme og ondt i mave og ryg var nogle af tegnene, der fik mig til at tænke “hmm, er der mon noget galt?”. Lægens prøver sagde nej, men både egen læge og lægerne på sygehuset, som hun konsulterede med, sagde ja. De mente, jeg var overbelastet, og de anbefalede alle, at jeg skulle fraværsmeldes (aka. sygemeldes).

Det så jeg slet ikke som en mulighed. Tanken alene stressede mig endnu mere. Så i stedet måtte jeg tænke i alternative baner. Det har resulteret i, at jeg tre ud af fem dage arbejder hjemmefra, hvor der stadig er meget, der skal nås, men hvor det foregår i et roligere tempo, et mere stille miljø og uden en bagkant. Det gør en verden til forskel. Jeg har stadig dage, hvor jeg har arbejdet hjemme og haft meget på programmet, hvor jeg kan føle mig helt udmattet, når jeg smider mig på sofaen om aftenen, men det er et langt bedre alternativ, end når jeg efter en hektisk dag på arbejdet har ondt i maven, ondt i ryggen, ondt i hovedet og en følelse af kvalme og svimmelhed.

Jeg fornemmer lidt, at det anses som et svaghedstegn, når man bliver nødt til at sige fra. Når man bliver nødt til at “mærke efter”, som det så vagt kan forklares, og så lytte til det kroppen fortæller. I hvert fald var det svært for mig, og det er det stadig. Jeg føler mig som en byrde og jeg føler mig svag, fordi jeg ikke som en eller anden jernlady kan klare både fuld fart frem på jobbet, at gro et barn, at være huslig, at være aktiv, at spise nok, at sove nok, at være social og alt det andet.

For sandheden er, at jeg kan ikke det hele lige nu, og når man ikke kan det hele, så må man prioritere. Hvad er vigtigst for mig? Min selvfølelse eller mit barn? Og det er selvfølgelig det sidstnævnte. Det vigtigste lige nu – det altoverskyggende vigtigste – er hende den lille, fine pige, jeg bærer rundt på i maven. Hun skal have de bedste forudsætninger, og det er min allervigtigste opgave at give hende dem.

I ugerne, hvor jeg nok ærligt var presset lidt til kanten, resulterede det også i dårlig søvn, for lidt mad og for få kalorier, for lidt motion og for meget hjertebanken. Jeg kan godt selv se det, når jeg ser det på skrift: Det var det rigtige at stoppe op. Problemet er, at jeg nok gik og ventede på, at nogen omkring mig fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Men hvordan kunne de vide, hvordan jeg havde det inden i kroppen? Hvordan kunne de vide, hvad der var det rigtige for mig? Islændingen sagde faktisk fra flere gange, når jeg lå på sofaen og var gået nærmest komadød af træthed, eller når jeg ikke kunne rejse mig uden at blive ramt af en kniv i tindingerne, at nu mente han altså, at det var tid til den sygemelding. Min egen læge var også ret klar i mælet: En sygemelding er det rigtige. Det var dog ikke indtil det virkelig ramte mig, hvad der var på spil, at jeg selv tænkte “okay, måske skal jeg gøre noget ved det her”.

Det ramte mig, at det jo er dét, det betyder at være mor. At man tager de rette – men til tider svære – valg på vegne af sit barn, som kan betyde et kompromis for mig selv. Eller, i hvert fald betød det at sætte mig selv i en akavet situation over for min arbejdsgiver, hvor jeg skulle sige fra og melde ud, hvad jeg kan og ikke kan holde til. Så det gjorde jeg. Og det hjalp. Der er længere mellem hovedpinerne, svimmelheden og smerterne, jeg er (for det meste) blevet bedre til at spise nok, sove nok og bevæge mig nok, og min motivation for at lytte til min krop og passe på hende, jeg endnu ikke rigtig har mødt, men som jeg allerede vil give min højre arm for, har aldrig været højere.

Det er en rejse, det her med at være gravid. Det var det allerede inden, da vi var i behandling. En rejse henimod at blive mor. Hvor meget kan man holde til og udstå på vegne af sit ufødte barn? Hvor mange lakridser, man ikke spiser, eller hvor mange drinks, man ikke drikker, er man villig til at “ofre”, fordi det er for barnets bedste? Det er jo dét, der testes i de her måneder. Forhåbentlig er resultatet, at man er MOR, når hun så først kommer til verden. Ellers skal hun også nok vise vejen helt til målet, det er jeg sikker på.

Fødsel: sygehus vs. hjemmefødsel

Af alle de ting, der vitterligt er en jungle at finde rundt i som gravid, er det her med fødslen nok én af de største vildmarker. Som førstegangsfødende er det jo komplet umuligt praktisk at sammenligne de to oplevelser. Begge dele har fordele og ulemper, og man kan sagtens indsamle historier fra folk om både det ene og det andet, men når ikke to kvinder, ikke to graviditeter og ikke to fødsler er ens, så kan man i praksis ikke bruge de historier til ret meget.

