Er jeg så voksen nu?

Jeg har hus, hund (og kat), bil, barn, og jeg er nogens kone. Jeg har realkreditlån og børneopsparing, og lige om hjørnet venter et læderbryllup og en afsluttet barsel. Det er sgu da ret voksent, er det ikke? Til gengæld skal jeg igen-igen betale restgæld til SKAT, fordi jeg i en alder af 30 år stadig ikke fatter at lave min SKAT. Og så er der det der med forsikringer – er der ægte nogen, der har styr på dem? Jeg har i hvert fald ikke. Det er måske en af de ting, jeg virkelig burde sætte mig ind i. Snart.

Det er cirka 10 måneder siden, jeg sidst skrev et blogindlæg. Det var min fødselsberetning. Jeg har siden været i gang med to indlæg, som aldrig blev færdige, fordi: baby. Det føles som om, jeg har levet et helt liv på de 10 måneder. Jeg har i hvert fald følt, tænkt og oplevet nok til et helt liv, føler jeg. Det er jo sådan set også et helt liv, i hvert fald hele min datters liv på denne side af mit maveskind.

Jeg har tid til at skrive nu. Tid til at reflektere og få det ned på skrift. Tid til at dele alle de tanker, jeg så inderligt håber og tror, jeg ikke har stået alene med. For det der moderskab, det er altså et rummeligt et af slagsen med mange skjulte hjørner og afkroge, hvor der er plads til alverdens store følelser og små tanker, og dem skal jeg have skriblet ned, inden jeg glemmer dem. 

Så jeg er tilbage. Igen. Og jeg er klar til at fortælle. Om moderskabet, de svære følelser, den store kærlighed, livet som hjemmepasser plus det løse.

Hold on, it’s going to be a bumpy ride!