Så, basically: Jeg aner ikke, hvad jeg skal.

Da jeg fik lavet min vandrejournal, fik jeg en pjece med hjem om hjemmefødsler. Der var fire sider udelukkende med fordelene ved at vælge hjemmefødsel. Det provokerede mig lidt, for jeg syntes egentlig, det var frygteligt ensidigt. Der må da også være ulemper?

Til første jordemoderkonsultation blev jeg også spurgt ind til, om jeg havde gjort mig tanker om en hjemmefødsel. Jeg forklarede, at jeg var åben for mere information omkring det, men at jeg ærlig talt manglede lidt nuancering. Hun fortalte så om et informationsmøde, som man kan komme med til, for at høre mere, og det skal vi så engang i marts.

Nogle af fordelene ved en hjemmefødsel:

  • Man er i trygge og vante omgivelser
  • Ingen risiko for at glemme noget, når man tager på hospitalet; alt er inden for rækkevidde
  • Kendt jordemoder
  • Mindre (unødvendig) overvågning under fødslen
  • Færre tilfælde af brug af sugekop og klip
  • Lavere risiko for kejsersnit
  • Ingen kørsel ud og hjem

Det her er taget fra pjecen, og det er kun et udpluk, men det er nogle af de punkter, som giver mening for mig, og som derfor taler for en hjemmefødsel.

Det eneste, der taler imod, er mit indædte kontrolbehov. Men kontrol er en illusion, når det kommer til fødsler. Og faktisk er det også mit indtryk, at mere kontrol ikke nødvendigvis er en god ting. Med kontrol mener jeg dog, at hvis nu, at situationen skulle blive akut, så har man et helt sygehus lige ved hånden. Man har anæstesilæger, sygeplejersker, læger m.fl., mens man herhjemme “kun” har en jordemoder – og Islændingen. Sidstnævnte har meddelt, at han nok kommer til at være skrækslagen og føle sig nytteløs under hele seancen, så han tæller ikke lige med i dén beregning.

Når alt kommer til alt, så hælder jeg mest til en hjemmefødsel. Jeg ser ærlig talt bare flere fordele end ulemper. Den største ulempe er den mentale barriere, jeg har. Frygten for, at jeg ikke slår til. At jeg ikke kan klare det “selv” og får brug for alverdens assistance fra sygehuspersonale. Sandheden er bare, at min krop indtil videre er virkelig god til at være gravid. Den ved præcis, hvad den skal, den er ikke videre tynget eller besværet, og den har indtil videre helt af sig selv skabt et sundt, raskt og helt perfekt lille menneske. Det var i hvert fald konklusionen efter gennemscanningen i torsdags. Når nu min krop klarer det så fint, hvorfor skulle den så ikke også kunne finde ud af at føde? Den er jo programmeret til det. Den ved, præcis hvad den skal gøre. Det er kun det psykiske, der står i vejen, og det kan der måske arbejdes på? Jeg har trods alt over fire måneder til at vænne mig til tanken og forberede mig, så godt som jeg kan.

Jeg holder mig bevidst fra skrækhistorier og opsøger kun positive historier, for jeg tror ikke, at der er nogen, der vinder på at blive bange for at føde. Jeg har ikke en naiv idé om, at en hjemmefødsel er lig med ingen smerter, ingen frygt, ingen risici, men jeg har en idé om, at jeg skal blive bedre til at stole på min krop. Historier, der kan hjælpe mig på vej til dét, det er den slags historier, jeg opsøger, læser og lapper i mig. For jeg skal føle mig empowered  og ikke tvivle.

Uanset hvad valget falder på, så er det ultimative mål, at vores lille pige kommer sikkert til verden, og at hun får den bedste start på livet. Jeg stoler på, at vi som forældre kan vælge det rigtige for hende. Så må vi se, hvad det bliver.

Vi skal have en…

I mandags, dagen før nytår, var vi til kønsscanning. Det var en scanning, vi selv har betalt for, da vi ellers først ville få kønnet at vide, når vi skal til gennemscanning (det mange kender som misdannelsesscanning) i slutningen af januar. Jeg kan helt oprigtigt sige, at kønnet ikke har eller har haft nogen betydning for, hvor glad jeg er for den lille spire, der så hastigt vokser i min mave, så derfor kan det virke mærkeligt, at vi ikke bare kunne vente. Eller at vi overhovedet vil have det at vide. Min mormor insisterer f.eks. på, at der ikke er noget spænding tilbage, hvis man kender kønnet. Det er jeg slet ikke enig i. Jeg kan mærke, jeg på ingen måde er mindre spændt, end jeg var, inden jeg kendte kønnet. Jeg synes faktisk, vi har haft rigeligt med spænding, så det er ikke manglen på spænding, der har fyldt i overvejelserne. 

Vi har været enige fra starten, om at vi gerne ville kende kønnet, så snart vi kunne komme til det. Jeg tror, det giver en følelse af, at det hele er lidt mere virkeligt. Langt størstedelen af tiden føles det, som om det bare er noget, vi leger. Vi leger far, mor og barn på vej, men jeg begriber ikke rigtig endnu, at den altså er god nok. Det skulle kønsscanningen hjælpe på. Den skulle hjælpe os med at danne et billede af, hvad det er for et lille menneske, vi har skabt sammen. Den skulle også hjælpe med at gøre tankerne og forestillingerne, som man uomtvisteligt har i hovedet hele tiden, lidt mere konkrete. 

For jeg har set det for mig hundredevis af gange. Jeg har set en lille dreng for mig, og jeg har set mig som “drengemor” for mig, og jeg har set en lille pige for mig og set mig selv som “pigemor”. For selvom det grundlæggende er de samme værdier, jeg gerne vil give videre til såvel en dreng som en pige, så vil det være uundgåeligt, at de får to forskellige roller i verden og det samfund, de skal være en del af. Derfor er det heller ikke helt ligegyldigt, hvordan man kommunikerer og viser de værdier, afhængigt af om der er tale om en dreng eller en pige. 

Et konkret eksempel kan være, at jeg naturligvis gerne vil opdrage mit barn til at være feminist, men jeg synes, der er forskellige måder at gøre det på. Til en pige har jeg f.eks. set på seje, tegnede plakater af nogle af historiens sejeste kvinder, som jeg gerne vil have hængende på værelset, men til en dreng ville jeg ikke synes, det var passende i samme grad. For selvfølgelig skal han have ind med modermælken, at der er lige så mange vigtige og indflydelsesrige kvinder i historien som der er mænd, men det skal heller ikke fremstå som om, at han som dreng og senere mand så er mindre værd end kvinder. Det er i min optik ikke feminisme. I stedet kunne jeg sagtens forestille mig at læse børnebøger som f.eks. “Fantastisk seje kvinder, der forandrede verden” eller “Små mennesker, store drømme” med kvinder som Frida Kahlo og Rosa Parks for både en dreng og en pige. 

Med Islændingen som die hard Tottenham-fan vil det også være uundgåeligt, at der kommer noget fodboldpåvirkning hjemme hos os. Der har vi så talt om, at det lige så vel kan være en sport, man vil præge en pige med, som hvis det var en dreng. Vi har også talt om, at vi skulle blive bedre til også at se vigtige kvindefodboldkampe, da det overvejende er herrefodbold, vi ser pt. Det er bare vigtigt for os, at vi viser, at kvinder også kan være hurtige, svedige, atletiske og ambitiøse, ligesom det er tilfældet med mandlige fodboldspillere. 

Kort sagt har der været mange overvejelser i spil, og det kunne være rart, hvis man kunne få strømlinet de overvejelser, så man ikke hele tiden skulle have en tankebane, der hed “hvis det bliver en dreng”, og en, der hed “hvis det bliver en pige”. At have ét køn at forholde sig til (som udgangspunkt, det er jo trods alt kun det biologiske køn, vi kender), giver mig en følelse af kontrol i en ukontrollerbar situation. 

Jeg har hørt argumenter som “så kan I også begynde at købe tøj” og “så kan I begynde at tænke på navne”, men de har slet ikke være relevante for os. For det første har vi næsten alt tøj klar til den første tid, fordi vi har arvet en masse, og fordi vi ikke tror på “pigetøj” og “drengetøj”, når det kommer til nyfødte. Vi vil så vidt muligt forsøge ikke at presse en bestemt stereotyp person ned over vores barn. Det der med at klæde en lille nyfødt dreng i dinosaurer og lastbiler, mens en lille nyfødt pige bliver overdynget af lyserøde nuancer, blomster og hjerter, det kan jeg ikke stå inde for. Det efterlader ikke meget plads til at gro en personlighed i min optik. Jeg vil ikke ud i en større afklaring omkring mine tanker om køn og kønsidentitet, for det er komplekst, jeg kan bare konkludere, at jeg følger min mavefornemmelse, og den siger mig, at meget kønsstereotypt tøj ikke er vejen frem for vores barn. For det andet har navnet været på plads længe, og jeg glæder mig sådan til at fortælle det og forklare de mange tanker bag.

 

Nå ja, og slutningen på sætningen i overskriften er: “…pige”. Vi skal have en pige.